Artiklen er skrevet af: Christina Louise Sørensen, Horsens Byarkiv, 2016
Nogle af de første jøder der kom til Danmark, etablerede sig i Glückstadt i Holsten i starten af det 17. århundrede, som dengang var en del af det danske rige. Kong Christian d. 4. grundlagde byen i 1616 og ønskede, at byen skulle etableres som en handelsby. Da jøder havde ry for at være dygtige handelsfolk, inviterede kongen kapitalstærke jøder fra Portugal og Spanien til at drive handel i Glückstadt. Grundlaget for de første jødiske menigheder i Danmark var dermed lagt.
På trods af at den jødiske indvandring til Danmark blev tilskyndet af landets overhoveder i starten af 1600-tallet, var jøderne underlagt en række specielle regler langt oppe i tiden. I en forordning fra 1651 advarede Frederik d. 3. jøder imod at færdes i det dansk rige uden en kongelig tilladelse, et såkaldt lejdebrev. Udover den svimlende sum på 1000 rigsdaler, der skulle betales for opholdstilladelse, måtte jøder ikke eje land eller blive optaget i håndværkerlavene. Det var ligeledes forbudt for kristne at tjene hos jøder, og jødiske børn måtte ikke gå i kristne skoler. De forskellige regler og forbud betød, at de fleste jøders næringsvej var indskrænket til handel, især med klæder og pengeveksling.
Med tiden lempedes vilkårene dog for jøderne i Danmark. I 1788 fik jøderne lov til at indgå i håndværkerfaget, og omkring 1800 blev det lovligt for jøder at gå i kristne skoler. I slutningen af 1700-tallet blev der også åbnet op for, at jøder kunne bosætte sig andre steder end det sted, de oprindeligt havde fået ophold i. Dette betød, at en del jøder bosatte sig i byer som Randers, Aalborg, Nakskov og ikke mindst Horsens. I 1814 fik jøderne i Danmark borgerskabsrettigheder, som stort set ligestillede dem med de danske borgere, og med Grundlovens indførelse var jøderne principielt set sidestillet. Dog dukkede modstanden mod jøderne engang imellem op til overfladen rundt om i landet. Blandt andet var der voldsomme optøjer i København, kaldet Jødefejden, i 1813, 1819 og 1820, hvor antisemitiske folkemængder forsøgte at drive jøderne ud af København med vold. Hovedtendensen var dog, at reglerne med tiden lempedes, og at jøderne for en generel betragtning blev en mere integreret del af samfundet.
Jøderne i Horsens
Allerede fra slutningen af det 18. århundrede levede der jøder i Horsens. I 1782 protesterede byens købmænd, da den tyske jøde Joel Ballin søgte om borgerskab som handlende i byen – sandsynligvis både på grund af modstand mod konkurrence om byens handel og på grund af en generel modstand mod de fremmedartede jøder. De horsensianske købmænds handel havde svære vilkår i anden halvdel af det 18. århundrede. Den ringe handel skyldes konkurrence fra omrejsende kræmmere, og man gav især jødiske handlende skylden for miseren. Joel Ballin blev dog i sidste ende tildelt borgerskab af kongen mod, at han betalte 100 rigsdaler til byens latinskole. På trods af protester kom der med tiden flere jøder til. Ved en gennemgang af borgerskabsprotokoller for Horsens (1650-1830) kan det ses, at nogle af de første jøder, som kom til byen og fik borgerskab, primært beskæftigede sig med handel. Andre drev dog også andre erhverv, hvoriblandt kan nævnes slagtere, bagere og urmagere. De forbedrede vilkår for landets jøder omkring år 1800, heriblandt muligheden for bedre uddannelse og borgerskabsrettigheder, betød, at en række af de horsensianske jøder kunne ophøje sig til nogle af byens mest driftige og velhavende forretningsmænd på få årtier.
En af de mest betydningsfulde jødiske familier i 1800-tallets Horsens var familien Levy. Ligesom faderen, Zacharias Isaac Levy (1799-1880), der var en entreprenant købmand, blev sønnerne Levy også fremtrædende borgere i byen. Sønnen Arnold Zacharias Levy (1830-1878) købte i 1874 Horsens Bryghus, som han drev dygtigt sammen med broderen, Herman Zacharias Levy, frem til sin død. Den ældste søn, Etatsråd Isaac Zacharias Levy (1827-1899), var en af byens mest betydningsfulde personer i sin tid. Efter at have afsluttet sin handelsuddannelse bosatte han sig i fødebyen Horsens, hvor han blev kompagnon i sin fars store handelsvirksomhed. Han var byrådsmedlem i næsten 30 år og var leder af både Sparrekassen og Banken for Horsens og Omegn. Han var for en tid konstitueret borgmester i byen og blev udnævnt til æresborger i byen. Hans store indflydelse i byen understreges også af antallet af tillidsposter, idet han var formand for talrige foretagender, blandt andet Telefonselskabet, Horsens Handelsforening og Horsens privatbaner.
En anden jøde, der drev det vidt i 1800-tallets Horsens som forretningsmand, var Moritz Aron Goldschmidt (1822-1888). Goldschmidt flyttede til Horsens i 1848, hvor han fortsatte den nålemager- og possementmagerarbejderfabrik, han oprindeligt havde etableret i Pinneberg, inden krigen brød ud i 1848. Da Horsens Tugthus åbnede i 1853, så han muligheden for at benytte fangernes arbejdskraft. Det var tidligere blevet forsøgt at benytte fangers arbejdskraft i Tugthuset i Viborg dog uden det store held. Disse erfaringer drog Goldschmidt nytte af, da han beskæftigede tugthusets fanger med især vævning fra 1860. Samme år indgik han i kompagniskab med konsulen og forretningsmanden August Crome. Sammen dannede de Crome & Goldschmidts fabrikker på Fabriksvej i Horsens, som en overgang var byens største arbejdsplads. Goldschmidt blev i 1866 gift med Jenny Jacoby, som var datter af en jødisk købmand i Aalborg.
Den jødiske menighed – synagogen i Farvergade
Byens jøder voksede således både i antal og økonomisk formåen i første halvdel af det 19. århundrede. I 1803 indgav David Davidsen, Joseph Carl Wulff og Isac Zacharias Levy fra den jødiske menighed i Horsens en ansøgning til kongen om at holde synagoge. Senere samme år opnåede de en kongelig bevilling, der tillod, at jøderne i Horsens måtte holde synagoge. Ordet synagoge henviser både til den jødiske menighed, der samles til gudstjenester og andre religiøse formål og til den fysiske bygning, hvor menigheden samles. Der gik dog mange år, før en egentlig synagogebygning blev opført. Den 27. december 1867 kunne synagogen i Farvergade indvies med deltagelse af den daværende overrabbiner i Danmark, prof. Wolf. Synagogen var blevet realiseret med hjælp fra et større økonomisk bidrag fra den foretagsomme Levy-familie. Før synagogen blev bygget, havde jøderne i Horsens praktiseret deres religion i private hjem rundt omkring i byen. Blandt andet havde der været indrettet en bedesal i et privat hjem i Søndergade, hvor kollektør M.A. Cohn boede, men også førnævnte Joel Ballin havde haft tilladelse til at holde synagoge i eget hjem.
Synagogen er tegnet af arkitekten J.C. Clausen i orientalsk stil og er opført i røde teglsten med hvide mønstre – inspireret af en synagoge i den tyske by Heidenheim. En hvid, løgformet bue omkranser døren og understreger den lidt fremmedartede, orientalske stil. Bygningen indeholdt blandt andet bederum, hvor den evige flamme brændte og den hellige ark (skab), hvori jødernes hellige Torahruller blev opbevaret bag et forhæng. Hertil var der indrettet en adskilt afdeling for menighedens kvinder og en lejlighed til kantoren, som er den person, der leder den jødiske gudstjeneste og som kunstfærdigt oplæser fra Torahrullerne.
Med tiden blev den jødiske menighed dog mindre grundet dødsfald og fraflytning og mod slutningen af 1800-tallet havde byens jøder svært ved at opretholde en minjan – den forsamling på 10 jødiske voksne mænd over
13 år, der skal til for at varetage de religiøse forpligtelser i forbindelse med gudstjenester. Familien Levy havde i 1867 fået indskrevet i gavebrevet, da de skænkede synagogen til den jødiske menighed i byen, at bygningen skulle omdannes til fribolig for byens borgere, hvis den jødiske menighed skulle svinde ind:
”Vi haabe til Gud, at der bestandig vil vedblive at være en jødisk Menighed i Horsens, som det vil være magtpaaliggende, at Hensigten med vor Gave, Guds Navns Forherligelse, til enhver Tid sker Fyldest. Skulde imidlertid det Tilfælde indtræffe, at Menigheden opløses, eller at den Medlemmer ikke benytte Bygningen (…) er det vor Vilje, at Grund og Bygninger med de samme tilhørende Kapitaler, og med det, der i øvrigt maatte tilfalde samme, som Følge af vedhæftede af Menigheden under 27de Oktober, dette Aar fattede Beslutning, skal tilfalde Horsens By som Ejendom, og bliver Bygningen da under Navn af ”Den Levyske Stiftelse”.
I 1897 måtte Levy´erne sande, at menigheden var svundet ind i en sådan grad, at tiden var kommet til, at detaljerne omkring overdragelsen af synagogebygningen i Farvergade og oprettelsen af Den Levyske Stiftelse skulle på plads. Ifølge jødisk tradition må jødiske gravsteder ikke sløjfes og aftalen mellem familien Levy og Byrådet indeholdt derfor en bestemmelse om, at byrådet forpligtede sig til at vedligeholde den jødiske kirkegård. Samtidigt blev det også indskrevet i bestemmelserne, at halvdelen af de 4 friboliger, som skulle oprettes i bygningen, fortrinsvist skulle gives til medlemmer af den jødiske tro, såfremt disse var ”værdige og trængende”. Udgifterne til friboligen og vedligeholdelsen af begravelsespladsen skulle dækkes af betragtelige legatkapitaler, som blev skænket af familien Levy. Det blev også tilføjet, at den jødiske menighed selv skulle disponere over synagogens inventar og at de hellige Torahruller skulle overleveres til den jødiske menighed i København, såfremt at den jødiske menighed ikke længere kunne opretholde en minjan. Dette punkt indtraf allerede året efter 1898, hvor bygningen overgik til Den Levyske Stiftelse.
Begravelsespladsen på Frederiksgade
De første jøder, der bosatte sig i Horsens, blev begravet i Fredericia. På grund af de privilegier der var blevet givet jøderne i Fredericia, da Frederik d. 3. forsøgte at tiltrække kapitalstærke handelsfolk, var Fredericia en af de danske byer, hvor der først boede jøder og som tillige havde en af de største menigheder. Inden andre jødiske begravelsespladser i Jylland og på Fyn blev anlagt, blev alle afdøde jødiske borgere vest for Storebælt stedt til hvile i Fredericia. Den mosaiske begravelsesplads i Fredericia er således den ældste og største jødiske begravelsesplads udenfor København med omkring 550 gravsteder.
I takt med at den jødiske menighed i Horsens voksede, blev der skabt grundlag for at etablere en mosaisk begravelsesplads i byen. Begravelsespladsen blev placeret på Frederiksgade 59 i smukke grønne omgivelser i 1850 og blev taget i brug i årene derefter. Indgangslågen til den mosaiske begravelsesplads er udsmykket med et citat på dansk og hebræisk fra Jobs Bog. Jobs Bog en del af den af Tanak, den hebræiske Bibel, som i Kristendommen betegnes som Det Gamle Testamente. Citatet på indgangslågen, ”De Levendes Forsamlings Huus”, er en reference til Jobs Bog kapitel 30, vers 23, hvor Job i sin klagetale til Gud proklamerer, at han ved, at Gud vil føre ham til døden, det hus, hvor alle levende skal samles. Selve pladsens areal er ganske stort, men kun den bagerste del er belagt med 69 grave. 16 familiemedlemmer af slægten Levy er begravet på pladsen. Begravelsespladsen blev sidste gang taget i brug i slutningen af 1920´erne.
I takt med at den jødiske menighed i Horsens svandt ind, blev oplysningerne om jødernes liv og levned i Horsens færre. At den jødiske begravelsesplads i byen ikke har været i brug i næsten 100 år, betyder ikke, at der ikke har levet jøder i byen – og bestemt ikke, at der ikke gør det i dag. Det vides med sikkerhed, at den jødiske menighed, som blomstrede i 1800-tallets Horsens, satte sit præg på byen – og den dag i dag er der nogle få, men smukke spor af den daværende jødiske menighed tilbage i form af synagogen i Farvergade og begravelsespladsen på Frederiksgade.
Kilder:
Bay, Svend Aage: Horsens historien indtil 1837, udgivet af Horsens Kommune, 1982
Magolinsky, Julius: Jødiske Dødsfald i Danmark 1693-1976, Dansk Historisk Håndbogsforlag, 1978
Heymann, Alfred: Den jødiske Menighed i Horsens, Aarhus Stifts Aarbøger, 1929
Uddrag af Horsens byråds forhandlinger samt af Horsens købstads kommunale regnskaber i Aaret 1897 og 1898
Yderligere læsning til inspiration: www.jewmus.dk