Rønnebærvej 13

Af Kurt Hermann

Free as a bird i seks år i mit sidste barndomshjem til voksenfælden klappede!

Min familie –  min mor, min far, min lillesøster og jeg, flyttede i 1964 langt ud på bøhlandet.

Efter at have boet i Mimersgade 4B i mange lykkelige år, skulle vi partout flytte helt ud til Torsted, som på det tidspunkt var langt uden for lands lov og ret. Mor og far havde bag om ryggen på mig købt et nyt hus med buildup tag og en aldeles uanlagt have.

Roennebaervej_13Faktisk havde de først købt en byggegrund på Stensballe Strandvej, lige før Husoddevej, men nu blev det altså Rønnebærvej. Jeg forstod dem ikke, og min lillesøster var kun tre år, så hun fattede ikke en brik. Det gjorde jeg derimod, så jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville blive glad for at bo på den adresse. Basta!

Det første år

Meget tid blev brugt på at vænne sig til det nye. Jeg burde have været glad for at jeg stadig kunne have mit eget værelse, og endda et værelse på 12-14 m2 i stedet for knap 8 m2 i Mimersgade, men så langt tænkte jeg ikke. I dag kalder man lejlighederne for 3-værelses, men dengang var det 2½-værelses.

Mens vi stadig boede i Mimersgade, var jeg begyndt at spille i en pigtrådsgruppe – sådan hed det dengang – og vi havde brugt vores 2½ værelses lejlighed som øvelokale. Der var enormt langt ind til Horsens og til skolen, Søndermarkskolen, for jeg gik jo stadig i skole næsten hver dag.

Vi var flyttet til Torsted i februar, da jeg var 14 år, men tiden gik, og jeg fyldte 15 år i september måned. Nu var der kun et langt år til jeg ville fylde de magiske 16 år, som betød at jeg måtte køre på knallert.

Mor og far var stadig ikke i tvivl om, at jeg var utilfreds med tilværelsen ude på bøhlandet, så vi indgik et forlig. Jeg fik næsten en knallert, da jeg måtte købe en brugt Velo Vap. Det hjalp rigtig meget, og jeg var endda så heldig, at undgå at blive standset af politiet. Det var nok fordi, det var en Velo.

Svære tilvænninger

I Mimersgade var min mor vant til gasblus og en gasovn. På Rønnebærvej skulle hun vænne sig til noget nymodens pjank, da det hele var elektrificeret. Så i den første tid brugte hun meget tid på at lede, og spørge vi andre, om vi havde set tændstikkerne. Vanens magt er jo stor,

Selv fik jeg stor fornøjelse af det elektriske komfur, når nu tændstikker eller et fyrtøj kunne være svært at fremskaffe. Jeg var nemlig begyndt at ryge officielt. Så jeg fandt ud af, at tænde en cigaret ved at bruge en kogeplade. Jeg satte en cigaret til at balancere på kogepladen, og tændte kogepladen  på maksimum og voila! Keine hexerei, nur behendigkeit. Cigaretten blev tændt.

Lang sværere var det, hvis jeg var løbet tør for cigaretter. Heldigvis havde min far fået den uvane, at lægge hans cigaretskodder i jakkelommerne, så der kunne jeg altid finde noget rygetøj. Om han opdagede det ved jeg ikke, men jeg kunne da hjælpe til med at ‘støvsuge’ hans bukselommer for tørre  lynskodder.

Alt i alt krævede det en del tilvænninger at flytte i hus, men langsomt – meget langsomt – lykkedes det mig at blive bare nogenlunde tilfreds.

Årene 1965, 1966 og 1967 var det ikke meget tid, jeg brugte på Rønnebærvej, for jeg var stadig dybt involveret i ‘pigtråden‘. John Teglgaard, Ove Jespersen og jeg havde mødt to fyre, Preben Andersen og Lars Larsen. Vi var pludselig fem, så hvad var nemmere end blot at kalde bandet for ‘Five’. Samtidig havde vi fundet et øvelokale på hjørnet af Møllegade og Nørretorv hvor vi kunne bruge vores efterhånden rimelige udstyr. Så allerede der var vores gamle ‘øvelokale’ i Mimersgade 4B, ikke mere aktuel.

Ove boede på Svalevej, Preben på Priorsløkkevej, Lars på Hede Nielsensvej og John på hjørnet Andreas Flensborgsgade/Claus Cortsensgade og nu mig på Rønnebærvej 13. Altså hele fire ud af fem i villaer, men det var ikke noget vi brugte så meget som et halvt sekund på at tænke dybere over.

Dåselatter

At Rønnebærvej 13 skulle blive et samlingspunkt, havde jeg ikke drømt om. Adressen var kun rammen, for det kræver nogle meget gæstfrie mennesker, som gerne vil have gæster. Og min far elskede at have gæster på besøg, og min mor  elskede at ‘stille an’ med et veldækket bord.

Hvordan hun egentlig bar sig ad, ved jeg ikke, men hun kunne altid fremtrylle et bord med masser af lækkerier. ‘Jeg har altså ikke noget særligt’, var hendes standard bemærkning, og alligevel stod der et bord med frølår, klapperslange, blæksprutter i eget blæk, og hvad ved jeg.

Fars standard vitighed var, når han fortalte om nogle dåser, han skulle have købt hos ‘Frugtimporten’. Han fortalte levende og medrivende, om dengang han havde købt  en stor dåse elefantkød, og hvor spændende det var. ‘Og vil I tro mig’, spurgte han de meget interesserede tilhørere, ‘da jeg åbnede dåsen, var den fuldstændig tom’. Tilhørerne blev meget forargede, og gav altid kraftig udtryk for det, og bandede Frugtimporten langt væk. Nej, for vil I tro det, jeg havde fået røvhullet’!

Frugtimporten var et yderst spændende sted at handle, for det var dér, de spændende, og eksotiske varer kunne købes.

Stilstand før ‘krigen’

Tiden med pigtrådsmusikken var en stille tid på Rønnebærvej. Faktisk kan jeg kun erindre, at Tommy kom der, og han var endda også med os på forskellige ture i det danske sommerland.

At det ikke passede min far, at jeg var langhåret og spillede pigtråd, skal ikke være nogen hemmelighed. Lige så interesseret og hjælpsom min mor var, lige så meget var min far en arg modstander. I hans verden eksisterede langhårede ikke – kun hvis det var kvinder. Det var jo også et forholdsvis nyt fænomen, et fænomen som de fleste voksne havde svært ved at acceptere. Undtagen min mor!

Far havde ingen forståelse for at min mor åbent fortalte, at hun især var vild med at høre ‘All My Loving’ med The Beatles, og også mange andre af deres numre. Hun syede endda scenetøj til Jack And The Rippers.

Men det var desværre – alt i alt – ikke en tid, jeg tænker tilbage på med glæde. Bortset fra tiden i bandet.

(Den tid har jeg skrevet særskilt om).

En drastisk ændring

Den største ændring kom i 1967, da jeg pludselig blev ‘borgerlig’ og indså, at der var noget som hed fremtiden. Jeg gik i skole på Søndermarkskolen, men det var sandt at sige ikke mig, der sled den ned. Det kan bevises ved at jeg i 9. klasse havde 42 forsømmelsesdage, kun overgået i 10. klasse med 44 forsømmelsesdage. Utroligt at det kunne lade sig gøre, men kort før den afsluttende eksamen, var det da også slut. Mor og far fik et brev fra skolen.

Af uransagelige årsager fik jeg alligevel lov til at gå til eksamen, men det hele blev en øjenåbner for mig. Jeg droppede at spille i Jack And Rippers (selv om det gjorde ondt), og besluttede at tage på efterskole.

Jeg havde faktisk fået en ganske god eksamen – bortset fra de matematiske fag – så dem ville jeg koncentrere mig om. I samråd med skolevejleder Nørup, blev det til Sydjysk Ungdoms-kostskole i Holsted, en lille by i nærheden af  Esbjerg. En skøn tid, men den blev jeg ikke nogen matematiker af.

(Den tid har jeg også skrevet særskilt om).

Privatchaufføren

Disse ændringer betød også ændringer på Rønnebærvej 13. At jeg selv valgte, at tage til Holsted indebar to ting: Den nødvendige kapital til at blive optaget og kørelejlighed til og fra Holsted. Kapitalen var hurtigt overstået, så hurtigt at jeg kunne forledes til at tro, mor og især far gerne ville af med mig.

Jeg havde ingen ønsker og ingen krav, men hvad skete der? Pludselig var far mere end villig til at tage turen hele to gange hver weekend, men jeg var altså blevet klippet. Så vidt jeg husker er der 99 kilometer mellem Horsens og Holsted, så for far var det 396 kilometer næsten hver weekend. Vi slog også to fluer med ét smæk, for trafikken var mildest talt næsten lig nul dengang. Så jeg fik privatundervisning i at føre et automobil!

At jeg kom hjem næsten hver weekend, gav mig også mulighed for at melde mig ind i Horsens Freja, fars gamle klub. Det var ikke nogen dum idé, hvad også kom meget tydeligt frem nogle år senere.

Kønsrollerne

Min far er uddannet kobbersmed, og en stolt og dygtig en af slagsen. Jeg husker stadig de flotte ting, han havde lavet til privaten, men tiderne ændrede sig, og det blev mere rustfrit stål der kom i vælten. Særskilt husker jeg to opgaver, han havde løst: Et rundt dansegulv i kobber på 1. salen over Palæ Konditoriet,  og et arbejde på nogle udendørs montrer for Basse Sko på Søndergade, dog i rustfrit stål. Derudover passede far sit job til punkt og prikke. Far var altså håndværker med stort H. Det vil jeg ikke påstå, at jeg er, men lidt har da smittet af.

Mor derimod er noget helt andet. Det eneste håndværk hun var skrap til, var symaskinen, nåh ja, hun var skrap til at tapetsere. Men symaskinen, der var hun rigtig dygtig, så dygtig at hun kunne tillade sig at bruge specielle rygmærkater, hun havde købt: Home Made! Bortset fra det var hendes force af boglig art.

Jeg glemmer aldrig, når hun fortalte om hendes opvækst ude på en hede, og da bedstemor og bedstefar måtte sige nej til, at mor måtte/kunne blive student. Det pinte hende i mange, mange år, og hun måtte i stedet tage en uddannelse som butiksassistent. Men alligevel kunne hun ikke holdes nede.

Jeg ved, at mor var ansat i butikken i et bageri et sted i Vejle, og jeg ved, at hun var ansat i Eydes Vinhandel på Søndergade i Horsens. Men bedst husker jeg, at hun blev ansat på Groths Møbelfabrik som prokurist. Først på Nansensvej og senere på en splinterny fabrik på Bjerrevej i Tyrsted. En fabrik der nu er  revet ned.

Og det var lige noget, hun kunne bruge med en direktør, som kun lige kunne slæbe sig gennem hækken over til den polstrede direktørstol, læse den indkomne post og Jyllands-Posten, og så tilbage til privaten igen ved 9-tiden. Sådan var det dengang. Ergo var det mor, der styrede fabrikken administrativt, og det var da også derfor, hun fik prokura.

Jeg ved, at mors spildte muligheder nagede hende. Da hun senere i karrieren, fik mulighed for at deltage i, og bestå en kommunal eksamen, var hun indstillet på det. Også for meget, syntes jeg, for hun var ikke helt ung mere. At nogen syntes, hun optog en plads for en yngre medarbejder, fik hende kun til at bide tænderne sammen i en slags trods. Det hele lykkedes, og vi var alle stolte. Nu havde mor bevist noget overfor samfundet og overfor hende selv!

Far var altså kobbersmed, og han var stolt af det. Hans evner kunne dog også være af mere boglig karakter. På hans arbejde hos Paasch & Larsen, Petersen, var kollegerne hurtige til at drage fordel af hans evner til at kunne skrive tingene ned, og endda med en flot håndskrift. Fars foretrukne skriveredskab var en fyldepen, og meget markant var det grøn blæk, der blev hans særkende.

Også markant var hans hygiejne. Jeg så aldrig far snavset. Hver morgen cyklede han på arbejde, nybarberet, velklædt med velpudsede sko, nystrøget skjorte, jakke og slips. Når han kom hjem igen, det samme, og stadig nybarberet.

Jeg husker meget tydeligt, da jeg besøgte far på hans arbejdsplads på Aaboulevarden. Jeg var aldeles uforberedt, da en mand henvendte sig til mig, og sagde ‘Dav Kurt’. Jeg genkendte stemmen, men ikke mander der sagde det. Jeg havde bare aldrig set far så snavset.

Altså var min mor også på arbejdsmarkedet, og i et job som gav mere i løn end min fars. På den tid var det stadig manden, som skulle være familiens forsørger, og jeg tror, at det pinte min far dybt i sjælen. Men han var nødt til at opveje det med de fordele, der fulgte med. To indkomster  var da helt klart årsagen til, at mor og far kunne være de glade værter, og far var meget tilfreds med at kunne have muligheden, og det var mor vel også. Jeg hørte dem aldrig skændes eller surmule det mindste over det. Faktisk er jeg stadig forundret over, at far spontant kunne invitere gæster uden først at få det godkendt af mor.

‘Jeg har altså ikke noget særligt ……’

Et uforglemmeligt 1971

Far var gået ind i arbejdet i Horsens Freja, så der blev vejet for og imod om en ferie kunne accepteres, for fodboldsæsonen var i gang. Det resulterede i, at den lille familie fra Rønnebærvej bookede en ferie på den lille nyopdagede ferieø, Ibiza.

Jeg havde bare ikke lyst til at rejse – eller måske blev jeg bare ikke spurgt – og iøvrigt  så skulle jeg også spille turneringskampe for Freja. Slænget fandt hurtigt ud af, at Rønnebærvej var ‘ledig’ en hel påske, men det startede da i det små. Vi havde nemlig spillet turneringskamp i Hou, og vi havde lovet far at skrive et referat til sporten på Horsens Folkeblad.

Godt nok blev Horsens Folkeblad dengang produceret i broadsheet formatet, men det var nok ikke meningen at kampreferatet skulle fylde en hel side. Vi fandt fars skrivemaskine frem, og Peter tilbød at give referatet  et forsøg. Det gjorde han i den grad også, men Peter havde netop den dag været så heldig at score to mål. Disse scoringer  blev i den grad udpenslet så meget, at det ville virke mystisk på avisens læsere. Så artiklen blev kraftigt reduceret.

Det blev til en påske helt ude af kontrol. Eksempelvis kom Kay N. behørigt anstigende i sin Morris Minor, som han parkerede pænt på Rønnebærvej foran nummer 13. Der holdt den så godt, at det tog ham syv dage at få den hjem til Østergade igen.

Et eksempel er, den dag han kom slæbende på Cocio cacaomælk og cognac i store mængder. ‘Lumumba’ var nemlig blevet et hit. Men måden Kay havde planlagt at blande drinksene på, blev bestemt ikke et hit. Det første han sagde var: Hvor er badekarret? Han ville altså hælde den gode cognac og de mange Cocio’er i vores badekar. Det fik han dog ikke lov til, så i stedet indgik vi et promis: Han fik lov at bruge to store suppegryder!

Det blev en uge med masser af gæster, og masser af sportsudøvelser med for eksempel min lillesøsters kængerustylter og hoppebolde. Men set i bakspejlet ville det nok have været bedre, hvis de var blevet brugt udenfor.

Med i slænget var også ‘Gartner’. Hans far havde en købmandsbutik i Vestergade, så det var oplagt at indkøbe vores forbrug af pilsnere fra den butik. Meget smart, for butikken havde også en varevogn. Varevognen gjorde det meget lettere, da vi skulle rydde op efter os. Om der var tale om flaskepant eller ej, gik vi ikke op i.

Derimod gik vi meget op i dét en taxachauffør sagde til os, da vi havde hyret en taxa til Vestergade. –  Torsted, sagde vi bare, da vi steg ind i bilen. – Er det Rønnebærvej 13, spurgte chaufføren glad og forventningsfuld, og vendte sig for at kigge på os. Da blev vi med ét klar over, at vi var blevet berømte, og at det måske var på tide at geare lidt ned!

At al morskaben kostede reparation af samtlige dørtrin, går jeg let og elegant hen over.

Freja’s andet ‘klubhus’

Med tiden blev Rønnebærvej 13 en slags andet klubhus for Horsens Freja. Jeg kunne til enhver tid invitere kammeraterne hjem, og der er ingen tvivl om, at mor og far nød det.

Harry var selvskreven, for han kom der alligevel. Kun en enkelt gang trådte han ved siden af. Han havde givet min mor et klap bagi, og det gjorde man ikke uden en straf. Straffen faldt prompte med en våd karklud og et meget hårdt slag over hænderne. Så var der afregnet, og Harry blev blid som et lam.

Far var blevet valgt som formand for fodboldudvalget i klubben, så nu blev forbindelsen meget stærkere til Rønnebærvej 13. Før var det mit slæng, som kom der. Nu blev konkurrencen skærpet, så klientellet blev udvidet med fars udvalgte. Det var næsten som om at blive slået til ridder at blive inviteret.

Byggede til

ejendom
Så bygges der til, så der kunne være flere gæster

Om det var derfor mor og far byggede til det eksisterende hus med en større stue + en muret garage, ved jeg ikke. Både min søster og jeg var for længst flyttet hjemmefra, men kom stadigvæk meget på Rønnebærvej 13, men nu med svigersøn, svigerdatter og børnebørn. Jeg ved, at de alle var glade for at komme der, så det at flytte til Torsted var slet ikke nogen dårlig idé – trods alt.

Kurt Hermann 2015

2 thoughts on “Rønnebærvej 13

    1. Lene Tolberg Overgaard

      Kære Peter

      Tak for din kommentar til ovenstående artikel. Og ja, Kurt Hermann skriver rigtige dejlige historier om det gamle Horsens.
      Venlig hilsen Lene Tolberg Overgaard, Horsens Leksikon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.