Christer Kierkegaard

Af Lars Bo Larsen

Under det svenske orlogsfartøj “Marieholm”s ophold i Horsens, september 1972, nævnte chefen for den svenske kystflåde, kontreadmiral Christer Kierkegaard, at hans slægt havde nære relationer til Horsens og omegn. Ved en reception på “Marieholm” kunne borgmester Holger Sørensen (S) overrække admiralen en mappe med en beskrivelse af slægten Kierkegaard, udarbejdet af forfatter og redaktør Carl Th. Jørgensen. Admiralens stamfar havde som så mange andre sin plads i Jørgensens udklipssamling.

Slægten Kierkegaard er en gammel slægt i Horsens. Den nedstammer fra Morten Andersen Kierkegaard, der i en årrække drev kolonialforretning på hjørnet af Søndergade og Hestedamsgade. Slægten har relationer til den danske forfatter og filosof Søren Kierkegaard (1813-1855), og forøvrigt også kgl.agent Kjeld Thomsen Kjeldsen (1778-1860), der blev Horsens bys æresborger nr. 3.

Den svenske linie

Admiralens stamfar, Niels Christian Kierkegaard, fødtes 1817, han rejste til i 1839 til Sverige og blev skibsbygmester der. Han døde i Gøteborg 1869. Fra ham nedstammer den store svenske godsejerslægt på Ekeberg. På Horsens Museum findes en model af et skibsskrog – en bark – samt en del skibstegninger med en udførlig beskrivelse, alt i sin tid skænket af skibsbygmesteren til Horsens Arbejderforening. Ved foreningens ophævelse skænkedes gaven til Horsens Museum.

Se også

Brev fra Carl Th. Jørgensen til stadsbibliotekar Marie Helene Jacobsen: Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek
Brev fra Holger Sørensen til Carl Th. Jørgensen: Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek
Horsens-slægten KIERKEGAARD og dens svenske linje: Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek
Svensk orlogsfartøj i Horsens: Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek (Horsens Folkeblad, den 22. september 1972)

Kilder

Horsens Folkeblad, 22. september 1972. Artiklen ” Svensk flådebesøg for første gang i 60 år“.
Horsens Folkeblad, 23. september 1972. Artiklen ” Admiralens slægt stammer fra Horsens“.