– eller Tvingstrupaffæren
v/Thøger Jeppesen
Det hører med til Tvingstrups historie at berette om et lokalt oprør mod statsmagten i slutningen af 1800-tallet.
Kilderne fortæller, at der var en særdeles kraftig modstand mod Konseilspræsident (statsminister) Estrup og myndighederne fra borgerne i Tvingstrup. Nu om dage ville man tale om anarkistiske tilstande. Estrup, der var højremand, havde efter et valg et flertal imod sig i Rigsdagen, men der var endnu ikke indført parlamentarisme i Danmark, så han var blevet siddende som regeringsleder. Venstre var det største parti.
Godsejerne (Højre) og det nationalliberale borgerskab, Christian 9. og hoffet så på bønderne ud fra den gamle tids synspunkt; bønderne var almue, og et bondeministerium var en politisk umulighed og en skandale over for udlandet.
Estrup kunne ikke få gennemført nye skattelove (finanslov), så reelt var hans regering lammet. Men Estrup sendte Folketinget hjem, for i henhold til grundlovens § 25 ”kunne kongen i særdeles paatrængende Tilfælde udstede provisoriske Love” dvs. foreløbige love. Det gjorde Kongen så, for han var heller ikke demokratisk indstillet, skatterne blev udskrevet i henhold til de provisoriske (foreløbige) love i Provisorieårene fra 1886 – 1894.
Men folk, også i Tvingstrup, nægtede at betale statsskat, da Grundlovens § 49 siger, at ”forinden Finansloven er vedtagen, må Skatterne ej opkræves”, og da man ikke anså finansloven for vedtagen, vægrede mange gårdmænd – for en del valgte tillidsmænd i Rigsdag, Amtsråd og Sogneråd – sig ved at betale statsskatter.
Så kom skatteopkræverne for at indkassere pengene hos den enkelte, men der var mærkeligt nok ingen rede penge at hente. Så måtte de til at udpante eller gøre udlæg i værdierne på stedet; disse genstande skulle så senere sælges ved offentlig auktion, hvor enhver kunne byde. Det var ikke velset, at folk bød på sådanne auktioner, så folk mødte talstærkt frem og lod vær med at byde, og mod dem, ”der vilde kjøbe, udøvedes der undertiden et moralsk Tryk, der på et enkelt Sted (Tvingstrup ved Horsens) antog en støjende Karakter. Som følge heraf idømtes Bøder, som de dømte imidlertid til Dels foretrak at afsone ved Fængsel”, som der står i kilderne. Genstandene kunne købes tilbage af den retmæssige ejer for en slik, når ikke andre bød på dem.
Hvordan blev sagen så håndteret i Venstrebladet Horsens Folkeblad?
Svaret er indgående bl.a. fordi en af skattenægterne var bladets redaktør Emil Bojsen, hvis broder, Frede Bojsen, sad i Folketinget og var en af Venstres bannerførere. Den tredje broder, Peter Bojsen, var seminarieforstander på Gjedved Seminarium; han startede Horsens Andelssvineslagteri.
Der står i et hovedstadsblad d. 20. oktober 1885:
”Ved en Panteauktion i Tvingstrup i gaar var iflg. et Privattelegram til os 300 Mennesker tilstede. Alle de værdifulde Genstande indkøbtes af Ejerne, på Resten skete der intet Bud, naar undtages paa et Billede af Kongefamilien og en Bogpakke, tilhørende J. Busk. Auktionsmedhjælperen, Natbetjent fra Horsens, Brandt, købte disse to Genstande, hvorover der opstod almindelig Harme. Da Auktionen var forbi, grebes han af Folkemassen, klemtes og trykkedes til Jorden. 2 Politifuldmægtige søgte at komme ham til Undsætning, men forgæves. Redaktør Bojsen erholdt Brandts Tilladelse til at erklære, at de købte Sager skulde tilbageleveres, hvorefter Ro blev tilvejebragt.”
Men så nemt skulle de implicerede ikke komme om ved det. De toneangivende blev tiltalt og slæbt i retten.
Hs. Flkbl. d. 24. oktober 1885:
”I Forhør. Redaktør Bojsen mødte igaar kl. 3 til Forhør i Voer. Nim Herreders Ret i Anledning af Panteauktionen i Tvingstrup. Retten betjentes af den konstituerede Herredsfoged Hr.Eckerodt. Som indledning befalede han: Hænderne af Lommen! Og efter at ”komparenten” herved var mindet om den Ærbødighed, som en ”Komparent” har at vise overfor en Ret, toges fat på et skarpt Forhør, som varede i ikke mindre end 3 Timer. En stor Del Blade i Protokollen blev beskrevne med Dommerens Spørgsmaal og ”Komparentens Svar, hvoraf det væsentligste lød omtrent saaledes..” og så følger en lang række spørgsmål fra dommeren og til dels drillende svar fra Bojsen. F.eks. Om han havde rejsefæller på togrejsen til Tvingstrup fra Horsens. Ja, svarer Bojsen, og han lister en række personer op, som han ved er tiltalt, som han selv, og han uddyber forklaringen med, at i kupeen ved siden sad også to navngivne mænd, men de stod ikke af i Tvingstrup.”
Dommeren foreholder Bojsen, at der forekom flere afbrydelser under auktionen ”og der blev udbragt flere Leve, hvor kom de fra”. Bojsen svarer, at det må være dem, der stod udenfor indhegningen. Bojsen bliver spurgt, om han kan navngive nogen, som fremkom med forstyrrelserne. Det kan han ikke. Om han selv deltog i Hurraråbene, og det vil Bojsen gerne indrømme. Men han kan ikke navngive nogen, der har råbt ”Ned med Provisoristerne”, ”Ned med Estrup”. Det kan Bojsen selvfølgelig heller ikke.
Så kommer dommeren til overfaldet på Brandt. Dommeren siger: ”Da auktionen var forbi, samledes en stor Klynge omkring Brandt, var De med i denne Klynge?” Da Bojsen svarer benægtende, skal han angive navnene på dem, som var med. Det kan Bojsen ikke. Nu bliver dommeren utålmodig, for da folkemassen drog over dem åbne plads, sang man ”Ned med Estrup”, og Bojsen spørges, om han var med til det, og det svarer han bekræftende på.
Selve overfaldet på Brandt har Bojsen ikke deltaget i. Bojsen af dommeren bliver foreholdt, at han beder Brandt om at aflevere de to genstande efter aftale med auktionsholderen, hvad Brandt så gør. Dommeren spørger med hvilken hensigt han gør det. ”For at tilvejebringe Ro”, og det burde dommeren anerkende. Osv osv, i en uendelighed kan man forstå, når det har varet i 3 timer
Der har ikke været meget ytringsfrihed dengang.
Hs. Flkbl. skriver d. 26. oktober 1885:
”I Forhør. Cigarfabrikant Kierkegaard og Bogbinder Hansen var i lørdags i Forhør for Voer og Nim Herreds Ret. Da Kierkegaard kom ind, blev han spurgt om hans fulde Navn, hvorefter han satte sig ned ved siden af Politibetjent Ottesen. Hr. Eckerodt gjør en bydende Haandbevægelse, som skulde betyde, at han ikke maatte sidde ned. Kierkegaard , efter at have rejst sig: Maa jeg maaske ikke sidde ned. Eckerodt: Nej, de har sat Dem ned uden Tilladelse . Kierkegaard: Maa jeg saa udbede mig Tilladelse til at sidde ned. Eckerodt : Nej, nu faar de ikke Lov til at sidde ned, da de ikke har bedt om Tilladelse først. Kierkegaard: Maa jeg saa gøre Dem opmærksom paa, at jeg ikke kan taale at staa, da jeg har ondt i mine Knæ.. Eckerodt: Naa, det er en anden Sag, saa kan de værsgo at sætte Dem ned.” Derefter begyndte Forhøret, som drejede sig væsentlig om de samme Ting, som Redaktør Bojsen dagen forud var afhørt om. Kierkegaard havde ikke selv deltaget i noget af det passerede, og han kunde ikke angive nogen, som havde været med. Hs. Flkbl. får det hele med og gør dommeren tykt til grin.
Hvad gør så Højre-bladet Horsens Avis/Skanderborg Amtstidende?
Det skriver bl.a. d. 26. marts 1886 en opsats om:
”En morsom Skatteyder. Det er ganske utroligt, hvad d¨Hrr Skattenægtere kunde finde paa, for ud i egen indbildning at chikanere Øvrigheden. En Gaardmand fra Haugbyrd havde således nægtet Skat, og da han var kommen på bedre Tanker og vilde betale Skatten, samlede han denne sammen i lutter 5-Øre, 2-Øre 1-Øre og afleverede denne til Sognefogeden, der igjen afleverede denne på Herredskontoret. Gaardmanden bildte sig naturligvis ind, at det var et udmærket Træk, således at chikanere Øvrigheden; men han forregnede sig slemt, thi der er netop i disse Dage stor Trang på Smaapenge i Ringsted og hans møjsommelige indsamling blev ifølge ”Sjællandsposten” modtagen med megen glæde.”
Men skattenægteren havde da netop opnået, hvad han ville: at skaffe ravage og opmærksomhed
Men Hs. Flkbl. er ikke sart, det er perfidt, som i en reportage fra en Udpantning i Østbirk. Her går avisen direkte efter Kongens Foged og hans følge; hvordan de mæsker sig i medbragt smørrebrød. bajer og snaps, selvom de er på Gæstgivergården, men man kender nok mest Holm, Kongens Foged, fra hans besøg på Kroen i Østbirk: Jo, Hr. Holm har haft mange fornøjelige Timer herude, dejlige levende Minder er efterladt os. Nu nok med dette.
Det er ren Boulevard-presse.
Dommene skulle fuldbyrdes, så der var igen mulighed for et mediestunt, en betegnelse man nok ikke brugte i 1885:
- 9. marts skriver et hovedstadsblad:
”Redaktør Bojsen i Horsens blev iflg. Hrs. Flkbl. i Lørdags afhentet af en Politibetjent for at afsone en bøde, 25 kr., som blev idømt ham i Tvingstrupsagen.”
At de hen ved 30 Domfældte var der kun 4, der saa sig nødsagede til at betale af Helbredshensyn, Alle de andre ville sidde bøden af. Da der kun er daarlig Plads i Arresthuset, vil det saaledes trække ud, inden man kommer Raden igennem. Bojsen er den første, der hidtil er puttet ind.. Efter ham kommer Cigarfabrikant Kierkegaard – hvis det gaar efter numer. Bojsen skal sidde i 6 dage.
Tvingstrupaffæren. Den sidste af Tvingstrupforbryderne, Søren Sørensen, Grotkær tiltraadte iflg. Hrs. Flkbl. i Søndags afsoningen af sin mulkt. Naar Jens Møballe paa Onsdag kommer ud, er dermed den Sag ude af Verden.
Erkendtlighedsgave. Da afgaaet Sognefoged Jens Møballe kom hjem fra Arresten i Horsens efter at have hensiddet i 6 dage i simpelt Fængsel for ved Tvingstrupauktionen at have raabt Hurra for Jens Busk, modtoges han iflg Hrs. Flkbl. af en Deputation fra Ørridslev Sogn. Der overraktes ham en Gave, bestående af et stort poleret Skrivebord, et smukt Tæppe og 6 solide stole.”
Efterskrift
Fik de gode Tvingstrup-borgere noget ud af det? Kun indirekte. De fik styrket deres selvtillid og gjort klart for magthaverne, dvs. Højre, at der måtte indføres demokrati. Men møllen malede langsomt i de dage, så der måtte gå over 15 år, inden der ad demokratisk vej kom reformer
Estrup blev siddende helt til 1894. Det blev en lang og sej kamp i Folketinget, hvor folketingsmanden Frede Bojsen blev ledende i Venstre-oppositionen og begyndte en mere forsonlig politik med mådeholdne dele af Højre. Bojsen ønskede navnlig at gennemføre en sociallovgivning, der kunne lindre nøden i de fattigste lag og modvirke revolutionære tendenser, for man så med bekymring på Socialdemokratiets vækst! Der blev taget de første skridt i retning af en moderne sociallovgivning, senere fulgte love om ulykkesforsikring og offentlig støtte til arbejdsløshedskasser.
Men Frede Bojsen blev for moderat. Da hans modstandere indenfor partiet fik flertal i folketingsgruppen i 1895, fik en ny leder, I.C. Christensen, ledelsen i Venstre. Han var en større taktiker, så i 1901 kom omsider ”systemskiftet” og parlamentarismen, hvor et ministerium kun kan blive siddende, når det ikke har et flertal imod sig. Resterne af Enevælden var for stedse borte.
Læs originalartiklen på www.tvingstrup.com