Margit Gade: Erindringer fra min barndom i nordbyen Horsens

Barndomshjemmet

Margit Gades barndomskvarter: Nørrestrandsgade, Dannebrogsgade, Kildevej (nu Dannebrogsgade), Højbrogade, Rosengade, Voldgade og Adelgade.
Margit Gades barndomskvarter: Nørrestrandsgade, Dannebrogsgade, Kildevej (nu Dannebrogsgade), Højbrogade, Rosengade, Voldgade og Adelgade.

Jeg er en af de heldige, der er opvokset i en gade, hvor man lærte de sociale spilleregler at kende, hvor nøjsomhed prægede de allerfleste familier. Man snakkede med hinanden og hjalp hinanden, så godt man kunne.

Margit Værum Sørensen
Margit Værum Sørensen

Jeg boede de første 12 – 13 år af mit liv i Nørrestrandsgade 60. På hjørnet af Dannebrogsgade og Nørrestrandsgade. Overfor lå Kildevej, som førte over til Voldgade, og Stejlbakken som egentlig hedder Nørrebrogade. (I dag er Kildevej lukket for gennemkørsel).

Huset jeg boede i, var i sin tid – 1877 – en lade, der var bygget i mursten, og senere pudset op. Derefter blev det lavet til beboelse. Det var min moster, der i sin tid købte huset til os, og som min far senere købte af hende. ( Inden vi flyttede i Nørrestrandsgade, boede vi i en lille lejlighed i Smedegade 63). Min far var Johannes Peter Værum Sørensen og min mor var Meta Marie Sørensen.

Nørrestrandsgade_60_Foto_ca_1943_Margit_Gade-300x199I min barndom kaldte man Nørrestrandsgade 60, chokoladehuset, fordi det var kalket brunt. Døren som vi ser her, blev fjernet og i stedet fik vi et vindue sat i og dermed blev spisestuen lidt større.

Huset bestod af 3 værelser: 2 stuer og 1 soveværelse + køkken med komfur, og to gasapparater. En lille entre, og wc med træk og slip, og lysebrunt glat, stift toilet papir – to trappetrin ned i det u- malede, cementeret rum med håndvask, hvor gruekedlen også stod. Da vi var små blev vi vasket i køkkenet, for der var varmest på grund af komfuret. Vi sad på køkkenbordet med benene i en balje, som stod i køkkenvasken. Og da vi blev større klarede vi os med etagevask, indtil der blev sat en bruser op tæt ved gruekedlen. I rummet var der også en såkaldt hønsestige, som førte op til loftet, hvor far havde lavet 2 små værelser af celotex plader. Min et år ældre søster Åse, og jeg delte det ene værelse. Det andet fik min ældste storesøster Lilli.

Mor var syg

Min far, Johannes Peter Værum Sørensen og min mor Meta Marie Sørensen efter vielsen på Rådhuset
Min far, Johannes Peter Værum Sørensen og min mor Meta Marie Sørensen efter vielsen på Rådhuset

Min far var mejerist. Min mor var syg. Jeg husker hende kun som sengeliggende med sit astma- apparat. Apparatet bestod af en lang gummislange, og for enden af slangen var der en gummikolbe, som hun med hånden pumpede medicin ind i mundhulen med. Når hun gjorde det, kunne hun trække vejret lidt lettere et stykke tid. Jeg glemmer aldrig lyden af hendes dårlige vejrtrækning. I sommerhalvåret, på lune dage, hjalp min far hende ud i haven. Her sad mor i en liggestol under æbletræets skygge. Min far lagde en dyne forsigtigt om hendes krop. Ved hendes side stod en taburet med astma apparatet, og et glas saftevand.

Mor, far, Lilli, Åse og Margit - alle i søndagstøjet. 1938 eller 1939
Mor, far, Lilli, Åse og Margit – alle i søndagstøjet. 1938 eller 1939

På grund af mors sygdom fik vi gennem kommunen, en husmoderafløser, som gjorde rent, vaskede tøj, og lavede mad til os. Jeg husker to af damernes navne, fru Fuglsbjerg, og en frk. Kristiansen. Jeg kan ikke huske, at min mor nogensinde har siddet med ved spisebordet. Vi bar en bakke med mad ind til hendes seng.

Vores læge Dr. Abrahamsen kom jævnligt, og så til min mor. Jeg kan tydeligt se ham for mig komme ind ad døren med sin tunge, brune lægetaske. Efter at ha’ hilst på, tog han en lille fin skalpel frem, og skar 8-10 små ridser i min mors lår, og derefter brugte han en lille pipette som han knækkede spidsen af, og førte hen over ridserne. Hvorfor det blev gjort, husker jeg ikke.

Min mor beklagede sig ikke over sin tilstand, selvom det hele så håbløst ud. Men sommetider lå hun og græd, når jeg kom ind i soveværelset. Så kravlede jeg op i sengen til hende. Jeg spurgte, om hun havde ondt nogen steder. Hendes svar var altid “nej, det har jeg ikke!” “Skal vi så ikke synge, mor? Vi sang bl.a. ”Jeg vil bygge en verden”, ”Der var en lørdag aften”, ”Langsom følges mor og datter”, ”Hist på alpens is belagte spirer”, Der er lys i lygten”. Sange som hun havde spillet på sin harmonika, da hun ikke var så syg. Jeg mindes endnu, hvor dejligt det var, når vi alle sammen sang. Også selvom det ikke just var opmuntrende sange.

SloejfepigerneMin mor sørgede altid for, at vi var rene og pæne i tøjet fra inderst til yderst. Hun kendte en syerske, som syede tøj til os. Jeg husker hun hed fru Lauridsen. Vi var for det meste klædt ens på efter mors ønske.

Doktor Abrahamsen tilbød, at mor kunne få et gæsteværelse stillet til rådighed, hvor han boede, og hvor klinikken lå i Hestedamsgade. Ambulancen hentede hende, og vi piger var på besøg efter skoletid, og nogle gange om aftenen. Det var ikke opmuntrende, at se mor være så afkræftet. Der er visse minder, der ikke forsvinder. (Når jeg kom i seng om aftenen bad jeg fadervor, og spurgte Vorherre om han ikke nok ville gøre mor rask). Vi var dengang 9, 10 og 11 år. Hvor længe vores mor var der, kan jeg ikke huske, men jeg husker glæden, da hun kom hjem til os igen, dog stadig syg og sengeliggende. Men det var vi vandt til. Sådan var det jo bare.

Lilli, Åse og Margit
Lilli, Åse og Margit

En dag kom ambulancen. Mor skulle på sygehuset. Da Falck folkene bar hende ud, blev det sidste gang vi så vores mor i live. Mor døde, da hun var 34 år.

Begravelsen står som i en tåge for mig – jeg kan dårligt huske dagen. Måske har jeg fortrængt den. Det jeg husker tydeligst var, at jeg sammen med min moster, en tante og en onkel kørte i taxa til Vestre Kirkegård, hvor min mor blev begravet. Jeg husker ingen højtidelighed i kirke, eller kapel. Ej heller noget bagefter. Det er meget mærkeligt!

Margit, Åse og Lilli
Margit, Åse og Lilli

Vi tre piger var 10, 11 og 12 år, da vi blev alene med far i december 1946. (Jeg spurgte en dag, om han troede der var en Gud til, og han sagde: Det kan jeg ikke svare dig på, min pige, det vil du selv finde ud af, når du bliver voksen). Jeg har efter mors død bedt til Gud, om han godt ville lade far og moster leve indtil jeg var blevet gift og havde fået børn. Han hørte mine bønner.

Efter mors død averterede min far efter en husbestyrerinde. Vi fik en dame som hed Elna Hansen. Vi havde hende ikke så længe, for far syntes ikke hun var den rigtige for os. Min far fik skaffet hende en anden plads i oplandet. Men jeg husker tydeligt, at jeg sammen med Elna besøgte hendes mor i Hundslund. Vi cyklede der til. Moderen boede i et lille bindingsværk, stråtækt hus, som ligger ud til hovedvejen. Det ligger der endnu, og er i dag opbevaringssted for redskaber og kirkegårdens personale.

Familierne i vores gade

Fru Møller med nogle af gadens børn

Der var flest arbejderfamilier i vores gade. Ingen havde bil dengang. Alle cyklede til og fra arbejde. Aviskonen fru Jensen, som var alene med 3 børn (Helga, Meta og Børge). Sygekassemanden hr. Jørgensen med sin sorte mappe fæstnet på cykelstangen opkrævede kontingent. Han var inkassator for Horsens Sygekasse. Der var to fængselsbetjente, som vi børn syntes var finere end andre familier. Fængselsbetjent Degn, og fængselsbetjent Møller. Møllers kone var søndagsskolelærerinde. Hun tog sig jævnligt af gadens børn. Inviterede på saftevand og frugt i haven, og fik os med i Søndagsskolen. Når vi havde været dér, et vist antal gange, fik vi et glansbillede. Jeg fik 6. Det var lykken!

I Dannebrogsgade var der kun to murstensbyggede huse – ét på hver side. Resten var kolonihaver, nogle med lysthuse, og andre ikke. Det ene af husene var et tofamiliehus. Den familie, der ejede huset, stationsforstander Elley og husbestyrerinde frk. Arentoft levede tilbagetrukket, og var ikke en del af vi andres fællesskab. Vi kom der ikke, og de hilste ikke. De levede deres eget liv, som ikke strakte sig til andre. Jeg mindes der var to voksne sønner. Erik og Gunner Elley.

Degn_ToveI stueetagen boede fængselsbetjent Degn. Hans kone var et livstykke. Jeg husker min far tiltalte hende Karen, og vi børn tiltalte dem hr. og fru Degn. Jeg passede deres søn Holger. Kørte ture med ham i klapvogn, og fik 50 øre for at passe ham et par timer. Senere blev det hans søster Tove jeg passede. Den yngste søster Else har jeg ikke været barnepige for. – Jeg tjente til to biograf billetter om ugen. Min første løn kan man vel sige.

Da jeg var ansat på kontoret på BHHH (Bjerre Hatting Herreds Højspænding) senere Energi Horsens, så jeg af og til Holger Degn. Vi udvekslede kun forretningsanliggender over skranken. Vi talte ikke privat. – Da jeg gik i gang med at skrive mine erindringer, kontaktede jeg Holger. Vi aftalte, at han skulle komme hjem til mig. Han ville tage albums med, som han havde liggende. Det blev et glædeligt gensyn efter så mange år. Vi blev enige om at vi en dag, sammen med hans søster Tove, ville køre en tur til Nørrestrandsgade, Dannebrogsgade og de andre tilliggende gader. Det blev en oplevelsestur, hvor mange barndomsminder dukkede frem. – Siden har vi set hinanden hos Holger og hans kone Dorthe med jævne mellemrum. Og da vi var sammen fortalte Tove, at hun passede vores datter Gitte, så jeg måtte gennemgå mindst tyve album, i håb om at finde et billede af dem.

Det andet hus i Dannebrogsgade 1A var vores nærmeste nabo. En ældre enke, fru Johansen. Hun arbejdede på Horsens Gasværk, og havde voksne børn, der var flyttet hjemme fra. Et barnebarn af datteren, Grete Ytting, boede hos hende. Han hed Hintze, og var et par år yngre end jeg.

Fru Johansens yngste datter, Musse, der er 10 år ældre end jeg, som ikke bor i Danmark, har jeg stadig forbindelse med. Hun blev gift med en tysk soldat (fra Tjekkoslovakiet). Han var en flink mand. Af profession var han murer. Blev ufrivillig sendt i krig – først til østfronten. Var heldig at komme helskindet derfra, og kom derefter til Danmark som soldat. (Efter besættelsen af Danmark, fik jeg hans ski, som han havde brugt under krigen i Rusland. De var lavet af træ og var hvide.) Han traf Musse på et bal her i byen. Sammen fik de den yndigste lille datter Anneli. De kom en dag til min far, og spurgte om han ville være forlover, fordi de ville giftes. (far har fortalt mig det mange år senere). Han sagde ja efter flere overvejelser. Da han fortalte mig det, sagde han, at han ikke var glad ved det, men at han tænkte: Hvis det var én af mine piger i en lignende situation? Ville de så blive hjulpet? Derfor indvilligede han, og da det var sympatiske, unge mennesker, stod han parat til at hjælpe. De blev viet i den katolske kirke i Horsens af Pastor Wieck. Efter mange og lange ansøgninger i Danmark fik den unge tjekke ikke lov til at blive i landet efter besættelsen. Han måtte tage konsekvensen, og flyttede sammen med sin kone og lille datter til Tyskland. Efter kummerlige og strenge år dér, især for hustruen, som var ilde set, fandt de en god og solid tilværelse med tiden. De er lykkelige i deres ægteskab – det kan enhver se, når de er på besøg i Danmark.

“Gammel Hansen” som vi børn gik på besøg hos, var eneboer. Boede i et gammelt lysthus bygget af træ i Dannebrogsgade. Inden døre var der fyldt med al muligt ragelse på gulv, borde, stole og skabe. Et eldorado for os unger. Han spiste fiskehoveder, som han kogte på et primusapparat, og vælling. Jeg husker det, som var det i går, og kan lugte hans væren i huset endnu. Han gik altid med blød hat, inde som ude, som en gang i fordums tid havde set bedre dage, li’som hans lange grå frakke. I haven havde han et pæretræ, som vi altid måtte spise af.

Møllers, kaldte vi naboerne (som hed Møller Jensen) boede nord for os i Nørrestrandsgade. Han, Møller, var arbejdsmand hos kommunen. Altid på cykel til og fra arbejde, og altid iført overalls, blå arbejdsjakke og en svedig kasket. Hans kone døde af tuberkulose, og der var mange børn (Lily, Aase, Bent, Kaj, Inge og Sonja). Møller fik ret hurtig en husbestyrerinde der hed Karen, efter konens død, som han giftede sig med, og som selv havde en pige med sig der hed (Gudrun). Sammen fik de 3 børn. (Jørgen, Lis, og Bitte). Møllers ny kone (Karen), altid med forklæde om livet, var et glad, smilende og udadvendt menneske, i modsætning til sin knarvorne mand. De havde en have ved Nørrestrand.

Vi badede i Nørrestrand. Dog ikke ofte, for vi foretrak Hansted Å, hvor der var lidt dybere. Dér kunne vi svømme. Møllers have nød vi godt af. Jordbærrene smagte himmelsk. Vi måtte plukke stikkelsbær. Spise alt hvad vi kunne, og endda få nogle med hjem. Men jeg var rædselsslagen, når jeg sad på hug og plukkede, og en fed skrubtudse sprang op foran næsen på mig. Der var mange. De var utrolig store og grumme at se på.

Brøgger var chauffør og kørte med kul. Hans kone var én af de få ude arbejdende gifte kvinder. De boede i Rosengade10, og havde tre piger og to sønner. (Svend, Egon, Grethe, Annelise og Edith). Fru Brøgger sagde lille ven til os børn. Det gjorde hun også altid til sine egne børn.

Alle vi børn fra gaden kom i hinandens hjem. Jeg kan den dag i dag udpensle flere af de forskellige stuer, hvor legekammeraterne boede. Jeg opdagede, der var flere vidt forskellige måder, at indrette sit hjem på. Et hus havde endda et klaver! Det var blankt og sort, og jeg husker at Sonja Kristensen, pantefogedens datter, kunne spille “prinsesse to ben”. Jeg var dybt imponeret.

Vi vidste meget om hinandens familier. Hvem der sloges og skændtes. Hvem der gik med tyskerne, og hvem der handlede sortbørs. Vi børn vidste en del. De voksne meget mere, men vi forholdt os tavse. Vi accepterede tingenes tilstand! Tidens! Deri lå grundlaget for tolerance.

Ingen i vores gade var drikfældige. Jeg har aldrig set nogen beruset. Man havde nok i, at skulle tjene til dagen og vejen. Kort sagt det daglige brød. Der har simpelthen ikke været råd til den slags udskejelser. Og jeg kan med glæde sige, at jeg hele min levetid, aldrig har set min far beruset.

Barndommens lege

Vi var ens klædt som sædvanlig også ens sandaler. Lilli 11 år, Åse 10 år, Margit 9 år
Vi var ens klædt som sædvanlig også ens sandaler. Lilli 11 år, Åse 10 år, Margit 9 år

Om sommeren legede vi meget ude. Nørrestrandsgade og de tilliggende gader var ikke asfalterede dengang. Der var rendesten, hvor regn/og smeltevand løb i stride strømme. Der var gaslygter på gaderne. Drengene kravlede sommetider op i dem og pustede ilden ud. En slags drengestreger, må det ha’ været.

Vi legede “Hug i land”, hvor vi slog køkkenknive i jorden, og drengene brugte dolke til at markere vundet land. “To mand frem for en enke”. “Hoppede i mand” – tegnede manden med en kæp på jorden og brugte hinkestene. Jeg husker den jeg fik. Den var lyseblå med stjerner. Jeg var nær himlen. Det var en fødselsdagsgave fra min moster. Vi spillede med nipsenåle, hønseringe og marmorkugler. Vi gik på stylter, som min far selv havde lavet. Vi spillede rundbold. Vi hoppede i sjippetov. Og vi byttede glansbilleder. Når mor var på sygehuset, kunne vi spille bold op ad muren. Når hun lå i sengen, på den anden side af muren, var det forbudt. Hun kunne ikke holde spektaklet ud.

Lilli 11 år, Åse 10 år, Margit 9 år
Lilli 11 år, Åse 10 år, Margit 9 år

Vi gik ofte over til Stejlbakken (nu Nørrebrogade) for enden af Kildevej, med blok og blyant i hånden, hvor vi satte os på skrænten, og skrev bilnumre op, og kom der mænd med en stråhat på hovedet, talte vi også dem, og samtidig fugtede man højre pegefinger på tungespidsen, og prikkede med fingeren i venstre håndflade, knyttede derefter højre hånd, og bankede i venstre håndflade, for til sidst at afslutte ritualet med et hurtigt klap i hænderne. Dengang var der ikke mange biler. Vi kunne sagtens nå at skrive bilnumrene ned, mens de kørte forbi, og stråhattene, som var få, nåede vi også.

Vi badede i Hansted Å, hvor ålegræsset smøg sig om vore tynde kroppe, alt imens køerne stod og gloede, eller gik tæt omkring os og græssede. Når vi kom op fra åen, var vi gule over hele kroppen. Efter leg, svømning og tøjskiftning, sad vi og plukkede siv, som vi lagde mellem vore to tommeltotter, og derfor kunne pifte, som ellers kun drenge kunne det.

Når far var kommet hjem fra Andelsmejeriet ved 13 tiden, og efter hans obligatoriske middagssøvn, cyklede vi til en mose i Egebjerg og gravede tørv. Vi piger stablede. Vi havde hjemmelavet ribssaftevand med og hjemmebagt sigtebrød lagt sammen med brunt sukker. Eeej, hvor det smagte! Tørvene fyrede vi med i komfuret. Det gav en god varme i vinterhalvåret. Gasapparaterne blev brugt til madlavningen. Vi havde en gasmåler, som vi skulle lægge 25 øre i, hvis gassen slap op.

Jeg husker, at der af og til kom en lastvogn med et læs koks fyldt med slagger til os. Vi piger fik til opgave, at sortere slaggerne fra koksene. Koksene blev brugt til at fyre med i kakkelovnen. Min far krøllede et par aviser sammen, som han lagde på risten nederst i kakkelovnen og derefter nogle pinde, og ovenpå dem lidt større stykker træ, hvorefter han lavede en fidibus, som han satte ild til og tændte pindebrændet. Når der var god ild hældtes en skovlfuld koks på, og der bredte sig en dejlig varme i stuen.

I vinterhalvåret, når frosten bed, fik jeg en sammenlagt avis stoppet ind på brystet, udenpå maco undertrøjen, under striktrøjen, for at holde på varmen, når jeg var ude at lege. Vi kælkede ned ad Nørrestandsgade. Slæderne var hjemmelavede, sat sammen af brædder. Der var ingen, der havde en købt kælk. En af drengene, Kaj, havde en styreslæde med skinner, og med rat. På den kunne vi sidde 5, og vi jublede af glæde, når vi havnede i gys, skrig og grin på den anden side af Otte Ruds vej ved “blod åen” som nærmest var en bæk. Sådan blev den kaldt fordi affaldet fra slagteriet løb ud her. Vi kom ind stivfrosne med røde kinder, når far kaldte på os. (Lilli, Aase og Margit) Vi kom til os selv efter at far havde muflet vore hænder, og efter vi slog kuskeslag foran den varme kakkelovn. Der blev hurtigt en lugt af fugtigt og vådt tøj, som vi hang til tørre i nærheden af kakkelovnen.

Når vi havde spist, og der var Ældre Dansemusik med Teddy Petersens orkester, i radioen, rejste far sig og sagde: “kom piger – vi skal danse”, og med ham lærte vi alle tre at danse Rheinlænderpolka, og ”Først den ene vej og så den anden vej, tju, og tju og skoma’r dreng”. ”Med hænderne si’r vi klap, klap, klap”.

Først i slut 40erne fik vi installeret centralvarme. Sikken dejlig nyerhvervelse. Luk døren, husk at slukke lyset. Disse ord lød altid i vores hjem igen og igen, år efter år. På loftet havde vi en lysmåler, installeret af belysningsvæsnet, hvor vi skulle lægge 1 kr. eller flere enkroner i, når lyset gik ud. På den måde fik vi ikke en stor uoverskuelig strømregning.

Om aftenen, i vinterhalvåret, efter vi havde læst lektier, legede vi tit biograf. Eller rettere sagt “billetdame”. Vi skiftedes til at sidde bag en skotøjsæske med et fint udklippet vindue og solgte brugte biografbilletter til hinanden. Tændstikker var betalingsmidlet. Vi legede med påklædnings-dukker og tegnede tøj til dem. Min søster Lilli har dem endnu. Vi samlede på servietter. Jeg har mine endnu.

Vi havde en bestemt leg med hver sin blyant og papir. På papiret tegnede vi 6 lodrette felter. Øverst, over hvert felt, skrev vi Lande, Byer, Gader, Dyr, Pigenavne, Drengenavne. Så skulle vi se, hvem der blev først færdig. En af os, skulle sige BEGYND, og en anden af os sagde inde i sig selv alfabetet, så blev der sagt STOP, og det bogstav der blev stoppet ved, var begyndelsesbogstavet til hver kategori. Vi skulle skrive hele ordet, og da den første var færdig med hele rækken, råbte man STOP. Alle skulle stoppe, og derefter talte vi point. Da vi blev lidt større skrev vi Lande, Byer, Gader, Dyr, Blomster, Sygdomme. Hvor gik der meget dejlig tid med det!

Vi spillede Mikado. Et pindespil, som skulle samles i hånden, stilles på højkant og slippes. Hver pind havde en vis værdi. Med en forsigtig hånd skulle vi bjærge én pind ad gangen. Under den manøvre, sad vi og vogtede som ørne på den der var i gang med spillet. I samme sekund at der var mere end én pind der rørte på sig, råbte vi i munden på hinanden FÆRDIG. Undtaget den der spillede. (kunne der snydes, skulle det prøves).- Spillet var slut. Og næste kunne begynde.

Når der kom familie på besøg, morede vi os med at plukke uld fra deres trøjer, og lagde de forskellige farver i et brugt kladdehæfte. (Man kan sammenligne den plukkede uld med det der er efterladt i en tørretumbler, blot i mindre mængde).

Vi talte Røversprog, når de voksne ikke skulle vide, hvad vi snakkede om. Røversprog er såre enkel at lære, men de der ikke kendte det, kunne ikke følge med i samtalen. Eksempel følger: Fofaror eror i kokrorigogsoshumomøror – hohanon soskokalol hohørore poproresossosenonsos roradodioavovisos ogog hohanon vovilol hohavove fofroredod. Oversættelse følger her:
(far er i krigshumør – han skal høre pressens radioavis, og han vil have fred).

Butikkerne i kvarteret

På hjørnet af Nørrestrandsgade og Adelgade lå det Offentlige Slagtehus. Ikke så sjældent kom en ko på afveje – galoperende ned ad Nørrestrandsgade, efterfulgt af to løbende slagtere med hvide, blodbestænkte kitler, som i hast havde forladt arbejdet. Man skød ikke den vildfarne ko på offentlig gade. Den blev fanget, når den var løbet træt, og trukket tilbage til slagtehuset. Oh, stakkel!

Overfor slagtehuset, på hjørnet af Gl. Nørrestrandsgade, som nu hedder Nørrestrandsgade, og Adelgade, havde Købmand Hansen kolonialforretning, hvor vi købte hele rugbrød, mel, sukker, gær, var ikke i færdigpakkede poser som nu. Alt blev afvejet på en vægt. Gæren blev skåret af en stor klump, som blev afvejet mens vi ventede. Jeg husker også rationeringsmærkerne, som vi skulle aflevere, når vi købte sukker.

Længere henne i Adelgade lå bagerforretningen, (Bagermester Steffensen) der også bragte rundstykker ud om søndagen. Vi hentede dem selv, dog langt fra ofte, men hvor de smagte – de rundstykker! Vi ristede gammelt sigtebrød på en rund pande med metaltråde på, og satte den over gasblusset. Somme tider blev sigtebrødet sort, men det skrabede vi af med en kniv. Brødet blev sprødt og knasende. Der fandtes ikke brødristere, som vi kender i dag.

På den modsatte side af bageren, på hjørnet af Adelgade og Nørrebrogade (dengang kaldet Stejlbakken) havde, slagter Axel Sørensen forretning. Her købte vi bl.a. stegeflæsk, stegeben, og for 50 øre leverpostej, som slog til en uge, for det var skrabede leverpostejmadder vi fik, og det smagte dejligt.

Øllebrød med salt

Jeg husker engang, da min far lavede øllebrød til os. Det smagte rædsomt. Der var ingen af os, der kunne spise det. Vi havde altid fået at vide, at hvis vi ikke spiste op, kunne vi få det senere. Men her var en undtagelse. Det var ikke som nu, hvor det hedder (hellere levne, end at revne). Den første skefuld blev spyttet ud igen, men alle skulle jo prøve, hvordan det smagte. Min ældste søster sagde: “Far du har jo kommet salt i. Det skulle du da ikke!” Min far svarede, at han havde hørt, at der skulle salt i al mad. Ølle brødet blev smidt ud, og vi grinede, og grinede, både den dag, og mange andre gange, når vi talte om fars madkunst. For øvrigt var det ikke rigtig Øllebrød vi fik i mit hjem. Det var Brødsuppe uden øl.

Vi havde altid smør i huset. Friskkværnet smør fra mejeriet i Hatting, hvor far nu arbejdede. Mejeribestyrer Larsen kaldte min far til kontoret en dag, da min far blev enkemand, og sagde til ham, at han ville forære ham et ekstra tillæg til hans løn. Han måtte tage smør, mælk og fløde med hjem til sine tre piger. Det var en stor hjælp efter besættelsen. F.eks. fik vi altid smør på brødet, fløde på jordbær, rødgrød, stikkelsbærgrød, og ikke at forglemme frisk, pisket flødeskum på citronfromagen, og de skønneste æblekager. Al frugt var fra haven. I haven havde min far gravet et hul, hvori der kunne stå en spand med låg. Spanden var hvid emaljeret med blå kant for oven. I den holdt mælk, smør, ost, æg og leverpostej sig køligt. For øvrigt fulgte den spand min far resten af livet.

Besættelsen

9.april 1940. Jeg var knap 4 år. Jeg vågnede ved, at min far sprang ud af sin seng, hvor min mor også sov. Han fløj hen til vinduet og trak rullegardinet fra i det han udbrød: “Nu kommer de, de sataner!” Sirenerne hylede. Og tyske flyvemaskiner fløj lavt ind over Horsens. Nu blev Danmark besat. Jeg græd, rystede af skræk, og blev trøstet af min mor. Jeg forstod ikke, hvad der skete, men mine forældre forstod alt.

Vi piger gik i skole på Ryesgade Skole, og fik hver dag 12 øre med til en skolemælk. Jeg husker på vej til skolen, hvor bange jeg var for at møde nogle af Voldgadedrengene, for de bankede Nørrestrandsgades unger. Jeg slap dog helskindet. Efter skoletid var der ofte gadekampe. Jeg nøjedes med at høre om dem.

Senere – under besættelsen, på vej til og fra skole, stod tyske soldater med gevær, trykket ind i hækken på Stejlbakken. Jeg gik altid over på den modsatte side, langs skrænten, hvor Falck har til huse i dag. Jeg var ræd for, at de ville skyde mig. Turde dårlig nok se på dem. Derfor gik jeg sommetider gennem Vestergade og hjem ad Gl. Nørrestrandsgade. På Nørretorv så jeg ofte tyskerne marchere i fuldstændige lige rækker, og de sang så det gjaldede: Halli hallo halli, hali, hallo halliahahahaha. Melodien synger stadig i mit hoved, nu mens jeg skriver om det. Af og til rakte de hænderne ud, og de modigste børn, under min alder, gik frejdigt med tyskerne i hånden, indtil der var en voksen, der kaldte på dem.

Jeg mindes også sirenernes hyl. Især husker jeg en aften, hvor vi havde været til Mejeristernes Juletræsfest i Forsamlingsbygningen. Den aften var en uforglemmelig oplevelse, på flere måder, for vi var så glade, da vi dansede om juletræet – et kæmpestort et. Og der blev uddelt juleposer med slik. (Af og til om søndagen fik vi lov at købe en 50 øres ispind, men ellers fik vi aldrig købt slik) Det hændte dog, at vi måtte lave røræg med sukker. Jeg husker tydeligt, at jeg lærte en pige at kende på alder med mig selv til juletræsfesten. Det var Ingrid Byriel, og da festen sluttede, var jeg på grådens rand, fordi vi ikke skulle være sammen mere. Hendes far var også mejerist. Han var kollega med min far. (At jeg mange år senere skulle møde hende igen, som en god kollega på kontoret på BHHH – det blev til gensynsglæde for os begge, da vi fandt ud af hvem hinanden var). På vejen hjem fra juletræsfesten lød luftalarmen, og vi løb med far ved vores side, alt hvad vi kunne, og nåede hjem i god behold.

Måske var det den aften, hvor vi børn kom i kælderen hos Møllers (min mor (sengeliggende)og far blev hjemme for nedrullede gardiner og slukket lys) vi sad i deres kulkælder med en enkelt lommelygte tændt. Hvor længe husker jeg ikke, og vi var der kun den ene gang, mens sirenerne hylede og hylede.

Jeg erindrer, at der var vandmangel på et tidspunkt under besættelsen. Vi fyldte flere zinkbaljer og spande med vand for at sikre vi dog havde vand til det mest nødvendige.

Den 4. og 5. maj 1945 husker jeg ikke så meget om, men fornemmede dog glæden i mit hjem. Min moster kom til os, da hun havde fri fra hospitalet. Hun var røntgensygeplejerske, og kom her til Horsens kort tid efter min mor havde født mig. Når hun flyttede til Horsens var det fordi hun kunne være i nærheden af sin syge søster. Mor var sengeliggende. Nok derfor blev befrielsesdagen ikke fejret, men jeg husker de voksnes glæde, og at vi ikke havde brug for de mørkegrå rullegardiner mere, som hurtigt blev taget ned, og udskiftet med de beigefarvede, som lå gemt på loftet.

Et par dage efter krigens slutning fulgtes jeg med min far til Stejlbakken, hvor vi plukkede græs og mælkebøtter på grøftekanten til de to kaniner som vi havde, og som vi på et senere tidspunkt af året, skulle have som aftensmad. Det smagte godt, men jeg har aldrig smagt det siden. Da vi kommer over til Stejlbakken (nu Nørrebrogade) så vi mange tyskere. Ikke syngende som de plejede, når de marcherede rundt i gaderne, men i små kolonner, og mere eller mindre foroverbøjede. “Hvorfor går de sådan? Hvorfor synger de ikke”, spurgte jeg min far. “Fordi de er på vej hjem”, lød hans svar. “På vej hjem, jamen så burde de da være glade og synge.” “Næh”, sagde min far – “de har ikke noget at glæde sig til.”

Oehlenschlaeger_Hansen_EliDanskerne lærte hurtigt befrielses sangen, jeg tror vi lærte den i skolen. Jeg husker det første vers:

En vinter lang og mørk og hård
på fem forbandede år
har knuget landet i sin favn
med kulde og sult og savn,
og der gik slid på skoven, skår på skår
og der gik råddenskab i svage træer.
Gå til modstand, alle danske, alle mand som een
og gør Danmark frit.

En ny husbestyrerinde

Far og Fie
Far og Fie

Far havde lært en dame at kende på mejeriet. Hun var enke og havde en søn, der var på alder med mig. Far havde spurgt hende om de skulle slå kludene sammen, og en dag kom han hjem og fortalte os, at vi skulle have en husbestyrerinde, Sofie Hansen, som havde en søn der hed Eli Øehlenschlæger Hansen. Vi var spændte på hvem de var, og hvordan de så ud. Det var selvfølgelig svært i starten at vænne sig til hinanden. Men der gik ikke lang tid før hverdagene gled over i en vanlig gænge. Min far og Fie levede sammen til deres dages ende, og for os alle blev det en stor glæde.

Nogle år efter besættelsen ca. 1948 eller 49 spurgte moster mig om jeg ville flytte ind hos hende. Hun boede på hospitalet, men havde søgt en lejlighed i Beringsgården (herom senere).

PeugeotI 1949 fik far råd til at købe sin første bil, som ses her under. Det var en Peugeot, som var højre styret, og her er nabobørnene med på en køretur.

Gymnastikken

Efter besættelsen blev alt mere frit. Jeg begyndte at dyrke gymnastik i Horsens Svømme og Gymnastikforening (HSGF) to gange om ugen. Vi var flere fra gaden der fulgtes ad. Edit Brøgger, Lise Brøgger, Jytte Sørensen, som boede i Nørrestrandsgade 82, og min søster Åse. Jeg har stadig forbindelse med Edit, og hun fortæller, at hun en aften kom ind og spurgte om vi var klar til at tage med. Det var vi ikke, for Åse og jeg stod og vaskede op, men jeg sagde til Edit, at hun kunne stille på plads, så vi ku’ blive hurtigt færdige. Så godt kendte vi altså hinanden.

Edith Brøgger
Edith Brøgger

Nu er Edit 79 og jeg er 77 år. Og når vi er sammen snakker vi, som om vi sås i går. Vi kan grine, men også græde sammen, for vi er begge blevet enker for nylig.

Jeg blev bidt af gymnastikken. Dér fik jeg en veninde, Karen Ødgaard. Vi var vilde med gymnastik begge to, takket være gymnastikleder, Agnes Knudsen. Vi så op til hende – ja vi forgudede hende næsten. Karen og jeg kom ret hurtigt på eliteholdet, og glædede os vildt til de forskellige opvisninger, som vi var med til. Vi var mange steder i Jylland, hvor vi mødtes med andre byer. Der var ikke nogen egentlig konkurrence mellem gymnastikholdene. Vi var ”bare med”.

Karen med sin søster Agnes
Karen med sin søster Agnes

Vi betalte selv for rutebilstransport, og hvad vi ellers måtte fortære på turene. Kammeratskabet på holdet var rigtig godt. Der var en god klubånd. På turene sang vi i rutebilen så det gjaldede. Bl.a. ”Det er så godt, at ha’ ryggen ret”, og Vi er børn af sol og sommer” og ”Stræk din fod”. – Det var herlige dage – skønne barndomsminder!

Når vi kom til bage til Horsens, overnattede vi tit hos hinanden, Karen og jeg. Når det var hos mig, morede vi os med at ringe på døre på vejen hjem. Vi løb hastigt væk. Gemte os i en port eller hæk, og stod fnisende, og holdt vejret indtil døren blev åbnet, og vi så en person se sig forundret omkring.

Karen med sin bror Ove
Karen med sin bror Ove

En aften blev vi opdaget. Dagen efter blev der ringet på vores dør om aftenen, og far lukkede op. Jeg hørte han talte med en fremmed, og gik derud. Det er hende dér, sagde manden og pegede på mig. Jeg fik at vide af min far, at jeg skulle sige undskyld, for hvad jeg havde gjort. Da manden var gået fik jeg en skideballe. Vi ringede ikke på mandens dør mere, meeeen, der var jo andre døre.

Jeg husker at Karen og jeg optrådte for Vanfør Foreningen med vores akrobatik, som vi selv havde lært os. Det var for resten Svend Andersen, som spurgte om vi ville gøre det. Og ja, selvfølgelig ville vi det. Som tak fik vi hver en sodavand. Ikke meget måske, men det var jo heller ikke mere værd. Vi gjorde det nok mest fordi vi ikke kunne lide at sige nej.

Her er det min søster Åse og mig, der gør akrobatik i haven
Her er det min søster Åse og mig, der gør akrobatik i haven

Karen og jeg lavede også redskabsgymnastik, hvor vi ”sprang buk” og gik armgang, klatrede i tove, slog kraftspring og gik på hænder. Det var Svend Andersen, der underviste os, og det var på andre dage vi gik til det – dog altid om aftenen. Der var ellers mest redskabsgymnastik for drengehold og for herreholdene, som Svend Tønnesen ledede i HFS, og som vi tit oplevede på de forskellige opvisninger.

Åse og Margit pjanker i haven
Åse og Margit pjanker i haven

Jeg blev udtaget sammen med en anden pige fra vores gymnastikhold, Birthe Nissen, til at skulle løbe med den olympiske fakkel 1952.

Her løber jeg med faklen ude ved Gedved
Her løber jeg med faklen ude ved Gedved
Her får jeg overrakt bronze medaljen efter løbet
Her får jeg overrakt bronze medaljen efter løbet
her med medaljen i haven
her med medaljen i haven
Gymnastikopvisning i Sønderborghallen 1950
Gymnastikopvisning i Sønderborghallen 1950
HSGF elitehold 1952
HSGF elitehold 1952
HSGF eliteholdet 1952
HSGF eliteholdet 1952
HSGF_elitehold_1952b
HSGF eliteholdet 1952
HSGF eliteholdet 1952
HSGF eliteholdet 1952

Moster

Moster hos os i Emil Møllersgade 3
Moster hos os i Emil Møllersgade 3

Efter mors død blev moster min mor for mig resten af livet. Ligesom hun blev den godhjertede og altopofrende mormor for vores børn. Jeg overnattede ofte hos moster, på hospitalet, i weekenden. Hos moster kom jeg i karbad. Det var helt vidunderligt, nærmest en luksus for mig. Hun lærte mig renlighed på en ny måde, og forklarede hvad det betød. Jeg fik lært at vaske hænder før og efter vi satte os til bords, og efter hvert toiletbesøg. I det hele taget fortalte hun mig, hvor vigtigt det var at undgå bakterier. At megen smitte kom fra håndtryk. Moster sørgede også for at jeg kom til tandlæge. Det var hos tandlæge Thim i Borgergade. Inden da, når jeg havde tandpine, var jeg med far hos lægen, som rykkede tanden ud. Dengang var der ikke noget der hed skoletandpleje.

Moster hos os i Emil Møllersgade 3
Moster hos os i Emil Møllersgade 3

Moster2

Lilli 11, Margit 9, Åse 10, på besøg hos moster i sygehusets have her sammen med den russiske læge Ludmilla
Lilli 11, Margit 9, Åse 10, på besøg hos moster i sygehusets have
her sammen med den russiske læge Ludmilla

Jeg synes min moster, Maren Nelly Sørensen, fortjener at blive eviggjort, for hun var et menneske med et hjerte af guld. Ikke kun over for mig og mine, også for sine patienter, som jeg har oplevet komme til hende for at takke for hendes måde at være på. Herunder følger private papirer vedr. min moster.

Sygepleje-eksamen fra Skive Sygehus
Sygepleje-eksamen fra Skive Sygehus
Ansættelsesbrev Horsens Kommunehospital
Ansættelsesbrev Horsens Kommunehospital
Anbefaling fra Røntgen- og Lysklinikken, Kommunehospitalet Horsens
Anbefaling fra Røntgen- og Lysklinikken, Kommunehospitalet Horsens
Moster i røntgen afdelingen ca. 1940
Moster i røntgen afdelingen ca. 1940

Sygeplejegerningen var et kald for min moster, og nok derfor blev hun aldrig gift.

Sommerhuset i Sønderby

Mosters sommerhus Havblik i Sønderby. Her er min far og Fie, fru Degn og hendes børn, Holger, Tove og Else på en eftermiddags tur til sommerhuset i Sønderby.
Mosters sommerhus Havblik i Sønderby. Her er min far og Fie, fru Degn og hendes børn, Holger, Tove og Else på en eftermiddags tur til sommerhuset i Sønderby.

Moster havde et sommerhus “Havblik” i Sønderby. I forreste del af huset med de buede vinduer var stuen. I næste sektion var køjerum med fire køjer. Var vi flere i sommerhuset sov man på gulvet i stuen på en madras. Den bagerste del af huset var køkkenet. Det var meget interimistisk. Der var ikke megen plads til service, men der var hvad vi havde brug for. Og ikke at forglemme primussen, som moster lavede mad på. Den grydestegte kylling med sovs, kartofler og agurkesalat, og hindbærgrøden til dessert var kulinariske retter for os. Der var vi alle tre piger med moster i sommerferien. Det var et eldorado for os. Moster tog med Ravnsborgs rutebil til sommerhuset. Vi cyklede dertil.

Margit i Sønderby 9 år
Margit i Sønderby 9 år

Ca. 10-20 meters afstand fra huset, mellem træer og krat stod skuret – et das (lokum) uden træk og slip, som bestod af et træsæde med hul og låg og derunder tønden, hvor vi forrettede vores nødtørft. Når tønden var fyldt bar moster og Lilli den et godt stykke vej fra huset, gravede et hul og dækkede til efter tømningen. Sådan gjorde de fleste, der havde sommerhus i området i fyrrerne. I dag kan man undre sig over, at det var lovligt.

Vi badede og boltrede os i bølgerne. Vi solede os i solen. Nu husker jeg en sommerdag, hvor vi tre piger ligger og slikker sol foran huset. Moster kommer ud fra huset, og nærmest hvisker: “Lilli lig helt stille, der ligger flere firben og soler sig i dit hår”, og Åse og jeg nåede at se firbenene inden de kravlede væk fra den lune ”rede”.

Om aftenen gik vi ture, hvis vejret var til det. Når vi kom tilbage i sommerhuset, sang vi ofte forskellige sange. Moster bad os synge ”Liljekonvallens farvel” og når vi havde sunget den, fik vi hver 25 øre. Jeg husker min kusine Maja fra Fyn var på besøg i sommerhuset i en uges tid. Jeg cyklede med hende, hun sad på bagagebæreren. Hun har nok været en 4-5 år. Pludselig lød der et skrig, og vi væltede. Maja havde fået sit ene ben i klemme i baghjulet, og vi kom grædende hjem til moster. Heldigvis var det ”kun” lidt blod og skrammer, som moster rengjorde, og forbandt med jod og gazebind.

Konformationstid

Lilli i sin andendagskjole, Åse, Margit og vores far
Lilli i sin andendagskjole, Åse, Margit og vores far

Vi var nu nået til konfirmationsalderen. Lilli blev konfirmeret hos pastor Søby i 1948. Åse blev konfirmeret i 1949 hos pastor Storgaard, og jeg blev det i 1950 også hos pastor Storgaard. Vi havde hvide, lange konfirmationskjoler alle tre. Det var tidens trend, men vi blev mærkeligt nok ikke fotograferet. (Vores mor var der jo ikke mere). Alle vore konfirmationer blev holdt i et selskabslokale på Nørregade. Vi var kun den nærmeste familie og nogle naboer. Middagen bestod alle tre gange af Hønsekødsuppe, Steg og Is.

Vaer_KirkeEn varm sommerdag ville min veninde Karen og jeg cykle en tur ud i det blå. Vi kørte fra Nørrestrandsgade over Serridslev, Nebel og til Vær Kirke som blev endemålet. Vi havde madpakke og saftevand med, holdt pause i en grøftekant og nød maden. Vi var et par fjalede pigebørn som teede sig med sang, grin fnis og latter på hele turen. Det var første gang, men absolut ikke sidste gang jeg var i Vær Kirke. Vi vidste at Griffenfeld lå begravet i kirken, så vi stillede vore cykler ved gitterlågen ind til kirkegården. Vi gik ind i kirken. Døren var ikke låst, og vi så to kister bag en gitterlåge, og var enige om, at den ene måtte være Griffenfelds. Da vi havde set kisten og kirken, cyklede vi frejdigt hjemad igen.

Da vi kom hjem, opdagede jeg, at jeg har tabt glasset på mit armbåndsur, som jeg havde fået af moster i konfirmationsgave. Det var et fint buet glas – dengang et meget moderne ur med sølvkæde. Jeg var grædefærdig og ulykkelig. Karen og jeg blev enige om, at cykle turen igen næste dag, selvom vi vidste at det ville være omsonst at finde det igen. Hvor skulle vi lede? I grøftekanten, hvor vi sad og spiste? Og hvor var det præcis vi havde siddet? Men vi cyklede – dog med et helt andet humør end dagen i forvejen, og vi ledte og ledte. Parkerede cyklerne samme sted, ved kirken, som dagen før. Og tænk – dér fandt jeg det lille buede glas til mit ur. Miraklernes tid eksisterede også dengang. Vi jublede af glæde. Kørte velfornøjede hjem, og turen glemmes aldrig.

Fodboldpræsten

I weekends gik Karen og jeg tit i biografen. Vi var blevet teenagere, og drømte om forskellige filmhelte – bl.a. Jørgen Reenberg. Vi var vilde med at se en bestemt film. Det var FODBOLDPRÆSTEN. Vi så den mindst 10 gange, måske flere. Vi tog med tog til Hovedgård to-tre gange. Som fjalede pigebørn snakkede vi filmen igennem igen og igen. Vi kunne alle replikkerne udenad. Når vi f.eks. var på badeanstalten i Strandparken, hvor vi først boltrede os i vandet, gik vi tilbage til strandparken og slikkede sol, drak saftevand og spiste melmadder. Derefter snakkede vi FODBOLDPRÆSTEN igennem fra A-Z. Fniste og pjankede, og så os selv som Grethe Thordal i favnen på Jørgen Reenberg. (Jeg har senere købt filmen på video).

Jeg husker tydeligt, at Karen og jeg cyklede til København. Vi boede hos min tante Ester og onkel Henry i flere dage. De havde tre børn, Bente, Tove og Preben. Pigerne var på samme alder som os. Der var småt med plads, men hjerterum til os alle.

Lidt om min skoletid

På Ryesgade Skole samledes vi alle klokken otte på gangen, hvor vi sang fælles morgensang. For det meste var det salmer. Vi lærte salmevers, og skulle høres i dem, når vi havde dansktimer. I min klasse havde vi en lærerinde, Elisabeth Olsen. Hun var sjældent med smil, men vi havde respekt for hende, og kunne lide hende. Vi lærte dansk fra bunden. Vidste hvilke ord der skulle skrives med stort begyndelsesbogstav. Vi fik lært navneord, udsagnsord, tillægsord, forholdsord o.s.v. Vi kendte ikke til bolle å, de første tre fire år. Af og til kom nogle af mine klassekammerater med blomster til hende. Så kom et lille smil frem på hendes ansigt, og en hånd lagt næsten på issen som tak.

I frøken Olsens timer fik vi sommetider lov til at lege ”stilleleg”. Vi sad på vore pladser ved skolepultene med foldede hænder, og hvis en af os havde fødselsdag blev hun valgt som den første, der skulle stille sig foran katederet og se ud over klassen, hvem hun ville vælge som den sødeste. Navnet blev sagt højt, og de nejede for hinanden og skiftede plads. På den måde kunne læreren og vi andre hurtigt finde ud af, hvem der var mest populær i klassen. (Måske var det bevidst, at læreren ønskede stilleleg. Nu husker jeg pludselig en pige, Jonna Ramskov fra klassen, som blev bedt om at synge. Hun sang godt. Sangen ”Frøken giv mig himlens nummer” var sørgelig, og jeg kan den dag i dag, synge det første vers ord for ord, fordi Jonna sang den så ofte.

På Tordenskjoldgades Skole fik vi også en dygtig dansk lærerinde fru Kirsch. Hun smilede os i møde, når hun kom ind i klassen, og sagde værsgo at sætte jer ned. I min skoletid stod vi ret ved pultene, når læreren kom ind i lokalet. Det havde vi lært fra første klasse. Som voksen, mange år senere, mødte jeg tilfældigt fru Kirsch. Hun fortalte mig, at jeg i skoletiden var glad for hende. Det var så rigtigt, som det var sagt. På en eller anden måde må jeg ubevidst ha’ vist hende det i min adfærd. Det anede jeg absolut ikke, men jeg vidste, hvad hun havde betydet for mig dengang og i tiden fremover. (Hun var imponeret over, at jeg kunne huske hendes børns navne, da jeg spurgte om, hvordan Flemming og Lisbeth havde det).

Tordenskjoldgades Skole 5. B

Tordenskjoldsgades_Skole_5_B_med_fru_KirschBagerst række set fra venstre: Sonja Nielsen, Nancy Møller, Lis Andersen, Lilli, Else Andersen, næste?, Alma = Amse, Mona
Midterst række fra venstre: Sonja Rasmussen, Ester Ipsen, Jytte Nielsen, Irma Lindquist, Margit Sørensen, Rita Mikkelsen, Lis Steen Nielsen, næste?, Inger, fru Kirsch.
Forreste række: Jonna Ramskov, Jytte Nielsen, Esther Jepsen, Birgit, næste?, Inger Laursen, Lilly Houmøller, Varla Mogensen, Willy Marcussen

Jeg elskede dansktimerne, hvor vi læste højt, skrev diktater og genfortælling. Hun roste de der havde fortjent det, og hjalp i det hele taget hver elev. Hun var retfærdig på alle måder. Hvis nogen kom for sent om morgenen i hendes timer, skulle vedkommende have en eftersidningstime i en anden klasse. ”Det er forkert”, sagde fru Kirsch, “at komme for sent – I skal lære at overholde mødetidspunktet. Det er vigtigt gennem hele livet”.

Vi havde en regnelærer Rønholdt Christiansen. Vi var alle hunderædde i hans timer. Han var hysterisk, som det hed dengang. Vi var alle så rystende nervøse for at regne forkert, eller sige noget forkert i hans timer. Jeg husker Rønholdt som en ikke så høj mand, og havde en skaldet isse. Når vi hørte hans målbevidste, hurtige skridt på gangen, blev alle mundlamme. Det skete tit, at en eller anden skulle til tavlen. Han råbte, han talte ikke. F.eks. pegede han på én af os, og hans ophidsede stemme lød ”op til tavlen – nu”! Vi kunne se angsten stod malet i ansigtet på den, der blev råbt op.

En dag forlod han lokalet, og inden han gik ud af døren, skreg han: “Hvis du ikke er færdig med regnestykket, når jeg kommer tilbage, vil du opdage hvad der sker”. Nogle begyndte at græde. Jeg rystede som et espeløv, for vi vidste alle, at vedkommende ville få en ørefigen, så hun dejsede. Ingen turde gå til tavlen for at komme til undsætning. Vi vidste jo ikke, hvor når han fløj ind ad døren, og om vi kunne nå det inden han kom tilbage. Vi råbte i munden på hinanden, og staklen kunne ikke høre, hvad hun skulle skrive på tavlen. Hun nåede ikke ret langt, da Rønholdt igen styrtede ind af døren. Der blev fuldstændig stille i klassen. Vi frygtede, hvad der ville ske, og ganske rigtigt. Hun fik en smældende lussing, så hun røg sidelæns hen over gulvet. Tillige skulle hun komme næste dag med færdiggjorte regnestykker, ud over det vi ellers havde for. Rønholdt var en typisk Lektor Blomme, som vi kender fra bogen ”Det forsømte forår”. Hverken forældre eller lærere reagerede, selvom det var undertrykkelse af værste rang. Måske var det derfor, vi blev børn af flinkeskolen.

Alle elever var Des med lærerne. Skulle vi på toilettet, rakte vi en finger i vejret, som man kunne sidde længe med, indtil læreren nikkede, som tegn på, at nu kunne man spørge ”Må jeg ha lov til at gå i gården”? Svaret var fra Rønholdt det samme hver gang: ”Jamen skynd dig – af sted”. Man gik ikke, men løøøb ud af klasseværelset.

Vi der gik på Ryesgade Skole fik at vide, at hele skolen skulle huse tyske flygtninge. Derfor kom jeg på Tordenskjoldgades Skole, og sluttede min skolegang efter 9. klasse.

Mine søstre kom på Realskolen i Skolegade, hvor de begge tog mellemskoleeksamen.

M. A. Petersens systue

M.A. Petersen Konfektionsfabrik
M.A. Petersen Konfektionsfabrik

Jeg var ofte syg af halsbetændelse, og kom derfor ikke til optagelsesprøve med adgang til mellemskolen. Jeg blev tilbudt at komme på ”sygeeksamen”, men det havde jeg ingen lyst til. Jeg ville ud og tjene mine egne penge. Derfor opsøgte jeg direktrice/afdelingsleder fru Nicolajsen på M.A. Petersens systue. Efter et halv års tid, hvor jeg passede børn om eftermiddagen og om aftenen, som jeg tjente en lille skilling ved, lykkedes det mig at få job hos M.A. Petersen på Sønderbrogade.

Bagerste række.: Lis Steen, Inger Johansen, Margit Sørensen, Kirsten Matz Forrest række.: nr.2 Birthe, nr. 3 Mie
Bagerste række.: Lis Steen, Inger Johansen, Margit Sørensen, Kirsten Matz
Forrest række.: nr.2 Birthe, nr. 3 Mie
Lydia Carstensen
Lydia Carstensen
Bagerst fra venstre: Inger Johansen, Margit Sørensen, Kirsten Matz (Liller) Forrest fra venstre: Inge Sørensen (Inge Sø), Birthe, Inger Laursen, Mie, Lydia Carstensen, Kirsten
Bagerst fra venstre: Inger Johansen, Margit Sørensen, Kirsten Matz (Liller) Forrest fra venstre: Inge Sørensen (Inge Sø), Birthe, Inger Laursen, Mie, Lydia Carstensen, Kirsten
Birthe Stevn
Birthe Stevn

Herunder Birthe Stevn. Vi var gode veninder. Så gode, at Birthe i sin fritid, syede to ens kjoler til os. Det valgte vi, i stedet for at købe en venindering. Og vi er stadig venner – den dag i dag – 60 år efter. Birthe var hos M.A. Petersen 5-6 år. Herunder ses hendes anbefaling.

Vi der var ansat i kortere tid, fik ikke nogen anbefaling, da vi holdt på systuen hos
M.A. Petersen.

Birthe Stevns anbefaling fra M. A. Petersens Konfektionsfabrik
Birthe Stevns anbefaling fra M. A. Petersens Konfektionsfabrik
Bagerst fra venstre står som nr. 5 Inger Johansen, Margit, Ellen. De andre kan jeg ikke huske navnene på. Forreste række.: Inge Sø, Kirsten Christiansen, Frida, bag hende Lis Josefsen
Bagerst fra venstre står som nr. 5 Inger Johansen, Margit, Ellen. De andre kan jeg ikke huske navnene på. Forreste række.: Inge Sø, Kirsten Christiansen, Frida, bag hende Lis Josefsen

fagenes_fest2

Billederne her over er fra Fagenes Fest, hvor vi skulle være i ens kitler. Vi var med i tovtrækkeriet.

Vi var ugelønnede. Jeg fik 80 kr. i løn, og kan endnu se den lysbrune konvolut, som blev overrakt os ved sybordene. Min første virkelige løn. Det var direktricen, fru Nicolaisen, der kom med lønnen. Hendes søn Thorkild var tekniker og sørgede for, at alle maskinerne var i orden. Hans kone Jonna var også syerske. Mange af vi piger har stadig forbindelse med hinanden. Jeg kan sige, at jeg var ualmindelig glad for at være hos M.A. Petersen. Vi havde et godt fællesskab. Det eneste der ikke var rart var, at vi skulle møde kl 7.

Thorkild fra kaffevognen

Thorkild, 2009
Thorkild, 2009

Jeg var der i to år. Derefter blev jeg ekspeditrice i urmagerforretningen Tik Tak og kom på Handelsskolen, hvor jeg gik Handels & Kontorvejen. Det kom mig til gavn senere i livet på flere måder. Her lærte jeg nemlig min kommende mand at kende. Vi gik ikke i samme klasse på Handelsskolen. Thorkild var bankuddannet, og vi mødtes tilfældigt i pausen ved kaffevognen, som lå overfor på Vitus Beringsplads. Dér så jeg Thorkild for første gang Han bestilte næsten ikke andet end at iagttage mig, og smile genert til mig. Og jeg gengældte det. Jeg husker han spurgte, om han måtte betale kaffen for mig, og at han godt kunne lide mit smil, men hvad vi ellers talte om, aner jeg ikke.

Margit 2010
Margit 2010

Jeg vidste ikke mennesker kunne flyve, men det kunne jeg, da jeg forlod kaffevognen.

Vi blev gift, da vi var tyve år. Thorkild skulle have ”kongebrev” fordi han ikke var fyldt 21. Kort tid efter fik vi to dejlige børn. Carsten blev født i 1956 og Gitte i 1959. Og her vil jeg slutte min barndom og ungdoms erindringer.

Siden 1964 har jeg ført dagbog frem til i dag. De fleste er med billeder, udklip osv. frem til mandag den 12. maj 2014. Jeg bliver ved med at føre mine dagbøger, indtil jeg ikke kan holde på kuglepennen. I disse bøger har jeg skrevet om glæder og det modsatte, år efter år. Alt er skrevet fra mit hjerte i kærlighed og ærlighed til livet som det er.

Thorkild døde 13.april 2012

Min barndoms gade.

Den var så stor
den var så bred
den lange smalle gade

med lygtepæle
og en å
hvori jeg kunne bade

hvor nøjsomhedens overflod
var glæder uden mage

jeg fulgte vejen
følger den
min egen barndoms gade

for her var paradiset vel
det hele
alle dage

en ældre vej
i Horsens by
den gode gamle gade

2 thoughts on “Margit Gade: Erindringer fra min barndom i nordbyen Horsens

  1. Pragtfuld beskrivelse af livet i den del af Horsens – jeg – født 1927 – Gasvej og Amaliegade – kendte byen ud og ind,- genkender mange navne – overlæge Busch, Thim, Tønnesen osv.
    Tak for genopfriskning af minder

    1. Ser først nu din dejlige kommentar om min bog. Det glæder mig, at du har haft fornøjelse af at læse den. Mange tak for din tilkendegivelse.
      Med venlig hilsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.