Laura Kieler (Forfatterinde, f. 09.01.1849 – d. 23.04.1932)
Se Dansk Biografisk Leksikon
Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek
Laura Anna Sophie Müller Kieler (f. 09.01.1849 på Tromsø, d. 23.04.1932 i Aalsgaarde ~ 01.05.1875 med Cand. Philol. Senere Overlærer Victor Thomas Joachim Kieler (f. 28.06.1843 – d. 17.02.1917)
Se Dansk Biografisk Leksikon XII pag. 403
Farmor til Jørgen Kieler
Udklip Steen Cold: Mesteren og modellen – Om kvinden bag Ibsens Nora-skikkelse
(Berlinske Tidende d. 20. oktober 1968)
Mesteren og modellen
Om kvinden bag Ibsens Nora-skikkelse
Stud. Jur. Steen Cold fortæller her historien om den dansk-norske forfatterinde Laura Kieler, hvis tragedie blev ”en vigtig situation ved Ibsens arbejdsbord”, bl.a. da han skrev ”Et dukkehjem”, der i disse uger opføres af Det Danske Teater. Endnu et Nora-stykke bliver om kort tid opført i København, når Det Ny Teater får urpremiere på Ernst Bruun Olsens ”Hvor gik Nora hen, da hun gik ud?”
Det er ikke altid det bedste for en historie, at man kender historien bag den. Når man således ikke skal være alt for ivrig med at kikke en forfatter i kortene, er det ikke blot fordi disse kort måske er dårlige, men fordi de måske langtfra er helt udspillet. – Trækker man for mange tråde mellem en hændelse og den digtning, den har inspireret, binder man nok digtningen for stramt og begrænser for stærkt den mulighed i vor egen fortolkning. ”Et dukkehjem” er en stor digtning og bygget af mange elementer – det rejser sig i dag frit i litteraturens historie, men i nogen afstand er det alligevel skæbnebundet til historien om den dansk-norske forfatterinde Laura Kieler. Hendes tragedie en vigtig situation ved Ibsens arbejdsbord, og hendes historie vil derfor for bestandig være en hvisken i kulissen, hvor ”Et dukkehjem” opføres.
I 1849, ”da en mørk asketisk pietisme lå over Norge”, fødtes en pige i Tromsø som datter af en embedsmand. Da hun var 17 år gammel oplystes med ét det stille religiøse hjem, ja, hele det nordlandske stift – hele Norge, hele Norden af et kraftigt lynglimt: Henrik Ibsens ”Brand” udkom. – Vi har svært ved at forestille os effekten i dag, men den religiøse forstyrrelse var komplet. – ””Brand” skabte nødstilstand i mange hjem, nogle mennesker gik fra forstanden.” Helt ind i den unge piges hjem sprang gnisten og skabte religiøse kriser for alle dets indvånere. Døende (dog af anden årsag) pålagde moderen hende at ”hjælpe dem som ”Brand” har bragt til fortvivlelse”, og i voldsom sjælelig spænding skrev den unge pige sin protest, mesteren midt imod, i et stort anlagt skuespil ”Brands Døtre”. Hun tilegnede det ham selv direkte, og fik det til sin egen forbavselse udgivet i det daværende Kristiania i 1869. Undskyldende skrev hun straks til Henrik Ibsen selv, beklemt ved den ubeskedne tilegnelse, at hun var ”blot en 20-årig ung pige”, der havde begået ”et religiøst skrift” for at ”hjælpe de ængstede sjæle”. Han svarede hende, venligt og reserveret, at ”Brand” for ham var mere æstetisk end religiøst i sin problematik.
Om sommeren, i 1870, besøgte hun Ibsens i København. De kendte jo hendes alder, men havde ventet en overspændt blåstrømpe og blev derfor glædeligt overraskede ved at møde en munter og indtagende ung pige. De inviterede hende til at besøge sig i Dresden, og hun rejste dertil den følgende sommer. Det blev en lys og lykkelig sommer, hun bragte megen ungdomslet jubel ind i deres stuer, og Ibsen kaldte hende ved afskeden ”vores lærkefugl” – Herefter korresponderede Laura, for det hed hun, jævnligt med Ibsens, også efter at hun i 1873 giftede sig med en dansk overlærer Kieler og blev overlærer frue i Hillerød, ”en lille ukendt by, som mange, der kommer udefra, dog kalder Frederiksborg, efter slottet”, som hun skrev til en veninde.
Kieler var en begavet, men temmelig dyster og uligevægtig mand, og ægteskabet i den lille nordsjællandske provinsby blev ikke muntert. Udadtil måtte glansen pudses på det håbefulde navn, indadtil sled svagheden igennem. Det viste sig efter nogen tid, at Kieler ikke var ganske rask, men burde rejse en tid til syden, hvad der imidlertid ikke var penge til. Hun foreslog ham at låne af hans velstående far, men i sit stivsind ville han ”hellere dø”. Så optog hun, uden hans vidende, i sin fortvivlelse et større lån i en norsk bank. Overfor ”en vederhæftig ven” der kautionerede, angav hun et andet formål, og det synes at have været det eneste usande ved transaktionen. Rejsen gik til Schweiz og Italien, for penge han troede hendes ”skriverier” indbragte, og Kieler helbredtes i en sådan grad, at han levede 40 år til. Til gengæld nedbøjedes hun under rejsen af en stadig stigende angst for tilbagebetalingen, som hun naivt troede, at rejsebreve til avisen kunne have klaret. På hjemvejen, i eftersommeren 1879 besøgte de Ibsens i München. Hun var da nervøs og deprimeret og betroede fru Ibsen sit problem. Ved afskeden denne gang sagde Ibsen, at det bekymrede dem svært ”at lærkefuglen ikke kunne kvidre sine glade sange som i Dresden”.
Efter hjemkomsten sank tristheden og pengesorgen tillige med efteråret ned over Laura Kieler i Hillerød. Hun måtte gå videre i låntagningens onde cirkel, optog nyt lån for at betale det første, og da det sidste nærmede sig sin forfaldsdato, viste kautionisten, en norsk købmand, sig at være insolvent. Hermed var klokken ved at falde i slag. Hun lå på det tidspunkt stærkt nervesvækket og afkræftet efter en fødsel og alle forsøg på henstand mislykkedes. Som ”en sidste udvej” sendte hun da et manuskript til Ibsen, for at han kunne anbefale det til Gyldendal. Ibsen kendte næppe den fulde vanskelighed i hendes situation, men han kunne i hvert fald læse, at manuskriptet var nærmest forrykt, og han skrev tilbage, at han ikke kunne hjælpe og sluttede: ”Læg alt hvad der trykker Dem i Deres mands hænder. Han er jo den, der kan bære det”. – Hun skriver herom: – ”da et brev kom, hvori hvert håb om en nok så lille fortjeneste, hvormed den mest trykkende gæld kunne have været dækket, blev slukket for mig, greb vanviddet mig, og jeg gjorde et forsøg, som jeg siden rev itu, uden at have modtaget en øre på det”.
– ”Forsøget” var en falsk veksel, som altså ikke kom i omløb, og ”brevet” var Ibsens.
– Katastrofen kom.
Kielers første indskydelse var i taknemmelighed at hjælpe, men som det stemningsmenneske han var, ”svingede han mellem de yderst punkter” og ”påvirket af venneråd, sin verdenskloge slægt og den lille provinsbys uforstående forargelse slog hans medynk om til raseri”. Efter en stærk og ivrigt kommenteret proces, der senere af den lokale amtmand blev betegnet som ”unødig brutal”, blev de skilt, børnene taget fra hende og hun selv indlagt på sindssygehospital. ”Jeg blev behandlet som sindssyg, stemplet som løgnerske og bedragerske, fik mine handlinger detaljeret og forstørret med delvis gal motivering, givet til pris for folkesnakken, – ingen forsvarede mig, hvad dog enhver forbryder bliver”. Det var rigtigt, at alle talte, og talte dårligt, om hende. Kun digterpræsten Hostrup i Hillerød skrev for hende, på Rigsdagen blev hendes sag debatteret, og sluttelig nåede rygtet om katastrofen Ibsens i München. Året efter kom ”Et dukkehjem”. – (Selv vendte hun to år efter tilbage til manden, på hans indstændige bøn, mest ”for de elskede børns skyld”). (Derfor kunne Dansk Nationalt Tidsskrift i 1926 skrive så salvelsesfuldt: ”Hun blev den gode hustru og mor, hjemmets beskytter – ”).
Nora steg straks til vejrs på triumfens vinger, men sladderen krøb efter og kvalte omtrent Laura Kieler. Alle talte om Noras ringere slægtning, ”en ung dame i en nordsjællandsk by”, ”Morgenbladet” i Kristiania vidste at give den for danskere ejendommelige oplysning: ”Man fortæller, at hele historien, såvel som den bortløbne hustru, skal være en virkelig tildragelse, ikke i Norge, heller ikke i Sverige, hvor sådant er utænkeligt – ”. Laura Kieler følte sig ramt, forfulgt, udleveret. Ibsen var sig næppe dette bevidst. Han havde optaget hende i sit umådelige univers, og hendes historie blev en af de kilder, der dannede Et dukkehjem. I henhold til hende personlig ville han med skuespillet række hende en hjælpende hånd. Men den norske forfatterinde Camilla Collet bebrejdede ham vredt, at ”han tog virkelighedens Nora med som bytte i sin ærgerrigheds og verdensberømmelses vogn”.
Der var tavst mellem Ibsens og Laura Kieler indtil de i 1881 kort mødtes i København og ”talte sammen som fremmede”. Siden var de uden forbindelse indtil hun i slutningen af 80’erne sendte ham sit nye skuespil ”Mænd af ære”. Han sendte hende det tilbage med et varmt og rosende brev, og det blev, efter kun få prøver, opført på Casino-teatret i København. Det faldt uheldigvis lige ned i den voldsomme sædelighedsfejde, der de år rev hele Norden op, og det blev opfattet som vendt mod Georg Brandes. Grovheden i denne debat står selv den hidsigste kulturdiskussion i dag fjernt. I det radikale ”Politikken” karakteriseredes hun som ”en jævn, talentløs og litterært uddannet kone”, Edvard Brandes skrev, at stykket ”ødelagde folks velvillige humør”, og i sine erindringer skriver Georg Brandes, at der ”på Casino blev spillet et fjantet stykke mod mig, forfattet af en madam”. I august nummeret af ”Verdens Gang” 1889 skrev Georg Brandes en usædvanlig uforskammet artikel om bl.a. Laura Kieler model-forhold til Nora og insinuerede, at hun nok alligevel havde været mere i karambolage med vekselretten end man vidste. Laura Kieler svarede så hårdt igen i november nummeret, at Brandes fornærmet beklagede sig over bladet til den sagesløse Jonas Lie. Den gamle sladder brød op igen og hun forsøgte at få Ibsen til offentligt at forklare hendes stilling, men Ibsen, som var midt i ”Hedda Gabler”, syntes at Kieler, som allerede havde tøvet alt for længe, passende som ægtemand kunne træde frem og forklare. Det skete ikke.
Ibsen og Laura Kieler sås først igen, og denne gang for sidste gang, i Kristiania nogle år efter. En høstdag i 1891, da Ibsens efter 27 års udlændighed var vendt tilbage til Norge, mødtes de på Victoria Terrasse til te. I fire timer talte hun til ham om sin historie, og det viste sig, at han kun kendte lidt til den. Hun talte om den unge piges grænseløse beundring for den store dramatiker, om hendes skuffelse over hans afsværgelse af det religiøse engagement i ”Brand”, om den lyse Dresden-sommer og det dybt ulykkelige München-efterår, om katastrofens grænseløse fortvivlelse og uendelig dimension, om den lave sladder bag det fejrede ”Dukkehjem” og modellens sjælelige nøgenhed, når digteren har taget sit. Hun talte om, hvordan en sjæl var dræbt, for at et kunstværk kunne leve, og sluttelig fordrede hun af ”Agnes’, Solveigs og Nora’s digter” åben kamp imod Brandes. Men Ibsen kunne og ville ikke dette. Han sad, efter hendes udsagn, sammensunken og græd, da hun gik. De sås ikke mere. Han døde i 1906 – hun først i 1932.
Lige så fuldt som Ibsen sikkert ramtes af den ligefremme tragedie i pigens skæbne, traf hendes historie også et smerteligt problem i hans egen tankeverden: spændingen mellem menneske og kunstner. Han vidste, at livet stod over kunsten, men at det ofte er blot et middel for den. Problemet om enerens ret til at bruge de menige beskæftigede resten af hans produktion, det falder i strejf gennem ”Lille Wyolf” – fylder hele ”John Gabriel Borkman” og Bygmester Solness” er selve temaet for ”Når vi døde vågner”.
Ibsens 70 års dag fejredes i 1898 med en opførelse af ”Brand” med Karl Mantzius på Dagmar-teatret i København. Laura Kieler var indbudt, men betakkede sig. Fra mødet denne aften med sit ungdomsværk, som hun så stærkt havde forbeholdt ham, sprang efter sigende kilden til hans sidste sceneværk. ”Når vi døde vågner” handler om den glemte og syge kvinde Irenes møde med den gale fejrede billedhugger, professor Rubek. Da Irene var en skøn ung og levende kvinde, stod hun model til Rubeks store værk ”Opstandelsens dag”. Han ville ”skabe sit livs værk” udefra ”Jordens ædleste, reneste, idealeste kvinde”. Modellen blev ”hans skabnings ophav”, nu står skabningen fejret, men ophavet livløst og glemt, som hvor vampyren har suget alt blodet og om morgenen er fløjet bort. – Laura Kieler hævdede senere, at i hvert fald to replikker var taget lige fra hendes mund på – Victoria Teresse: ”Så stod jeg dér og var tom indvendig, sjælløs”, og ”Du har dræbt min sjæl”. Irenes påklædning skulle være den samme som Lauras da hun kom til te, og Irenes ”nordlandske tonefald” var Lauras fra Tromsø.
IBSEN HAVDE IKKE Goethes køligt-overlegne accept af ”kunstnermoralens” konsekvens for modellen men Laura Kieler havde rigtignok heller ikke Friederike Brion’s evne til at dø, eller Charlotte Buff’s til at overleve.
– For Ibsen var dilemmaet en stadig smertefuld anfægtelse: at det krævede liv at skabe liv på scenen.
At ”Når vi døde vågner” var afrundingen på hele Ibsens store alderdomsdigtning, hvor han ”holdt dommedag over sig selv”, det siger f.s.v. sig selv, men at det tillige, som han også engang nævnte, er en epilog til ”Et dukkehjem” forstår man kun ud fra historien om Laura Kieler.
Læs artiklen: Mesteren og modellen
Udklip: Da Ibsen så Brand (Berlinske Tidende d. 30. oktober 1968)
Da Ibsen så Brand
Til stud. Jur. Steen Cold.
Tilgiv en lille pedantisk indvending i anledning af Deres kronik ”Mesteren og modellen” i Berlinske Tidende 20. ds. :Det var Martinius Nielsen, som i 1898 spillede Brand på Dagmar teatret og ikke Karl Mantzius, som havde forladt dette teater i 1890.
Carl Behrens skriver i sine ”Erindringer” om Ibsens 70 års fødselsdag: ”Brand” med Martinius Nielsen i titelrollen var Dagmar teatres festbidrag. Henrik Ibsen var så charmant at erklære, at rollen ikke kunne spilles bedre.
Grenågade 9,
2100 København Ø.
HELGA BOESEN
Læs artiklen: Da Ibsen så Brand
Jacob Paludan: Fra nogle glemtes jordstykker (Berlinske Tidende d. 13. november 1969)
Fra nogle glemtes jordstykker
Efter opfordring fra Vangeboskolen til at tale om, hvad han havde lyst til, valgte Jacob Paludan at fortælle om en del forfattere, han traf som meget ung. De var karakteristiske i væsen og fremtræden, men eftertidens anerkendelse har været sparsom.
FORLEDEN læste jeg et sted, at Henrik Ibsen græd, da han engang hørte nyt om sin Nora-models videre skæbne. Om Ibsen er der naturligvis skrevet en hel litteratur, og den bekræfter måske, at han mod forventning kan have fældet tårer i vidners nærværelse. Men jeg må nøjes med at lade gå videre, hvad jeg har hørt.
Derimod kan jeg godt fortælle lidt om hans Nora, for hende har jeg truffet. Det var ifølge almindelig udbredt antagelse forfatterinden Laura Kieler, og hvis hun brød ud for at skaffe sig tid til at skrive bøger, er der i alt fald direkte ingen grund til gråd: hun fik dem skrevet, men de er glemt for længst, der hviler fred over dem. Jeg søgte oplysninger i Håndbogen ”Litteratur i Danmark før 1914”: Ikke et ord. Nogle af dem har jeg læst, de efterlod et æterisk sentimentalt indtryk, ikke så fjernt fra den beundrede Ingeborg Maria Sicks religiøse Pseudo-inspirationer, som De måske heller ikke har hørt om – men over Jenny Blicher Clausen, mine tanters poetiske yndlings eliksir. Hun havde kurage til at tilegne ”Dr. Henrik Ibsen” en bog, ham, ”i sit Bergmands liv så ensom, i sin ensomhed så stor.”
Disse damer bæres heller ikke af nævnte leksikons stærke vinger.
”Nora” var nu, med et udtryk af J. P. Jacobsen, der dog gjaldt en anden, en ”lille, lille dame” med guldpincenez og en distinkt, pertentlig udtale, der skaffede sig gehør ad den indirekte vej, ligesom hendes ry var af den indirekte type, den skrå slags, der kan opstå, når en klode af første størrelse passerer med sit lysskær. Jeg kan altså garantere, at hun ikke gik til Arbejderpartiet, som foreslået af Hr. Bruun Olsen, hun ville være litterær, det ville man dengang. Men her er altså en af de evige ønskeroller for stadig nye generationer, og det kunne være svært at fatte, når man så den gamle lærerindeagtige fremtoning i husets bedste plysstol, hvilket for resten ikke sagde alverden. Det kan have været i tiden 1910, deromkring. Hun var i øvrigt vindende og ikke oppustet af sit sekundære ry, jeg tror overhovedet, at Nora af alle navne var det, man nødigt skulle nævne i hendes nærværelse. Men véd det ikke.
Når hun kom i mine forældres hjem med en del andre til en kop aftente, og tro ikke, at hun røg cigaretter, var det altså ikke for at udvirke et social-revolutionært gennembrud, hun var national om noget, og det var også alle de andre.
De var nemlig en udbryderklike af den eksisterende forfatterforening, som de opfattede som radikal og Brandes præget, hvad der nu sandelig ikke gjaldt en Johs. V. Jensen eller Andersen Nexø, hvis medlemskaber var mere ønskede end pålidelige. Men så var der en Aakjær, der var bondesocial, en Helge Rode, der var let metafysisk, en Ludvig Helstein, der holdt på naturens sunde kilder. Udbryderne samledes om et nationalt forlag uden anden pengebaggrund, end hvad min far som fastlønnet embedsmand kunne tilskyde. Det var, indser man i dag, hvor vi snart kun har eet stort forlag, økonomisk amatøragtigt, og de klogeste, navne skal mest være unævnte, forholdt sig som sympatisører og blev på deres konsoliderede steder – og ret snart gik det hele rabundus.
Men Fru. Kieler var troende. På spindesiden havde andre forlag navne som Karin Michaëlis, Thit Jensen, Agnes Henningsen, Marie Bregendahl og den stedse undervurderede fantasibegavelse Astrid Ehrencron-Kidde.
Miséren ville måske ikke være indtruffet, hvis man havde konstateret et behov, en ny strøm på tværs af den litteratur, der var ved at sætte sig igennem. Men det var en psykologisk fejltagelse, et galt bestik. Gud – Konge – Fædreland – Idékomplekset var ikke livskraftigt længere, heller ikke de efterromantiske sceneforsøg, en Ernst von der Recke arbejdede med, og som bragte ham én succes, Bertran de Born – men rigtignok med Poulsens Slægtens geniale sceniske bistand og med sangkompositioner af det ægte talent Heise. Denne musikindsats må i dag kaldes spildt, tynget af teksternes martialske udråb (hellere dog sværd end spade, våbenklang og blog og sår), det prekære tilbud ”En krone jeg gav for hver lok af dit hår” eller den elegiske ”Vågn af din slummer” med linjer som ”ikke mig lyster den skummende vin/fra Mosel og Rhin”. Den slags kunne en Drachmann gøre, mindre stiliseret, og senere Seedorf – men Recke var i særlig grad for Bredgade-Eliten, ikke for lønkampens og den vågnede proletariske klassebevidstheds Danmark. Eller når vi igen ser på Teatret: det var fra Ibsen og Strindberg, de bæredygtige dramatiske impulser kom, med eller især uden politisk accent, det evige kort sagt.
De modige mænd og den enlige dame skrev imidlertid ufortrødent, og der opsamledes manuskripter fra den såkaldte skolelærerlitteratur ude i landet, alt sammen ubønhørt af den Fru Fortuna, der står for salg og pengekasse. Der var i tiden én succes, Karl Larsens anonyme ”Dommens dag”, som forudså en tysk besættelse af Danmark før eller senere. Altså i høj grad en national sag, men ak, Karl Larsen var ikke medlem.
Visse årsager har sendt mig på dykkerbesøg ned i den dybde, der er mærket ca. 1910-1914. Hvis noget, der synes ulevedygtigt, mødes af en krig, så afgør den spørgsmålet, nej jeg skal aldrig fornægte, at nogle af de ting, jeg læste i pubertetstiden, gjorde indtryk, og da jeg forleden mødte dem igen, navnlig af P. A. Rosenberg, opdagede jeg, at jeg huskede mange verslinjer udenad.
Æresnavnet i kredsen og vistnok alderspræsident var dog nævnte Recke, hvem ”man” havde indstillet til Nobelprisen, så man kan altså lege med tanken om, at ”Vågn af din slummer” var blevet oversat til verdenssprogene sammen med ”Det lukkede land”, et spil fra det spiritistiske overdrev, hvor han færdedes, og som han anså for ”det bedste, jeg har gjort som mand”, og sendte med versdedikation til den bedste kvinde i landet, Dronning Alexandrine. Det værk forekom mig nu, selv i min ungtid, komisk, men jeg står ikke her for at rakke ned, skønt ikke uden udfordring, idet han selv har sagt, at ”jeg agter lidt min tids krapyl og tåber.” Så jeg skal citere lidt af, hvad Bibliotekar Julius Clausen skrev om ham:
”Han havde sin egen verden; hvad der lå udenfor den, betragtede han som ”Galimatias”. I ophøjet menneskeforagt isolerede digteren sig mere og mere ude i sit beskedne sommerhus ved Hornbæk Plantage. Han syslede kyndigt med Heraldik og sleb selv linser til en kikkert, hvor han fra Ellekilde kunne observere tiden på Helsingborg Kirkeur. Han var ekspert i metrik og i folkeviser, som han gav det bedre navn fornviser. Han var det mest alsidigt begavede menneske Clausen havde truffet. Stærkt selvvurderende, men krævede lidet for sig selv; af samtidsdigterer bemærkede han kun Drachmann. Ved nævnelse af andre, f. eks. Stuckenberg, svarede han kort: ”Jeg har ikke stunder til at beskæftige mig med den bagatel-poesi.” Men han pansrede sig overfor den radikale hån, han mødte, et bittert ord hørtes aldrig fra ham. Hans præg var ”naiv lidenskabelighed” – et højst ualmindeligt menneske.”
Han er dog at finde i opslagsværker modsat Alfred Ipsen, Brandes-Angriberen, der i øvrigt skrev en ”Mefisto”, intet mindre – svært at hedde Ipsen, når der i tiden var en Henrik. Erindret som digter er heller ikke nævnte P. A. Rosenberg, Teater censor. Hvis man tror, at de alle gik rundt og promenerede en miskendthed, gjaldt det i alt fald ikke ham, han var en frisk humørspreder, i virkeligheden en født skuespiller, men overskåren, som man siger. I sin talenterede familie var han oplæseren og skattet gæst på landets dengang mange talerstole uanset skødesløst antræk.
Men når man studerede hans store digtsamling, ”Pil og Plekter”, som jeg har gjort, ser man at opstemtheden ikke er konstant. Vist er der harpeklang i Dur, der tales om skaberens glade smil, Bjørnsons sundhedsglæde, om de varige værdier, forårets uvægerlige tilbagekomst.
Dog munterheden har altså grænser. ”Jeg bliver ved, jeg holder ud, om alt end går imod”; vist forsætter han ”sin gang mod det evige mål”, hvilket, og denne færd ”muntres af æslernes skrål”. Men ”min længst snigmyrdede røst” er en pil mod den samtid, hvis helte modsat digteren ”attrår ordener og ydre distinktioner”. Det tilspidser sig langsomt mod ærkefjenden, anmelderen, og hvordan sådanne folk ser ud, ved vi jo alle: En lille arrig fyr med vissen sjæl og bukkeøjne, grå med røde rande, samt rottetænder, teinten grøn og fæl og huden rynket som en nyfødt’s pande.
Sådan en indeklemt ærgerrighed, galdesyg mod den, ”for hvem han selv må føle sig den mindre,” ham kender vi jo, selvom folk vel ikke kan gøre ved deres frastødende ydre. Men der mangler en replik. Hvorfor er bueskytten nu, 50 år efter, ukendt som digter – for det gustne slængs sammensværgelse virker vil ikke usvækket ned gennem tiderne? Svaret må være: fordi de havde ret.
SOPHUS BAUDITZ havde stor popularitet, han skrev med tæmmet ærgerrighed historier fra toddytiden. Han var national ikke mindst fra herresæde synsvinklen, var skole- jæger- og selskabsmand, naturelsker, dog mest når der var vildt på skudhold (nogle sagde dog, at han var bedre med pennen end med bøssen), en damernes ven, de hjemmesiddende, beundrende tilhørerinder, der af gode forhold blev holdt borte fra livets skidteri. Han var givetvis været med i foreningen, men – da verdensmænd ikke er naive – vidste han, at han solgte godt, og sådanne folk må have et vel indarbejdet, potent forlag bag sig, et som befatter sig med hele bogrækken. Så han – De ved, hvad jeg vil sige. Han var sympatisør, og for resten en god ven af min far.
Det er måske lidt for flot at sige, at hans bortset fra jægeriet hyggelige fortællinger er glemt. Han får endda nogle points i nutiden, ganske vis af en Jæger – men det er Frank. Ved at begrænse sin målsætning står han fastere end flere af de andre, men kun i naboskabet af litteraturhistorien.
Det skulle ikke undre mig, om De på dette tidspunkt spurgte efter Valdemar Rørdam, den nationaleste, der kan opdrives, men svaret må bliver mere parentetisk, for jeg erindrer ham ikke for nogen indsats i de nationale forfatteres Falanks. Og det var et minus, der egentlig ikke kunne opvejes – skal vi dømme efter nutiden, har han dog to digte i Gyldendals store Antologi mod selveste Recke´s Nul.
At han holdt sig perifert, svingende mellem Aschehoug og Gyldendal, følte jeg tidligt meget beklageligt; med ham ville selskabet, havde fået tilført en lyrisk storfugl.
Jeg gad vidst, hvad han har svaret på den opfordring, han uvægerligt må have fået, men han kan allerede dengang have haft fornemmelsen af, hvad det indebærer at være forlagsflakke, og endnu værre er det at have en stak eksemplarer liggende på et forlag, der likviderer, og skulle realiseres af et andet, der har købt restoplag til spotpris.
Der skulle produceres meget i de dage, da det kulturelle økonomisk måtte hænge med næbbet, og det gjorde han, men den højpatriotiske Produktion, Skjaldskabsafdelingen, kan være streng at acceptere.
I denne afdeling figurerede en fædrelandssang, Melodi: Den gang jeg drog af sted, hvoraf jeg omtrentlig husker strofen: Vi ved, at Strøm kan tæmmes, og ledes kan en Elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.
Den har fået det – med et norsk udtryk – til at grøsse i ryggen på forsamlingshusenes folk, her var noget af gudernes mæle og profeternes autoritet.
Et folk kan altså ikke forgå uden egen vilje, men hvad med Etruskerne, med Estland, Letland, Litauen, med Tibet? Deportationer indgik ikke i Rørdams begrebsverden, heller ikke hvad et Fællesmarkeds folkeblanding kan betyde nationalt, så det er altså svært at spå, navnlig … frygt ikke, som Storm Petersen ikke sagde, men som menes at være sagt engang i Folketinget. De, vil sikkert kunne finde det, hvis de læser Rigsdagstidende helt forfra, men det frarådes, vore Statshospitaler er i forvejen overfyldte.
For resten var Rørdam ikke så attrået et papir, som man skulle have troet. I ”Gudrun Dyre” forekommer nemlig et lønbryllup, datidens ord for en seksuel forbindelse forud for præstens mellemkomst. Det vakte stor forargelse i det ugeblad, der dækkede det national-puritanske interessefelt. Ikke desto mindre gjaldt Gudrun Dyre længe for en stor sag, selv om Sigrid Undset fandt, den var et dask i en dyne.
Også han kendte lidt til min far; han har senere fortalt, at jeg under et af hans besøg trissede rundt på gulvet og sagde: ”Nu vandrer jeg så tavs omkring og ligner fast en død.”
Denne tavshed skulle ikke vare bestandigt…
Så er der for mig vist kun at besvare, hvorfor jeg har sat spaden i et stykke glemt eller halvglemt ord. Er det af historisk interesse eller for at anskueliggøre spildprocent, eller er det bare for ikke at lægge mig ud med nulevende? Eller som apropos til det kendte annoncebillede med de mange hvide, fejlfri huse og det ene sorte, der har poetisk hussvamp? Denne litteratur for hjemmene søges jo af ingen nu, og ret begrænset dengang, så hvis De føler Dem særlig oplivet af et begreb som aktualitet, må det erkendes, at adskillige af de nævnte ikke har haft besøg, højst høflighedsvisit af aktualiteten.
Nej, det er snarere for at påminde mig selv, og i almindelighed, om Tidens Udrangeringsvirksomhed. Man kan have følt så stærkt, at man har ret, at man er i berøring med hvad ens samtid ubevidst og egentlig trænger til, og står overfor at skulle og burde arve Riget, men den usynlig magt vender tommelfingeren nedad. Den er så streng, den kræver noget bestemt ingen kan definere det, det nærmeste er vel originalitet.
Det kan aldrig udelukkes, at hvor mange bøger har sat hinanden stævne i reoler, dér kan der findes forsømte og kondemnerede huse, som en skønne dag viser sig fuldt beboelige – at kritikken kortsagt har taget fejl. Men få. Sikkert er det, at de rummer en del sorte huse, hvor farven ikke er trådt frem endnu, ikke i dag, måske heller ikke om et år. Kunsten er jo et fag med eksistentiel risiko. Men manerer udefra dominerer mere end før. Meget vil gå ind til støvets stilhed, også meget af det ”noterede”.
Kan jeg fremlægge nogen dokumentation for den sandsynlighed, fra ikke-reaktionær side? Ah jo, Henry Miller har erklæret at være rædselsslagen over litteraturens kvalitetsløshed siden 30 érne. ”Der skrives alt for meget i dag, siger han, 90 % er skrald. Det kunne udslettes, uden at nogen ville lide tab. Det er synd for de unge, der skal slide sig gennem alt det for at finde noget der har værdi.”
Sådan kan det gå, og sådan gik det stort set de figurer fra min ungdom, jeg her har søgt at give et begreb om. Sådan er det altid gået for at skaffe rum om de mere lysende stjerner. JACOB PALUDAN
Læs artiklen: Fra nogle glemtes jordstykker
Berlingske Tidende d. 14. april 1974:
Noraernes lange geled
I aften træder Ghita Nørby ind i ”Et dukkehjem” på TV-Teatret
Da Henrik Ibsen tre dage før juleaften 1879 fik ”Et dukkehjem” op som urpremiere på Kongens Nytorv, gav han verdensteatret en af dets store roller, som alverdens kunstnerinder siden har kappedes i. Verdens første Nora blev den da 29-årige Betty Hennings, der blev forbilledet for flere generationer i rollen. Hun spillede den 100 gange til 1907, hvor hun for sidste gang var Nora, men i århundredets begyndelse havde hun – på dansk – udført rollen i både Berlin og Prag med fremmede ensembler og var blevet højt berømmet.
Betty Nansen spillede på sit eget teater rollen for første gang 1919, og fem år senere udførte Bodil Ipsen den første gang på en Otto Jacobsen-turné for samme efterår, 1924, også at spille den på Det kongelige Teater. Begge havde glansfulde momenter uden helt at dække lærkefuglens statur, hvad Else Skouboe til gengæld gjorde med sin uforglemmelige præstation hos Thorvald Larsen på Folketeatret 1936, hvor hun – trods en opsætning i sin tids klædebon – fuldt ud forløste Ibsens berømteste kvindeskikkelse. Det følgende år gik hun på turné med rollen hos Gerda Christophersen, og provinsen fik hende at se. Blandt de kommende Nora’er uden for København var Bessie Giersing i Århus 1941, mens Tudlik Johansen – Iscenesat af Thorkild Roose – 1954 turnerede i rollen, da hun var Dansk Folkescenes leder.
1955 vendte Nora tilbage til Kongens Nytorv i Ingeborg Brams’ skikkelse og Gerda Rings instruktion, begge dele gentaget et par sæsoner senere i Odense. 1967 fik Folketeatret en ny succes på ”Et dukkehjem” da Lone Hertz spillede rollen mere end 100 gange i Erling Schroeders opsætning, og året efter drog Det danske Teater ud med ”Et dukkehjem”, hvor Ulla Lock var Nora.
Fremmede Noraer i Danmark
En række fremmede skuespillerinder har gæstet Danmark som Nora. Johanne Dydwad, som sad på Norges Nora en menneskealder, fik vi aldrig at se i København, men Halfdan Christensens berømte – og fornyende opsætning i Ibsens-tidens miljø og dragter – blev en af oplevelserne med Tore Segelcke i efteråret 1946, senere fulgt af Liv Strømsted på Folketeatret 1957 og senest Ingerid Vardund på Nye Scene 1974 for at tage de norske først. Men glemmes skal ikke, at Joan Greenwood i december 1953 med Mogens Wieth som Helmer blev den hidtil mest engelske Nora i Danmark – på Nørrebros Teater.
Radioteatret prøvede allerede 1954 med en hørespiludgave, som ikke lykkedes. Birgitte Federspiel var da Nora. 1972 fik vi dramaet i norsk hørespilversion med Liv Ullmann, som januar i år spillede sin første scene-Nora i Oslo. Og nu forestår så som påskens store TV-Teater-forestilling på ny ”Et dukkehjem”, hvor Ghita Nørby for første gang er Nora.
Læs artiklen: Noraernes lange geled
Berlingske Tidende d. 16. april 1974:
Forskåret Ibsen
Misforstået tekstbearbejdelse torpederede TV-Teatrets og Ghita Nørbys store chance
TV-Teater: Et dukkehjem af Henrik Ibsen. Tekstbearbejdelse: Leif Panduro. Instruktion: Palle Kjærulff-Schmidt. Scenografi: Leif Hedager. Teknisk tilrettelæggelse: Knud Franck.
Snart er Et dukkehjem hundrede år, men den rette fremførelse har dog altid vist, at hverken teksten eller emnet er forældet. Ibsens tekst oversættes fra land til land, og i sit hjem til ny-norsk. Forældede ord og enkle forstenede vendinger ændres også hos os, hvor Henrik Ibsens tekst første gang lød. Det er med forstand og takt blevet gjort gennem generationer. Men derfra til – som vi hørte det i aftes – at skrive teksten helt om, er ikke ét, men at går tusind skridt for langt. Panduros tekstbearbejdelse, utvivlsomt i forståelse med instruktøren Kjærulff-Schmidt, virkede morderisk mod skuespillet.
Mon det er angst for de berømte – berygtede – ord, som har forårsaget ulykken? Eller vor tids trang til at nivellere alt. Sprog såvel som mennesker? Resultatet var fatalt – og dobbelt ærgerligt, fordi besætningen lovede det overordentlige, men teksten hæmmede de valgte skuespillere. Hvor de store scener skulle folde sig ud, var de knappet af og formindsket. Man syntes næsten ikke at turde tale om ”det vidunderligste”, så let gik man over ordene, og så stærkt var der skåret, bl.a. hvor dette begreb forekom.
Det virkede, som var det ikke forstået, at så godt som hvert ord må med hos Ibsen. Så tæt er skuespillet komponeret, at det lider skade, når der handles så groft mod det som her, hvor ganske naturlige replikfølger absolut skulle ændres. I ”Et dukkehjem” er det Ibsens Nora og Helmer, der taler, men så ”evigt” formuleret at det udmærket forstås i dag. På skærmen blev de to et lille ægtepar, hvis konflikt fik dukkeformat, hvad der er en fæl udlægning af titlen. Kendte man original-teksten, flovede man sig gang på gang. Gjorde man det ikke, fik man næppe noget begreb om, hvorfor stykket er så berømt, eller hvorfor dets hovedpars situation vakte panik i tide. Opgøret blev konversation. Perspektiverne udeblev. Oprøret lammedes af pæn ligegyldighed i formuleringen.
Ghita Nørbys chance
Og dog ejede Ghita Nørby helt henrivende – og originale – udtryk for Nora. Fra optaktens glæde ved de gode kår, parret nu skal opleve over angsten, da katastrofen nærmer sig, til alvoren, da hun indser og klargør sin situation. Hun kunne være blevet en stor og uforglemmelig Nora, men fik ikke lov til det. Preben Neergaard var en skikkelig Helmer, så spag, at hverken hans mandfolkevæsen eller mangel på forståelse af Nora kom rigtig frem. Henning Moritzen var en taktfuld dr. Rank, men ikke mere. Det blev biparret, der stod stærkest. Hanne Borshsenius som en god, tyst fru Linde, mærket af livets hårdhed. Ove Sprogøe som en karakterfuld Krogstad, der vil nytte chancen for at vriste sig fri af fortidens greb. Det folkekomedieagtige i konfrontationerne gav dem kulør og menneskelighed, hvor de andre blegnede og glippede det tag i os, den sande Ibsen tekst kan – og skal – have.
Overflødige udebilleder
Yderligere svaghed var det, at Leif Hedager gav et alt for flot advokathjem. Det var, som havde Helmer taget det forskud på sin ny direktørgage, han nægter Nora. Bevares, de boede smukt og tidsrigtigt, men man mærkede ikke, at de hidtil havde måttet spare. Nydelige – men overflødige – var de tildigtede udebilleder, ganske som unødvendig indlagt mellemsnak hist og her. TV-påskens ”Et dukkehjem” kom også derved ud af trit med Henrik Ibsens geniale – og stadigt aktuelle – skuespil. Synd for Ibsen. For seeren. Og allermest for Ghita Nørby, som ved forfladigelsen af teksten ikke fik den chance, hun synes oplagt til at få det største ud af. Det viunderligste.