8. årgang, nr. 3 – Broen – 1995/1996
Tekst: Peder Pedersen
I begyndelsen af 1930-erne var der en ældre landsbysmed i Egebjerg, og ligeså i Hansted. De vidste præcis, hvordan en hammer skulle håndters på en ambolt. Hvordan en hest skulle skoes, hvordan man lagde en hjulring på hjulet til en landbrugsvogn, og hvad der ellers var af smedearbejdet ved landbruget dengang. Men når en af de nymodens selvbindere ikke ville fungere, eller der var noget i vejen med såmaskinen, så måtte de give op. Landmændene måtte så søge assistance hos maskinhandlerne inde i Horsens.
På Svanesgade, der hvor nu Kvists kunsthandel ligger, var der dengang en maskinforretning, der hed “Melgaards Maskinforretning”. Der var blandt andre ansat en ung mand, som hed Holger Jensen, han gik og tumlede med tanker om at starte en forretning for sig selv. Han havde bemærket, at der kom mange landmænd fra Hansted-Egebjerg området for at få deres maskiner repareret.
Det var måske noget for mig, tænkte han, og tog sin cykel og kørte ud for at se på sagen. han fandt en ubebygget grund lige ved siden af ‘Mejeriet Egedal’. Grunden ejedes af to damer, som dengang passede Hansted Telefoncentral, de havde købt den i sin tid til at dyrke grøntsager i. Denne placering fandt Holger Jensen velegnet, han købte grundenog byggede et værksted.
Starten
Den 1. marts 1934 stod bygningen klar, og Holger Jensen kunne åbne Egebjerg Smedie & Maskinforretning. Det var ikke noget stort værksted, men stort nok til at han selv plus en mand eller to kunne arbejde der.
Som den forsigtige mand han var, byggede han ikke straks en beboelse. Han ville først se om ideen kunne bære. Den første tid blev familien boende i Horsens, Holger Jensen cyklede herud hver dag, og hans kone Olga kom herud for at passe telefonen. Deres søn Henning var 13 år og gik endnu i skole, men efter skoletid kom han her ud til Egebjerg og hjalp til så godt han kunne. Når det blev aften, fulgtes de ad hjem.
Efter nogle måneder så Holger Jensen, at han havde valgt rigtigt og byggede allerede i oktober samme år en villa, hvor familien kunne bo.
Det gik godt fremad med forretningen, selvom det ikke ligefrem var gode tider. Der var dengang depression i Danmark med stor arbejdsløshed og dårlige priser på landbrugsvarer, og det var jo landbruget, som Egedal Maskinforretning skulle leve af.
Det seje træk
De første år bød ikke på nogen eksplosiv udvikling, det gik stille og roligt fremad. Holger Jensen nøjedes ikke med at reparere maskiner, han fik også forhandling af nye maskiner fra det velanskrevne firma Brdr. Bendix, og gjorde meget for at sælge både nye og brugte maskiner.
Selvom mekaniseringen af landbruget endnu ikke rigtig havde taget fart, vandt maskinerne dog mere og mere indpas. Efterhånden havde næsten alle fået indlagt el, og det betød, at det blev mere almindeligt, at hver landbrug fik sin egen kværn, så man kunne male kornet hjemme på gården og ikke mere behøvede at køre til mølle.
Når lejlighed bød sig, tog Holger Jensen ofte cyklen og kørte ud til landmændene, for at prøve om han kunne sælge en maskine, ny eller brugt. Han havde et godt øje for, hvad netop den mand, han nu besøgte, havde brug for. Tit traf han landmanden ude i stalden, mens han gik og fodrede eller malkede sine dyr.
Samtalen kunne godt være sådan: Jeg ser, at du har mange svin, maler du selv kornet til dem? Nej, jeg har ingen kværn. Det skulle du da have, det er da alt for besværligt hele tiden at skulle køre til mølle. Jeg har lige netop fået en brugt kværn i bytte ved en mand, som skulle have en ny og større, den passer lige i størrelsen til dig. Ja, det er godt nok, men jeg har ikke pengene lige nu. Ja, men så kan du betale et mindre afdrag nu, og så kan du betale resten, når du får fedet det hold grise op, som går her. Sådan blev mange handler indgået. Var det en ny maskine, det drejede sig om, skulle der jo gerne tages en gammel i bytte, den kom hjem på værkstedet, blev repareret og malet og var så klar til salg igen.
Malkemaskiner blev udbredt i de år, dem forhandlede Holger Jensen også. Vandpumpen i gården blev afløst af ‘indlagt vand’. Senere kom centralvarmen til. Ingen opgave var for lille, og ingen var for stor for Holger Jensen. Naboskabet til ‘Mejeriet Egedal’ viste sig at være en fordel, da hele indtransporten af mælk dengang foregik med hestevogn. Heste, der gik så meget på vejen, skulle have nye sko mindst en gang om måneden, og det var jo meget bekvemt for mælkekuskene at dreje ind til smeden på hjemvejen og få hestene forsynet med nye sko.
Værkstedet, der blev bygget i 1934, blev hurtigt for lille. Der blev bygget et til, lige så stort, ved siden af det første. Få år efter blev de begge forlængede mod øst. Holger Jensens søn Henning kom i smedelære i sin fars virksomhed, og der blev ansat flere folk. forretningen voksede støt år for år. Men i 1946 skete noget afgørende!
Gravens Planteskole
I 1946 købte Erling Graven en landbrugsejendom i Hansted og oprettede en planteskole. Det eneste specialredskab, der fandtes i en planteskole dengang, var en priklespade, den var beregnet til at lave riller i jorden med, når der skulle plantes. Erling Graven havde set, at Holger Jensen kunne mere end de fleste landsbysmede. Han henvendte sig derfor til ham og spurgte om de ikke sammen kunne finde på at lave nogle maskiner, der kunne tage noget af det hårde slid i planteskolen. Det var Holger Jensen selvfølgelig med på.
Den første maskine, der blev konstrueret, var en furemaskine til at lave riller med i stedet for priklespaden. Den næste var en planteløfter, som mest lignede en plov blot med et andet skær. Selvom de første maskiner var hestetrukne og efter nutidens begreber ret primitive, vakte de dog stor interesse blandt planteskolefolk og blev solgt i et ikke ringe antal. Et par år senere da traktorerne rigtig begyndte at vinde terræn, begyndte det at gå stærkt med udviklingen af de liftophængte maskiner
Samarbejdet med Gravens Planteskole blev af uvurderlig værdi. Erling Graven kom med ideerne og opgaverne, og Egedal fremstillede maskinerne, hvorefter de blev sendt til afprøvning i planteskolen. Ja, man bad ligefrem folkene i planteskolen at prøve at brække dem i stykker, for kvaliteten skulle være i orden inden maskinerne blev sendt på markedet.
Også på landbrugsområdet skete der store omvæltninger i de år. Traktorerne afløste hestene, det betød, at mange gamle hesteredskaber skulle laves om, og i mange tilfælde blev der købt nye. Det betød en rivende udvikling for Egedal Maskinforretning.
De gamle hestevogne med jernhjul blev afløst af nye på gummihjul. Som altid havde Holger Jensen øje for i hvilken retning udviklingen ville gå. Han konstruerede ‘Egedalvognen’, som i kvalitet og udførelse overgik de fleste af de vogne, der var på markedet dengang. Den blev da også produceret og solgt i et meget stort antal.
Rammerne sprængt
Udviklingen på såvel landbrugsområdet som på planteskoleområdet gjorde, at den gamle smedje var blevet alt for lille.
En dag i 1954 kom Holger Jensen til mig og sagde: Nu bliver jeg altså nødt til at købe noget mere jord af dig. Her skal du se, han havde nogle tegninger i hånden. Nu vælter vi alt det gamle og bygger nye og meget større bygninger. Der kommer en udstillingshal med store vinduer ud mod vejen, hvor firmaet Brdr. Bendix vil stille maskiner ind, vi skal nemlig til at forhandle selvbindere og mejetærskere af mærket ‘Ava-Thermeniu’. Vi får også forhandlingen af ‘Allis Chalmer’ traktorer. Bagved opfører vi så en værkstedsbygning med plads til ca. 10 mand.
Det var en stor mundfuld på en gang for Holger Jensen, som jo ellers var en forsigtig mand. Men hans disposition viste sig endnu en gang at være rigtig. Salget af mejetærskere og traktorer blev vel ikke den helt store succes. Det blev derimod produktionen og salget af planteskolemaskiner. Desværre fik Holger Jensen kun glæde af de nye bygninger i nogle få år. I januar 1957 død han pludselig, kun 59 år gammel. For os, der husker ham, vil han altid stå som en dygtig håndværker, forretningsmand og pioner.
Henning Jensen
Olga og Holger Jensens søn Henning, der som før nævnt var oplært i sin fars virksomhed, og som hele tiden havde været tilknyttet denne, var i mellemtiden blevet gift med Ellen. De to overtog nu ledelsen af ‘Egedal Maskinfabrik”, som virksomheden nu blev kaldt.
Havde årene forud været præget af fremgang og opgang, så blev kurven endnu mere stejl nu. Landbrugssekotren var så småt begyndt at gå tilbage, mange landsbysmede måtte lukke. Men med planteskolemaskinerne gik det den modsatte vej.
I mange år var det mest de danske planteskoler, der aftog maskinerne. Men rygterne om Egedals maskiner var forlængst fløjet udenfor landets grænser. Ifølge en artikel i ‘Gartnertidende’ fra 1960 var man i planteskole-kredse nede i Europa, i Holland, Belgien, Tyskland og Frankrig osv. begyndt at undre sig over, at danske planteskoler havde så nemt ved at konkurrere på det europæiske marked. Man konkluderede, at det måtte være den høje grad af mekanisering i de danske planteskoler, der var årsagen. Det var ikke nogen ringe anerkendelse, for Egedal var stort set ene på markedet dengang.
Hidtil havde der kun været en mindre eksport, fortrinsvis til Sverige og Tyskland. Nu blev der satset hårdt på eksporten. Egedal var med på udstillinger i udlandet, fortrinsvis i Tyskland. Planteskolefolk blev inviteret herop for at se fabrikken. Der blev reklameret i fagpresse og udsendt brochurer.
Det gav resultat, efterspørgslen på Egedals maskiner blev enorm. Det blev i første række Tyskland, der blev den store aftager, men også vore nordiske naboer Norge og Sverige aftog mange maskiner fra Egedal. Frankrig, Holland og Belgien kom senere til.
Helt enestående var det, at Polen, som dengang under den kolde krig, lå godt gemt bag jerntæppet, også meldte sig som køber. Det var dog forbundet med en del vanskeligheder at få handlerne og betalingerne til at falde i hak, husker Ellen Jensen, det foregik efter en handelsaftale, som kaldes ‘Remburs’. Der blev også solgt maskiner til Jugoslavien via FAO i Rom.
Op gennem 60’erne blev der konstrueret mange nye maskiner. Når kunderne kom med foreslag til og ønsker om nykonstruerede maskiner, var Henning Jensen ikke sen til at gå i gang med opgaven. I samarbejde med medarbejderne på værkstedet blev der lavet en prototype, som derefter blev afprøvet i Gravens Planteskole. Erling Graven har engang udtalt, at han og Henning Jensen tabte mange pund ved at løbe bagefter nykonstruerede maskiner for at se, om de fungerede tilfredsstillende.
Eksporten af Egedals maskiner øgedes år for år, og markedet blev udvidet til at omfatte ikke blot Europa, men selv så fjerne lande som Canada, Korea, New Zealand og Australien.
Ellen Jensen
1970 blev et skæbneår for såvel familien Jensen som for virksomheden. Midt i sin karriere døde Henning Jensen pludselig, kun 49 år gammel. Alles øjne rettedes nu mod Ellen Jensen, ville hun nu sælge virksomheden eller forsøge at drive den videre? Betænkningstiden blev kun kort. Ellen jensen havde god indsigt i virksomhedens administration og drift og er desuden fra naturens hånd udstyret med en god portion jysk stædighed. Hun tog udfordringen op og kørte Egedal videre med uformindsket succes. Men, siger Ellen Jensen, du drømmer ikke om, hvor mange gode og trofaste medarbejdere jeg har haft i årenes løb. Uden deres hjælp var det aldrig gået. Jeg skylder dem alt mulig tak.
Allerede i 1971 fik Ellen Jensen en opmuntring, idet Henning Jensen post mortem blev tilkendt Dansk Planteskoleejerforenings guldmedalje for arbejdet med udvikling af maskiner til planteskoleerhvervet. Højdepunktet i Ellen Jensens karriere var dog nok i 1975, da fabrikken blev tildelt Kong Frederik d. 9.’s hæderspris for fortjenstfuld indsats for dansk eksport, en pris som hvert år bliver uddelt til fem danske virksomheder, der har ydet en særlig indsats for eksporten.
En omfattende eksport gav anledning til mange kontakter, planteskolefolk og forhandlere strømmede til Egedal for at se fabrikken og tale med Ellen Jensen. Nogle, navnlig fra det sydlige udland, gjorde det til en årlig udflugt og tog familien med. Ellen Jensen måtte ofte invitere på spisning inde i privaten, og gjorde det gerne for ofte blev forretningsforbindelserne til nære venner. Venner som Ellen Jensen den dag i dag stadig har kontakt med.
50 års jubilæet d. 1. marts 1984 blev fejret med et Åbent Hus arrangement. Kunder og forretningsforbindelser far nær og fjern var mødt op for at hylde den jubilerende virksomhed. Medarbejderstaben var nu nået op på 25 mand.
Rødderne
Selvom Egedal Maskinfabrik gennem de forløbne år har haft en forrygende fremgang, så glemte man aldrig rødderne. Landbrugs- og VVS-området, som havde dannet basis for forretningens opståen, blev gennem alle årene tilgodeset. Alle var velkomne på Egedal. Opgaver store som små blev løst hurtigt og perfekt.
Efter 18 år ved roret valgte Ellen Jensen d. 1. december 1988 at afhænde virksomheden. Den blev solgt til firmaet Vex- A/S i Taulou. Ellen Jensen beholdt dog stadig bygningerne. De er senere blevet afhændet, ikke til Vexø A/S, men til naboen Chemitalic A/S.
D. 29. december 1994, godt 60 år efter virksomhedens start, modtog de lokale kunder her i området en meddelelse fra Egedal, hvori der stod, at man for fremtiden ville koncentrere sig om fremstillingen af planteskolemaskiner og ikke længere så sig i stand til at betjene kunderne i lokalområdet.
Egedal Maskinfabrik er i dag en stor eksportorienteret virksomhed med mega-ordre på maskiner til mange lande. Men den har ikke længere nogen begtdning for lokalområdet. En 60-årig epoke i egnens historie er slut. Gennem årene har Egedal foruden at være en servicevirksomhed for egnens landmænd, også været en god arbejdsplads for mange af egnens beboere. Ikke så få unge mænd har fået deres maskinuddannelse her.
Billeder, der er anvendt i denne artikel, er venligst udlånt af Ellen Jensen
Fakta
Holger Jensen er født i Bredstrup ved Fredericia som søn af smeden der.
Henning Jensen er født i Haldrup 1921
Ellen Jensen er født på ‘Mariesmind’ Vandmøllevej 16, Hansted, som datter af Helga og Anker Andersen. Hun blev gift med Henning Jensen i 1944. Sammen fik de to piger: Grethe, som er tresproget korrespondent og senere uddannet som merkonom, er nu ansat som forretningsfører i byggesocietetet i København. Og Aase, som er uddannet børnehavepædagog og ansat ved en børnehave i Horsens.
Artikler fra Horsens Folkeblad
Hun er glad og tilfreds, og på mandag runder hun de 70 år, Ellen Jensen, eller “Mor Ellen”, som hun af og til kaldes. Trods modgang og besvær gav hun aldrig op. (Horsens Folkeblad, 11.09.1993) Læs artiklen