Om det at være landpost i al slags vejr, dengang og nu.

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1987

Af: Holger Nielsen

Min far var landpostbud, og mine erindringer om hans færden går tilbage til ca. 1918.

Han fik en årsløn på ca. kr. 800,- og gjorde tjeneste under postmester Schwarts, som var en hjemsendt offi­cer. Han behandlede postbudene som soldater med militær anstand.

Ved postbudenes afgang stod han i døren med sit ur. Han lod landpostbudene gå for­bi sig i aldersorden med tasken i den ene hånd og huen i den anden. Dengang var der kun en uniform til landposte, en tyk vadmelsuniform, som skulle være knappet bå­de sommer og vinter, hvilket var meget ubehageligt en varm sommerdag.

Postbudene samlet foran stationen i Brædstrup, ca. 1908, (den nuværende rutebilstation). Nr. 3 stående fra venstre er Martin Nielsen (Holger Nielsens far). Nr. 8 stående fra venstre er postmester Schwarts.

Min far, som gik ruten Ring­ – Hårup, gik, jeg pointerer gik, ca. 30 km. om da­gen. En sommer anskaffede han sig en sommerhat, som han gemte hos S. P. Overgaard, Ring gamle skole. Han turde ikke tage den med til Brædstrup. Det kom postmesteren for øre, og der vankede en meget alvorlig irettesættelse. At cykle var også imod reglementet, men blev senere tilladt. Det var lidt om fortiden.

Jeg selv, der nu er pensioneret landpostbud, kom ud at tjene på landet som 10-årig. Jeg blev ved landbruget, til jeg blev indkaldt som soldat i 1929 til 1931. Det hed sig, at ville man i statens tjeneste, var betingelserne, at man havde uplettede soldater­papirer, og i 1930 og derefter var der stor arbejds­løshed, og at blive statsansat var at vinde i lotteri­et.

Jeg søgte derfor ind ved postkontoret i Bræd­strup og blev efter en slags eksamen antaget som aspirant, og skulle være disponibel, når der var brug for mig. Jeg husker min første tjenestedag. Der kom bud, at jeg skulle afløse på ruten til Ad­dit. Trods det, at min far var landpost, anede jeg dårligt nok, hvordan en kontrabog førtes.

Jeg kørte med rutebilejer Kjær, som kørte til Silke­borg. Han skulle have postsækken med til Addit postekspedition. Den dag var det meget tåget, og jeg vidste ikke engang, hvor ekspeditionen var, men vidste, at Kjær skulle aflevere postsækken der.

Jeg fik ved hjælp af postkespeditørens 14- årige datter tasken pakket og kom ud i tågen. Jeg måtte spørge mig fra sted til sted, og det endte da også med, at jeg kom ind i Silkeborg postdistrikt. Det var starten.

Senere blev jeg aspirant på ruten Ring-Matrup, hvor jeg afløste Kresten Rasmussen. Han var ualmindelig afholdt og var ikke let at komme efter. Han havde mange små ulovlige kom­missioner så som at gå i banken og forny veksler og gå på apoteket efter medicin. Jeg fik mange forma­ninger om, hvordan jeg skulle gøre.

Blandt andet skulle jeg tage Hjemmet fra det ene hus til det an­det, hvilket var ulovligt, men det fik jeg afviklet ef­terhånden. En anden tradition, han efterlod sig, var den faste regel, at landposten skulle spise mid­dag på godset Matrup og senere drikke kaffe på Højgaard.

Der står så rigtigt i postsangbogen følgende:

Det er så svært at være post,
man må bestandig traske,
i sol og regn, i sne og frost
at slæbe på den taske,
men om det så det hele var,
men både mænd og koner
til posten alle tider har
så mange kommissioner.

Da jeg var aspirant, måtte jeg tage de ruter, der bød sig. Senere blev jeg fast ansat på ruten Slagballe-Nimdrup for en månedsløn på ca. kr. 120,-. En rute, jeg blev meget tilfreds med, og hvor jeg blev til min pensionsalder.

I mellemtiden var jeg blevet gift, og da pladsen som postekspeditrice på Slagballe station blev le­dig, søgte min kone stillingen. Hun fik den og blev således min foresatte.

Holger Nielsen med knallert, ca. 1960.

Som landpost havde jeg mange oplevelser, især un­der krigen. F.eks. var det svært at få cykeldæk, så jeg fik smeden i Slagballe til at udvide mit cykelstel og montere et motorcykelhjul med dæk, som holdt krigen ud. Men træls var det.

Som daglig gæst blev jeg vidne til mange episoder. Et sted havde jeg en invalid kone, som var syg og sengeliggende. Manden fyrede op om morgenen, fyldte kakkelovnen med brunkul og gik på arbej­de. Når jeg kom ved middagstid var det udbrændt. Hvem måtte fyre – selvfølgelig posten.

En anden gang kunne jeg ikke forstå, at et brev, jeg havde afleveret dagen før, ikke var fjernet. Det vakte min mistanke, og jeg skubbede loftlemmen op og fandt manden død. Jeg måtte alarmere læge og politi. Manden var eneboer.

En anden episode var mere glædelig. En vinterdag med regulær snestorm tilbød en gårdejer at køre noget af ruten for mig. Jeg kom ind hos en hus­mand, som var taget på arbejde fra sin højgravide kone. Da jeg kom ind, fandt jeg konen siddende i en kurvestol. Hun havde født. Hvem fik travlt – gårdejeren og posten.

Efter som tiden gik, skete der store fremskridt ind­enfor postvæsenet. Blandt andet kunne der gives tilladelse til at køre på knallert, hvad jeg gjorde, indtil vi blev motoriserede.

Fru Emma Nielsen modtager sin mand ved hjemmet i Burgårde efter en posttur · nu i bil.

Udviklingen med hensyn til forsendelser gik også stærk. Som eksempel kan jeg huske fra min aspi­ranttid en dag, jeg kom hjem samtidig med min far. Han spurgte, hvordan det gik. Jo – tak, jeg syn­tes jo nok, det havde været en stor dag, for jeg havde over kr. 400,- med hjem. Få det nu til at stemme, formanede han.

Inden jeg holdt ved postvæsenet, havde jeg ofte en omsætning på ca. kr. 100.000,-. Med hensyn til ju­letravlhed skete der også stor forandring. Efter som telefon og bil blev almindelig, forsvandt jule­kort og pakker, og vi blev fri for at sortere julepos­ten op om aftenen før juleaften.

Før i tiden, uanset snestorm, skulle posten rundt til alle. Mange gange kom landposten ikke hjem før sen aften – rundt skulle man. Derfor var det rart, når nogle flinke gårdejere ringede og tilbød at køre et par timer i slæde. Her husker jeg en dag med mægtigt snefald og storm. Herværende Ebbe Paulsen kørte for mig. Han kørte uden for vejen, og vi væltede rundt. Han ville ikke lyde mig. Jeg vidste jo, hvor vejen var.

Jeg var så heldig at blive motoriseret de sidste år af min tjeneste ved postvæsenet, hvilket kom mig meget tilpas. Jeg kunne sidde lunt inden døre, så jeg kunne pleje mine små skavanker, som jeg hav­de pådraget mig i de hårde vintre. Kun kneb det med at vænne sig til, at nogle måtte undvære deres post, når sneen lå så højt, at bilen ikke kunne klare det, og jeg måtte vende og køre hjem. Det stred mod det, jeg var opdraget med, at posten skulle frem.

2 thoughts on “Om det at være landpost i al slags vejr, dengang og nu.

  1. Det har været interessant at læse om landpostens liv og gerning. Tak for en virkelig god beskrivelse fra dengang.

    1. Lene Tolberg Overgaard

      Kære Margit Gade. Tak for din kommentar. Ja, det er interessant at læse Holger Nielsens fortælling. Vi får et godt indblik i hvordan postvæsenet på landet har udviklet sig. Med venlig hilsen Lene Tolberg Overgaard, Horsens Leksikon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.