Urup Herregård

Urup Herregård

Urup er et gammelt herresæde beliggende Stenkærvej 7 i Østbirk. I perioden 1300-1800 tallet har der været en stærk forbindelse mellem herregården, Østbirk Kirke og Østbirk Sogn. I perioder ejede herremanden på Urup ikke blot bøndergårdene i sognet, men også selve kirken.

Det første skriftlige bevis på Urups eksistens er et pergamentsbrev fra 1448, hvori gården tilskrives Henrik Madsen. Denne Madsen ejede kun Urup frem til 1450, hvorefter familien Skram overtog gården.

Peder Skram den ældre

Familien Skram ejede både ejendomme i Sønderjylland og Nørrejylland, og i 1450 arver Peder Skram (1390-1487) således Urup og Voldbjerg, mens broderen Niels Skram arver Mattrup Gods.

Jørgen Markvad fortæller i bogen ”Urup: en herregård og dens ejere” om Peder Skram den ældres voldsomme temperament:

”Peder Skram den ældre havde Skram’ernes voldsomme temperament. Det viste sig i 1417, da han slog Ebbe Mogensen ihjel. De to adelsmænd var kommet i trætte. En dag red Peder Skram fra Horsens mod Urup. Med sig havde han – som det da var skik – en flok bevæbnede ”Borger- og Stue-Karle”. I Hansted hulvej bliver de passet op af Ebbe Galt og hans svende. De var flest for Galt havde forberedt sig. Men Skram foretog straks et overraskelsesangreb og fældede Ebbe Galt. Derefter forsvandt Galts svende. Resultatet blev, at Peder Skram måtte søge ”sin frelse” i landflygtighed.”

Krigstjeneste

Om Peder Skram skal også fortælles, at han af Kong Christoffer i 1440 slås til ridder, og siden udnævnes til både rigsråd og rigsmarsk, hvilket vil sige, at han var den øverste leder af den danske hær.

I 1503 fødes Peder Christensen Skram (1503-1581), under hvis ejerskab, Urup Herregård bliver kendt i større kredse. Peder Skram redder i 1520 den danske hærchef, biskop Mogens Gyldenstjerne, fra at blive dræbt af svenskerne, og bliver herved en stor helt. Efter krigen tog han tjeneste ved Århus-bispen, Ove Bille, og siden tog han til Tyskland som lejesoldat, til han i 1531 hjemkaldes af Frederik d. 1. Han skal befri Mogens Gyldenstjerne, som holdes indespærret af Christian d. 2., der ønsker at generobre den danske trone. Opgaven lykkes, og som tak bliver Peder Skram udnævnt til lensmand for Skien Syssel i Norge i 10 år.

Bryllup

I 1533 bliver Peder Skram trolovet med den 19-årige Elsebe Tygesdatter Krabbe, datter af rigets øverste marsk. To år senere bliver de gift på Helsingborg Slot d. 2. februar 1535. Kort efter brylluppet indkaldes Peder Skram af den svenske konge, som udnævner ham til admiral. Skram samler en flåde bestående af danske, svenske og preussiske skibe, som kort efter besejrer en stor flåde fra Lübeck. Ifølge Jørgen Markvad opnåede Peder Skram tilnavnet ”Danmarks vovehals” for sine dristige militære operationer under Grevens Fejde, og det var bl.a. hans bidrag, der var med til at knække hansa-vældet i Østersøen.

Peder Skram modtog også kong Christian d. 3.’s anerkendelse med dels et len ved Harritsborg og dels blev han slået til ridder i 1537, samme dag som Christian d. 3. blev kronet.

Udvidelse af Urup

I 1543 udvidede Peder Skram Urup. Borgen blev udvidet syv meter mod øst og blev desuden forsynet med to tårne mod henholdsvis nordøst og sydvest.

Tilbagetrækningen til Urup

Peder Skram søgte sin afsked som admiral i 1555 og fik den bevilliget. Han blev dog ved at tjene kongens interesser, og da svenskerne bryder freden i 1563, beder Frederik d. 2. ham om at indtræde som admiral igen og føre kommandoen til søs. Peder Skram accepterede og nedkæmpede en stor svensk flåde ved Gotland. Svenskerne blev forfulgt helt ind i den svenske skærgård, hvor flåden led det endelige nederlag, og Peder Skram kunne året efter overlade kommandoen til sin viceadmiral, Herluf Trolle.

Omkring 1568 trækker Peder Skram sig tilbage til Urup. Han dør i 1581, og om ligfærden skriver Jørgen Markvad:

Selve ligfærden fra Urup til Østbirk var et folkeligt skue”. Foran ligvognen med den læderbetrukne egetræskiste red en af Skrams mangeårige tjenere med den afdødes forgyldte visir foran på hesten. I hånden holdt han det kæmpestore, nu forgyldte sværd, hvormed Peder Skram var blevet slået til ridder. Efter ligvognen fulgte en stor del af den danske adel, herrerne til fods, fruerne i 30 fornemme karosser. Tjeneren red ind i kirken på sin hest og holdt sværdet foran sig i de to timer ligprædikenen varede. Derefter blev det lagt ovenpå kisten. Ikke alle kunne være i kirken. Selv mange af de adelige måtte opholde sig på kirkegården.

Mindesten for Peder Skram

Østbirk Kirkegård blev der i 1886 opsat en mindesten for Peder Skram. På stenens sokkel er indgraveret følgende:

Mens snekkerne skride
og bølgerne rinde
sin vovehals Danmark
ei taber af minde.

Niels Skram

Peder Skram og Elsebe fik 18 børn, hvoraf de 15 nåede voksenalderen. Det var dog kun sønnen Niels og seks af døtrene, som overlevede forældrene.

Niels Skram (1555-1601) arvede Urup efter forældrenes død. I ungdommen rejste han rundt i Europa, hvor han bl.a. studerede i Rostock. I årene 1576 til 1581 var han i tjeneste som junker ved Frederik d. 2.’s hof, og fra 1581 til 1583 er han lensmand på Bygholm, hvorefter han overtager det større Hald len frem til 1885.

Fra 1585 til 1597 var Niels Skram lensmand for Dronningborg len, som han i 1597 bytter til to len: Sønderlyng og Bygholm. Begge len bevarer han til sin død i 1601.

Bryllup

I mellemtiden (1582) bliver han gift i Horsens Klosterkirke med Kirsten Styggesdatter Rosenkrantz. Kirsten dør i en ulykke. Eneste barn i ægteskabet er Elsebeth Nielsdatter Skram. Efter Kirstens død giftede Niels sig med Agate Seefeld i 1599. De fik ingen børn, så ved Niels død i 1601 arver Agate og datteren Elsebeth lenmandsbrevet på Bygholm len i fællesskab for perioden 1601-1602.

Bønderne klager

Tilsyneladende var Niels Skram ikke en særlig venlig jordbesidder. Ifølge Jørgen Markvad havde han adskillige retssager kørende omkring grænsedragninger for sine ejendomme – som han i øvrigt ikke vandt mange af. Han havde også oprørslignende protester fra mange af sine hovbønder angående hoveriarbejdet, og den værste opstand ender med, at han ved landsretten får bønderne ”med rigets forfylling gjort fredløse og dømt fra deres hals.” Bønderne klager dog deres sag til kong Christian d. 4., der tilskriver Niels Skram ”at deres forseelse ikke findes så stor eller grov, at den jo lettelig tilgives”. Derefter må bønderne i 1595 på Roxø herreds ting ”tilforpligte sig at være Velbyrdige Hr. Niels Schram hørig og lydig i alle måder.” Men de redder livet.

Flere sager følger Niels Skram, som i 1590 tiltales for at have slået præsten Poul Dall i Spøttrup i jorden, og i 1598 tiltales for noget regnskabsfusk i forhold til borgmester jens Pors i Randers. Her frikendes han dog.

Udbygning af Urup

Under Niels Skram blev den lange vestfløj, nordfløjen og sydfløjen bygget til Urup. En del af den gamle borg måtte nedbrydes og nyindrettes, og derved forsvandt sydvest-tårnet. Borgens vestmur blev forbundet med det nye byggeri, og inde i gården blev opført et firkantet tårn med etagespir. Niels Skrams bygningsværk fik lov at blive stående, som det var bygget, indtil 1733.

Elsebeth Nielsdatter Skram

Elsebeth (1587-1638) arvede udover Urup også en række andre gårde med flere møller og en mængde bøndergods. Hun gifter sig med Eske Bille til Svanholm, om hvem man ifølge Jørgen Markvad blot ved, at han levede livet let, måske var drikfældig og i hvert fald særdeles gældsat. Over de næste år må de afhænde flere jorder til Eske dør i 1607. Inden da har de fået to sønner og en datter.

Efter sin mands død må Elsebeth igennem flere retssager, hvor hun sagsøges for ikke at have betalt Eskes samt sine egne lån, og i 1610 er hun nødt til at sælge endnu flere jorde, bl.a. Urup. Sidstnævnte sælger hun til sin faster Karine Skram. Kun 23 år gammel var Elsebeth ruineret, og hun måtte flytte ind hos stedmoderen Agate Seefeld og dennes nye mand på Lynderupgård, hvor hun boede til sin død i 1638.

Karine Skram

Karine Skram var søster til Niels Skram. Hun var den yngste af børneflokken, og blev i 1571 gift med Lauritz Brockenhuus. I 1610 overtager hun Urup herregård med tilliggende gods, herligheder og underliggende jorde. Til Urup hører også patronatsretten til Østbirk Kirke. Karine Skram og Lauritz Brockenhuus ejer Urup frem til Karines død i 1615. Da de ikke har en søn, bliver det den yngste datter, Birgitte, som arver Urup.

Birgitte Brockenhuus

Birgitte Brockenhuus gifter sig i 1599 med Jakob Ulfeldt (1567-1630), og på den måde kommer Urup ind i Ulfeldt-slægten. Jakob Ulfeldt var flere gange udsendt til udlandet som diplomat, og han var hovedmanden bag oprettelsen af et forbund mellem Holland og Danmark. Ifølge Jørgen Markvad er der ikke meget, der tyder på, at Jakob Ulfeldt har opholdt sig meget på Urup.

Jakob Ulfeldt og Birgitte Brockenhuus fik mindst 10 børn. Efter ægtemandens død står Birgitte som ejer af Urup fra 1630 til 1656. Da hun dør, splittes godset for alle vinde.

Corfitz Jacobsen Ulfeldt og rigskansler Corfitz Ulfeldt

I 1656 bliver Corfitz Jacobsen Ulfeldt (død 1679) ejer af Urup. Han er Jakob Ulfeldts brors sønnesøn, og er gift med Anne Margrethe Høegh, som dog dør to år senere. Langt senere gifter Corfitz sig med Christence N. N., men da ejer han ikke mere Urup, som han må skille sig af med i 1662, da navnebroderen Rigskansler Corfitz Ulfeldt (gift med Leonora Christine) får Urups hovedbygning samt ladegården og haven udlagt som garanti for et lån på 3000 rigsdaler, som han havde ydet familien. Corfitz Ulfeld (1606-1664) var Jacob Ulfeldts søn nr. to og oldebarn af rigsadmiral Peder Skram. Han ejede Urup frem til 1662, hvor han og hustruen prinsesse Leonora Christine afstår fra alt, hvad de ejer, mod at blive løsladt fra Hammershus.

Godset konfiskeres af kronen

I en kort periode ejer Anna Elisabeth von der Groeben Urup, men da Ulfeldts gods bliver konfiskeret i 1664, sælger Anna sin andel af Urup til kronen (kong Frederik d. 3.), som ejer det samlede Urup frem til 1667, hvor godset sælges til Anne Holgersdatter Rosenkrantz. Allerede i 1668 sælger hun dog Urup videre til Peter Hansen, borger og handelsmand, om hvem man ifølge Jørgen Markvad ikke ved så meget.

Peter Hansen

Peter Hansen ejer Urup frem til 1678, hvor hans datter Anna Elisabeth Petersdatter Gerbrandt køber det for 22.000 mark lybsk. Da Anna ikke var adelig måtte hun erhverve en kongelig bevilling for at eje Urup. Den fik hun mod at afvikle i løbet af to år, så i 1680 sælger hun Urup til familien Gyldenkrone, som de næste 46 år ejer den under forskellige familiemedlemmer.

Hans Rudolf Grabow

I 1726 kommer familien Grabow til på Urup. Amtmand over Skanderborg-Aakjær amter og konferensråd Jørgen Grabow (1673-1728) overtager Urup, som på det tidspunkt var en større ejendom, når alt blev medregnet. Efter hans død overtog enken Lucie Hedevig Levetzau Urup i fire år, hvorefter hun solgte til sønnen Hans Rudolf von Grabow (død 1765), der ejede og beboede Urup fra 1732 til 1765. Under Hans Rudolf blev Urups jordtilliggende betydelig forøget.

Ombygning af hovedbygningen

Hans Rudolf iværksætter i 1733 en ombygning af Urups hovedbygning, således at murvæket istandsættes og forsynes med en ny gesims. De fem skorstene nedbrydes og genopføres sammen med alle gavlene, og taget forsynes med nye tagsten i italiensk stil. Hans Rudolf dør i 1765, og hans enke (hustru nr. to) Margrethe Øllegaard Rantzau overtager Urup, som hun ejer de næste syv år. Da Margrethe dør i 1772 overgår Urup til Frederik Christoffer grev Tramp til Store Hovedgård (død 1779), som er gift med søsteren til Hans Rudolf Grabow.

Jørgen Ditlev grev Tramp

I 1775 overlader Frederik Chrisopher Urup til sønnen Jørgen Ditlev grev Tramp (1749-1793), som dog kun ejer godset i to år. Pga. økonomisk uføre må han i 1777 afhænde Urup til etatsråd og landsdommer Caper Peter Rothe.

Caper Peter Rothe

Casper Rothe (1724-1784) var en kendt historieforfatter, som også beskæftigede sig meget med personalhistorie. Under Rothes ejerskab blev der frasolgt en del bøndergods, men han stod også bag oprettelsen af et hollænderi, en slags forløber for mejerierne. Da Rothe døde i 1784, drev hans enke, Edel Cathrine Severine Soelberg, bl.a. Urup videre i tre år under dispensation.

Ulrich Christian von Schmidten

I 1787 solgte Casper Rothes enke Urup til Ulrich Christian von Schmidten (1761-1828). Denne søgte om tilladelse til at udparcellere Urup, uden at gården mistede sine rettigheder, og den tilladelse går igennem i 1791. Herefter sælger von Schmidten flere og flere andele, og i 1805 må han sælge selve Urup, og dør i 1828 som en ruineret mand.

Jørgen Kiær

Ved en auktion i 1805 køber kancelliråd Jørgen Kiær og købmand Israel Karl Wulff i fællesskab Urup, om end de først modtager skødet i 1810. To år senere trak købmand Wulff sig, så det kun var kancelliråd Kiær som ejede Urup.

Hovedbygningen reduceres

Kiær reducerede hovedbygningens areal, da han i 1812 afkortede såvel nord- som sydfløjen. Desuden fjernede han det firkantede tårn med etagespir samt det øverste stokværk, og endelig blev også voldgraven fyldt op.

Auktion igen i 1825

Ifølge Jørgen Markvad havde Jørgen Kiær slet ikke forstand på landbrug og herregårdsdrift, og en tid sad han arresteret i Horsens for ubetalt gæld. I 1825 blev godset igen sat på auktion, hvor det blev solgt til Tiburtz Tirburtzius Strange (1779-1832), der tidligere havde været forpagter på gården. Efter Tiburtz død i 1832 drev hans enke, Christiane Byschou, gården videre med hjælp fra to af sønnerne.

Oscar Emil baron Güldencrone

I 1844 overtager Heinrich Wilhelm Bremer Urup, som han beholder i 19 år, indtil ritmester Oscar Emil baron Güldencrone køber gården i 1863. Güldencrone var en driftig mand, som straks forøgede gårdens skovareal. Dernæst begyndte han at ændre hovedbygningens udseende, idet der bl.a. blev tilføjet en stor kvist midt på vestfløjen. Desuden forbedrede han avlsbygningerne.

Güldencrone drev Urup til sin død i 1892. Herefter ejede hans enke gården frem til 1899.

Urup i det 20. århundrede

Harding Balthazar Rieffestahl køber Urup i 1899, og går straks i gang med at forbedre ejendommen. I 1902 bliver Urup Sø udtørret og i stedet anlægges en snes fiskedamme til opdræt af karper og ørreder. Gårdens agerjord udvides, og et eget mejeri indrettes. Rieffestahl ejer Urup frem til 1916, og herefter skifter gården ejere 13 gange frem til Dan Brockdorff køber Urup i 1999.

Læs mere

46.4 Urup – Urup : en herregård og dens ejere / forfatter: Jørgen Markvad. – 1. udgave. – Gedved : Gedved Egnsarkiv, 2009. – 96 sider : ill.

4 thoughts on “Urup Herregård

  1. Hej Jette. Jeg læser om Peder Skram, fordi jeg har konstateret, at han er min familie i lige linje 14. generationer tilbage 🙂
    Og så så støder jeg på en lidt uhyggelig bemærkning i afsnittet om Peder Skrams jordfæstelse:

    “… varede. Derefter blev det lagt ovenpå kisten. Ikke alle kunne være i kisten. Selv mange af de adelige måtte opholde sig på kirkegården.”
    Altså, hvor mange var der i kisten? Nå, der menes naturligvis ‘kirken’

    1. Hej Kurt
      Du har selvfølgelig helt ret. Der var – så vidt vi ved – kun Peder Skram i kisten, mens resten befandt sig i kirken. Jeg har rettet fejlen, så tak for din opmærksomhed. Og spændende med slægtslinjen 🙂
      Venlig hilsen
      Jette

  2. Hei Jette
    Jeg har forsket litt i min slekt,å sett at jeg har Urup på min slektstavle helt opp til 16 generasjon
    Jens “sterke”P Urup 1410-1460.
    Ser idag at siste Urup på treet er Holger Nielsen Urup 1280-1326.
    Jeg lager en collage,tenker å få med litt forskjellig grener
    Vet du om det finnes bilder/tegninger fra den tid,
    event bilde over gården Urup, eller anetavle.
    Mvh

    1. Lene Tolberg Overgaard

      Hej Arnhild Holtermann. Tak for din henvendelse. Du har da vist forsket lidt mere end bare lidt, når du er nået til 16 generation:-). Det lyder som et omfattende, men meget spændende arbejde, du har haft gang i. Jeg kan desværre ikke hjælpe dig videre. Måske kan du få hjælp fra Gedved Egnsarkiv, [email protected]? Se evt. mere http://www.gedved-egnsarkiv.dk. Hvis de ikke kan hjælpe, er du velkommen til at skrive igen, så kan vi måske guide dig videre. Held og lykke. Med venlig hilsen Lene Tolberg Overgaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *