Døve Dorthe
I bogen ”Mennesker og steder i Hansted og Egebjerg” skriver overlærer Mogens Kirkegaard om Døve Dorthe:
”Den bedst kendte person fra sognets gamle sagn er uden tvivl Døve Dorthe. Hun hed i virkeligheden Dorthea Hansdatter Lottrup og var præstedatter fra Gudbjerg på Sydfyn. Hun blev i 1680 gift med den velhavende Horsens-købmand Anders Jensen Thonboe, der i 1684 købte Hanstedgård. Til at begynde med boede de i en gård ved Torvet i Horsens, men flyttede senere ud på Hanstedgård.”
Hansted Kloster
Dorthea blev af eftertiden beskyldt for at have været streng ved sine fæstere og tjenestefolk, og blev endog beskyldt for at være skyld i mandens død i 1697. Efter at hendes mand og børn alle var døde, oprettede hun stiftelsen Hansted Hospital og testamenterede hele sin formue hertil. Onde tunger i sognet mente, at hendes gavmildhed skyldtes dårlig samvittighed, men takket være Dorthea blev der oprettet et alderdomshjem for 24 fattige lemmer, der her kunne bo i deres sidste år og få kost og logi og i nogen grad også pasning, hvis de blev syge.
Sagnet om Dorthea
Sagnet siger, at Dorthea ikke kan finde ro i graven, og at hun hver nat må rejse sig fra sin kiste og i en karet med fire hovedløse heste jage gennem Hansted Skov til herregården, hvor hun går gennem alle rummene og smækker med døren. Hvis folk møder hende på vejen, farer de vild og løses ikke af fortryllelsen før daggry. Endvidere skulle man kunne kalde hende frem, hvis man går syv gange rundt om Hansted Kirke nytårsnat og råber: ”Døve Dorthe, stå op!”
Om navnet Døve Dorthe menes forklaringen at være, at hun var tunghør. Et billede af hende kan ses i Hansted Hospitals kirkesal.