Tamdrup Kirke. Historisk Kalender, september 1997

Højt beliggende midt i Nim herred troner Tamdrup kirke. Bygningen, der er langt større end en almindelig romansk landsbykirke, er opført omkring år 1100 og bygget om i 1400  – årene, da den fik sit nuværende udseende.

Til det imponerende ydre høre et ligeså imponerende indre. Den store døbefont, som er samtidig med frådstenskirken, er hugget i granit og udstyret med evangelistsymboler.

Det mest særprægede stykke inventar er det såkaldte gyldne alter, d.v.s. en række kobberreliefplader opsat på det nuværende alter. Pladerne er kopier af de oprindelige, der efter reformationen blev gemt eller glemt og først genfundet i 1870 i den nuværende prædikestols fyldninger. Originalerne befinder sig nu på Nationalmuseet. På pladerne ses biskop Poppo i færd med at døbe kong Harald Blåtand. Værket kan dateres til 1200 – årene og fortæller således om en begivenhed, der havde fundet sted ca. 250 år tidligere.

Kalkmalerierne, som sidder i korbuerne og stammer fra ca. 1100, danner en smuk ramme om koret. Disse kalkmalerier er ikke blot kirkens ældste, men også nogle af landets ældste. De forestiller scener fra Kain og Abels liv og svarer i deres udformning til de kalkmalerier, som engang sad i en anden af Danmarks traditionsrige, gamle kirker, nemlig den i Jelling. Men der findes også andre kalkmalerier i kirken.

På det lille billede ses korrundingen med de svage spor af 1400 – tals kalkmalerier i korets hvælvinger. De er nu restaurerede og indgår på bedste vis i den meget seværdige helhed, som Tamdrup kirke udgør.

 

02. september 1897:

De første huse i de nye Andelskvarterer: I Vestergade – Selskaber er der allerede opført flere Huse, som skal være færdige til Oktober Flyttedag. Paa Sommerlystjorden er der rejst den første Villa, og flere vil komme til næste Aar. Paa en af Lodderne nord for Folkets Lund er opført en lille 2 – Etages Ejendom. Og forleden Dag nedlagdes under en lille Højtidelighed Grundstenen til den første Bygning paa Odd – Fellow Selskabets Lodder ved Sundvejen.

07. september 1917:

Fra Politiretten: Manden, der forleden lavede spektakler i Revyen I Haandværkerforeningen og forstyrede Skuespillerne i Spillet, har måtte bøde 10 Kr. for sin Forseelse.

23. september 1937:

Kronprinseparret passerede i Gaar ved 16 – Tiden Horsens i Bil paa Vej til Graasten Slot. Kronprinsen førte selv sin store aabne blaa Vogn.

06. september 1957:

Idag begynder festlighederne omkring afleveringen af Vitus Berings kanoner til Horsens og indvielsen af den nye park.

02. september 1977:

Efter en henved 2 timer lang debat vedtog Juelsminde kommunalbestyrelse i aftes med 19 stemmer for og 2 imod at tillade Tvind skolerne at anvende Kysthospitalet til Skolebrug.