Svaneboligen, Fugholm 16

Skrevet af arkæologi.stud. Sofie Kristensen

Fugholm

Fugholm er en af de ældste gader i Horsens, hvilket man hurtigt fornemmer ved blot et enkelt øjekast, da en del af den ældre bebyggelse stadig står der den dag i dag. At dele af gadens gamle bygninger er bevaret, hænger sammen med den industrielle udvikling i Horsens.

I løbet af 1800-tallet voksede industrien i Horsens sig stærkere, hvilket resulterede i, at man fik brug for en ny og bedre havn. Den nye havn blev anlagt i 1850’erne på den såkaldte Smedekrog. Anlæggelsen af det nye havneanlæg betød, at åen mistede sin tidligere funktion som adgangsvej til skibene. Kvarteret omkring åen – heriblandt Fugholm – mistede den tætte forbindelse til havnen, og dermed havnedriften. Det hele kulminerede omkring 1903-04, hvor åen blev fyldt op. Hele denne udskiftningsproces betød, at blandt andet Fugholm ikke længere lå i centrum for byudviklingen og dermed ikke, i de efterfølgende år, blev underlagt de helt store forandringer. Hele denne udskiftningsproces betød, at Fugholm ikke længere lå i centrum for byudviklingen.

b2567
Fugholm set fra syd. Forrest i billedet kan man se broen over den nu tillukkede å. Billedet er fra omkring 1890.

Blandt de ældre huse på Fugholm lå indtil februar 2016 den såkaldte Svanebolig. Svaneboligen var et grundmuret hus i to stokværk, opført i gule mursten. Bygningen var ikke specielt stor, men med det nyklassicistiske indgangsparti og svanerelieffet var bygningen en charmerende del af gaden.

Svaneboligen blev opført i 1785 af arkitekt og bygherre Anders Kruuse. Kruuse var født i 1745 i Horsens og var en fremtrædende arkitekt, der fik sat sit præg på sin hjemby. Han opførte bygningen for et legat oprettet i 1631 af Anna Hansdatter Svane til stiftelse af en enkebolig.

Svaneboligen, opført i 1785 af Anna Hansdatter Svane, som den så ud i 1943.
Svaneboligen, opført i 1785 af Anna Hansdatter Svane, som den så ud i 1943.

I første omgang bestod stiftelsens legatbolig af nogle små boder med plads til tre enker, men disse blev revet ned til fordel for Kruuses bygning, der kunne rumme hele syv enker.

Da man opførte den nye bygning i 1785, satte man en mindetavle over Anna Svane og oprettelsen af stiftelsen op over indgangspartiet. Tavlen er lavet af sandsten og dekoreret med den føromtalte bemalede svane, der er udført i højt relief. På tavlen står der:

Anno 1631 Lod ædle Mad: ANNA SVANE
Sal: RIIBERS, frelst fra Fienden bygge for
3 Enker Himmeriges Boder og give 100 spec:
Daler hvis redelige Anvendelse ved Præsten
og Øvrigheden har frembragt denne bedre
Bygning i Aaret 1785.

 

Anna Hansdatter Svane

Anna Hansdatter Svane blev født i Ribe i sidste tredjedel af 1500-tallet. Hendes forældre var Hans Svaning (1503-84) og Marine Sørensdatter Stage (1539-1615). Gennem sin levetid nåede faren både at kunne kalde sig professor, kongelig historiograf og ærkediakon. Moren var borgmesterdatter fra Ribe. Anna blev altså født ind i et hjem, hvor der var fokus på det åndelige og det intellektuelle, og ind i en slægt af en vis prestige – at dette var tilfældet afspejledes både i hendes søstres gode giftermål og brødrenes fine uddannelser.

Anna selv indgik også et godt giftermål, da hun i 1590 giftede sig med en anden ripenser, købmanden Hans Olufsen Riber. På dette tidspunkt havde Riber drevet købmandsvirksomhed i Horsens, hvor hans søster også boede og tilmed var borgmesterfrue, et stykke tid. Dertil blev han selv borgmester i Horsens på et ukendt tidspunkt mellem 1586 og 1590 – alle disse parametre har utvivlsomt haft indflydelse på, at parret i 1590 valgte at bosætte sig i Horsens.

Da Anna indgik ægteskabet med Riber, var det en forening af to førende slægter, der på hver sin måde var aktive i deres respektive hjembyer. Hun indgik i et netværk af de rigeste og mest magtfulde borgere i sin levetid, og hun og Riber var blot ét led i en række af protestantiske borgmesterfamilier i deres slægt.

Ægteparret fik syv børn sammen, hvoraf to døde som spæde. Børnene var Else Hansdatter Svane, Anne Hansdatter Riber, Oluf Hansen Svane, Hans Hansen Svane og Anders Hansen Svane, der ligesom deres forældre blev driftige borgere. Datteren Anne blev gift med den senere borgmester i Horsens, Ernst Ernstsen von Baden, og blev derved borgmesterfrue. Sønnen Oluf blev borgmester i Horsens i 1629 og Hans Hansen Svane blev en berømt professor, biskop over Sjællands stift og senere ærkebiskop. Desuden var Hans en af de mere betydningsfulde personer, der var til stede på stændermødet i 1600, forud for Enevældens indførelse, hvor han også fastslog sin politiske rolle.

Efter sin mands død i 1615 overtog Anna Svane købmandskabet og ægteparrets talrige ejendomme i Horsens, som hun fortsat forvaltede.

Da Jylland blev besat under Kejserkrigen 1627-29 rejste Anna Svane – ligesom mange andre fra den mere velhavende del af befolkningen – væk fra Horsens. Under flugten lovede hun eftersigende Gud at hjælpe de, der var dårligere stillet end hende, hvis hun kom tilbage til Horsens igen – hvilket hun gjorde. Hun oprettede Svanestiftelsen efter sin tilbagevenden til Horsens.

Da Anna Svane døde i 1637, blev hun begravet i Klosterkirken, hvor ægteparret havde sat et epitafium for familien. Epitafiet er et af de ældste i byen og på det er hun selv, hendes forældre, hendes mand, deres børn og datteren Annes ægtefælle Ernst Ernstsen von Baden.

Del af Anna Svane og Hans Olufsen Ribers epitafium over deres familie, hvoraf familien ses. Epitafiet er stadig at finde i Horsens Klosterkirke i dag.
Del af Anna Svane og Hans Olufsen Ribers epitafium over deres familie, hvoraf familien ses. Epitafiet er stadig at finde i Horsens Klosterkirke i dag.

Epitafiet afspejler familiens bevidsthed over deres plads i samfundet og deres fromhed. Fromheden ses dog også i Anna Svanes oprettelse af enkestiftelsen.

Enkestiftelser

Da Anna oprettede stiftelsen, havde hun flere mulige arvinger til sin formue, men alligevel valgte hun at bruge en del af sine aktiver på at oprette en enkestiftelse. Dette er usædvanligt fordi, det i langt de fleste tilfælde var enker, der ikke havde nogle arvinger, der valgte at give deres bo videre på denne måde. Anna skilte sig på denne måde ud fra den gængse enkestiftelsesopretter.

Udover at hun ikke passede på karakteristikaene for den sædvanlige opretter af en sådan stiftelse, var legatboligen også ekstraordinær ved det, at stiftelsen var den første af sin slags i Horsens og tilmed en af de første enkestiftelser i Danmark overhovedet.

Anna Svane kan altså ses som lidt af en forgangskvinde, i hvert fald i Horsens, og det varede heller ikke længe, før en anden horsensianer fulgte i Annas fodspor, og endnu en enkestiftelse blev oprettet i Horsens. Stifteren var Andreas Flensborg. Flensborg lod en legatbolig opføre i 1790, og det ser ud til, at det var brug for stiftelserne i Horsens, da brandtaksationen fra 1771 viser, at der boede seks enker i den første Svanebolig, der var beregnet til tre. Svaneboligen fik da også tilnavnet ”Himmeriges Boder” kort tid efter oprettelsen.

En legatbolig som denne var en forgrening af den private fattigforsorg, og ikke alle enker kunne tages i betragtning som beboere på sådan en stiftelse. For overhovedet at komme i betragtning som mulig beboer, skulle enkerne være moralsk uangribelige og af en vis status. Éns plads i samfundet afhang ofte af familiens formue, så når den gik tabt, mistede man ofte også sin status. Men når man boede på en sådan stiftelse, betød det, at man kunne fastholde den status, idet at man alligevel beholdt en respektabel levestandard og opfyldte kriterierne til optagelse på stiftelsen.

Om Svaneboligens økonomi og styring ved vi fra Trap Danmark, at stiftelsen omkring 1898-1906 blev styret af borgmester og sognepræst, og at legatet rådede over omtrent 20.250 kr. på dette tidspunkt. Dertil modtog boligen 24 kr. årligt i brændselshjælp.

Svaneboligen som den så ud omkring 1990, da den fungerede som værtshuset ’Den Hvide Svane’
Svaneboligen som den så ud omkring 1990, da den fungerede som værtshuset ’Den Hvide Svane’.

Allerede tilbage i 1903 blev bevarelsen af den ældre bebyggelse i området omkring den daværende å diskuteret. De, som var imod opfyldningen af åen, mente, at åens lukning ville betyde en nær ved udryddelse af den ældre bebyggelse på Fugholm – det viste sig dog, at lukningen havde en skånende effekt på området i årene efter.

Svaneboligen ophørte med at fungere som enkebolig omkring 1960. Efter legatboligens nedlæggelse fungerede ejendommen som værtshus med det passende navn ’Den Hvide Svane”. Bygningen undergik ikke restaurering i årene herefter, og den ellers fredede bygning blev således affredet af Kulturstyrelsen i 2016, hvorefter Horsens Kommune gav tilladelse til nedrivning. I jorden under bygningen ligger der stadig fortidsminder, og som man har vurderet fra Horsens Museums side, er man glad for, at fortidsminderne får lov at blive i jorden og bliver rørt mindst muligt. Mindepladen vil blive bevaret for eftertiden, idet den er blevet overdraget til Horsens Museum.

Kilder

Bay, S. A.: Horsens historie indtil 1837. Horsens 1982.

Bøgballe, G.: De Gamle Huse – Ni tegninger fra Horsens. 1992.

Clausen, M.: 99 huse i Horsens – en arkitektguide. Horsens 1995.

Hartmann, S. & V. Villadsen: Danmarks Arkitektur – Byens huse, byens plan. København 1979.

Heilskov, C.: Gamle indskrifter i Horsens. Aarhus 1910.

Knudsen, B. M.: Anna Hansdatter Svanes biografi. Journalen: lokal- og kulturhistorisk tidsskrift. 1999.

Schiørring, O.: Kend din by – Huse og mennesker i Horsens. Horsens 2001.

Trap, J. P.: Trap Danmark – Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter, 5. bind. København 1898-1906.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.