Sønderbrogade omkr. 1910. Historisk kalender, oktober 1988

På det store billede ses det indre af Sønderbrogade med broen over åen. Gaden var dengang tilplantet med lind og elm.

Gaden var også præget af en stor træforarbejdende virksomhed (nr. 31), trævarefabrikken Thor, der var grundlagt 1894 af købmand J. Christiansen. I dag er der kun den store røde hovedbygning tilbage, og den tjener nu boligformål.

Ved århundredets begyndelse beskæftigede virksomheden omkr. 180 mand, der var beskæftiget med at save træ ud til møbler og karetmageri. Desuden drev man handel med alle inden – og udenlandske træsorter.

Virksomheden var opført 1907 efter at den året før var nedbrændt til grunden.

På den driftige Sønderbrogade fandtes endvidere en lang række virksomheder, bl.a. en kedelfabrik, sæbefabrik, 2 hoteller, Schur og Co. litografisk Anstalt, Ølbryggeriet Stjernen, F.C. Madsens Dampvæveri samt utallige andre små og store håndværksprægede forretninger.