Skolen og vor kulturelle arv

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1991

Af: Jens Thule Hansen

Aldrig før har der været et sådant røre blandt folk i vort lille lokale område, Brædstrup kom­mune.

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal skæres dybt inden for skolesektoren, og intet berører befolkningen så stærkt som det at skulle miste deres skole.

I vor skole får bør­nene deres lærdom, der får de venner og kam­merater, og gennem skolearbejdet vokser også et samværsforhold op mellem lærerne og hjem­mene. Skolen bliver rammen om et sundt folke­liv, om foreningsarbejde og folkeligt samvær.

Føvling skole blev som en af de første i kom­munen nedlagt i 1971, og her som alle andre steder frygtede vi beboere, at alt det, vi havde at samles om af åndelig værdi, ville visne og dø, når børnene, der skulle afløse os ad åre, fik deres undervisning uden for vor gamle skolekreds.

Føvling og Åstruplund bysamfund omfatter vel ca. 140 husstande. Siden 1867 har dette område haft skolen (sognegården) i Føvling som samlingssted.

Jeg skal nu gøre rede for, hvad vi følte, da vi mistede vor skole, og hvor­dan vi ser på sagen i dag tyve år efter, at kom­munalbestyrelsen tog skolen fra os, men allerførst et blik tilbage til det historiske.

Går vi tilbage til fællesdriftens tid, ved vi, at der i hver landsby var opført et bystævne, en rund­kreds af store sten, en for hver gård eller ejen­dom. Oldermanden, den klogeste og mest erfarne, indkaldte til møde, når store bestem­melser skulle tages. Det var nok mest om det presserende markarbejde, om hvornår der skulle såes, høstes eller pløjes, men jeg vil også tro, at almene spørgsmål blev drøftet, hvis der opstod problemer i det lille samfund. Alle kom hinanden ved, og blev en familie ramt af ulykke eller andet, er jeg sikker på, at naboerne har hjulpet efter evne.

Da landsbyskolerne i 1720’erne blev bygget, er bystævnerne sikkert blevet nedlagt, og rådet har nu benyttet skole­stuen til mødesal i stedet. Jeg vil også tro, at læreren, der jo også var landmand, har taget livlig del i landsbyens daglige liv og problemer, så fra nu af danner skolen ramme om det folke­lige og åndelige liv i landsbyen.

Hvad er ånds­liv? Jeg vil definere det således: Når et menneske tager sine medmenneskers skæbne nær – tænker på andet end sit eget, så opstår der et åndeligt fællesskab. Mange vil måske mene, at for at kunne tale om ånd skal der være religion med i det, men det at tænke på sin næste er vel også i pagt med troen.

Det folkelige fællesskab mellem sognebørnene har også sin store betydning, ja, jeg har ofte svært ved at skelne mellem de to strømninger, de går gerne hånd i hånd.

På det åndelige område må jeg nævne Indre Mission, der gennem en lang årrække havde stor indflydelse på egnen her. Det var navnlig, mens Aage Gad var præst i Ring – Føvling (1895-1908), at I.M. blomstrede op.

Der gik i disse tider en vækkelse over egnen. Der blev holdt mange bibelmøder, og på Gads initiativ byggedes missionshuset “Bethania” tæt bag Ring Kirke. Her holdtes samtalemøder en gang om måneden for hele pastoratet. De andre uger samledes lokale Indre Missionskredse i Bræd­strup, Åstruplund og Føvling, hvor man holdt samtalemøder og samlede børnene til søndags­skoler. Da vi kom til Føvling i 1942, var der stadig en stærk Indre Missionssamfund her i sognet, Medens arbejdet de sidste par årtier tilsyneladende er gledet lidt i baggrunden.

I 1908 blev der bygget gymnastiksal ved Føv­ling Skole, og nu kom der for alvor gang i foreningsarbejdet i skolekredsen. Samme år den 26/11 dannedes Føvling – Åstruplund Ung­doms- og Gymnastikforening, og denne fore­ning har i alle årene siden da betydet utroligt meget for beboerne her i området. Det har jo navnlig været ungdommen og børnene, der har sluttet op om det idrætslige arbejde i salen, men også foredragsvirksomhed, folkedans, dilet­tant og boldspil har lagt beslag på beboernes opmærksomhed. Ved at læse i de gamle for­handlingsprotokoller ser jeg, at sognets bebo­ere sammen med ungdommen fra starten gik stærkt i brechen med foreningsarbejdet. Gym­nastikken blev ledet af unge piger og karle, der gennemgik et delingsførerkursus på en gymnastikhøjskole.

Under krigen 1940-45 var der livlig aktivitet i foreningsarbejdet her, vi havde så mange aktive medlemmer som aldrig før eller siden. Grunden var, at den tyske besættelsesmagt havde beslaglagt gymnastiksale i såvel Bræd­strup som de fleste af omegnens forsamlings­huse, medens Føvling Skole gik fri. Mange unge fra Tønning, Træden og Brædstrup gik i disse vintre til gymnastik og folkedans i Føv­ling. Vi havde fuld opbakning til vore aktivite­ter, og en gang om måneden holdt vi foreningsbal for vore medlemmer.

I tiden efter 29/8 1943 var der ofte udgangsforbud fra kl. 9 aften til kl. 6 morgen. Under sådanne forhold holdt foreningen sine baller søndag eftermidag fra kl. 3 til kl. 8.45 aften. Til sådanne fester kunne vi allerede om eftermiddagen samle 150-200 balgæster. Når karlene efter ballet skulle følge pigerne hjem, var der kun få minutter til afskeden, karlene skulle jo være hjemme inden kl. slog 9. Kunne han ikke nå det, var han jo nødt til at blive hos pigen til kl. 6 morgen, ja, sikke tider.

Men det var jo ikke alene ballerne, medlem­merne sluttede op om. I maj 1945 efter freds­slutningen holdt vi et stort foredragsmøde, hvor pastor Aage Dahl, Horsens, og folke­tingsmand Kristian Juul, Åle, talte. Til dette møde havde vi over 200 tilhørere.

Skolen var jo ikke alene rammen om vort fore­ningsarbejde, også lærerne fik gennem årene stor betydning for det kulturelle arbejde i sognet.

N. C. Rom, der var lærer her fra 1866-75, samlede de unge mennesker, der havde lyst til sløjd og husflid i fritiden. Hans efterfølger, J. Pedersen 1875-1906), viede sine overskydende kræfter til landbo- og husmandsbevægelsen. Georg Kristiansen (1910-1945) holdt endnu først i 1940’erne aftenskole for egnens ungdom. I 1951 blev Karen Wammen ansat ved Føvling Skole, og hun blev fra starten fuld optaget af foreningsarbejdet, både som leder af gymna­stik og dilettant og som kasserer i gymnastikforeningen gennem mange år.

l 1961 startede vi en ungdomsklub ved skolen. Den foregik på ugens faste gymnastikaftener. Vi spillede skak, bob og bordtennis og lavede håndarbejde, medens det andet køn gjorde gymnastik, og når gymnastikken var ovre, samledes vi ved kaffe­bordet, hvor forældrene efter tur gav kaffe og kage og deltog i vor kreds.

Da Johs. Brøns i 1963 ankom til Føvling Skole, blev også han straks involveret i ungdomsklubbens arbejde. Vi havde mange festlige stunder, når vi sang afhøjskolesangbogen, og når Brøns indøvede mange hidtil ukendte kanons med os.

Samarbejdet mellem de unge, beboerne og lærerne har i mange skolekredse på landet været af uvurderlig betydning for alle parter. Foredragsarbejdet blev under krigen ledet af et udvalg, hvor gymnastikforeningens formand deltog sammen med to valgte medlemmer af beboerkredsen. Senere efter krigen fik vi en selvstændig foredragsforening, der sammen med en tilsvarende i Hårup gennem ca. 30 år har gjort et udmærket arbejde indtil 1990, hvor foreningen i Hårup er nedlagt. Vi prøver nu sammen med menighedsrådet at fortsætte vor foredragsvirksomhed, måske med 2-3 foredrag pr. vinter. Alt det arbejde, som delingsførere og lærere har udført i ungdomsarbejdet op til ca. 1950, har været ulønnet. Senere gled arbejdet ind under aftenskoleloven, så ledere nu får den aftalte timeløn.

Vi når nu frem til 1971, hvor kommunalbesty­relsen bestemmer, at Føvling Skole skal ned­lægges. Vi frygtede alle, at nu ville også vort foreningsarbejde smuldre hen, når skolen og lærerne forsvandt, og vore børn voksede op i en fremmed skole. Men hvad sker? Nu, tyve år efter, blomstrer foreningslivet så rigt som nogensinde. Skolelokalerne bliver benyttet som legestue for børn, ikke alene fra Føvling og Åstruplund, men også fra omegnen. Hver vinter arbejder 60-100 gymnaster ihærdigt i salen, og indtil de senere år har foreningen haft op til 10 håndboldhold fordelt over de forskel­lige årgange. De sidste par år er foreningen gået sammen med Nim om håndboldarbejdet. Hver vinter siden 1943 har foreningen indøvet og opført dilettantforestillinger, og hver torsdag aften holdes et velbesøgt bankospil i sognegår­den, og herigennem holder foreningen god orden i økonomien.

Skolebygningerne, der i 1971 omdøbtes til Føvling Sognegård, var i alle årene stillet til rådighed af kommunen, men i 1988 besluttede kommunalbestyrelsen, at sog­negården skulle sælges. Beboerne fik tilbudt at overtage bygningerne til en favorabel pris. Vi dannede en beboerforening og købte sognegår­den, så vi nu selv har råderet og ansvar for det hele. Der er stadig kommunal legestue i de gamle skolestuer, og privatboligen er udlejet til hjemmeværnet. Ungdoms-og gymnastikfor­eningen yder et klækkeligt beløb for benyt­telse af lokalerne, så vi mener at kunne klare det økonomiske, selv om vi står for store udgif­ter til renovering af toiletter og køkkenforhold, ligesom det koster os ca. 40.000 kr. at få indlagt rent vand.

Det, at vi alle står sammen i beboer­foreningen og er villige til at ofre os for den fælles sag, giver styrke og tro på fremtiden. Når det ikke gik, som vi frygtede i 1971, da vi mistede vor skole, skyldes det først og frem­mest ungdoms- og gymnastikforeningens bestyrelse. Hvor vi andre sad to eller fire år ad gangen i bestyrelsen, har flere af de nuværende bestyrelsesmedlemmer siddet tyve år uden ophold, og de har gjort et kæmpearbejde for at holde gang i foreningsarbejdet, og det er lykke­des over al forventning. Spørgsmålet er, om der er unge, der er klar til at tage over, når der er brug for afløsning.