De norske feriebørn i 1945

af Søren Buksti, pensioneret lektor i historie, Hjørring

Under overskriften ”Horsensianerne gav de norske Børn en straalende Modtagelse” kunne Horsens Folkeblad den 17. juli 1945 rapportere om modtagelsen af 168 norske feriebørn den foregående aften. ”Saa kom de norske Børn omsider. I Aftes rullede Toget med de længe ventede Gæster ind på Horsens Banegaard, hvor de fik en straalende Velkomst af de flere Hundrede Mennesker, der havde samlet sig paa Perronen. Og som Modtagelsens Clou satte Horsensgarden i med en fejende March, der tydeligvis gjorde stor Lykke hos de smaa Nordmænd.”

Begivenheden blev også dækket grundigt af de to andre lokale aviser Horsens Socialdemokrat og Horsens Avis, men hvorfor var det i den grad interessant? hvorfor var det lige norske børn, der kom? og hvem havde sørget for at børnene kom til Horsens egnen? Hvor længe blev de?

I midten af maj 1945, kort efter befrielsen, tog den danske foreningen Norden initiativ til en aktion med dobbelt formål: tusindvis af norske skolebørn skulle tilbydes et rekreations- og opfedningsophold i Danmark i sommeren 1945, og det skulle samtidig fremme den norsk-danske og nordiske samfølelse. Det danske initiativ blev iværksat i samarbejde med den netop genoplivede norske foreningen Norden, der ellers havde ligget i dvale i årene under tysk besættelse og norsk naziregering (1).

Norge havde været besat under langt hårdere vilkår end Danmark. De tyske besættelsestropper på helt op til 400.000 mand, som nordmændene havde skullet bespise, havde skabt mangel på fødevarer i Norge. I Danmark havde det ført til dannelsen af ”Den Norske Damekomité”, som havde organiseret ”Norgeshjælpen”. Initiativet havde opnået bred støtte, blandt andet fra foreningen Norden, og fra den danske stat. Udenom de norske nazistiske myndigheder havde Norgeshjælpen fra 1940-45 uddelt ca.32.000 tons fødevarer, svarende til, at hver nordmand havde modtaget 10 kg danske madvarer i løbet af krigen (2). I månederne lige efter befrielsen fortsatte indsamlingerne af fødevarer til Norge ved mange lokale initiativer.

Danmark var i 1945 et mangelsamfund med rationering på mange dagligvarer, men med overskud af fødevarer. Dengang producerede 200.000 små og store landbrug langt mere mad end danskerne selv og de 200.000 tyske flygtninge kunne sætte til livs, og eksportmulighederne var små lige efter krigen.

I årtier havde det været en tradition i skolernes sommerferie at sende underbemidlede københavnerbørn på Feriekoloni eller ud på landet til lys, luft og nærende landbokost baseret på gårdens egen produktion. I netop 1945 så det ud til at antallet af feriebørn skulle slå alle hidtidige rekorder med 40.000 københavnerbørn, plus 2000 belgiske-, 2-3000 hollandske – og så de norske børn (3).

Danskernes lyst til at støtte nordmændene var også et udtryk for anerkendelse af, at Norge, i modsætning til Danmark, aktivt havde modsat sig den tyske invasion 9. april 1940.

Endelig havde man erfaringerne fra Finlandshjælpen, iværksat af Røde Kors og foreningen Norden i 1940, og som havde modtaget hen ved 3500 evakuerede finske børn under krigen.

I Norge fik aktionen navnet ”Danmarkreisen 1945”, og gennemførelsen afhang af, om man i løbet af de kun 5-6 uger inden skolernes sommerferie, kunne få udvalgt de børn, der skulle til Danmark, organiseret transporten i Norge, transporten til og i Danmark, skaffet værter og organiseret fordelingen. Tidspresset var enormt. I begge lande blev der nedsat en central organisationskomite.

Den norske komite på syv personer bestod især af skolefolk fra foreningen Norden og havde lederen af skolelægerne i Oslo, L. Stoltenberg som formand. Komiteen fastlagde kriterierne for hvilke børn, der kunne komme af sted. Fra starten regnede man med at sende 2000 børn af sted, men det blev snart 3-doblet. Selve udvælgelsen skulle ske på skolerne, og transportvanskeligheder i Norge bevirkede at man fra starten begrænsede aktionen til skoledistrikterne fra Drammen til Oslo og sydover. Denne begrænsning blev senere fraveget i mindre omfang, så der også blev sendt en del børn fra Bergen og et par hundrede evakuerede børn fra Finmarken. Udvælgelsen skulle ske efter forældreansøgning via skolerne til og med gymnasiet ud fra en række kriterier:  Børnene skulle være fyldt 10 år, kunne ”optræde på en for nationen værdig måde”, altså være velopdragne og ikke være fra unationale/ nazistiske familier, ikke lide af hjemve, ikke være sengevædere, være helt raske, vaccinerede for kopper og difteritis, og med fortrinsret for underernærede børn. Desuden var udvælgelsen betinget af skolelægens godkendelse, som også skulle undersøge de udvalgte børn lige før afrejsen (4).

Udover de udvalgte børn kom aktionen også til at omfatte omkring 1500 børn inviteret af slægtninge, bekendte eller organisationer, der havde koblet sig på aktionen. Konsekvensen blev, at hvert 5. feriebarn dermed ikke blev udtaget ud fra Nordens kriterier til skolerne.

I Danmark nedsatte Norden en organisationskomite på ni personer under ledelse af Nordens næstformand, bankdirektør Hedegaard. Blandt deltagerne var den socialdemokratiske folketingsmand Victor Gram, det konservative landstingsmedlem Lisbet Hindsgavl, Fanny Jensen fra Kvindeligt Arbejderforbund og lederen af Det danske Spejderkorps Ove Holm, der i 1940 under Finlandshjælpen havde organiseret modtagelsen af de 3500 finske børn (5). Poul Meldgaard fra den konkurrerende forening ”Det Frie Nord” var også med i organisationskomiteen. På landsplan havde de to foreninger tilsammen omkring 40.000 medlemmer, og godt hjulpet af dagspressen kunne lokalafdelingerne og lokale samarbejdspartnere som f.eks. Røde Kors, i løbet af kort tid melde om langt flere værtsfamilier end oprindelig planlagt. Helt op til 20.000 norske børn skulle der være skaffet plads til spredt ud over hele Danmark (6).

I Horsens blev opholdet organiseret af forretningsudvalget for Nordens lokalafdeling med redaktør for Folkebladet N. Chr. Christensen i spidsen (7).

Aktionens flaskehals blev transportforholdene. Minefaren til havs betød, at det ikke blev tilladt at sejle børn direkte til Nordjylland fra Vestnorge (8), og det lykkedes ikke for nordjyderne, at få det britiske luftvåben til at flyve norske feriebørn til Aalborg, eller at få børn sejlet over med en minestryger foran (9).

Danmarkreisens særtog 1945

Transporten af de mange børn måtte foregå med tog gennem Sverige. Den danske komite fik Statsbanerne til at stille et togsæt til rådighed, som i pendulfart mellem Oslo og Helsingborg i begyndelsen af juli kunne fragte omkring 800 børn og 30 ledsagere hver anden dag. Dermed kom aktionen til at omfatte omkring 7500 børn (10). De blev spredt ud over hele landet, men da de nøjagtige tal for feriebørnenes placering tilsyneladende er gået tabt, er 110 avisartikler og – notitser grundlaget for denne mangelfulde oversigt (11):

De norske skolers sommerferie i 1945 blev forlænget med 14 dage, så de norske feriebørn blev i Danmark i omkring 6 uger.

Det at tage et norsk feriebarn var meget eftertragtet. De københavnske sporvejsfunktionærer skaffede sig f.eks. 125 børn fra deres norske kolleger, og på Bornholm, som ellers var hårdt ramt efter bombardementerne af Rønde og Nexø den 7. og 8. maj, formidlede modstandsbevægelsens lokale ledelse, at 40 feriebørn fra norske frihedskæmperhjem kom til øen den 22.juli med båd fra København (12). Om det skete i forbindelse af Nordens aktion er ikke oplyst.

De norske udvælgelseskriterier blev bemærket i pressen. Eksempelvis opfordrede den norske, kommunistiske avis Friheten til ved udvælgelsen at lægge afgørende vægt på underernæringen i småkårsfamilierne og mindre vægt på det fremtidige nordiske samarbejde, som nok skulle komme i gang alligevel (13). I Danmark havde nogle forestillet sig at modtage en flok små afmagrede norske børn. Horsens Avis undrede sig for eksempel over de norske børns tilstand: ”… og de ser på ingen Maade udsultede ud. Forklaringen på denne Overraskelse skal efter Sigende være den, at Nordmændene har anstrengt sig for at udvælge de Børn, der skulle til Danmark, med andre ord, at det er de daarligst stillede, der er blevet tilbage. Man forstår godt, at Nordmændene har villet vise et pænt Ansigt, men det var nu ikke helt det, der var Meningen …” (14), og Fyns Stifttidende bemærkede, at ”Det ”største” Barn havde Barbermaskine med!” (15).

Horsens Avis 17.juli 1945: ” Ser de ikke nydelige ud, de smaa norske Jenter”

En af Danmarkreisens deltagere var den spinkle, 13-årige jente Gerd Tolfsen. Hun var den ældste af de 6 piger og 4 drenge, som skolen i Nabbetorp nær Fredrikstad havde udtaget (16). 15.juli stod de på det 7. særtog ledsaget af lærere og sygeplejersker. Ned gennem Sverige blev børnene budt velkommen og forsynet med madpakker og chokolade, som de fleste norske ikke havde nydt de sidste 5 år. Børnene overnattede i toget mod Helsingborg, og efter færgeturen til Helsingør fortsatte turen til København. På Hovedbanegården var der sørget for smørrebrød, madpakker og mælk til børnene. Ud på eftermiddagen afgik særtoget til Jylland. I Vejle stod 107 af, inden toget med flere timers forsinkelse ved 20.30 tiden gjorde holdt på Horsens Station, hvor Gerd og 167 andre børn, forlod toget inden det fortsatte nordpå.

Hvor mange der var udvalgt af skolerne, er der ingen tal for, men Horsens-afdelingen havde tilsagn fra 525 værtspar .

De norske feriebørn blev i Horsens området indtil den 25. august.

Hen ved 40 år senere erindrede Gerd (Tolfsen) Børresen :

… Lykkelige, men spente ble vi satt på toget med navnelapp om halsen. Gjennom Sverige var undringen stor, det var kveld, alle gatelys og ellers hele byene var opplyst. Hornmusikk og godsaker på stasjonene, og bare godord på reisen. Etter alle inntrykk var det lett å falle i søvn. Noen lå i kofferthyllene av netting. Koffertene ble satt mellom benkene i kupéen, dermed lå vi slik med føttene mot hverandre og sov….

Langt ut på neste dag var vi i Horsens. Kom til en gymnastikksal og ble tatt imot av varmhjertede mennesker. Der sto jenter og gutter i hver sine rekker. Det var en trygg atmosfære, men spennende så langt hjemmefra. Litt betenkt ble jeg stående igjen i min rad alene. Det skulle vise seg at jeg var ført opp på guttelisten, mitt navn var Gerd – så derfor. Jeg så på de voksne som fikk tildelt ”sitt barn” og tenkte: -Hvem skal jeg hjem med, tro?

Det ble trygge, gode Jens Carl å holde i hånden på vei til rutebilen. Underveis var tanken: Har han kone og barn, eller bor han hos sine foreldre? Da vi gikk av bussen, pekte han mot huset hvor det lyste lunt fra vinduene.

Gartneriet i Glud Kirkevej 17 ble mitt ”hjem” de neste åtte ukene. Der på trappen sto ”mor”, tok hjertelig imot, jeg følte meg hjemme med det samme.

Inne var det dekket med så mye god mat jeg ikke husket å ha sett. Det var mange mennesker, og plutselig følte jeg meg liten med alles øyne rettet mot meg. Jeg var ikke gutten som var meningen. Den dumme følelsen forsvant like fort som den var kommet. Sulten, men mest sliten var det deilig i stuen som ble mer og mer kjær.

Jeg spiste mye, men måtte til sist takke nei. De bød meg igjen, og jeg sa ja… litt smil fra de andre. Jeg trodde de spurte om jeg hadde fått mat på toget. Det ble lett noen misforståelser.

Det var ”mor” Agda Laursen som tok imot en fremmed. Selv var hun enke og drev gartneriet med 7 barn. To riktignok gift, de andre i arbeid, men de kom ofte hjem. Inni mellom var jeg ikke helt klar over hvem som bodde der eller ikke. Med den gjestfriheten var det alltid nye ansikter å holde styr på, og å bli glad i. Men ”mor” hadde hjerterom og tid, et lyst sinn og humør. Tid til pinnespill, ballspill og løse ”kryss og tvers”. Det var litt vanskelig, vi stavet jo ikke ordene på samme måte. At hun maktet alt er ubegripelig, men hennes liv var å glede andre uten å vente noe igjen. Kunne jeg annet enn å stortrives. En god og trygg følelse vokste hos meg, og ga lærdom. Ømheten alle viste for hverandre ga et godt ”sjokk”. Jeg nøt det; alle ville ha meg med.

Var med å se gymnastikk for første gang i mitt liv. Ut og bade, sykkelturer inn til Horsens og få is i digre vaffelkjeks med fløteskum og jordbær.

Ja, jordbær: Familiemedlemmene som var hjemme var oppe med hanen for å plukke, så fikk jeg være med inn til gartnerhallen. Jens Carl var stolt da han hadde fått gode bud.

Brevene vekslet mellom Danmark og Norge, det var meget å fortelle, men de var åpnet i kanten og sensurert, og klistret pent igjen. Alt var ikke helt trygt ennå.

… En av småungene i slekten hadde hørt at strømmen var billig i Norge, og bad om jeg ikke ville sende ham en pose, jeg skulle nok få penger for det. Det med elektrisiteten forsto jeg snart, lyset ble først tent når  ”mor” skulle spille orgel og Jens Carl fiolin på kveldene. Den stunden gledet jeg meg alltid til. Det ga næring til sjel og sinn. Vi andre sang, og jeg lærte mange sanger. …

I pastor Fengers have i Glud. Gerd er nr 2 fra venstre i forreste række. Yderst til venstre i anden række sidder Agda Laursen

En gang ble alle de norske barna med ferieforeldre invitert til hagefest hos pastor Fenger. Vi ble pyntet, og solen skinte.  …

Etter åtte uker og 5 kilo tykkere var danmarksoppholdet slutt og avskjeden nær. Uff, de dumme sommerfuglene i magen.

Det var fryktelig trist å skilles, forferdelig trist, kunne jeg bare få bli. Hva så med min familie hjemme? Hadde småting i kofferten, og mamma skulle ha den grønne vasen fra ”vinduet” i Glud. (Den har senere blitt lampe hos meg.) Alt pakket – og avskjeden i gang. Med tårer og kvalt stemme var det merkelig å si adjø. Tomt.

Vi barna ble samlet og satt på toget. Mitt minne sluttet der i Glud, husker ikke hvordan vi kom til jernbanen.

Den lykkeligste sommer til da var slutt….” (17).

Gerd opfyldte i høj grad foreningen Nordens formål med aktionen. Hun tog både på i vægt og udbyggede de dansk-norske forbindelser ved at fastholde kontakten til den danske værtsfamilie fremover.

”Danmarkreisen” for norske skolebørn var Foreningen Nordens store, humanitære og populære aktion, der lige ovenpå besættelsen og krigen var med til at skabe opmærksomhed om det fælles nordiske. Det var en aktion helt i tidens ånd og på den tids betingelser. Selve opholdet i Danmark var decentralt organiseret, bekostet og uddelegeret til den enkelte værtsfamilie. Mange danske familier blev skuffede over ikke at få et norsk feriebarn. Vilkårene for feriebørnene har været vidt forskellige. Nogle havnede hos velhavere andre hos småkårsfolk. Nogle værter havde ønsket en 10-årig pige, men fik en 18-årig ung mand. Der må også have været tilfælde, hvor samhørigheden mellem feriebarn og værtsfamilie har været svag, men mon ikke befrielsessommerens lyse stemning har lagt sig som en dyne hen over eventuelle mislyde.

I dag ville man næppe kaste sig ud i et projekt, der sendte børn af sted på 1½-2 døgns rejse mod ukendt bestemmelsessted i tætpakkede tog, på strækninger præget af store forsinkelser. Og nogle af de privatindbudte havde end ikke nået skolealderen. Aviserne giver imidlertid samstemmende et billede af overstrømmende glæde, sang, musik, taler, træthed, forundring og store forventninger.

Aktionen var ikke til fordel for de svageste, syge, mest udsatte og de som ikke kunne opføre sig ordentligt i skolen. De måtte hjælpes i Norge, men foreningen Nordens mål med initiativet blev nået:  tusindvis af norske skolebørn fik et rekreations- og opfedningsophold i Danmark, og samtidig blev den norsk-danske og nordiske samfølelse udbygget.

1: Medlemsbladet ”Norden”, nr 3, juli 1945, side 11
2: http://dansk-norsk.no/om-fondet/norgeshjaelpen/
3: Politiken 30.6.45
4: Foreningen Nordens Brev til Skolerne 1.6.45. Principper for uttagningen 14.6.45. Hentet i Fredrikstad Byarkiv
5: Medlemsbladet ”Norden”, nr 3, juli 1945, side 11
6: Arbeiderbladet (Norge) 18.7.1945 og Horsens Folkeblad 26.7.1945
7: Horsens Folkeblad 25.5.1945
8: Børsen 10.7.1945
9: Aalborg Amtstidende 15.7.1945
10: Horsens Folkeblad 3.7.1945
11: Foreningen Norden og Rigsarkivet har intet materiale fra den danske komité. Avismateriale undersøgt i Mediestream.
12: Bornholms Tidende 23.7.1945
13: Friheten. 15.6.1945
14: Horsens Avis 17.7.1945
15: Fyns Stiftstidende 9.7.1945
16: Fortegnelse over barn som er uttatt til ferieophold i Danmark. Nabbetorp Folkeskole. Hentet i Fredrikstad Byarkiv
17: Upubliceret beretning udleveret af Gerd Børresen (f. Tolfsen). Glud, Rårup, Skjold og Hjarnø Lokalarkiv har en dansk version: A127

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.