Efter udskiftningen af den del af Horsens bymark, der kaldtes Lovby mark, udlagdes i 1831 det højeste beliggende areal til eksercerplads for Det slesvigske Kyradserregiment, der siden 1724 havde været en del af byens liv. Da regimentet blev nedlagt i 1842, var det naturligt, at den statsinstitution, som blev tildelt Horsens som kompensation, nemlig Straffeanstalten (senere Horsens Statsfængsel), blev lagt på den nordlige del af eksercerpladsen.
Mellem fængslet og den nuværende Vestergade henlå en mindre del af den gamle eksercerplads som et offentligt, ubebygget, grønt område. Heraf har Fælledvej fået sit navn.
I sommeren 1861 afholdtes i Horsens det 8. Landmandsmøde. I den anledning på en af mødets dage et stort dyrskue “paa Skraaningen mellem Byen og det majestætiske Tugthuus; en smukkere Plads med en prægtigere Udsigt vilde man vanskeligt kunne opdrive noget Steds i Landet”, som Illustreret Tidende skrev.
I 1882 blev Horsens Boldspilklub oprettet. I de første år foregik spillet på en plads ved åen, men det blev snart flyttet op til pladsen syd for fængslet. Indtil omkring år 1900 blev der udelukkende spillet kricket. Det lille billede fra 1912 viser klubbens 1. hold i kricketafdelingen på hjemmebane.
I 2003 er der fremlagt nye ideer for udnyttelsen af området ved sportspladsen, så muligvis vil den åbne grønne plads kun overleve i navnet Fælledvej.
07 maj 1904:
I Løbet af denne Maaned vil den gamle bygning “Vandborg” blive nedrevet og Grunden ryddeliggjort, hvorefter den ryddeliggjort Grund umiddelbart derefter vil blive udlagt til brolagt Gade. Den nye Raadhusgade bliver omtrent 116 Fod lang, og Omkostningerne til Gadeanlægget er anslaaede til 1700 kroner.
24. maj 1924:
Taarnet ved Vor Frelsers Kirke i Horsens har i Tidernes Løb haft Tilbøjelighed til at slaa Revner særligt omkring det sydvestre Hjørne. Kirkebestyrelsen har heraf taget Anledning til at anmode kgl. Bygningsinspektør, Arkitekt V. Norn om at foretage en nøjere Undersøgelse af Taarnet.
22. maj 1944:
I de sidste fjorten Dage er der i den gamle Statsskoles Gymnastiksalblevet arbejdet under Højtryk med at indrette det husvilde Centralbibliotek paa bedste Maade. Rømningen af Bygningen i Kildegade forløb fuldstændigt planmæssigt, og det lykkedes at faa alle Bøger og alt Inventar fjernet til den fastsatte Tid.
23. maj 1964:
Arbejdet med det nye anlæg langs Strandpromenaden ved Horsens Fjord er nu langt fremme. Der skal flyttes i alt 10.000 kubikmeter jord fra sygehusarealet til anlægget, der vil komme til strække sig 200 meter ud fra hjørnet af Langelinie og Strandpromenaden.
11. maj 1984:
Lokalradioerne skal supplere hinanden. Radio Horsens, som starter udsendelserne den 28. maj, og Danmarks Radio kanal 94 i Vejle skal ikke konkurrere men supplere hinanden. Det fremgik af et debatmøde om medierne i lokalsamfundet efter HK`s repræsentantskabs møde i aftes i “Kilden”.