Pingvin – Vask. Historisk kalender, august 2002

Tøjvaskningens historie er lang og i 1900 – tallet gennemløb den radikale forandringer. I første halvdel af århundredet vaskede de fleste mennesker på landet deres tøj i eget vaskehus. I byernes etageejendomme, hvor de fleste boede, vaskede man i den fælles gruekedel i kælderen.

Imidlertid havde husmoderen også en tredje mulighed nemlig at sende det snavsede tøj på vaskeri, for så en uge senere at modtage tøjet, rent og strøget eller rullet og indpakket i brunt papir. Allerede i 1900 – tallet første del var der adskillige vaskerier i Horsens og senere blev der flere.

Pingvin – Vask, der startede 1. maj 1964, havde til huse i ejendommen Levysgade 9 – 11, som ses på det store billede. I årene fra 1964 til 1974 ejedes virksomheden af Doris og Johannes Zederkoff, der ses på det lille billede. Her blev vasket, rullet renset og presset. Vaskeriet blev overtaget af Nanna Nielsen, der flyttede det til Kattesund 24, hvor før Søsterne Larsen havde haft vaskeri. Virksomheden på denne adresse bærer stadig i vore dage navnet Søsterne Larsens vaskeri.

I de sidste 30 år af 1900 – tallet opstod tre alvorlige konkurrenter til denne form for vaskerier, nemlig: den lille vaskemaskine til brug for en familie, de fælles moderne vaskerier i boligforeningerne samt møntvaskeriet.

Møntvaskerierne havde deres storhedstid  i 1960erne, 1970erne og 1980erne, skønt de aldrig i antal kunne konkurrere med vaskerier, som dem Pingvin – Vask repræsenterede. Imidlertid blev vaskeriernes virkelig banemand de almindelige små vaskemaskiner, som efterhånden er installeret i ethvert enfamiliehus og også i mange lejligheder.

I stedet for at spare tid og slippe for besværet har vi hver især nu valgt at lade vaskemaskinen køre, således at vi næsten hver dag skal bruge tid på at vaske, tørre eller trumble, lægge sammen og stryge. Til gengæld får vi meget oftere end tidligere skinnende rent tøj på.

 

 

 

01. august 1902:

Justitsministeriet og Finansudvalget har altsaa i Dag gæstet Horsens. Justitsminister Alberti ankom først i Dag. I fire Vogne kørte Ministeren og Udflugtens øvrige Deltagere fra Jørgensen Hotel ud til Tugthuset. Den store Fængselsbygning blev grundigt taget i Øjesyn baade indvendigt og udvendigt.

16. august 1922:

I Morges begyndte det omfattende Arbejde med Besigtigelsen af de Strækninger, der skal eksproprieres til Flytningen af Horsens Banegaard. Ekspropriationskomiteen har sammen med Banedirektør Flensborg, Repræsentanter for de interesserede Kommuner samt Lodsejerne gennemgaaet den Del af Strækningen, der ligger i Hansted Sogn, og en Del af Horsens Købstad.

20. August 1942:

Ang. Franskbrødsituationen oplyses, at da der efter alt at dømme efter Udgangen af August kun vil være faa Franskbrødsmærker tilbage, er det at vente, at der i September kun vil kunne faas Franskbrød efter forudgaaende Bestilling hos Bagerne, idet disse kan risikere at komme til at ligge med Restbeholdning.

28. august 1962:

Horsens Kommune køber to gårde for 3 millioner kroner. Nødvendigt skridt for at sikre sig arealer til fremtidigt industri – og boligbyggeri. På sit møde i dag har Skanderborg amtsråd behandlet spørgsmålet om kommunens køb af gårdene Hammersholm og Hanstedgaaard.

07. august 1982:

Amtsgymnasiet i Horsens rykker ind i egne lokaler og er blevet en arbejdsplads for over 400 mennesker. Amtsgymnasiet i Horsens ved Ormhøjgårdvej er rejst som planlagt og står nu klar til at tage imod elever og lærer på mandag. Den officielle indvielse finder dog først sted senere.