Peter Marius Olesen f. 1870 – d. 16. maj 1947

Horsens Folkeblad, d. 17. maj 1947

Som kort meddelt i går døde den kendte Horsens – borger, skorstensfejermester P. M. Olesen, Badstuestræde 10, i går eftermiddags på Horsens kommunehospital næsten 78 år. Han var blevet indlagt på hospitalet i søndags (den 10. maj) af en lungebetændelse, som i går medførte døden.

Med skorstensfejermester Olesen, er et stykke levende Horsens – historie forsvundet. Han var som få interesseret i sin by og dens liv og han var en fornøjelig fortæller og skildrer af træk og begivenheder fra det gamle Horsens. I ikke mindre end 63 år udførte han med dygtighed sit hverv som skorstensfejermester for Horsens kommune og først nu i foråret lagde han helt op.

Byarkivet, B13277. Skorstensfejermester P. M. Olesen.

 

Allerede som som 14 – årig kom han i lære. Det var dengang man skulle kravle op gennem skorstenene, og det var et hårdt arbejde, der begyndte allerede ved 4 – tiden om morgenen. Senere blev det lettere og skorstenene kunde fejes med line.

P. M. Olesen var også brandmand, han var den første brandmand i Horsens, der kom i uniform. Og i årenes løb var han med til at bekæmpe henved 300 brande. Kendt blev han endelig af alle for sin store “hobby”, der bestod i at “fiske” tabte værdigenstande op fra havnens bund.

Den gamle skorstensfejer var horsensianer med H og afholdt af alle, der lærte ham at kende. I Horsens Borgerlige Skyttelaug, hvoraf han var mangeårigt æresmedlem, nød han ikke alene respekt og agtelse, men værdsattes også her for sit gode humør. Han var lige ledes et interesseret medlem af Grundejerforeningen. Han var æresmedlem af Skorstensfejerlauget i Skanderborg og Århus Amter og af Brandkorpsforeningen.

Af den afdødes børn er tre af sønnerne gået i faderens fodspor, de to som skorstensfejere og en tredie som brandmand ved Københavns Brandvæsen. Det var en stor glæde for den gamle skorstensfejer.

Det bør endelig nævnes, at P. M. Olesen var stærkt politisk interesseret og havde i mange år sæde i bestyrelsen for Horsens Venstrevælgerforening.

Fra Carl Th. Jørgensens udklipssamling.