Østerhåb Kirke

Kirkeplaner i Torsted Vest

I marts måned 2010 gav Kirkeministeriet grønt lys for opførelsen af en ny kirke i Torsted Vest. En plan der har været undervejs siden 1987, hvor Horsens Kommune satte projektet om en bæredygtig bydel i værk, og hvor der i lokalplanen blev reserveret et område med mulighed for at bygge en kirke. Herefter lå sagen stille ind til 2004, hvor Horsens Kommune begyndte at interessere sig for området og herefter forhørte sig ved Torsted Menighedsråd, om kirkeplanerne stadig var aktuelle. Det var de, og menighedsrådet købte d. 1. juli 2005 grunden af kommunen.

Første nybyggede kirke i 40 år

Østerhåb Kirke er den første nybyggede kirke på Horsensegnen siden Sønderbro Kirke blev opført i 1970-71, og en af kun seks kirker i Horsens Kommune siden 1200-tallet. I Hatting og Uth blev der bygget kirker i 1500-tallet, mens Tyrsting fik sin i 1767. I slutningen af 1800-tallet blev Serridslev Kirke bygget, Brædstrup rejste sin kirke i 1941, og endelig Sønderbro Kirke der stod færdig i 1971.

Arkitekfirmaet Fogh & Følner

Kirken er tegnet af Johan Fogh fra arkitektfirmaet Fogh & Følner i Kgs. Lyngby. Et arkitetkfirma som ikke tidligere har lavet den slags opgaver i Jylland, men menighedsrådet havde bl.a. set Tornbjerg Kirke i Odense, som Fogh & Følner står bag, og synes godt om.

Kirken i tal

Kirken er beliggende på en 14.000 kvm stor grund ved Gravengårdsvej, som Torsted Menighedsråd har købt af Horsens Kommune. Selve bygningen er hvidkalket med tag af zink. I første omgang er kirken, gårdspladsen omkring den samt en parkeringsplads blevet bygget. Senere følger en kirkegård på den sydvestlige del af grunden, tegnet af landskabsarkitekt Preben Skårup fra Aarhus, samt et rekreativt område med bl.a. en sø.

Kirkebygningens brutto-areal er på 488 kvm fordelt med 327 kvm i stueetage, 100 kvm på første sal, 40 kvm i tårnet og 21 kvm i kælder. Budgettet var på 32 millioner kr. I alt er der plads til 250 kirkegængere, hvor Torsted Kirke på Ørnstrupvej blot rummer 125 personer. Dermed er der nu 375 kirkesæder i sognet, som ifølge Horsens Folkeblad d. 3. september 2011 havde 8322 indbyggere, hvoraf de 7357 er medlemmer af folkekirken.

To nye klokker

Kirkens to klokker er støbt hos Paccard i Frankrig, mens klokkestolene er bygget af dansk egetræ. Den største klokke vejer 555 kg og har inskriptionen: ”Der springer en kilde/Der dækkes et bord/Der kimes til højtid fra tårne”, som er hentet fra salmen ”Der stander et hus i vort høje Nord”. Den mindste klokke vejer 340 kg, og også den har en inskription: ”Her har dagen evighed/Her har kærlighed sit sted” som er hentet fra salmen ”Uberørt af byens travlhed”.

Alterudsmykningen

Alterudsmykningen er doneret af Ny Carlsbergfondet, og er malet af John Kørner på et specialfremstillet lærred fra Belgien, der er 11 m. højt og 4 m. bredt. John Kørner fortæller om maleriet til Horsens Folkeblad: ”Jeg har ikke forholdt mig til traditionelle religiøse motiver som f. eks. Jesus på korset. Men det var Libanons Cedre, der blev fældet for at bygge Kong Salomons Tempel, og det er en af de referencer, jeg har haft. Samtidig har jeg ladet mig inspirere af den fantastiske natur, som er et fællesmenneskeligt omdrejningspunkt, der også spiller en rolle i Bibelen. Jeg føler mig selv meget beslægtet med naturen.”

Jane Buchreit fra Menighedsrådet udtrykker også tilfredshed med resultatet: ”Det er et spændende, næsten poetisk billede. Træet er nærmest meditativt i sin ro, og motivet er åbent for fortolkning. Samtidig tilføjer det rummet noget let og luftigt og giver dermed et godt modspil til kirkens tyngde.” (Horsens Folkeblad 15.11.2011)

Tankerne bag byggeriet

Johan Fogh fortæller til Horsens Folkeblad om tankerne bag kirken: ”For os var målsætningen helt klart, at vi ikke ville mime en landsbykirke. Vi ville nok skabe en kirke, der giver mindelser til landsbykirkerne, men samtidig lægger op til at være et samlingspunkt med en plads rundt om kirken. Sådan ligger Østerhåb Kirke nu: lille, kompakt, men samtidig med power, fordi kirkeskib og tårn er smeltet sammen til én kraftfuld form. Og udenom den brede kirkeplads hele vejen rundt om bygningen, rammet ind af en ringmur, i håbet om, at her får Torsted Vest et samlingssted lidt a la det, Horsens midtby har med Torvet og Vor Frelsers Kirke.” (Horsens Folkeblad 03.09.2011)

Mange involverede i processen

Udover arkitektfirmaet Fogh & Følner har flere andre firmaer været involveret i processen, herunder Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniør, København; Rådgivende Ingeniørfirma Gert Carstensen, Værløse; landskabsarkitekter Nørgaard & Holscher, Frederiksberg; entreprenør- og murerfirma Brdr. Thybo, Skanderborg; Åstrup Maskinsnedkeri, Åstrup; Dauding Smede- og Maskinfabrik, Brædstrup; Finn Damgaard Malerfirma, Horsens; installationsfirmaet Julsgaard, Brædstrup og vvs-firmaet Chr. Beck &Søn, Horsens.

Rosende omtale på Arkitekturens Dag

Østerhåb Kirke fik rosende omtale, da Horsens Kommune fejrede Arkitekturens Dag d. 30. september 2011. ”Østerhåb Kirke, der er tegnet af Fogh & Følner arkitektfirma, A/ S, roses af dommerkomiteen for de opadstræbende, nærmest himmelstræbende linjer i det intime kirkerum. På trods af det lukkede ydre udtryk er der rigelige mængder blødt dagslys i kirkerummet, og dommerkomiteen mener også, at de stærke, vertikale linjer passer fint ind i det ellers flade nye boligområde i Torsted.” (Horsens Folkeblad 01.10.2011)

Læs mere

Torsteds nye kirke skal hedde Østerhåb Kirke (Horsens Folkeblad 29.11.2007)

Østerhåb Kirke (Horsens Folkeblad 31.03.2010)

Kirke fik to nye klokker (Horsens Folkeblad 16.06.2011)

Tillykke Torsted (Horsens Folkeblad 03.09.2011)

Tanker fra et hjørne af en grund i Torsted Vest (Horsens Folkeblad 03.09.2011)

På vej med orgel og kirkegård (Horsens Folkeblad 03.09.2011)

Ny Carlsberg Fond giver kunst til ny kirke (Horsens Folkeblad 03.09.2011)

Fire byggerier værdige til pris (Horsens Folkeblad 01.10.2011)

Østerhåb Kirke fik sit altermaleri (Horsens Folkeblad 15.11.2011)

Folkekirken.dk