En af de mange gader i Vestergadekvarteret er Nygade og gadeforløbet ses allerede på det kort fra 1825. Gaden endte fra begyndelsen blindt og strakte sig kun ca. til Stefansgade.
Efterhånden blev der behov for en længere gade, og omkring år 1900 nåede Nygade helt ned forbi Lille Nygade. Først senere blev gaden forbundet med Fabrikvej.
Gaden fik sit navn i årene mellem 1860 og 1870. Den ældste bebyggelse lå på vestsiden op mod Vestergade. I 1872 var der kun seks ejendomme i gaden, i 1887 var der 17 og i år 1900 var antallet af ejendomme vokset til 46. Praktisk talt alle huse var etageejendomme med plads til flere familier.