Af arkæologi.stud. Sofie Kristensen
”Bygget af tilhugne Kampesten ligger den gamle Kirke i interessante Omgivelser. Talrige Minder fra Oldtidsfolkets Dage i Form af Smukke Kæmpehøje, ligger spredt over det ganske Sogn.”
Så smukt omtales Nim kirke og sogn i bogen »Horsens og Omegns Kirker« af Aage Simonsen i 1924. Udover oldtidens fortsatte synlighed i området, ved vi også om områdets historie, at sognet i middelalderen blev regnet for krongods, hvilket vil sige, at dette sogn regnedes som kongens jordegods. Kongen ejede også selve kirken inden reformationen, hvor en stor del af kirkens ejendom ellers overgik til kronen, da man i den forbindelse inddrog en del af kirkens jordegods i form af klostre mv.
Kirken blev bygget omkring 1200 på en banke. Den omtales for første gang i 1345 i forbindelse med, at kirken modtog en sølvgave af Århuskanikken Peder Jensen.
Selve kirken er en lille romansk kvaderstensbygning, hvilket betyder, at den består af et lille rektangulært skib og et næsten kvadratisk kor. Bjælkelofterne blev i mange kirker skiftet ud med hvælv i den gotiske byggestilsperiode, men i Nim er det ikke tilfældet. Her har man valgt at beholde det charmerende træloft.
Det er typisk for hele den middelalderlige periode, at koret blev placeret i den østlige ende med skibet i vest, hvilket også gør sig gældende her. Denne standardisering af kirkernes østvendte orientering bygger på forskellige religiøse idéer om den østlige retnings betydning. For eksempel fremgår det af Mattæus 24:27, at Jesu genkomst ved dommedag vil komme ”som et lyn fra øst”, og ifølge 1. Mosebog 2:8 befandt paradiset sig i øst. Disse og andre henvisninger til den østlige retning i kristendommen danner baggrunden for, at man ser den østlige retning som noget specielt indenfor den middelalderlige kirkearkitektur.
På Nim kirkes romanske grundform er der senere tilføjet et tårn i vest. Tårnet er konstrueret af to forskellige byggematerialer – det nederste stokværk består af kvadre, der muligvis er hentet fra en anden kirke, mens det øverste består af tegl. Tårnet bestod oprindeligt af 3 stokværk, men i 1798 fandt en ombygning sted, og tårnet blev i denne forbindelse kortet af. Tårnet menes, at være opført i tiden omkring reformationen. Tårnene kom i Nim, som så mange andre steder, til at overtage klokkestablens funktion. Det er dog alt andet lige ikke derfor man valgte at opføre tårnene. Baggrunden for dette har der været forskellige bud på. Nogle mener, at man har brugt dem til opbevaring af tiendekornet, hvor andre mener, at tårnet ikke blev opført af praktiske årsager, men simpelthen fordi man kunne, og derigennem viste, at man var magtfuld.
Desuden blev der tilføjet et våbenhus på skibets sydside. Tilføjelsen af våbenhuse og tårne er ofte nogenlunde samtidig og det er også tilfældet her, da våbenhuset er senmiddelalderligt og således tidsmæssigt samtidig med tårnet, der er fra tiden omkring reformationen.
Det er en almindelig antagelse, at våbenhusets funktion har været at opbevare kirkegængernes våben. Det er muligt, at tilbyggelsen har været brugt til dette, men det har ikke været hovedformålet med den – heller ikke i Nim kirke. Våbenhuset har derimod fungeret som et ekstra lokale, hvori der kunne foregå forskellige eksterne aktiviteter. Kirken har fungeret som samlingspunkt for sognet, hvor bekendtgørelser af både national og regional art kunne deles mellem sognebørnene. Dertil menes det, at våbenhuset fungerede som et forhus til kirken, der markerede overgangen mellem det verdslige og det kirkelige. I forlængelse heraf har våbenhuset i visse tilfælde fungeret som opholdssted for personer, der ikke var velkomne i selve kirkerummet. Våbenhuset har dermed ikke været en hellig bygning, men den har heller ikke bare fungeret som et opbevaringsrum. Vi har endda kendskab til en kirke, hvor der er bevaret rester af et ildsted og bænke i våbenhuset, hvilket understreger, at der har foregået aktiviteter i dette rum, der har været af længere varighed.
Interiør
Døbefonten er ligesom kirkens grundform i romansk stil. Fonten er af granit og smukt dekoreret med bladværk og løver i lavt relief. Dertil kommer en dekoration, hvor motivet kan diskuteres. Nogle mener, at det forestiller en skorpion/krabbe, og andre mener, at det forestiller et træ. Fonten nævnes for første gang i 1681. Endvidere er kirken i besiddelse af et dåbsfad fra omkring 1575, denne har dog kun været en del af kirkens interiør fra 1800-tallet.
På skibets nordre væg hænger i dag et middelalderligt korbuekrucifiks fra omkring 1475. Dele af krucifikset er dog blevet udskiftet på et senere tidspunkt, og bemalingen er fornyet.
En prædikestol der lidt usikkert er dateret til 1614, da det er det årstal, der står skrevet på stolen, er også en del af det nuværende interiør. Prædikestolen er dermed fra renæssancen, men ser ikke længere ud som da den ankom til kirken, da den sidenhen er blevet restaureret og malet om. Alt andet lige findes den stadig på sin oprindelige plads, da det kan ses af murværket mellem kor og skib (også kaldet triumfvæggen), at der er brudt hul til prædikestolen på et tidspunkt efter reformationen. Stolens datering til omkring 1600 passer med, at vi ved, at mange prædikestole blev produceret på dette tidspunkt. Med reformationen blev guds ord det centrale og dermed prædiken, hvor der før var et større fokus på de katolske praksisser. Præsten var hævet over menigheden, så han var tydelig for alle, når han fremlagde guds ord for sognebørnene. Og nu var prædiken tilmed på kirkegængernes eget sprog!
Alterbordet er også senmiddelalderligt, men er opbygget af romanske kvadre, der muligvis stammer fra et tidligere alterbord. Bordets forside er af træ og er fra omkring 1590. Denne og prædikestolen er dermed de eneste stykker renæssanceinventar i Nim kirke.
Der har tidligere været en middelalderlig altertavle i gotisk stil, men denne er ikke længere i brug. I stedet har man siden 1837 brugt et altermaleri kaldet »nadveren«. Maleriet er udfærdiget af Horsens maleren A. Schumann. I en kort periode afløstes denne dog af et maleri kaldet »Kristus i Getsemane«, men man valgte senere at hænge Schumanns maleri op igen og rykke »Kristus i Getsemane« til en anden plads i kirken.
Kirkens vægge fremstår i dag hvidkalkede, men under en restaurering i 1900 blev der fundet rester af kalkmalede dekorationer fra omkring 1500 og 1700. Dekorationerne blev fundet på skibets nordre væg og væggen mellem skib og kor. Begge bestod af geometriske figurer og bånd, og begge blev hvidtet over efter undersøgelse.
På våbenhusets vestvæg hænger et gravminde over birkefoged Christopher Holgersen og hustru Marine Pedersdatter, hvorpå de begge to er afbilledet. Denne har før hængt andetsteds i kirken.
Der er alt i alt tale om en fin, lille kirke, der har gennemgået ganske minimale ændringer igennem tiden. De romanske karaktertræk er stadig synlige, og kirken har efter alt at dømme stadig sin originale middelalderlige døbefont, der muligvis rummer et meget sjældent motiv i form af en krabbe eller skorpion. Det er dog ærgerligt, at man ikke længere kan se de smukke kalkmalede dekorationer, selvom kirken tager sig flot ud i dag med de hvidkalkede vægge.
Kilder:
Danmarks Kirker XVI, bind 9 (1996-2002), side 5177-5198.
Holm, E.: Horsensegnens Kirker, 2002.
Simonsen, A.: Horsens og Omegns Kirker. 1924.
Wienberg, J.: Den gotiske labyrint – Middelalderen og kirkerne i Danmark. 1993.