Af Svend Petersen, Glarbo (bragt i Midtjyllands Avis fredag den 11. december 1981)
Det beklages, at landsbyerne forsvinder, men vore ændrede livsformer og krav om større og større effektivitet har frataget landsbyens småhandlende og småforretninger deres eksistensmulighed, og dermed vil det gamle landsbyliv for stedse være borte. For disse småvirksomheder var jo sammen med kirke, skole og anden bebyggelse den ramme om landsbylivet, som det ikke kan undvære for at bestå.
Nu må vi, der har oplevet landsbylivet for godt 50 år siden, indrømme, at det også havde sine dårlige sider, men alligevel husker man det som noget rart og erindringsværdigt.
Min barndoms landsby havde som bymidte en granit kvadrestens kirke med tilbygget hvidkalket tårn, en gammel rytterskole, gadekær og smedie, i spredt orden kom dertil brugsen og en del huse, enkelte af dem var indrettet med småværksteder. Helt tæt op af byen lå en fem seks gårde, længere borte lå endnu nogle gårde og ejendomme samt vindmøllen med tilhørende lille ejendom, der var mit hjem.
Det var det karakteristiske ved landsbyen, at den ved en privatbanes gennemførelse i 1899 fik en forstad. Der havde måske i forvejen foruden en gård været et enkelt hus, men da stationen kom ved foden af en ca. 400 meter lang bakke nedenfor byen, grupperede der sig nogle flere huse, samt en tømrer, en karetmager, en foderstofhandel, der havde åbent to halve dage om ugen, en købmand kom der heller ikke til at mangle, og en maler byggede også hus med tilhørende værksted og en at hans døtre blev min kone.
Stationen som vi kaldte bebyggelsen, standsede imidlertid hurtig i vækst, og den kom aldrig på størrelse med den oprindelige landsby.
I modsætning til mange landsbyer havde vi ikke over for kirken liggende en kro. vi havde derimod et forsamlingshus, hvor landsbyens beboere samledes til såvel fest som til kaffe efter begravelse. Det var også her landsbyens ungdom samledes til deres fælles aktiviteter såsom gymnastik, foredrag, dilettant og andre forskellige former for festligheder, nogle af dem med efterfølgende dans, og foreningsballerne manglede selvfølgelig heller ikke. De helt store fester var juletræ og høstgilder og i min barndom efterårsmøder med foredrag, ved de sidst nævnte festligheder samledes både unge og ældre, og forsamlingshuset var pyntet med årstidens blomsterpragt.
Mindes man det, der var landsbyen, mindes man selvfølgelig ikke blot dens ydre rammer, men menneskene og især de mest særprægede der gav landsbylivet ekstra stemning, liv og farve. Der var skomageren, der også var centralbestyrer, træskomanden der klippede folk. Der var landsbydegnen der selvfølgelig også var kirkesanger, mureren der var ringer og graver, landposten der var cykelsmed, ja der var mange flere særprægede mennesker og egentlig var de det vel mindre eller mere alle, selv om jeg jo nok må indrømme, at både mennesker og oplevelser er farvet af de mellemliggende år og min daværende alders måde at opleve på.
Noget som livet i en landsby medførte var, at alle kendte alle, og kendte hinanden så godt, at de vel næsten også kendte hinandens liv »i sengehalmen«. Det kunne have sine gode og dårlige sider, at man ikke kunne skjule sig i en landsby, men det var vilkårene, der nok for en enkelt kunne være barsk og ubehagelig, men som også kunne betyde hjælp, når det var hårdest tiltrængt.
Landsby‑snakken var vel sjælden ondskabsfuld, men dækkede heller ikke over nogen eller noget, man havde jo ikke stort andre oplevelser end hinandens gøren og laden, og de fleste vedstod sig gerne, det de var, deres særheder og det liv de levede, ja undertiden var der vel endda en og anden, der vedstod sig sin særegenhed så man næsten kunne få det indtryk, at vedkommende var stolt af den. Føle sig mere end andre, være storsnudet som vi kaldte det, var ellers noget af det, der dårligst blev tolereret i landsbylivet, det skulle der megen dumhed, hartkorn eller anden indflydelse til at bære.
Nu taler man en del om, at vi skal komme hinanden ved, og nogen forsøger af den grund at holde liv i landsbyresterne ved at bygge ved eller omkring dem, men det vil aldrig blive andet end et forsøg på at genskabe det landsbyliv, hvor man på en naturlig og selvfølgelig måde kom hinanden ved, fordi man på alle områder så vidt det var muligt benyttede sig af hinanden, og mødtes hvor næsten alle kom som f.eks. ved brugsen, smed osv. Dengang skulle tiden også udnyttes, men at udnytte tiden var også at få en snak hvor man mødtes.
I min drengetid var der på min hjemegn syv års halvdags skolegang. De første tre år gik vi i forskole, de sidste fire i hovedskole, i begge skoler gik de yngste om eftermiddagen.
Hovedskolen var en gammel rytterskole med mindeplade for skolens oprettelse indmuret ved siden af indgangsdøren. Der havde selvfølgelig fra den tid, da den væsentligste del af degnens løn, var det han kunne avle på degnejorden. Jorden til skolen, var da jeg midt i tyverne begyndte min skolegang forpagtet ud, men endnu stod udhuset, som degnen nu brugte til opbevaring af træ, tørv, cykler, haveredskaber med mere.
Selve skolebygningen var en lang længe med skolestue i den ene ende, og beboelse for degnefamilien i den anden. Fra en mellemgang mellem skolestue og lejlighed kunne degnen komme i skolen uden at skulle uden for.
Degnen var af udseende en lille pæn og sirlig mand. Han havde fipskæg og gik til daglig med knækflip og lorgnetter og til trods for, at han var godt et halvt hundrede år, var såvel hans blik som bevægelser hurtige, så inden vi nåede at værge os, kunne vi i sangtimen rammes af violinbuen, som ingen at os dog regnede for noget, det havde degnen buen for kær til. Værre var det med spidsen af den lange pibe, som han for det meste i timerne gik og røg på. Den slog hårdt, hvor den ramte.
Degnen var nu ikke slem til at slå med nogen af delene, men det var ikke altid lige let for vi unger at holde interessen fangen, ved den samme lille Danmarks eller Bibelhistorie, som vi nåede at læse igennem hvert år i de sidste, fire år vi gik i skole. Det samme var tilfældet med geografibogen med tilhørende atlas. Derudover havde vi diktat, genfortælling, enkelte gange stil, højtlæsning og så almindelig regning, det var længe før matematikkens tidsalder i den slags skoler med tilhørende degne. Det var stort set skolefagene, og det var således ikke de store og vilde, kundskaber nogen af os tilegnede sig i den skole.
Det bedste ved skoletiden var lørdagene, der var dengang ingen der havde lørdagsfri, men degnen har åbenbart på det område været forud for sin tid, og samlede os alle både store og små til fælles timer lørdag formiddag. Skolestuen var stor nok til at kunne rumme os alle, for før forskolerne blev bygget, havde den kunnet rumme også de yngste årgange. På disse lørdag formiddage læste degnen højt for os, oplæsningen blev, hvis vejret var til det, og særlig om sommeren, afløst af vandreture i omliggende skove og enge. Det blev af degnen kaldt botanik og zoologiture, og skulle åbenbart efter hans mening erstatte de timer vi ellers skulle have haft i de fag året igennem. Vi nød disse ture med degnen, der lod os lege som det passede os, undertiden hændte det, at en af os, og vel nærmest af højlighed mod degnen, fik tid til at rive en plante op og gå hen og få navnet at vide.
Var vejret særligt godt, og vandet varmt nok til badning, gik degnen med ned til Gudenåen og lod os bade i den. Han gik da oppe på engen og holdt øje med os unger. Engang før min tid var der en af de store drenge, der ved at foregive at han druknede, narrede degnen i åen med tøjet på, heldigvis opgav degnen ikke af den grund kommende badeture. I min tid oplevede vi ved badeture ikke andet dramatisk, end det jeg nu vil berette.
Drenge og piger badede sammen, og der var en naturlig frimodig ublufærdighed mellem os skoleunger, så det var ikke alle der havde badedragt på, men det vakte alligevel opsigt, da en dreng i en af de ældste klasser, i sin glæde over at opdage, at han kunne flyde, med højre råb et stykke oppe ad åen fortalte os det, og dernæst uden en trævl på kroppen demonstrerede det, ved på ryggen at komme flydende med strømmen ned ad åen. Selv degnen kunne ikke holde smilet borte ‑ ved synet af drengen, der kom flydende med et vigtigt organ højt over vandet.
En anden af de store oplevelser i skoletiden var den dag om året, hvor vi skulle bringe degnens træ i hus, i den anledning fik vi fri fra skoletimerne, bagefter tik vi penge af degnen til soldetur i brugsen, nogle af pengene blev som regel brugt til en sodavand, der dengang blev betragtet som den helt vilde luksus. Blev vi færdige med træet før almindelig skoletids afslutning, kunne vi på demokratisk vis vælge mellem at tage hjem eller en skovtur med degnen, vi valgte gerne det sidste, hvilket vel fortæller en del om degnen og vore ture med ham.
Jo, han var god nok, skoleudflugterne med ham var også festlige, dengang foregik det som oftest på cykel, vi var fra naturens hånd godt udstyret med seværdigheder tæt ved, såsom Ejer Bavnehøj. Sukkertoppen ved de gamle klosterområder, Egebjerg vandværk der dengang blev kaldt det danske Schweiz og lad os ikke forglemme Øm Kloster, Velling Koller med mere. Efter en sådan udflugt hændte det, at vi ved særlige lejligheder blev inviteret på chokolade og kager i degnens have, og vi blev da opvartet af hans kønne døtre, som på skift var hjemme som piger, og som af alle store drenge blev betragtet som dejlige men uopnåelige skønheder.
Læs også artiklerne I smedjen blev der drøftet nyt, Landsbyens skomager og centralbestyrer, Småkårsfolk for et halvt århundrede siden og Livet på en vindmølle