I smedjen blev der drøftet nyt

Af Svend Petersen, Glarbo (bragt i Midtjyllands Avis fredag den 18. december 1981)

Tønning Mølle blev nedlagt ca. 1968. Billedet stammer fra: http://www.abostergaard.dk/arne/Tonnings_historie.html
Tønning Mølle blev nedlagt ca. 1968. Billedet stammer fra: http://www.abostergaard.dk/arne/Tonnings_historie.html

Smedjen

Lige overfor skolen lå smedjen, der foruden at være en af de steder hvor nyt blev drøftet, var det sted hvor smeden regerede. Smeden var kun smed, men det var han til gengæld også til gavns.

Vi skoleunger benyttede undertiden frikvartererne til at overvære hans trolddomskunster med at forvandle det sorte og kolde jern til noget glødende rødt, der næsten kunne gøre ondt i øjnene, og som han igen med næsten rasende slag, og mens ildgnisterne føg og ambolten gav høje og klingende lyde fra sig, kunne forvandle til f. eks. en hestesko.

Særligt spændende var det, når der skulle lægges ny jernring omkring et vognhjul, da måtte smeden have assistance, undertiden fra en eller to af os store drenge, der med tænger skulle holde den varme ring på plads ved den ene side at hjulet, mens smeden selv hamrede løs på den øvrige del for, at få ringen på plads, inden jernet blev for koldt.

Det var en vanskelig opgave at få en jernring til at ligge tæt og fast omkring et vognhjul. Før omlægningen skulle smeden næsten med millimeters nøjagtighed have smedet en ring, der passede til hjulet, og ved selve omlægningen måtte jernet hverken være for varmt eller for koldt. I begge tilfælde kom ringen til at sidde løs og skulle smedes om.

I anledning af, at jeg var møllersøn, fik jeg også lejlighed til at overvære smedens trolddomskunster, når han skærpede vore bildhamre, hvilket vil sige at de skulle udtyndes og hærdes. Det var en ikke mindre opgave end det med vognhjulet, at få hamrenes stål hærdet således, at det ikke sprang i stumper og stykker, når det ramte kværnens hårde flintsten.

Franskvaskeren

Foruden smeden havde landsbyen endnu en håndværker, hvis arbejde forundrede mig, mens jeg var dreng. Det var Franskvaskeren. En sirlig og pillen, enlig lille dame, der boede og virkede i den ene ende af et dobbelt hus, der var adskilt med en brandmur. Alt ved såvel hendes person som i hendes lejlighed var så rent og probert, at jeg som dreng havde indtryk af, athun franskvaskede det hele.

Dengang gik i hvert fald de ældre årgange samt unge med respekt for sig selv med stivet kravetøj eller manchetskjorte. Først på ugen kunne man aflevere det snavsede vasketøj og sidst på ugen kunne man med mange formaninger fra Franskvaskeren om endelig at behandle det forsigtig hente det igen.

Jeg modtog altid med ærbødighed både formaningerne og den med knappenåle forseglede pakke, der indeholdt det nyvaskede og nystivede kravetøj omhyggeligt indpakket. Ved hjemkomsten forundrede det mig hver gang, hvordan hun kunne få kravetøjet så stift og få det strøget så fint i facon.

Træskomanden

Når jeg fortæller om mennesker fra min barndoms landsby, kan jeg ikke undlade træskomanden. Han var en lille tætbygget mand med lune. Hans kone var død, før jeg kunne huske, hvilket måske forklarer, hvorfor han havde værkstedet adskilt med et forhæng, så der blev et større og et mindre rum ud af det. I det mindste havde han indrettet sig med kakkelovn, og foruden sit arbejdsbord, lidt bohave bestående af en divan nogle stole og et lille spisebord, hvor han kunne smøre sig en mellemmad og drikke den kaffe han havde brygget sig på kakkelovnen.

I det rum, tror jeg træskomanden opholdt sig de fleste af døgnets timer, og det var også der, han havde barbersalon. Nå, det lyder måske så fint igen, men i hvert fald blev mange af landsbyens og omegnens beboere, der turde betro deres hoved til træskomanden, klippet her.

Blandt dem var også en lun bonde, der absolut ikke var nærig, men urimelig penge skulle der ikke gives ud, derfor protesterede han mod den ublu stigning fra 50 til 75 øre, som træskomanden før en klipning meddelte bonden, han nu skulle give. Bonden ville give de sædvanlige 50 øre og aldrig en øre mere.

Uden mere parlamentering om prisen og under sædvanlig samtale tog klipningen sin begyndelse. De var begge interesseret i mangt og meget, så der var nok at drøfte, På et tidspunkt meddelte træskomanden, at han var færdig med klipningen. Bonden, der trods optaget af samtalen og uden spejl alligevel havde fulgt med i klipningen, protesterede omgående, idet han var klar over, at han kun var blevet klippet på de ca. to tredje dele af hovedet, men træskomanden erklærede, at når han kun skulle klippe for 50 øre, havde bonden fået, hvad han kunne tilkomme. Efter lidt småskænderi indvilligede bonden i prisforhøjelsen, og klipningen fortsatte. For at ingen skal være i tvivl, kan jeg fortælle, at de blev ved med at være lige gode venner, og at bonden også efterfølgende blev klippet af træskomanden.

Læs originalartiklen her

Læs også artiklerne Livet på en vindmølle, Minder fra en landsby for 50 år siden, Landsbyens skomager og centralbestyrer og Småkårsfolk for et halvt århundrede siden

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.