Landsbyens skomager og centralbestyrer

Af Svend Petersen, Glarbo (bragt i Midtjyllands Avis lørdag den 2. januar 1982)

Tønning Mølle blev nedlagt ca. 1968. Billedet stammer fra: http://www.abostergaard.dk/arne/Tonnings_historie.html
Tønning Mølle blev nedlagt ca. 1968. Billedet stammer fra: http://www.abostergaard.dk/arne/Tonnings_historie.html

Om telefoner i landsbyen

Skomageren var også centralbestyrer, ja det var nu egentlig hans kone, der skulle bestride det sidste, men som regel var det skomageren, der klarede både at være skomager, centralbestyrer, nyhedsformidler med mere, hvilket kunne bevirke, at der undertiden kunne fremkomme lange ventetider både på skoreparationer og telefonforbindelser, men det var vilkårene som stort set alle, af forståelige grunde havde affundet sig med.

Skomageren’s, som de i daglig tale blev kaldt, var begge store og kraftige, livlige mennesker, det var i hvert fald ikke legemlige svagheder der havde bevirket, at skomageren blev skomager.

Ved første daglige benyttelse af telefonen, skulle man helst have en lille sludder med skomageren om dagens nyt. De havde som centralbestyrer tavshedspligt med, hvad de hørte ved ekspedition af samtaler, og med hensyn til hvad de eventuelt hørte af fortrolige samtaler, bragte de aldrig det videre, men med almindelig officielt nyt, og især landsbynyt var det en anden sag. De fleste af landsbyens og sognets beboere ville have følt sig forurettet, hvis de ikke havde kunnet ringe eller på anden måde have henvendt sig til skomagerens og få at vide f. eks., hvordan det mon gik med en af landsbyens beboere, der var alvorligt syg. Og var man i tvivl om mødetid til begravelse eller fest, kunne man blot henvende sig til skomageren’s. Skulle man i byen og gerne ville vide, hvem der eventuelt ringede i mellemtiden, henvendte man sig også til dem, så tog de en snak med vedkommende, og ved hjemkomst kunne man så få et referat. Selvfølgelig kunne skomageren’s også have sine fem minutter, som man siger, der kunne bevirke korte og knappe svar eller telefonekspeditioner uden kommentarer.

I trykknaptelefonens tidsalder er det helt mærkeligt at tænke tilbage på den tid, hvor man ikke indenfor lokalområdet benyttede sig af telefonnumre, man bad i stedet om brugsen eller nævnte navnet på den. man ønskede at tale med, ja endogså flere udenbys kunne ekspederes på den måde.

Jo, det var forunderligt, hvad skomageren kunne præstere. Dengang var lokale samtaler gratis, og for den tid hvor radioen var almindelig, har jeg som dreng mange gange oplevet, at far gik hen til vægtelefonen og efter opringningen sige til skomageren: »må a fo æ radioavis«. Det lyder besynderligt, men ønsket blev opfyldt, hvordan det gik til, er jeg aldrig blevet klar over, men det var noget med, at købmandens radio ved samarbejde mellem købmand og skomager blev koblet ind på telefonnettet, det var sikkert ikke helt lovligt, men flere end far nød godt af det samarbejde.

Handel med sko havde skomageren også, men kun efter bestilling. Man kendte selv sit nummer og bad så f. eks. om et par sorte herresko nr. 42. At ønske sig andre former for sko end dem skomageren skaffede hjem, faldt dengang de færreste ind.

Man hjalp hinanden

Landsbyens og omegnens beboere benyttede sig i det hele taget så vidt muligt af hinanden med de muligheder det indebar. Igennem landsbyen forbi brugs, skomager og smed kørte hver dag tre forskellige mælkevogne på vej mod det noget længere bortliggende andelsmejeri. Vognene var hestetrukne og med jernringe forsynede træhjul, og man kunne høre hestenes tunge skridt i den grusbelagte vej samt vognhjulenes gruttende og knusende lyd i sten og grus på lang afstand.

Mælkekuskene var ikke alene mælkekuske, nej, med dem kunne omegnens beboere få bragt pakker fra landsbyens handlende og håndværkere. Havde man ikke telefon, kunne man selvfølgelig også sende bud med kuskene. De blev så til gengæld rigeligt beværtet med kaffe og gode mellemmader.

Landpost og cykelsmed

I den forbindelse kommer jeg til at tænke på landposten, der dengang var på cykel, og om vinteren når der var sne kom til fods. Han havde sine faste spisesteder, som han afpassede tiden og turen efter. I mit hjem fik han formiddags mellemmad og kaffe.

Det var den samme post, der var cykelsmed, og det var ham, der lavede den første cykel, jeg fik som dreng. Den var flikket sammen af en gammel voksen cykel, som han havde skåret ned, så den fik en passende størrelse til en knægt. Ikke blot mange af landsbyens unger, men også mange unge og ældre kørte på cykler fremskaffet eller »standret« af posten.

Posten og mælkekusken var for øvrigt ikke de eneste, der blev budt til sæde og en snak med tilhørende kaffe og mellemmader. Dengang var det almindeligt, at de, der havde de varer, som landsbyen ikke kunne præstere, kom til kunderne i stedet for omvendt. Således husker jeg, at der regelmæssigt i mit hjem, i hver uge kom to slagtere, en fiskemand, en der kom med slagteriaffald og grøntsager, en bager og derforuden, med længere mellemrum, pottemagere, uldkræmmere, skærslibere med flere. Jeg husker, særlig en af dem. Han var flygtning fra Rusland og kunne fortælle spændende og mærkelige oplevelser fra det store land.

Møllekusk ved siden af skolen

Jeg var møllersøn, og allerede som dreng fik jeg overdraget hvervet som møllekusk, når der var særligt travlt på møllen. De fleste kørte selv til mølle, men der var nogle der ved særlig travle landbrugsperioder gerne ville have kornet hentet eller bragt, og enkelte faste møllevognskunder havde vi også, blandt andre landsbyens foderstofforretning.

Kørslen foregik for mit vedkommende så vidt mulig uden for skoletiden, dog husker jeg, at jeg nogle gange måtte tage fri fra skolen. Degnen så som regel over med forsømmelsen, men enkelt gange må han have skrevet mig op til en mulkt, idet jeg erindrer, at jeg mere end én gang har måttet betale den formidable sum af 10 øre i den anledning.

Hesten, jeg kørte med, var en halvgammel jysk vallak ved navn Klaus, der aldrig havde udvist noget form for nykker eller oprør mod menneskemagten. Vognen var en fladbundet fjedervogn en såkaldt underløber, det vil sige, at forhjulene var så små, at de kunne dreje ind under vognkassen, hvilket bevirkede at vognen kunne vende på stedet.

Da Klaus fik øje på vejtromlen

En dag var jeg med tom vogn på vej gennem landsbyen, jeg skulle ned i foderstoffen efter læs. Jeg sad på agerfjælen og betragtede byen uden at skænke Klaus nogen videre opmærksomhed, men skæbnen ville, at der den dag var mere nyt i landsbyen, end Klaus brød sig om. Vi havde lige passeret skomagerens havestakit og var omtrent nået hen til brugsen, da Klaus fik øje på vejtromlen. Et sådan uhyre havde han aldrig set før, og det var trods alt mere end hans sindighed kunne acceptere. Biler, der dengang ikke var mange af, havde han forliget sig med, som noget han ikke gad reflektere på, men en vejtromle var åbenbart efter hans mening et farligt monstrum.

Han bestemte sig derfor til at ville hjem så hurtigt som muligt, med det resultat at han snurrede rundt på vejen med en heftighed så begge enspænderstænger brækkede, hvilket havde til følge, at vognen og hest kun havde forbindelse med hinanden ved hjælp af hammelrebene. Det gav en noget løs forbindelse, der bevirkede, at vognen slingrede fra side til side, men just langs skomagerens stakit, holdt vognen nogenlunde retningen med det resultat, at det mere eller mindre halvrådne stakit med pæl og lægter alt indbefattet stod i splinter om ørene på såvel Klaus som mig.

Jeg var imidlertid drattet ned fra agerfjælen dog uden at miste taget i tømmen og forsøgte nu ved at stemme fødderne mod forsmækken at få hold på Klaus og igen at få ham inden for fornuftens områder. Efter at vi lykkeligvis i svinget ved smedjen havde undgået at torpedere denne, mente Klaus åbenbart, at den værste fare var overstået, og den vilde fart tog af. Ved præstegården hvor en tjenestekarl hjalp mig med den sidste beroligelse af Klaus, lod han sig igen indordne under de sædvanlige magtforhold. Karlen hjalp mig hen til smeden der forsynede Klaus og vognen med nye enspænderstænger.

Den megen postyr i landsbyen havde selvfølgelig fået nogle til at samle sig ved smedjen, og jeg husker følgende bemærkning fra en af dem: »Det ligner heller et nøj å læ sån en knæjt kjør møllevogn«. Det var den ene af de to sårende bemærkninger, jeg husker fra min møllevognstid.

Lærkesang og skæld ud

Anledningen til den anden husker jeg også. Det var en solrig forsommerdag. Klaus og jeg var på vej hjem med fuldt læs. Jeg havde et øjeblik med tømmerne i hånden lagt mig på ryggen hen af læsset, alt imens jeg lyttede efter eventuel kommende trafik samt lærkernes jublende sang. Men bedst som jeg lå og forundrede mig over lærkernes måde at stige og falde på i takt med deres syngen, blev jeg indhentet af en cyklende bonde, og jeg skal love for, at jeg fik hans mening om min uansvarlige opførsel som kusk.

Det var ellers ikke bebrejdende ord, jeg fik som møllekusk, men saftevand og småkager. En enkelt bonde var imidlertid af den mening, at når jeg kunne køre møllevogn, var det nok bedre at ombytte saftevand og kager med cigar, hvilket jeg med tak tog imod. Jeg havde, fra jeg var en halv snes år røget pibe, og cigarer var jeg ikke uvante med, så jeg glædede mig altid til at komme i den gård og få mig en lille Esperant.

Læs originalartiklen her

Læs også artiklerne Livet på en vindmølle, I smedjen blev der drøftet nyt og Minder fra en landsby for 50 år siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.