Minder om Niels Wonge og hans nærmeste

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1990

 

Af: Annelise Andersen

 

Personen bag Niels Wonges Vej.

Niels Christian Wonge,
f 18. april 1856, d. 24. nov. 1923.

En dag dumpede der et brev ind gennem brevsprækken med en forespørgsel, om jeg – som gammel Brædstrupper – kunne tænke mig til Hjemstavnsforeningen at skrive noget om Brædstrup. Det lovede jeg. Emnevalget var ikke så svært – det måtte blive noget om min morfar Niels Wonge og hans allernærmeste.

Jeg er opvokset i “Skovhuset”, Rosengade 19, og havde gennem hele barndommen næsten daglig kontakt med mine morforældre, Niels og Marie Wonge.

Navnet Wonge stammer fra den lille by Vonge vest for Tørring. Her boede morfars slægt før flytningen til Horsens. Morfar, hvis fulde navn er Niels Peter Christian Wonge, var født i Horsens den 18. april 1856 som søn af snedkermester Ole Peter Wonge – død 1878 – og hustru Else Marie, f. Poulsen.  Allerede som 7-årig mistede morfar i 1863 sin mor og kom derfor i pleje hos slagtermester Winther i Horsens. Efter konfirmationen kom han meget naturligt i lære hos plejefaderen og blev udlært som slagter, formentlig i 1875.

Den 7. november 1880 nedsatte Niels Wonge sig som slagter og kreaturhandler i den lille landsby Brædstrup, og allerede en måned senere, 7. december 1880 blev han i Ring Kirke viet til min mormor Marie Kirstine, f. Christensen.

Her begyndte slagtermester N Chr. Wonge 7. nov. 1880 (til venstre på billedet – til højre startede samtidig bagermester Wiborg). Yderst til venstre ses N Chr. Wonge. Yderst til højre ses bagermester Wiborg.

Mormor var født den 30. maj 1859 i Ring som datter af husmand Christen Andersen og hustru Sidsel Marie Petersdatter.

Som barn gik jeg ofte tur med mormor til Ring Kirkegård, og så pegede hun altid på bakkerne bag kirken op mod Ring og fortalte, at der havde hendes barndomshjem ligget.

Familien flyttede imidlertid nogle gange, og i hvert fald blev mormor konfirmeret i Voerladegaard Kirke, og jeg husker, at hun i min barndom ret ofte gik dertil og tog rutebilen hjem. Mormors forældre – mine oldeforældre – boede senere på Dauding Mark og døde begge i 1877.

Ifølge mormors skudsmålsbog har hun tjent i huset flere steder, men aldrig langt fra hjemegnen, og i begyndelsen af november 1880 kom hun til Brædstrup for at blive gift.

Mine morforældres første hjem kan ses på billedet: morfars til venstre og bagermester J. P. Wiborgs til højre. Bagermester Wiborg var kommet til Brædstrup samme år som morfar, og de forblev naboer og venner hele livet igennem.

Wonge-familien voksede hurtigt: først kom pigerne, Oline i 1881 – Anna (min mor) i 1883 – Cathrine i 1884 og Thyra i 1886. Jeg kan tydeligt forestille mig, at morfar er blevet mere og mere skuffet over, at det hver gang var en pige, der blev meldt, men langt om længe kom endelig sønnen – Christian i 1891 – der kunne oplæres i faget og efterfølge morfar, hvad han også gjorde.

Mor har fortalt om morfar, at han – især i de yngre år – kunne være en lidt streng far, men altid retfærdig. Han havde temperament og kunne være ilter. God mod sine børn har han altid været, og det var i hjemmet omgivet af kone og børn, han slappede af og samlede kræfter til de mange og omfattende gøremål.

Som sagt voksede familien, og det samme gjorde hans forretning. Pladsforholdene blev for trange.

Ifølge en bog fra 1919 om Århus Amt ombyggede bagermester Wiborg sin forretning i 1893, og det må anses for givet, at morfar har bygget samtidig – andet ville næsten være utænkeligt, så tæt som bygningerne ligger sammen (selve slagterforretningen, som den kendes i dag, blev først bygget til omkring 1. verdenskrig).

Denne 1893-bygning, Bredgade 25, står næsten uforandret endnu i dag. Bag stuehuset var der i min barndom både fåresti – kostald – hestestald – grisesti – slagtehus – vognhus og lo, og der var yderligere plads til vaskehus og beboelse til svendene. Gik man ind gennem porten, skal der have været et lille slagteriudsalg på højre side.

Morfar drev tillige lidt landbrug, idet han efterhåndensom pengene var til det, og mulighederne bød sig, opkøbte landbrugsjord til dyrkning. Det blev efterhånden til 13 tdr. land, men langt det meste af sin tid brugte morfar på slagtervirksomheden og kreatureksporten. Som kreaturopkøber har han sluttet utallige handler blot med et håndslag, selv om dyrene ofte først skulle leveres 1-2-3 måneder senere.

Som eksportør havde han forbindelser i Hamborg og London, og postkort viser, at han omkring århundredskiftet ugentligt fik tilsendt udlandets noteringer, og mange, mange vognlæs med kreaturer er afsendt fra Brædstrup Station. Under 1. verdenskrig, hvor eksportmulighederne var særlig gode, tog morfar ofte til marked i bl.a. Odense.

Afdøde kontorchef i Handelsbanken, Peter Leth-Nielsen, som er opvokset i selve Brædstrup, og som under 1. verdenskrig var elev i Banken for Brædstrup og Omegn, har fortalt mig, at min morfar engang – formentlig omkring 1919 – en eftermiddag kom ind i banken efter lukketid og lige skulle have 80.000 i kontanter, idet han skulle til marked næste morgen tidlig. Det fik han, og den følgende dag kom han tilbage og indsatte 100.000 i banken. Alt på markedet var blevet købt og solgt igen. Bankens egenkapital var dengang ca. 200.000, så et udtræk på eet bræt og uden varsel på 80.000 fortæller noget om størrelsesforholdet.

I 1990 ville det nok svare til at gå ind i en lokal bank og bede om flere millioner kroner i kontanter – her og nu. For morfar var penge til, for at de skulle arbejde og arbejdes med, og han fik da også lagt lidt til side, men prisen var også en arbejdsdag fra 4-5 om morgenen til ofte sen aften.

Slagterforretningen, som den ses i dag.

Den nuværende slagterforretning blev som nævnt bygget i slutningen af 1. verdenskrig. I stuen lå slagterhus – butikken og 2 kontorer, medens beboelsen fyldte de øvre etager.

Morfar gik ganske naturligt meget op i Brædstrups udvikling. Han var blandt initiativtagerne til bygning af Horsens – Bryrup Jernbane i 1894 – til stiftelsen af Banken for Brædstrup & Omegn i 1906, og her sad han i bestyrelsen til sin død. Han var en overgang medlem af sognerådet, og han har givetvis gjort sin indflydelse gældende i forbindelse med etableringen af Sygehuset.

Det kan derfor ikke undre, at Niels Wonge var kendt viden om og havde mange gode venner. Jeg tror ikke, at der i det daglige har været tid til megen selskabelighed, men den 7. december 1905 fejrede mine morforældre deres sølvbryllup, og da har der til gengæld været fest – antagelig holdt på Centralhotellet.

Mormor var i en sart grøn silketaftkjole ( de sørgelige rester har jeg endnu) og sorte sko med perler (sko i størrelse 37, som jeg passer fint) – morfar i fineste puds. Familie og mange venner var tilstede medbringende adskillige gaver, som stadig er i slægtens eje. Flasker har der givetvis været, og det blev også til en sang – formentlig skrevet af vennen, bagermester Wiborg. Heri fornægter det jyske lune sig ikke, f.eks. En gi’r han bryst – en anden får en lille kølle.

Men sært nok har morfar i sangen ikke fået en lille hentydning til det “øge”navn, som han ofte omtaltes med: “Kong Niels på bjerget”.

Morfars 40-års jubilæum den 7. november 1920 blev fejret med en fest på Centralhotellet, og byens borgere og omegnens landmænd sluttede talstærkt op om denne fest – dog kun mandlige deltagere. Det har været en fornøjelig fest, og der blev holdt mange taler af kendte fra land og by.

Afdøde proprietær J. Petersen, Villa Pax holdt hovedtalen og talte om jubilarens flid og arbejdsomhed – om den store tillid, man havde til ham, og om den hjælpsomhed, han udviste overfor mennesker, der kom i vanskeligheder. Han takkede også morfar som den driftige mand, der havde ydet meget til stor gavn for Brædstrup by og omegn. Morfar har naturligvis glædet sig over de mange gode og rosende ord, men jeg tror også, at hans tanker flere gange i – aftenens løb er gået hjem til mormor og hans fire piger, som han
måtte undvære denne festaften. Morfar var en stille og beskeden mand – en hjemmets mand, som fandt sig allerbedst tilpas i hjemmet med sine kære, som han tog sig godt og kærligt af.

For os har han altid stået som en helt igennem redelig mand, som ikke med sin gode vilje gjorde nogen uret. Han var en hædersmand. Morfar sov stille ind den 24. november 1923 efter 43 års virke i den by, han holdt af – Brædstrup, som han havde set udvikle sig fra en lille landsby til en stor og driftig stationsby. En
udvikling han havde sin gode andel i. En lille 9-års pige havde mistet sin elskede morfar – og det var det, han var for hende, og det hun altid vil huske ham for.

I mine barndomsår og  ungdomsår mener jeg aldrig i mit hjem at have hørt bemærkninger om morfars betydning for Brædstrup by, og det er først som voksen – efter en forespørgsel fra en veninde her i København – at det er gået op for mig, at min morfar ikke bare var morfar, men også den betydende Niels Wonge.

Nogle barndomserindringer fra Brædstrup

En lille pige, der mistede sin elskede morfar.

Efter morfars død blev mormor og Mos (min moster Oline) heldigvis boende i det gamle hjem. Huset så dengang, set udefra, ud, som det gør i dag, og indvendig er der mig bekendt heller ikke forandret så meget, bortset fra de forbedringer en moderne bolig kræver.

I min barndom gik man som nu ind gennem porten og op ad den lille indvendige trappe, hvor morfars lille, primitive kontor lå til venstre, medens døren ligefor førte ind til den i det daglige brugte opholdsstue; Bag den lå selve dagligstuen, som bl.a. rummede et meget smukt mahonichatol lavet af min oldefar – snedkermester Wonge i Horsens. Fra Entreen førte døre ind i spisestue og soveværelse. På 1. sal var der 3 værelser, det ene med kvist, og her havde Mos indrettet sin bolig. I kælderen, hvor mormor så afgjort var den enerådende, fandtes køkken, spisekammer, rullestue og kulrum.

Fra min tidligste barndom var jeg næsten dagligt med mor på eftermiddagsvisit hos mormor og morfar. Mor har nydt at komme i sit barndomshjem og få en hyggesnak, og mig er der nok blevet kælet for. Havde morfar i sine yngre dage været lidt streng over for sine egne børn, så blev han med årene mild over for sine børnebørn. Det var fast tradition, at far, mor og jeg kom til aftenkaffe lørdag aften – morfar ville se os, og vi nød det selvfølgelig. Ret tit skete det, at jeg på disse lørdagsbesøg faldt i søvn på mormors kurvesofa, og det føltes slet ikke rart efter vækningen at skulle ud i buldermørket og gå hjem til Skovhuset.

Men dejligt at have oplevet det så intenst. At morfar også tit kom hjem til Skovhuset for at se, hvordan
det stod til, var for ham en naturlig ting, og mange gange har vi om sommeren siddet i haven og nydt fars hjemmeavlede frugt. Så snart jeg var stor nok, gik jeg selv op til mormor og morfar.

I Skovhusets have var der en låge ud til De Thygesons Alle, så det var let at gå ad den op til Sygehusvej og videre til hovedgaden.
Mos vidste, at jeg kom, og hjalp mig over Bredgade, hvor der dengang næppe har været nogen stærk trafik.

Jeg gik ofte en tur med morfar i slagteriet, hvor han viste mig forskelle på kødkvaliteter og stemplingen af
kød. Vi gik rundt i stalden, og ved høsttide blev turen lagt ud over markerne, for at se om kornet snart var modent. Mormor tog mig med i køkkenhaven, og jeg fik lov til at fodre høns og kyllinger.

Mos og jeg gik mange ture i skoven – ofte med kager og sodavand – for at plukke hindbær om sommeren og samle svampe om efteråret. Svampe var en af morfars livretter. Mange gange er morfar kommet kørende i hestevogn forbi Skovhuset for at tage mig med på en tur på landet. Han købte jo stadig kreaturer op, og jeg har overværet afslutningen af mange handeler. Jeg nød disse ture, siddende højt oppe på agestolen ved siden af morfar. Agestolen, som var et gammelt stykke smede- og snedkerarbejde, blev bevaret af Mos gennem mange år, hvor den stod som en ekstra dobbelt siddeplads i Skovhusets veranda. Nu har den i snart 25 år stået i vort sommerhus på landet og vækker stadig minder om svundne dage.

Morfar tog mig også med til det årlige dyrskue, der blev holdt på den store dyrskueplads – den nuværende park. Det var en fornøjelse at se de mange flotte dyr, men det tog sin gode tid, for morfar måtte ustandselig standse op for at hilse på og få en snak med de enkelte landmænd og deres familier. Hvert år i april kom der Cirkus til Brædstrup, og det var morfars store glæde at gå i cirkus og tage mig med. Han elskede simpelt hen cirkus – især hestenumrene, og det er svært at sige, hvem af os, der morede sig bedst.

Mormor og morfar var milde og kærlige bedsteforældre, men de forkælede ikke deres børnebørn med f.eks. store gaver. Vi fik naturligvis jule- og fødselsdagsgaver, men det var ikke de store og dyre ting, og vi var lykkelige for dem. Der blev dog engang gjort en undtagelse, som jeg tydeligt husker. Det var vinter med klingende frost, og jeg plagede mine forældre for at få et par skøjter. Da det ikke lykkedes, klagede jeg min nød til morfar, som straks sagde: “Kom min lille pige, så går vi to op og køber et par til dig, men jeg er for gammel til at lære dig at løbe på skøjter, så din far må finde sine gamle skøjter ( det var snabelskøjter) frem og lære dig at løbe”. Jeg var naturligvis henrykt – lærte det – og har tilbragt mange glade timer med at skøjte på den lille skovsø, der lå lidt inde i skoven. Her var læ og lunt uden nogen anden risiko end at få et par våde sokker.

Morfar havde altid lidt slik til børnebørnene, når de kom på besøg. I den øverste skrivebordsskuffe
på det lille kontor havde han en stor lyserød blikæske med slik – fortrinsvis chokolade, og jeg tror, at det fornøjede ham at kalde mig ind og byde af æsken. Jeg vidste, hvad der vankede, når han kaldte mig ind: chokolade til mig, medens morfar selv tog sig en skipperskrå.

Bilen holdt sit indtog i Brædstrup, men morfar syntes, han var for gammel til at lære at køre bil og kom derfor aldrig til selv at eje et sådant køretøj. Men han var glad for at kunne leje en bil med chauffør og på den måde komme hurtigere rundt, ikke alene til sine forretninger, men også til og med familien.

Slagtermester N Chr. Wonge og frue på tur i bil, men med chauffør.

En af turene gik til godset Løndal. Han ønskede at se den store genforeningssten – og selve stedet, hvor den havde ligget. Genforeningsstenen – og sådan en skulle selvfølgelig også Brædstrup have – blev, som mange sikkert har hørt, trukket den lange vej fra Løndal til byen ved menneskekraft – det sidste stykke endda af kvinder og børn ( deriblandt jeg) – med min onkel Madsen stående oppe på stenen for at råbe den rigtige takt i de mange menneskers træk i tovene.

Her forekom den episode, at da stenen hang og dinglede i sin galge over det sted ved apoteket, hvor den skulle stå til evig tid, lagde onkel Madsen sig i kådhed over veludført arbejde ind under stenen. Men næppe var han kravlet ud igen, førend kæderne brast, og stenen faldt til jorden.

Juleaften blev holdt hos mormor og morfar, som altid gerne ville fejre højtiden i deres eget hjem, som de vel altid havde gjort, og ingen kunne stege en gås så sprød som mormor. Mormor brasede i sit køkken med det store tørklæde om håret – gåsen var i ovnen og risengrøden sat over, når far, mor og jeg forventningsfulde arriverede. Mormor kunne ikke tage fri til at gå i kirke og hvert andet år kom far først til
julefesten efter spisningen, fordi han skulle være på posthuset og passe telegrafen. Juletræet var ikke stort og var altid kun pyntet med lys og lametta – men et vidunderligt syn for barneøjne, som dog også søgte at gætte sig til indholdet i gavepakkerne under træet.

Mormor må ikke glemmes. Hun stod trofast ved morfars side gennem 43 år og delte med ham både trange og gode tider. Hun var en sød og kærlig mormor, der var lykkelig for alle sine børnebørn og havde et stort ønske om også at nå at blive oldemor. Men det ønske fik hun desværre ikke opfyldt. Jeg husker hende altid som stille, rolig og ligevægtig. Jeg mindes ikke nogensinde at have set hende vred, og hun tog den modgang, som tilværelsen bød hende – størst ved morfars død i 1923 og ved. datteren Annas (min mor) død i 1929 – med stoisk ro og fatning. Mormor bar ikke sine sorger og bekymringer til skue. Mormor døde stille i april 1939, få måneder før mit bryllup, som hun havde glædet sig til.Begge mine morforældre ligger begravet i familiegravstedet på Ring Kirkegård.

Det er med glæde og taknemlighed – men iblandet nogen vemod – at jeg mindes disse glade barndomsår, hvor 3 generationer var hinanden så nær – en svunden tid, som er så vidt forskellig fra den, mine egne 7 børnebørn oplever. Jeg håber, at læserne har haft fornøjelse af at høre lidt om gamle dage i Brædstrup og om Niels Wonge – manden, der lagde navn til “Niels Wonges Vej”.

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *