En beretning om mit barndomshjem, Søndergade 15, i Brædstrup

Brædstrupsegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1989

Af: Poul V. Jensen

På hjørnet af Søndergade og Skovvejen 15 lå der indtil ca. 1964 et langt gammelt hus. På modsatte side af Skovvejen lå gartner Daugårds gamle hus.
Huset, Søndergade 15, var sikkert et af de ældste i Brædstrup.
I min barndom var der 4 lejligheder i huset. Vores lejlighed var den største, og i de tre andre var der lidt kneben plads. Far tog da også en ret beskeden husleje. Jeg tror, at de tre lejligheder hver kostede 20 kr. om måne­den.

Fra min barndom kan jeg mindes familierne i huset: Snedker Laursen m. familie (ialt 6 mennesker) havde lejligheden nærmest Skov­vejen.
Den næste lejlighed havde vi selv (ialt 6 men­nesker). Den næste igen havde blikkenslager Rode (ialt 3 mennesker).
Den nordligste af lejlighederne skiftede i tidens løb med forskellige lejere. Først hus­ker jeg Salomon Sørensen (ialt 6 mennesker). Senere boede rebslager Pedersen der, senere igen bødker Larsen. Også lillebilvognmand Henrik Pedersen boede en overgang i lejlig­heden.
I gavlværelset mod Skovvejen havde snedker Laursen soveværelse.
Vi havde selv soveværelse i kvisten ud mod Søndergade.
I gavlværelset op mod byen havde fars lær­ling og svend deres værelse.
Bag ved stuehuset var der en stor, gammel vinkelbygning, som indeholdt fælles vaske­hus for familierne samt blikkenslagerværk­sted og karetmagerværksted.

Baggården mellem stuehuset og værkstederne var belagt med pigbrosten. Vi børn blev jævn­ligt sat til at luge græsset væk mellem bro­stenene.
I gården var der en fælles vandpumpe for fa­milierne (vi havde ikke indlagt vand i min barndom). Desuden havde familierne hver sit W. C. omme i gården.
Mor havde dog en have. Blikkenslager Rode og snedker Laursen havde hver en mindre have.
Jeg har mange gode minder om min barn­dom. Alle fire familier kom jævnligt sammen, de var alle sammen rare mennesker. Specielt i julehelligdagene var der efter tur inviteret til hyggeligt samvær hos familierne. Også fars og mors gode venner, kurvemager Poulsen med hans kone og datteren Gerda, hørte til i de traditionelle julesammenkomster. Kurvemage­ren og snedker Laursen optrådte med skygge­spil bag et lagen, til stor fornøjelse for os børn.
Fars morfar, skolelærer Niels Rasmus Jensen i Burgårde, ønskede, at far skulle være skole­lærer, men det havde far nu ikke lyst til, selv­om han havde særdeles gode evner.
Far fik en aftale med karetmageren i Nørre Snede om en læretid hos ham, og i aftalen var indeholdt, at far også skulle undervises i vio­linspil. Karetmageren var også musiker.
Efter sin uddannelse drog far nogen tid på valsen som naver i Tyskland. Som følge af sit udenlandsophold kunne far tale perfekt tysk.

Karetmagerhåndværket var tidligere et meget vigtigt håndværk, og det gjorde far ondt, da biler, traktorer og landbrugsvogne gjorde det gamle håndværk delvis overflødigt. Arbejdsvogne skulle udføres af stærke mate­rialer og iøvrigt som meget solidt arbejde, der kunne imødekomme store belastninger. Fars arbejde var kendt for at være særdeles godt og solidt.
Far havde et alm. godt levned som karetma­ger, men jeg mindes krisetiderne fra ca. 1927 til 1936 som svære tider, hvor der ikke var store indtægter. Landmændene havde trange kår, og de var jo fars vigtigste kunder. Bønder­ne skulle nødvendigvis have deres arbejdsvog­ne holdt vedlige. Far var altid meget tolerant og god mod sine medmennesker. Hvis blot far skønnede, at kunderne havde vilje til at beta-le, gjorde det knapt så meget, at de ikke hav­de evnen til det.
Vi var en stor familie (6 mennesker samt al­tid en lærling), så der skulle følgelig være føde til mange. Når det så kneb for en landmand at skaffe penge til at betale sin regning til far, sluttede deres mellemværende ofte med, at landmanden skulle aflevere naturalier i stedet for penge. Det kunne være en gris ved juletid, – det kunne være en sæk korn til mors høns -eller en sæk kartofler. Alt sådan noget havde vi god brug for til den ret store husholdning. Far var, foruden et meget godgørende og ret­sindigt menneske, en meget iderig og opfind­som mand. Udadtil kunne han virke lidt pri­mitiv, men sandheden om far var helt ander­ledes positiv. Det er rigtigt, at far var primi­tiv på mange måder. I lang tid benyttede han som kraftkilde en benzinmotor i værkstedet, selv om der var gode muligheder for elektrisk kraft. At modernisere huset med indlagt vand og vandklosetter lå far meget fjernt, det syn­tes han var temmelig unødvendigt. Alt dette mere bekvemme blev først realiseret, da min bror Jørgen trådte til. Han sørgede også for at få bygget et tidssvarende værksted som erstatning for det gamle skrøbelige.

Som eksempler på fars rigdom på ideer har jeg mange.
Det var i radioens barndom, at landbrugskri­sen satte ind. Og det kan lyde paradoksalt, at far, som ikke var meget for moderne ting, alli­gevel fandt interesse for at eksperimentere med radioapparater. Måske har det også væ­ret af nød, at far greb til en mulighed for at supplere sin indtægt.
Far begyndte selv at bygge radioapparater. En meget stor del af tiden var far og hans lærling, Magnus, på farten for at stille antenner op for folk i omegnen, og dertil leverede han sine selvbyggede radioapparater, der altid fungere­de perfekt.
Far havde en god ven, smedemester Ørum i Ring, også han var ramt af landbrugskrisen. I fællesskab etablerede de to så en virksomhed for at supplere de små indtægter. Smed Ørum købte et transportabelt tærskeværk, og far købte en traktor ( et datidens teknisk vidun­der med store jernhjul uden gummi) som trækkraft for tærskeværket. I lang tid betjente de nu mange landmænd med tærskning (det var et fåtal af de mindre landbrug, som dengang havde eget tærske­værk).

Men det hele fik en brat ende. Far havde an­sat en fører til traktoren, Marinus Rolighed, og som maskinkyndig deltog som regel sme­desvend Flor for at passe hele maskineriet. På vej ud ad Skolegade til et areal, som skulle tærskes, ville traktoren pludselig ikke mere. En knækket plejlstang var gået igennem mo­torblokken og havde ødelagt motoren.
Far havde ikke særlig stor tillid til Forsik­ringsselskaber, og derfor var traktoren ikke forsikret. Far led dermed et stort tab og solg­te med tiden traktoren som gammelt jern . Far købte selv sit træ op ved skovauktioner. I begyndelsen fik han de store kævler savet op til planker ude hos møller Søren Olsen på Sø­gade. Men med tiden fandt far ud af, at han egentlig selv havde brug for en bloksav, og så byggede han en sådan. Den store bloksav_ fun­gerede fantastisk præcist og effektivt med au­tomatisk fremføring af de store kævler gen­nem det store vandretgående savblad. Ud kom de flotteste planker i den ønskede dimension. Jeg husker, at daværende borgmester i Bræd­strup, snedkermester Rasmussen, en dag over­værede en gennemsavning af kævler. Rasmus­sen sagde: “Værket ser primitivt ud, men det er jo genialt og effektivt”.
Jeg kan blive ved med at berette om fars geni­alitet på mange områder. Far tog engang pa­tent på et specielt kæpstokkebeslag, jeg tror ikke, far fik ret meget økonomisk udbytte af patentet, han var ikke forretningsmand.
Vi havde en god barndom med gode forældre og alm. gode kår. Far kunne ikke lide, at vi børn gik ubeskæftigede omkring, vi drenge kom tidligt til at hjælpe far i værkstedet. Senere fik vi plads som bydrenge, Johannes var hos gartner Daugård, jeg var det samme hos slagter Wonge, og Jørgen hos isenkræm­mer Julius Andersen.