Min barndomsby … min barndomsgade

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift -1988

Af: Carla Jørgensen (f. Andersen – 1902).

Som Tove Ditlevsen har vi måske alle en slags barndommens gade at tænke tilbage på. Sjældent får man vel lov, efter næsten 90 år, at nedfælde si­ne minder fra disse barndomsår.
Jeg er født i et lille hus på hovedgaden i Brædstrup dengang byens eneste. Det var landevejen Horsens/Silkeborg, der førte igennem. Det var den, der dannede byen.
Var man barn, vidste man kun, at det var en gade. Mit hjem lå ved denne vej, midt i byen, lige overfor Centralhotellet. Det er en by, hvor jeg husker hvert eneste hus og omtrent alle mennesker, der boede der.
Når jeg så ud på gaden fra de små vinduer, så var det en gade, der om sommeren var belagt med et mægtigt lag »støv«, og om vinteren, når det var vådt, et enestående søle. Men det gjorde jo ikke noget. Det var jo godt alligevel.

Fra venstre på billedet: Fru Nørskov, i døren
Stinne Nørskov, datter, Jens Nørskov, skomager.
Længst til højre Niels Peter Nørskov, søn.

Man legede på ga­den. Det var ovenikøbet den morsomste legeplads, der samlede husenes børn til boldspil og leg med kugler og med sjippetov. Her lærte vi at køre på cykel. Her solede vore hunde sig i det tykke støv­lag. Her var altid liv og glade dage. Det eneste, der var en fare for os, var, når den eneste bil, vi vidste om, bilen fra Løndal, kørte hujende igennem by­en. Da var det om at komme væk og også sørge for at få kæledyrene med.
Vi var i sandhed dus med hinanden, med naboer og genboer. Gaden omkring mig husker jeg måske bedst. Overfor var Centralhotellet, der havde apo­teket til nabo mod syd og en række små huse mod nord. Der boede skomager Nørskov, der solgte os de fineste laksko og ellers var en spøgefuld mand. Næst kom maskinsmed Nielsen, der var så missi­onsk at hans børn ikke fik tilladelse til leg, før de havde udført deres pligt, f.eks. at strikke et stykke sort strømpe. Vi spurgte dem tit gennem det lukke­de vindue, hvornår de kom ud, og de svarede med at vise, hvor stort et stykke de manglede i at få fri.

Brædstrup Bank og Central Hotel. Ca. 1900.

Ved siden af maskinsmeden boede guldsmeden. Han var nu selv sølvsmed, og den dag i dag ejer jeget af hans sølvarbejder med hans navn. Efter ham Laursensgaard, tidligere Madam Bjergsgaard, der var blevet flyttet ud på marken og blev kaldt »Bjer­regården«.
Laursensgaard, hvor en lille del af stuehuset endnu består, var et dejligt sted at komme. Her var heste og køer og grise. Her hjalp vi med smågerninger«. Og når vi tømte en vognfuld med ro­er, så faldt det enorme beløb af 10 øre fra den også altid så venlige Laursen. Han havde en dejlig eng, hvor vi om vinteren kunne løbe på skøjter, (plad­sen, hvor der nu er lægehus m.v.).

Wiborg kom til Brædstrup i 1880 (til højre), til
venstre ses Niels Wonge. Ejendommen blev ombygget i ca. 1890 og der blev indrettet slagterbutik.

For enden af en­gen fandtes en branddam. Den var nok dyb, men meget idyllisk, fordi der ude midt i dammen fand­tes en lille ø med lave træer. Laursens marker var rundt om gården, og vi børn oplevede høsttiden som noget enestående. Vi bragte dunke med øl til de mange høstfolk, og vi mærkede langt ind i sin­det, at det var sommer. Altid var det varmt, alting duftede og summede. Det var sommer, som det blev vinter. Vinter, hvor det sneede, så de små boli­ger sommetider var lukket inde. Ved vort lille hus var så megen sne, at vi børn kunne køre i slæde ned fra skorstenen og langt ud i haven.
Vi havde også gode naboer. Mod nord var det rebslager Rasmussen og hans lange reberbane, der løb langs vor have. Så en snedker, og derefter tele­foncentralen med P. B. Christensen, der også for­arbejdede de fineste træsko, til børn nogle med lakremme. Så boede sadelmageren og efter ham karetmageren, så købmanden, nu kroen. Jeg kend­te også alle borgerne og deres børn, der boede syd for os, men vi legede mest med de børn, hvis hjem jeg her har nævnt.

Gade i Brædstrup. Billedet er skænket af Hilda
Nielsen, Bjerregade, Horsens.

Byen i sig selv havde også en charme. Der var grøn­ne træer, som brød gaden. Et smukt træ ved Høj­skolehjemmet og ved Dommerkontoret, samt en plæne med en gruppe træer foran apoteket. Ka­stanjetræer ved købmandsgården og ved kroen, li­gesom Sygehusvej havde en alle med store træer. Og også landevejen, både mod nord og syd, havde en slags alle.
Så var der byens små enge og damme. Og selve by­en var jo smykket med de handlendes skilte: Sko­magerens røde støvle, bagerens guldkringle, slagte­rens okse, sadelmagerens flotte ridesadel, træskomandens træsko, karetmagerens skilt med den gule postvogn, guldsmedens ske, glarmesterens rude med de mange farvede glasstumper og mange fle­re. I det daglige havde gaden også sin melodi.

Butikker på Bredgade anno 1910.

Vi kendte klokkeslættet på togenes fløjten dernede ved skolen. Der var et 7-9-15-16-19-og 22-tog. Med deres fløjt vidste vi, hvad klokken var slået. Ydermere gjaldede mælkemandens klokke og fi­skemandens råben gennem hele byen. Og ud og ind sås nok 3 gange om dagen de flittige postbude i de­res smukke røde uniformer jage fra hus til hus. Bi­lerne var i fåtal, men heste og vogne var talrige og om vinteren kaneklang og bjældeklang. Vi børn fik en tur op og ned ad gaden på mederne af disse kaner. Jo, der var vinter og der var sommer den­gang!
Det barndomshjem -mit første -vil også i dag forekomme yderst beskedent. Men vi fire børnfandt det dejligt.

Musikprocession gennem Brædstrup en dyrskuedag i 1922, Bødkers orkester.

Der var kun et lavt dørtrin, der skilte os fra gaden. De små stuer var fint pyntet med blomster og grøn­ne planter efter datidens mode. Men far havde sit eget kontor, og den stund, man måtte opholde sig her var simpelthen lykken.
Det skete mest efter spisetid. Så samlede far os børn omkring en gyngestol, og så læste han H. C. Andersens eventyr for os, så de blev så levende, at jeg, selv nu gammel, aldrig har glemt eet eneste eventyr. Vi levede med i disse eventyr og digtede selv videre.

 

Bredgade i vor tid

Fars og mors soveværelse var også »flot«, skønt de grønne, malede vægge drev af fugt. Men alle de fi­ne, hvide blonder, der var, gardiner, sengetæppe, gehæng over den barneseng, der altid stod der og over mors fine toiletbord. Jo, det var flot.
Men nutidens børn skulle vide om vort køkken. Vi fandt det i orden, men der var trods alt et gulv med mursten. Der var gulkalkede vægge og hvidskure­de bordplader. Der var komfur, og så var der ved jernvasken en pumpe, så mor kun når hun vaskede storvask i den dybe kælder, måtte hente det iskolde vand ved den store vandpumpe i gården.

Bredgade, Brædstrup ca. 1920.

 

Men det var en tryg barndom med glæde og arbejdsomme mennesker, for hvem børneflokken var det, livet drejede sig om. Jeg oplevede at se el lyset komme, vandet, der løb i haner, og langt, langt senere hvad centralvarme og toiletter betød.

Hjørnet af Bredgade og Østergade.

Og endda levede man og syntes aldrig at savne no­get. Jeg husker, at da vi kom i realskole, skulle vi hver måned have 12,- kr. med til skolepenge, og om vinteren yderligere 8,- kr. til varmepenge. Ogsåuden støtte kunne hjemmene fungere, og vi kunne leve og var lykkelige børn.
Man skal nok have oplevet alt dette, for at kende forskellen på nutid og fortid. Nutiden, der kræver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.