Købmand Marius Holst.
Sad i Horsens Handelsforenings bestyrelse fra 4/12-1889. Var næstformand fra 1909.
Læs mere
“Horsens Handelsforening i 50 år” af Jørg. Andersen
Købmand Marius Holst er et af de medlemmer af det nuværende byråd, der længst har haft sæde i rådet, nemlig fra 1894 til 1906 og fra 1909 til dato.
Straks ved sin indtræden i rådet var Holst med til at arbejde for oprettelsen af Horsens offentlige slagtehus, og han blev i en årrække formand for Slagtehusudvalget.
Gennem de mange år har Holst været et virksomt og stærkt interesseret byrådsmedlem og siddet i en række af Rådets vigtigste Udvalg; han er således fremdeles medlem af Budgetudvalget, Kasse- og Regnskabsudvalget og Belysningsudvalget, Byrådets Repræsentant i Bryrupbanens Bestyrelse samt Formand for det vigtige Jernbaneudvalg for den nye Baneforbindelse til Nørresnede-Ejstrup.
Marius Holst, der nu er 59 år gammel, kunne den 29. oktober 1906 fejre 25 års Jubilæum som Købmand i Horsens. I de senere år har han været knyttet til ”Horsens Folkeblads” forretningsførelse.
Indenfor, sin stand har Holst været betroet en række tillidshverv. Han er fremdeles Næstformand for Horsens Handelsforening, i hvis Bestyrelse han har haft sæde i 25 år. I 10 år har han været medlem af Bestyrelsen for de jyske Handelsforeninger og af ”Den danske Handelsbanks” Fællesrepræsentation. I flere år var han Formand for Foreningen af jyske Mineralvandsfabrikanter. I en snes år har Holst været medlem af Horsens Landbosparekasses Bestyrelse, i hvilken han fremdeles sidder, og han var Medstifter af og i flere år Formand for Folkekøkkenet. Endelig er Holst i år bleven udnævnt til Landvæsenskommissær, efter at denne Institution nu på foranledning af Købstadforeningen også er bleven indført i byerne.
Holst er Ridder af Dannebrog.
Han er altid frisk og frejdig i debatten, kan være både hvas og slagfærdig og forstår ved sit spillende vid at få latteren på sin side.