Af Kurt Hermann
Så skete det igen igen!
Det havde nok luret i baghovedet, men hvorfor lige nu? De må have tage fejl af nogle datoer, eller også var det bare for at vride nogle penge ud af mig. Den halvårlige påmindelse fra min tandlæge, Bent Nielsen i Nørregade, lå i postkassen helt alene. Så man havde ikke en kinamands chance for at overse den. Hvorfor går der aldrig kludder i tandlægens systemer? Det gør der nok også, men kun til gavn for alle de andre patienter!
Den famøse dag rinder op. På vej til arbejdet kigger jeg på mine medmennesker, som ser totalt ligeglade ud med dagens dystre gøremål. Uberørte og ligeglade. Ja, tak for opbakningen. Hør, var der ikke nogen, der lo? Nå ja, de skal jo heller ikke på skafottet. Jeg bliver helt oplivet ved tanken om, at postbudet også en dag finder vej til deres postkasser med en stikkende tilsigelse!
Første opringning
Jeg måtte selvfølgelig ringe til tandlægen, for ellers havde jeg fået “strafporto”. Ergo ringer jeg til klinikken, og taler med en ganske sød klinikassistent, som jeg får en aftale med – altså med en tid hos tandlægen. Jeg får en dato og et tidspunkt, som jeg omhyggeligt noterer ned.
Og hvad betyder det? Der er jo næsten 14 dage til! Alligevel melder nogle små nervøse trækninger sig ved mundvigen, men jeg finder trøst i, at jorden sagtens kan gå under mange gange inden da. En anden menneskelig mulighed er, at tandlægen har måtte bukke under for en barmhjertig, ondskablig virus. Men nej.
Miraklet
Jeg stod op, blev vasket og barberet, tog tøj på og kørte på arbejde. Her kommer miraklet ind i billedet. Som konsulent på scan-ad reklamebureau a/s på adressen Søndergade 18-20 var man altid travlt optaget. Det var dengang Søndergade, var åben for trafik. På jobbet blev hurtigt kaldt ind til direktør Arne W. Holst. Der var indkaldt til et meget vigtigt møde hos en kunde. En hasteopgave. Aldeles uopsættelig. Pyha, reddet på målstregen.
Anden opringning
Altså forfra igen med en ny tid og dage som galoperer afsted. Men afsted kom jeg, og jeg synes at vejen til klinikken, var blevet meget kortere, end jeg husker den.Måske var der bare medvind den dag. Selv den lange trappe fra Nørregade til klinikken var skrumpet.
Men jeg beslutter mig for at være et mandfolk, så jeg kan lige så godt krybe, som springe ud i det. Jeg strammer mig op, spiller frisk og bedøvende ligeglad. Apropos: mon jeg skal bedøves med disse kæmpestore kanyler? Jeg får meldt min ankomst i god tid, for hvem tør komme for sent, og derved irritere en tandlæge? Ikke mig! Jeg sætter mig i venteværelset, og taget et blad. Bladrer i det, uden at ane hvad det er for et blad.
Overrumplet
Så sker det!
Klinikdamen havde sneget sig ind på mig på listesko, og med et smil som måske var venligt. Hun beder mig tage plads på skafo… i stolen. I et andet rum kan jeg hører tandlægen. Lyder han ikke meget sur i dag?
Pludselig kommer han ind, vasker grundigt hænder – måske burde jeg rose ham for det. Men før jeg når det, spørger han venligt til mit velbefindende. Jeg får kæberne og stemmen til at adlyde, og siger at jeg aldrig har haft det bedre. Løgn fra ende til anden. Så falder der en underlig ro over mig. Hvad kan der egentlig ske mig. Jeg har jo altid den mulighed, at springe ud af vinduet, eller undskylde med at min oldemor skal konfirmeres – omgående.
Så kommer han med en “drillepinden” prikker, roder, skraber og regerer. Imens snakker han om løst og fast. Da han spørger om min mening i en bestemt sag, tilslutter jeg mig omgående hans mening, selv om jeg overhovedet ikke var enig.
Måske har han alligevel fattet mistanke, for pludselig udbryder han triumferende: – aha, en plump der skal skiftes! Det tror da pokker, sådan som han rodede rundt lige før. Mens han borer lidt, rører klinikassistenten noget beton sammen. Tandlægen fylder krateret op, og stamper lidt. – Værs`go at skylle, siger han så.
Jeg var altså løsladt. Siger overlegent tak for i dag og på gensyn. Går som et nyt og bedre menneske ud i friheden. Hvor er Torvet og Søndergade egentlig smukke tænkte jeg. Ak ja, menneskets hukommelse er en korttidshukommelse.
(KH 1982/2006)