Af Svend Petersen, Glarbo (Bragt i Midtjyllands Avis fredag den 31. oktober 1980)
I de sidste halvhundrede år er der i vort samfund på næsten alle områder sket store ændringer, teknik, forskning og videnskab har ændret levevilkår såvel materielt som kulturelt. Noget af det de ændrede vilkår har medført er, at en række erhverv er helt eller delvist forsvunden fra vor tilværelse. Bortset fra at nogle bevares som museer, er det til at forudse, at de om få år er helt borte, det gælder landsbysmeden, skomageren, den lille købmand, bødkeren, karetmageren, mølleren, de småhandlende og småerhverv i det hele taget.
Ingen eller få ønsker udviklingen skruet tilbage, jeg gør det heller Ikke, men de af os der som dreng har stået i en landsbysmedie og oplevet duften af brændende kul og glødende jern, der blev hamret ud mens ildgnisterne føg og rummet fyldtes med klingende og larmende lyde, når hamren med rasende fart ramte det glødende jern, kunne vel ønske andre den samme oplevelse.
Selv er jeg søn af en møller og opvokset i og ved en vindmølle. Det var en rigtig gammeldags vindmølle uden datidens nymodens finesser, selvkrøjning og selvsvækning var den gang ellers ved at blive almindelig, når møllerne skulle repareres, men min far holdt fast ved kludesejlene og den manuelle krøjning, så når vinden øgedes og blev for kraftig, skulle vi enten det regnede, frøs eller sneede svække vindstyrken mod vingerne ved med persen at stoppe dem og derefter rulle en så stor del af sejlene sammen, at farten igen blev passende. Og når vinden ændrede retning, skulle vi ved hjælp af tunge jernkæder og håndspil ud at krøje møllehatten og dermed vingerne i den rigtige retning i forhold til vinden.
Det kunne være et hårdt og ubehageligt men tillige spændende job at være møller en vinterdag, når vinden tog til i styrke og ændrede retning.
Vinden skulle udnyttes så meget som mulig, kværnene skulle passes, så sækkene ikke blev så fulde at det stoppede for udslyngningen og kuberne måtte ikke løbe ud for kom, så blev der rent udsagt en djævelsk larm, når den store oversten uden at der var kom imellem kværnede mod den faste understen så ildgnister og flintesten stod ud fra udslyngningsstedet.
Bortset fra at det var noget af en katastrofe at vinden ikke blev udnyttet, kunne det at kværnen løb tør let nødvendiggøre en skærpelse af kværnen, en bildning som vi kaldte det. Og var det at vinden ikke blev udnyttet ved at kværnen løb tør en katastrofe, så var det uforudset at skulle bilde en kværn når vinden var gunstig, en endnu større katastrofe. Det var ikke en proces der kunne klares på en halv eller hel time. Nej når de store stene ved hjælp af kran og svinganordninger skulle skille ad og anbringes, så vi kunne komme til at bilde dem med specielle af landsbysmeden udtyndede og hærdede hamre, da skulle vi regne med en hel dag for to mand, undertiden måtte natten tages med når der var travlt, og kværnen ikke kunne undværes.
Det kunne være et koldt arbejde at bilde en kværn, især en vinternat i en stormomsust mølle men en megen spændende atmosfære var der også, når hamrene ramte flintestenene så gnisterne føg fra såvel stål som sten.
Kunne arbejdet ved og i møllen være hårdt og barsk en vinter eller efterårsdag, så kunne det til gengæld være den rene romantik en stille sommerdag, hvor vingerne gik for en stille og jævn sydvestbrise, og der ikke var mere travlt, end vi kunne nøjes med vinden uden at bruge hjælpemotoren, som vi også havde i de tilfælde, hvor vinden ikke kunne klare det. De danske vindmøller lå jo altid højt, og en sådan stille sommerdag hvor vingerne daskede rundt med deres stille sju sju kunne man fanges af en stemning der vanskelig kan beskrives når man med ryggen lænet mod det varme tagpap på mølleskroget lod blikket færdes over det danske sommerlandskab samtidig med, at man lod fantasi og drømme tage fart.
Skildringen er bygget på oplevelser i Tønning Mølle, som ses her. Møllen blev nedlagt cirka 1968. Vingerne kom ned i 1948.Det var på sådanne stille sommerdage der blev tid til at få noget fortalt om mølleri fra endnu ældre tid f.eks. hvorfor der i kuberne over kværnene var slået messingsøm. De var anbragt i en række over hinanden i et antal af 1-2-3-4 og forfra igen engang til 1-2-3-4, de stammede fra dengang, hvor komet Ikke blev vejet men målt og angav hvor mange skæpper korn der blev hældt i kuben.
Mølleren fik i ældre tider ikke penge for sit arbejde med kornet, men tog til gengæld en lille del af kornet som betaling, mølleren toldede af kornet som det kaldtes i forhold til hvor mange skæpper han forarbejdede.
Stemninger er for en stor part individuelle og hører vel, egentlig ikke hjemme i en beretning der forsøger at fortælle lidt om det mølleerhverv, der er forsvundet, men jeg kan alligevel ikke lade være at forsøge at gengive den fornemmelse af, at møllen næsten var et levende væsen og vi en del af den, når vi ved arbejdet opfattede dens lyde, der kunne fortælle os om vinden havde ændret retning eller styrke, om en kværn eller valse var ved at løbe tør, eller en sæk var blevet fuld. Møllens lyde løb for den ukendte sikkert sammen i en strøm af monotone durrende lyde, men for os der kendte dem, fortalte de alt, hvad vi burde vide om den levende mølle.
Udover at være steder, der var uundværlig for egnens befolkning, var disse gamle håndværk og erhverv også steder, hvor tidens problemer og omegnens nyt blev drøftet. Ja det hændte vel også at en eller anden fik aflæsset nogle af de personlige problemer, der kunne tynge.
Møllen var ikke en undtagelse, særlig i den for bønder stille tid mellem roer og høst, hvor både vejr og tid tillod, at man undertiden ventede på at få det medbragte korn med hjem i formalet tilstand, kunne der blive tid til en snak med mølleren eller andre kunder, og var der fortrolige ord, som kun den tiltalte skulle høre, dækkede møllens lyde så rart over ordene der blev sagt.
I mine drengeår indtil ca. 1930 var der travlhed på møllen men så begyndte den for mølleren triste og tunge tid hvor eksistensen blev truet.
Elektriciteten som lys og kraft var blevet almindelig for såvel gård som husmænd det medførte, at det blev let og billigt at få Installeret kværn, så man selv kunne formale sit korn, det var nemmere end med hest og vogn at skulle køre til mølle.
Det var naturlig nok i begyndelsen de største gårdmænd der købte kværn. Investeringen sådan betød Ikke meget for dem i forhold til, hvad de skulle give for at få kornet malet ved mølleren, senere så også de mindre landbrug deres fordel ved selv at købe kværn. Jeg husker tydelig den alvor og truende stemning, der bredte sig i vort hjem, når vi erfarede en af vore kunder havde købt kværn.
Men udviklingen kunne ikke standses, nogle møllere forsøgte at overleve ved at handle med korn og foderstoffer. For nogle lykkedes det, for det store flertal ikke. Det var ikke let at konkurrere med de store forretninger. Nu er det gamle mølleerhverv stort set borte og med det som sagt ikke så få andre småerhverv. Endnu kan man finde en lille købmand, hvor man kan gå hen til disken med en seddel og lade ham ekspedere sig varene, men hvor længe, og hvor mange af os ønsker det?
Mon ikke de fleste af os hellere vil betjene sig selv i hvert fald når vi samtidig tror og eventuel erfarer, at det er billigere. Men er det ikke som det er blevet lidt koldere og mere uinteressant omkring os, eller er det kun den generation som jeg selv tilhører der har den fornemmelse.
Læs også artiklerne Landsbyens skomager og centralbestyrer, I smedjen blev der drøftet nyt, Småkårsfolk for et halvt århundrede siden og Minder fra en landsby for 50 år siden