Liselund i Voerladegård

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift 1991

 

 

 

 

Af: Alfred Grønskov

I Voerladegård sogn skete udskiftningen af jor­dene sidst i Voerladegård by i 1797. Hver af de 6 lodsejere i Voerladegård by var i ager og eng skyldsat for 6 tdr. og 7 skp. hartkorn, men da jordens bonitet varierede, var lodsejernes area­ler også af forskellig størrelse og Niels Søren­sens parcel 3 det største på 1.309.260 kvadratalen = 93 1/2 tdl., der udgik som en vifte fra gården i Voerladegård by til udvidelse yderst med overdrev og skov. To naboer, Niels Hansen og Jens Pedersen, fik ved stjerneud­skiftningen til henholdsvis parcel 2 og 1 på samme måde et sammenhængende areal i vifte­form fra deres gårde, medens de tre andre lods­ejere i Voerladegård by fik spredt deres jorde på flere lodder.

Udflytningen fra byen skete kun for tre ejendomme mange år senere. Niels Sørensens gård blev først udflyttet i 1848 ved sønnen Niels Nielsen og blev efter dennes kone, Elisabeth Sørensdatter, kaldt “Liselund” ved brandtaksationen samme år.

Niels Sørensen, født 1781 i Tåning, deltog som soldat med de danske hjælpetropper i Napole­onskrigene i Frankrig, inden han kom til Voer­ladegård og i 1812 blev gårdejer ved indgåelse af ægteskab med forrige ejer Niels Pedersens enke Maren Jensdatter (f. 1775 i Voerladegård og død 1840).

I slægtens eje findes et gedigent chatol i egetræ, fremstillet i 1813 med ukendt proveniens (oprindelse), men det kan jo være en forsinket bryllupsgave. Som den store jordbesidder blev Niels Sørensen kirke- og skolepatron (værge) i Voerladegård sogn.

Udsnit af: Kort over Woerladegaard og Dørrup Byers samt Krog og Møldrup Gaardenes Marker opmaalt 1817 til brug ved Matriculen af Th. O. Hillerup (original tekst). Her er Niels Sørensens Marklod nr. 3 i vifteform ud fra Voerladegård endelig opmålt til 1.309.260 kvadratalen (=93 ½ tdr. ld.).

Efter hans død i 1835 blev ejendommen over­taget af sønnen Niels Nielsen ( 1813-1865). Han blev med sine døtre Maren, f. 1838, Anne, f. 1844, Anne Kirstine, f. 1846, og Karen, f. 1848, svigerfar til bønderne Jørgen Nielsen i Såby, Anders Jacob Sørensen i Gantrup, Frands Madsen i Vinding og Christen Madsen i Voerladegård.

Efter Niels Nielsens tragiske druknedød i mer­gelgraven i 1865 blev Liselund overtaget af sønnen Niels Nielsen (1842-1929).

I 1914 solgte Niels Nielsen Liselund til den yngste søn Jørgen Nielsen (1887-1953) med undtagelse af en parcel på 24,5 ha, som blev udstykket til svigersønnen Søren Peder Søren­sen (1881-1970) fra Nedenskov, gift med Kir­stine, og hvorpå deres gård blev bygget nær Voerladegård mod syd ud til gårdejer Niels Frandsens skel med kirke- og skolesti og ikke mod nord ud til Klostermøllevejen som fore­slået af Niels Nielsen, fordi der var vand her. Deres gård blev mange år senere overtaget af deres datter Rigmor og svigersønnen Aksel Damgaard.

I 1946 solgte Jørgen Nielsen Liselund bortset fra to tilhørende skovskifter, byggede villa til sig i Voerladegård på det sted, hvor gården lå før udflytningen i 1848, og flyttede herind sam­men med søsteren Gine (1884-1966), der her fortsatte som hans husbestyrerinde.

Slægt i Voerladegaard efter:

 

 

 

 

 

 

 

Broderen Niels Nielsen, f. Liselund 1879, var plantør ved Hedeselskabets 3. distrikt i Guld­borgland til 1949 og boede herefter i Hald Ege, hvorfra han havde lejlighed til at gøre slægtshi­storiske studier på landsarkivet i Viborg.

I sin “Slægtsfortegnelse for Kirsten Villumsen, f. Nielsen” har han skildret slægten i og omkring “Liselund” i Voerladegård. Om sine bedsteforældre, Niels Nielsen, f. 17. dec. 1813 i Voerladegård og Elisabeth Sørens­datter, f. 15. april 1814 i Dørup, skriver plantør Niels Nielsen:

“Bedstefar var efter tidens forhold en meget oplyst mand, der regnede og skrev godt, med en meget tydelig og god håndskrift. Han efter­lod sig en stor Cifferbog, der viste hans begavelse for regning og hans smukke håndskrift. Desuden fandtes der flere af hans bøger, hvori­blandt Christian V’s danske lov, Kingos salme­bøger, flere andagtsbøger.

Bedstefar kom hurtig til at spille en stor rolle i sit sogn, var for eks. formand for sogneforstan­derskabet, senere sognerådsformand, sognefo­ged og lægdsmand til sin død.

Gården lå indtil 1848 inde i byen på den plads, hvor skolen nu ligger, meget ubekvemt for marken, og da vandmanglen i byen var megetstor, besluttede han sig til at flytte den ud på stedet, hvor den nu ligger, omtrent midt på marken. Tæt ved den nye gård var der en væld­kilde, der aldrig gik tør, og desuden blev der gravet en stor vanddam vest for gården, og hvortil der var tilløb og afløb af en grøft, så der altid var vand nok til kreaturerne.

Formindsket udsnit af matrikelkort for Voerladegård sogn fra 1844, hvor matr.nr. 3 gælder hovedparcellen udfra Voerladegård, de 3 skovparceller på Nørre-og Sønderås og engskiftet i Klosterkær.

Ved taksationen til brandforsikringen blev gården opkaldt efter bedstemoder med navnet “Liselund”.

Som den store fremgangsmand bedstefader var på landbrugets område, lod han alle gårdens jorder mergle, og at det drejede sig om mange læs mergel, derom vidner den store mergelgrav umiddelbar nordøst for gården. Den 7. maj 1865 blev han fundet druknet i mergelgraven. Han blev kun 51 år.

Ægteskabet mellem bedsteforældrene, der var søskendebørn, var vist nok ikke lykkeligt. Hans mange offentlige hverv gjorde, at han ofte var meget ude og med tiden blev en del forfalden til druk. Bedstemoder Lisbeth tog sig nok også engang imellem en lille tår over tør­sten, når hun trængte til at søge lindring og glemsel for sine sorger.

Gamle Birgitte (moders bedstemoder) fortalte således min moder, at da hun engang var på barselsvisit ved en af pigerne, lå både bedstefader og bedstemoder i sengen og var fulde.

Efter bedstefaders sørgelige død drak bedste­moder dog aldrig mere, og jeg erindrer hende som en venlig og rar gammel dame. Jeg var bedstemoders specielle yndling, opkaldt efter hendes mand, og opholdt mig lige så meget ovre hos hende som hjemme hos mine foræl­dre, hvorfor tjenestefolkene tit drillede mig og kaldte mig for “opholdsmanden”.

Bedstemoder fulgte med mig på min første skoledag til lærer Hauge i Møldrup og bad ham være god ved mig, da jeg var sådan en “rar dreng”.

Kirsten og Niels Nielsen med børnene Niels, Kirstine, Lise, Gine og Jørgen (ca. 1892).

Bedstemoder døde af lungebetændelse den 17. okt. 1890, 77 år gammel. Hun forudsagde sin død en 14 dages tid, før hun blev syg. Hun fortalte os en morgen, at hun om natten havde hørt et varsel, idet.der blev banket og tømret i stuen, hvor hun og faster Hanne (f. 1856 og evnesvag) lå, og at der blev stillet en kiste ind i stuen, hvor deres senge stod, og nu døde nok enten hun eller Hanne; men de skulle rigtig nok “ligge lig” i den pæne stue. Da hun døde, viste det sig, at kisten fyldte så meget i den lille stue, at ingen kunne komme derind, og det blev derfor nødvendigt at tage sengen ned, og kisten kom således til at stå, som hun havde forudsagt.”

Om sine forældre og livet i Liselund i slutnin­gen af 1800-tallet i særdeleshed fortæller Niels Nielsen: “Fader var et af de mest beskedne mennesker, jeg nogensinde har kendt, han forlangte aldrig, at der blev taget hensyn til ham, og ønskede at leve stille og rolig i sin daglige dont hjemme i gården, hvor han med liv og lyst deltog i alt arbejdet og aldrig gik uden om selv det mest ubehagelige og beskidte, og intet arbejde var ham for ringe. Alt arbejdet faldt let for ham, da han havde et godt håndelag, selv oppe i sin høje alder var han dagligt beskæftiget i gårdens drift, og var en aftægtsmand, der rigelig for­tjente til sit ophold.

Han var af middelhøjde og holdt sig hele sit liv rank og ret og havde travlt fra morgen til aften. Så længe han var mand i gården, såede han med hånden alt kornet; det var drøjt arbejde, men han betroede ingen anden til det. I høst og slæt tog han sit skår på lige fod med os andre, og hans skår var ryddet fint, både i mark og i eng. Han deltog i alt arbejde i tørvemose og ved skovning, kløvede om foråret alt brændet, ren­sede grøfterne i marken osv. Om vinteren, inden vi fik tærskemaskine, var han i laden for at tærske med plejl, hjalp røgterdrengen med kreaturernes røgt og pleje.

Han interesserede sig særlig for heste, der var hans kæledægger blandt dyrene derhjemme, og de var altid i god foderstand. Han var dygtig til at taksere en hest og ville gerne fortælle om sine hestehandeler, der dog som regel kun drejede sig om salg, og han kunne som regel sælge et par stykker hver vinter. Vi havde for det meste to følhopper med hver sit føl, og plagene var altid over to år, inden de kom i selen, og han var altid selv med til at vænne dem til arbejdet.

Hver søndag, når vejret tillod det, var han næsten altid en tur til et af sine skovskifter for at tilse dem og aflagde så samtidig et lille besøghos naboer og venner blandt småkårsfolkene og fik sig en lille hjertestyrkning i form af en tevandspunch eller om sommeren en “ølhund”. Kaffe brød han sig aldrig om.

Fra Kirsten og Niels Nielsens guldbryllup 2. december 1926 i Liselund.
Siddende forrest: Jørgen, Niels, guldbrudeparret, Lise, Gine og Kirstine. 2. række: Birgitte, Kirsten og Marie Nielsen, Guld­borg/and, Vera Eriksen, Hornborg skole, Guldborg Nielsen, Guldborg/and, Anne, Erik og Kirsten Erik­sen, Hornborg skole, Søren Peder Sørensen, Voerladegård.
Bagest: Rigmor Møller Sørensen og Niels Nielsen, Guldborgland.
Familiesammenkomsterne med flittig brug af højsko­lesangbogen var de senere år oftere blevet holdt i Guldborg/and (i pinsen) og Hornborg skole.
Rigmor videreførte slægtens landbrugstradition, og overtager sammen med ægtefællen Aksel Damgaard sine forældre Kirstine og Søren Peder Sørensens gård.

Han var meget hjælpsom over for småfolk, nogle fik brænde, andre lov til at skære tørv i mosen. Var de i foderbetryk, fik de et læs halm, sædekorn osv. Plovbed gjorde han også, både her og der. Disse smågaver blev påskønnet ved hjælp i høst og slæt, og så mødte gerne både mand og kone og gjorde en dags arbejde for at komme med til høstgildet. Han var også selvskreven til at køre dem på deres sidste tur til kirkegården med de to gamle følhopper for den store gamle fjedervogn, der var fladbundet og godt egnet til dette formål.

Han var dårlig oplært, var nærmest analfabet og kunne næppe skrive sit eget navn. Heldigvis var moder godt oplært og førte korrespondan­cen m.m., så i den retning var der ingen nød. Hun var den, der bestemte, hvor skabet skulle stå, og da hun var en meget retsindig og fornuf­tig kone, så skete der ingen skade ved hendes regimente.

Moder var efter tidens forhold en meget oplyst kvinde og dygtig til alt arbejde i en gård, der på den tid var selvforsynende med næsten alt i klæder og fødevarer. Kolonialvarer dog und­taget, men de brugtes ikke dengang så meget som nu, og mel og gryn af egne produkter.

Om vinteren spandt hun og pigerne uld til vadmel og hverdagstøj, garn til strømper og undertøj, og sidst på vinteren blev russisk hør spundet til garn til linned og dækketøj, og det blev sam­men med de uldne stoffer sendt til væveren, og efter at være vævet videre til stampning, over­skæring, og hvad det ellers kaldes, og siden af skrædderen, der drog omkring til hjemmene, syet til solide og varme klæder til såvel stads ­som dagligtøj.

Lærredet blev i forårstiden bredt til blegning i Bremsø, den lille eng lige syd for gården. Det blev hver aften rinket sammen og taget i hus for næste morgen igen at blive bredt ud på blegepladsen. Sådan noget godt hørlærred var næsten uopslideligt og blev pænere med årene. Blårlærred var stift og ube­hageligt at gå med på den bare krop, hvorfor det mest blev brugt til vesterygge og skrubfor­klædet, der brugtes af både mænd og kvinder.

Om efteråret blev der slagtet op imod en halv snes får og lam. Moder slagtede dem selv, salt­ede kødet ned og lavede spegepølser m.m., og så havde vi dejligt velsmagende pålæg til hele året. På fåresiderne blev der kogt kål, og af fåretalgen blev der støbt lys og pråser til husets brug i den mørke årstid. Det var en dårlig belysning.

Jeg kan huske, da vi fik den første hængelampe til petroleum, og det var vel nok et fremskridt, da den sendte sit lys ud i stuen. Inden andelsmejeriernes tid sidst i 1880-erne – Voervadsbro mejeri blev bygget og kom i drift midt på sommeren 1887 – blev al mælken behandlet hjemme. Fløden blev et par gange om ugen kærnet til smør, og om foråret blev der lavet ost til årets forbrug. Moder havde i sin ungdom lært lidt mejeribrug på herregården “Julianelyst”, et kursus, der siden kom hende til nytte hjemme, og vi fik efter tidens forhold en god pris for vort smør.

Hun havde en travl tilværelse, altid var hun optaget af arbejdet med at lave mad til den store stab af karle, drenge, daglejere, piger og os børn. Hun passede også alt småkræet, høn­sene og ænderne, af de sidste havde vi som regel omkring en snes stykker, der boltrede sig nede i den store dam. De var ikke nemme at få ind om aftenen. Det var som regel lillepigen og vi børn, der skulle sørge for at få dem drevet fra dam­men, og det skete ved, at vi bombarderede dem med småsten, og det kunne sætte fart i foretagenet.

Om sommeren var hun og røgterdrengen ofte ene om arbejdet hjemme på gården, når både karle, piger og fader var i tørvemosen eller i de langt borte liggende enge. Så måtte hun selv malke alle køerne om middagen og lave mad, til alle kom sultne hjem – det var en streng tid for hende.

Hun ville gerne læse, men havde ikke megen tid dertil, dog skulle avisen have sin lille omgang hver dag (vi var i min barndom tre naboer om den, så nyhederne kunne godt være lidt gamle, inden de nåede os).

Søndag eftermiddag var hendes egentlige fritid, og da læste hun især i sin andagtsbog af tyskeren Henrich Scokke. Hun ville også gerne have sig et lille spil kort engang imellem. Det var mest om aftenen, når hun var færdig med sit arbejde, og det var altid de gamle spil som tosse, brud, sjavs, scherwen­zel og lignende, og hun var god til det som til næsten alt, hvad hun foretog sig.

Hun var et iltert gemyt, men straks god igen, når hun havde sagt sin mening, og bar aldrig nag. Der stod en vis respekt om hende, der var meget godgørende over for småkårsfolk, der dengang havde det ondt, og der gik ingen uhjulpet fra hende.

Moder var en god fortæller og kunne om afte­nen fortælle om sine oplevelser som barn og ung og om de gamle sagn, røverhistorier, spøgelser m.m., der var i omløb i den tid, og det kunne ligefrem kildre os i benene under bordet, så bange var vi.

Hun var i det daglige sparsommelig og påpasselig, så der intet gik til spilde, hvor hun færdedes.
Vore tjenestefolk havde vi i regelen i flere år, de hørte med til familien og blev aldrig forfordelt, når der var fremmede i gårde. De vedblev at besøge os, når de rejste i andre pladser, og til de store højtider som jul og påske var der tit fuldt hus.

Fader døde den 30. januar 1929, 86 år gammel. Dødsårsagen var et hoftebrud fra et fald på den isbelagte gårdsplads.
Moder døde den 10. oktober 1929, knap 77 år gammel. Dødsårsagen var mavekræft.

Om et dåbsgilde 23. sept. 1887 i Liselund fortælles:
“Jørgens dåb blev fejret samtidig med det årlige høstgilde. En kvie blev slagtet foruden en gris og en del ænder og høns. Hele familiens omgangskreds var inviteret med. Kogekone var enkemadam Rolskov fra Sdr. Vissing. Om aftenen og natten var der dans oppe i øverste­stuen, hvor der var lagt nyt gulv ( det gamle var ædt op af svamp), og et par aftener efter var der legestue for ungdommen, så det var en fest, vi huskede længe”.

Om søster Lises opvækst:
“Søster Lise blev i sin barndom fra ca. 4 års alderen opdraget hos sine bedsteforældre i Såby, hvor hun var, indtil bedstemoder Kirsten Maries død i 1891, da kun kom tilbage til os derhjemme. Hendes meste skolegang skete hos den kendte og dygtige skolelærer Jørgen Pedersen Lausgaard i Yding. Hun fortsatte sin skolegang herhjemme i Møldrup skole, indtil sin konfirmation i foråret 1892. Hun var en sommer på Vestbirk Højskole, var pige i Tøn­ning og hos læge Hobolth i Østbirk, og blev i 1901 viet til lærer Erik Rasmus Eriksen (tidli­gere karl i Liselund).”

Rigmor og Aksel Damgaard foran deres gård -foto- graferet i 1950’erne.

Om sin egen tid i Liselund skriver Niels Nielsen:
“Efter min skolegang i Møldrup skole hos lærerne N. P. Hauge og Andreas Rasmussen blev jeg den 1. oktober 1893 konfirmeret i Voerladegård Kirke. Samme dag og sted blev Birgitte Mikkelsen, f. 22. maj 1879 i Dørup, min kommende hustru, også konfirmeret. Jeg opholdt mig hjemme det meste af min ung­domstid, startede som fårehyrde eller lille­dreng – sprang storedrengetiden over – og blev efter min konfirmation forfremmet til 2. karl – svoger Erik var forkarl – Efter 3 år som 2. karl avancerede jeg til forkarl, som jeg var i 3 år, afbrudt af et vinterophold på Vestbirk Højskole i 1897-98. På session blev jeg udskrevet til soldat, men på grund af for højt nummer blev jeg aldrig indkaldt, så det slap jeg nemt om ved. Jeg besluttede mig til at gå over til forstvæse­net, idet jeg ved arbejdet hjemme i de til gården hørende ret betydelige skovarealer havde fået interesse for dette arbejde.

I 1928 kom der en beskeden guldregn over Liselund fra Amerika, da Kirsten arvede efter sin ugifte broder Jens Sørensen (f. 1851 i Såby), der var død i Oregon.

Liselund ca. 1946.

Kirsten og Niels Nielsens legendariske hjælp­somhed mod småkårsfolk var vel nok for­bundet med slægtsfølelse, naturaløkonomi og sund fornuft. Niels Nielsens søster Karen var på grund af leddegigt lænket til en stol i mange år før sin død i 1911, og hendes efterladte mand Christen Madsen levede derefter en halv snes år med stort alkoholforbrug.

Søster Annes ældste søn Niels Andersen fik sin opvækst i Liselund, da hans fader Anders Jacob Sørensen fra Gantrup var død af tuberkulose.

Søster Marens ældste datter Ane (f. 1859) blev opfødt i Liselund og siden gift med husmand Laurs Andersen (1857-1921), der købte en skovlod matr. nr. 6 i Voerladegård skov lige nord for Liselund og fik bygget her. De fik efterhånden opdyrket den magre sandjord, men den kunne i tørre somre give misvækst, så det var nødvendigt med arbejde ved siden af, bl.a. på Kloster mølle fabrik og ved fiskeri, og da der var mange børn, var hjælp med natura­lier fra Liselund kærkommen.

Dagny og Johannes Bache, 1953-84.

Marens næstældste datter Elisabeth blev gift med fiskehandler J. Nielsen (Hjulmand) i Voerladegård. De fik bygget hus på en lilleparcel fra Liselund ved Klostermøllevej, og det blev senere overtaget af deres søn Niels Peder Nielsen.

I de tre skovskifter på Nørre- og Sønderås var der ret åbne bøgetræsbevoksninger med mange blåbærris i bunden. Her kunne flittige naboko­ner med deres børn plukke blåbær hvert år i juli måned, og så kunne de jo hjælpe til i høsten og være med til høstgildet i Liselund.

Disse skovskifter lod Jørgen Nielsen delvis til­plante med gran i de senere år, og efter hans død i 1953 blev de solgt til Hedeselskabet. Tidens tand satte sit præg på bygningerne fra udskiftningen i 1848, og det grundmurede stue­hus i mursten og med tre skorstene lod Jørgen Nielsen nedrive og byggede et mere tidssva­rende omkring 1920. Senere opførte han også et hus sydvest for gården til bolig for en gift fodermester. Da der fra midten af 30’erne ikke længere var en gift fodermester, blev huset anvendt som lejebolig.

På den tid var der stadig to spand heste at køre med i marken, så der var et spand til både forkarlen og andenkarlen.

I 1946 fik Aksel Damgaard tilbud om at købe Liselund, men var ikke interesseret på grund af de gamle udlænger, og Jørgen Nielsen solgte så til Villy Pedersen, som efter et par år igen solgte til Hans Ballesen Udby, hvis enke solgte Lise­lund på 32,5 ha for 180.000 kr. i 1954 til Dagny og Johannes Bache, som i 1985 solgte gården for 1.600.000 kr.

Liselund ca. 1980.

Liselund ca. 1980

I de 31 år undergik driften af Liselund en total ændring fra det alsidige men meget arbejds­kraftkrævende til det forenklede og gennem­mekaniserede landbrug. Stuehuset blev renoveret, og der blev installe­ret oliefyr, elkomfur, automatisk vaskema­skine, køleskab og hjemmefryser. De fine heste,som Liselund var kendt for i mange år, blev udskiftet med en stor traktor, og selvbin­deren på marken og tærskeværket i laden blev ombyttet med mejetærskeren, der klarede hele processen på marken.

Johannes Bache var medlem af Sdr. Vissing­ – Voerladegård sogneråd i dets næstsidste periode 1958-66 og var den sidste sognefoged i Voerladegård sogn fra 1970 til 1973, så Lise­lunds tradition på disse områder indtil 1865 blev genoptaget på det sidste!.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.