De offentlige piger – prostitution i 1800-tallets Horsens

Skrevet af cand.mag. Christina Louise Sørensen, ansat ved Byarkivet Horsens

I løbet af 1800-tallet ændrede Danmark sig med hastige skridt. Industrialiseringen begyndte for alvor at sætte ind, og der skete en stor vandring fra land til by. Også Horsens voksede eksplosivt i løbet af 1800-tallet, og byen tidoblede sin befolkning på 100 år. Mange flyttede fra landet for at søge arbejde i den voksende industri, mens andre blev lokket af mulighederne for oplevelser og et spirende forlystelsesliv, der med tiden voksede frem i byerne.

Med byernes vokseværk eskalerede et udpræget byfænomen – nemlig prostitution. Især i København var der mange kvinder, som endte i prostitution, men også i Horsens fandtes der prostituerede.

Lovlig eller ulovlig prostitution?

Prostitution var forbudt ved lov i 1800-tallet. Men i løbet af århundredet opstod et system, hvor prostitution blev tolereret, så længe de prostituerede var under politiets kontrol. Systemet opstod blandt andet på grund af en udbredt frygt for kønssygdomme. Kønssygdomme florerede, og en del af skylden for dette blev placeret på prostitutionen. Samtidig lod anstændigheden sig let krænke af kvinder, der prostituerede sig i det offentlige rum. Derfor vedtog man fra lovgivers og politiets side et kontrolsystem kaldet den reglementerede prostitution. Dette system eksisterede officielt fra 1874, da den første prostitutionslov blev vedtaget, og frem til 1906, da den igen blev afskaffet.

Systemet gik ud på, at politiet skulle have udbyggede beføjelser til at holde øje med, at prostitutionen ikke krænkede den offentlige velanstændighed. Dette betød blandt andet, at færden i det offentlige rum var begrænset for de prostituerede, som var under politiets kontrol. Samtidigt skulle systemet også sikre, at prostituerede blev undersøgt for kønssygdomme regelmæssigt, og blev indlagt til behandling, hvis de var smittede.  Når en kvinde 3 gange var blevet advaret imod at prostituere sig, og 3 gange var straffet for at undlade at rette sig efter politiets advarsel, blev hun indskrevet som ”offentligt fruentimmer” i politiets protokoller. Herfra var hun en offentlig kvinde – til rådighed for offentligheden – og under politiets kontrol.

Hensigten med mærkatet ”offentligt fruentimmer” var, at dette skulle stå som en slags statslig garanti for, at kvinden var kønssygdomssmittefri, idet den prostituerede var underlagt mange ugentlige lægeundersøgelser. Der blev oprettet offentlige bordeller, hvor prostituerede kunne bo og arbejde. Her skulle en bordelvært eller -værtinde sørge for renlighed og ordnede forhold for de prostituerede og deres kunder. Ideen var, at de mandlige kunder diskret kunne opsøge de offentlige fruentimmere på bordellerne og samtidig undgå kønssygdomme. Indskrivningen af kvinder som offentlige fruentimmere (og oprettelsen af et offentligt bordel) var dog betinget af, at man i de enkelte byråd rundt omkring i landet skulle vedtage et politiregulativ, som kvinderne kunne indskrives under. Byrådet i Horsens vedtog aldrig et regulativ. Desuagtet at man aldrig vedtog et regulativ, lå der et bordel med offentlige fruentimmere i Horsens i mere end 20 år.

Når der ikke fandtes et regulativ at indskrive kvinder under, kunne man ikke have en lovlig, reglementeret prostitution i Horsens. Prostitution var dermed principielt set ulovlig i Horsens, og kvinder skulle straffes for at prostituere sig. Der findes utallige eksempler fra politiets straffeprotokoller på, at kvinder blev straffet for prostitution i anden halvdel af 1800-tallet i Horsens. Men samtidig valgte man fra byrådets side en kontrolordning, hvor de kvinder, som var indskrevne i byen som offentlige fruentimmere og som boede og arbejdede på bordellet, kunne prostituere sig uden straf.

Det kan virke pudsigt, at man fra byrådets side valgte at indføre et kontrolsystem uden at vedtage et politiregulativ, der kunne lovliggøre kontrollen. Der var dog flere byer rundt om i landet, hvor man fra politiets og lovgivers side indførte en form for reglementeret prostitutionskontrol uden regulativer – på trods af at prostitution blev anset for at være amoralsk og usædelig. Men frygten for at en ukontrolleret prostitution ville føre sygdom og død med sig, vejede tungere end juridiske og moralske overvejelser.

Det var byrådet med formanden, Johan Christian von Jessen, der var borgmester og byfoged i Horsens fra 1859-1884, i spidsen, der vedtog at oprette et bordel i byen. Det var dog ikke alle i byrådet, der var lige positive over for prostitutionsordningen i Horsens. Citater fra Horsens Folkeblad, der ofte refererede byrådets forhandlinger i avisen, viser, at der blev sat spørgsmålstegn ved prostitutionen og især ved bordellets eksistens i byen i byrådet.  På et byrådsmøde den 13. august 1879, blev der stillet et kritisk spørgsmål vedrørende prostitutionens ordning i Horsens. Som modsvar tog byrådsformanden, borgmester von Jessen, ordet på mødet, og fremsatte et forslag om en resolution. Resolutionen erklærede tillid til politiets arbejde med prostitutionen, og det blev stemt igennem i byrådet. Formanden, der i sin egenskab af byfoged, selv var øverste leder af politiet i Horsens, fik med andre ord stemt en resolution igennem, der støttede hans eget arbejde med prostitutionen, og gav ham frie tøjler. På trods af kritik lykkedes det borgmester von Jessen at holde sagen hen i årevis således, at bordellet først blev lukket i 1883, året før hans død.

Sygdom og smittefare

Kønssygdomme var udbredte i 1800-tallet, og syfilis var den mest frygtede af alle kønssygdomme. Det var lovpligtigt at lade sig behandle for syfilis, og behandlingen var gratis. Det var dog svært at behandle syfilis i 1800-tallet. Før penicillinen, der først blev udbredt efter anden verdenskrig, anvendte man blandt andet kviksølv til at slå syfilisbakterien ned. Behandlingerne for syfilis og andre kønssygdomme var dog ofte langvarige og ubehagelige, hvis ikke direkte helbredsskadelige. Lange hospitalsindlæggelser fulgte ofte med behandlingen for kønssygdomme, og disse indlæggelser ramte især prostituerede hårdt, idet det gik ud over deres indtægtsmuligheder.  Problemet ved mange af behandlingsmetoderne var, at syfilissymptomerne ofte forsvandt efter et stykke tid, hvor sygdommen gik i dvale. Dette var dog ikke ensbetydende med, at man var kureret, da bakterien lå latent i kroppen. Dette var problematisk i forhold til de forholdsregler, man havde taget i forsøget på at begrænse smitten mellem prostituerede og deres kunder. En prostitueret kunne således undersøges for kønssygdomme og erklæres smittefri, selvom hun stadig bar smitten. Hvis kunder blev smittet hos hende i en ”smittefri” periode, kunne de således ubevidst bringe smitten videre.

SYF
Statistik udfærdiget af Byarkivet Horsens

 

På trods af at behandlingen for kønssygdomme var gratis, var der ikke desto mindre mange, der forsøgte at undgå behandlingen. Når man var indlagt på et sygehus til behandling for en kønssygdom på det offentliges regning, var det strafbart at forlade sygehuset, før man havde fuldført sin behandling og var blevet udskrevet af lægen. Der findes adskillige eksempler på, at borgere i Horsens blev straffet for, at undlade at underkaste sig behandling, hvilket nok kan tilskrives de lange og ofte ubehagelige behandlingsmetoder.

StakkelsHanne_Med markering
Straffeprotokol for Horsens politi, ca. 1790-1890.

 

Det fremgår af politiets straffeprotokol, at en Hanne Kristine Larsen i 1887 blev straffet for prostitution, for at have smittet en anden med en kønssygdom, og for at lade sig udskrive af hospitalet før endt behandling for sin kønssygdom. Hun blev idømt 4×5 dages fængsel på vand og brød for disse forseelser. Frygten for kønssygdommene understreges af, at det dels var gratis at lade sig behandle, og dels var strafbart ikke at lade sig behandle.

Bordellet i Nørrebrogade

Det offentlige bordel i Horsens lå på Nørrebrogade 17 – hjørnet af Nørrebrogade og Tugthusvej (nuværende Fussingvej) fra 1861 til 1883. Placeringen af bordellet i yderkanten af byen var meget velvalgt. Dér vakte et bordel mindst mulig forargelse, men samtidigt kunne kunderne aflægge besøg forholdsvis ubemærket. Det var ikke kun i Horsens, at man valgte en afsidesliggende placering. Mange steder både i Danmark og på internationalt plan isolerede man bordellerne – langt væk fra de pænere, mere velhavende bydele. Samtidig var der dog fra politiets og lovgivers side enighed om, at der var behov for prostituerede. Holdningen var, at mænd havde visse lyster, de måtte finde afløb for, og de prostituerede var tilgængelige for dette. Når man ikke kunne komme udenom behovet for prostituerede, var den bedste løsning at samle dem i bordeller. Og når man ikke kunne komme uden om bordellernes eksistens, så skulle de i det mindste placeres et sted, hvor anstændige borgere ikke blev generet af de skandaløse foretagender.

fruentimmere
Folketælling, 1880.

 

En folketælling fra 1880 viser, at 3 offentlige fruentimmere, Nicoline Cathrine Lemmetz, Maren Teresie Christine Hansen og Margrethe Hansen, boede og arbejdede på bordellet. En vært ved navn Christen Nielsen boede på bordellet for at holde øje med kvinderne og deres virksomhed. Bordellet var oprettet af byrådet og derfor var bordelværten ikke ruffer, men havde et lovligt erhverv.

 

GVHGVTCFGHFC
Maren Christine Hansen, offentligt fruentimmer på bordellet på Nørrebrogade.

 

Prostitutionen i 1800-tallets Horsens var dog ikke kun forbeholdt bordellet i Nørrebrogade. Straffeprotokoller for Horsens politi viser, at der har været andre kvinder end de, der arbejde på bordellet, som prostituerede sig i Horsens. Det kunne dreje sig om kvinder, der benyttede sig af gadeprostitution. Mange kvinder brugte også beværtninger og danselokaler, hvor stemningen ofte var høj, og alkoholen flød, til at komme i kontakt med potentielle kunder. Der gik således et rygte om, at danselokalet Valhalle, på hjørnet af Thonbogade og Søndergade, tjente som mødested mellem prostituerede og deres kunder.

Valhalle 001

De offentlige piger fra Horsens

Der var også piger, som var født i Horsens, der var prostituerede andre steder i landet.  Blandet andre blev en Horsens-pige, Ane Marie Petersen, anholdt for prostitution i København i 1860´erne. Ane Marie blev født i Horsens den anden juni 1846, og blev døbt i Vor Frelser Kirke to måneder senere. Hun var datter af sømanden Peder Mortensen og hustru Mette Marie Nielsdatter, og voksede op i bydelen Grønland. Det fremgår af kirkebogen, at Ane Marie blev konfirmeret i Vor Frelser Kirke i 1860, hvor hun fik karaktererne g (godt) i kundskab og mg (meget godt) i opførsel. Det er uvist, hvornår Ane Marie flyttede til København og hvorfor hun endte som prostitueret. Hun blev i hvert tilfælde indskrevet som offentligt fruentimmer i byen i 1867, da hun var 21 år.

Ane Marie PetersenBagside af portræt_Ane M. Petersen

Fotografiet blev opfundet i anden halvdel af 1800-tallet, og blev hurtigt meget populært og udbredt. Selvom det var dyrt, fik Ane Marie taget et portrætfoto ved en fotograf. Portrættet stammer fra Københavns politi og er konfiskeret af politiet i forbindelse med, at Ane var mistænkt for prostitution. På bagsiden af portrættet har politiet noteret data vedrørende Ane Marie. Når en kvinde blev indbragt til politistationen som mistænkt for prostitution, noterede politiet forskellige data om den prostituerede. Dette blev derefter vedlagt hendes politisag, således at politiet havde bedst mulig grundlag for registrering, hvis kvinder som Ane blev anholdt for prostitution igen på et senere tidspunkt.

En anden Horsens-pige var Nielsine Caroline Rasmussen. Nielsine blev født den 30. juli 1850 i Rårup sogn ved Horsens. Hun var datter af daglejer Rasmus Christiansen og hustru Ane Johanne Hansdatter. Da Nielsine var 10 år gammel boede hun, ifølge folketællingen for 1860, på Madevejen (nuværende Emil Møllersgade) med sine forældre og tre søskende. Da hun var 14 år gammel, blev hun konfirmeret i Vor Frelser Kirke, hvor hun fik g i kundskab og mg i opførsel. Da Nielsine var 16 år gammel, flyttede hun til København, hvor hun ernærede sig som syerske. I 1870, da Nielsine var 20 år gammel, kom hun første gang i politiets søgelys under mistanke for prostitution. Her blev hun visiteret (forhørt og henvist til lægeundersøgelse). Hun blev dog ikke indskrevet som offentligt fruentimmer i København.

Nielsine portræt_redigeretBagside af portræt

Et år senere, i 1871, fødte Nielsine en dreng, der kom til at hedde Christian Rudolph, på Fødselsstiftelsen i København. Efter fødslen blev Nielsine indlagt til behandling for syfilis med sit barn. Tre uger efter udskrivelsen fra hospitalet, tog Nielsine tilbage til sin fødeby med barnet. Det er meget sandsynligt, at barnet også var smittet med syfilis. Under alle omstændigheder var der næppe nogen af dem, der blev særligt gamle, da syfilis var en dødelig sygdom i 1800-tallet.

RUDOLPHO
Dokument fra Fødselsstiftelsen i København, 1871.

 

Historierne om Ane Marie og Nielsine, der begge var født og opvokset i Horsens, og som fik gode karakterer ved deres konfirmation, men senere endte som prostituerede i København i en ung alder, var langt fra usædvanlige. Mange unge, både mænd og kvinder, drog af sted fra landet for at prøve lykken i de voksende byer. Typisk fik pigerne arbejde som tyende, syersker eller fabriksarbejdere. I 1800-tallet fandtes der ikke noget socialt eller økonomisk sikkerhedsnet for de uheldige, der ikke fandt arbejde, eller som måtte tage til takke med dårligt betalt sæsonarbejde. Mange kvinder endte i prostitution på grund af fattigdom og manglende netværk i de større byer, og mange blev smittet med kønssygdomme.

For eller imod den (u)lovlige prostitution

Dengang – som nu – var der delte meninger om prostitutionen. Den offentlige prostitution var for en generel betragtning støttet af politiet rundt omkring i landet, men også af mange politikere, der så fordele i kontrolsystemet. I Horsens var det især borgmester Johan Christian von Jessen og stiftsfysikus (distriktslæge) Andreas Blach, der var fortalere for den offentlige prostitution. Over for de videnskabelige overbevisninger stod modstanderne, hvis holdninger især var baseret på de gamle kristne dyder. Især Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed blev toneangivende i kampen mod den offentlige prostitution. Foreningen, der var flammende modstander af prostitution, mente, at prostitutionskontrollen var amoralsk, og lovliggjorde den usædelige prostitution i stedet for at bekæmpe den. Foreningen blev dannet i København i 1879, og opløste sig selv i 1907, da der igen blev forbud mod prostitution. Foreningen dannede en Horsens-filial, som især kæmpede for lukningen af byens offentlige bordel på Nørrebrogade. Foreningen havde en støtte i byrådet i form af medlemmet Peter Alexandersen, som ofte kæmpede imod bordellet på byrådsmøderne.

Lukningen af bordellet – og hvad der videre hændte i Horsens

Maanedsblad.nedlæggelseafbordel

”Fra Horsens har jeg modtaget Efterretning om, at Bordellet dér er lukket den 12te Maj, hvilken Efterretning jeg iler med at meddele, da den uden Tvivl vil glæde alle ”Maanedsbladets” Læsere og alle vor Sags Venner.”

Således skrev formanden for Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, den 15. juni 1883 i foreningens tidsskrift, kaldet Maanedsblad. Fra foreningens side var man henrykte over nyheden om lukningen af bordellet. Lukningen af bordellet kan ses som en del af en national tendens. I løbet af 1880´erne og i endnu højere grad i 1890´erne begyndte den offentlige stemning at vende sig mod den reglementerede prostitutionskontrol og især de offentlige bordeller. Fundamentet for at have en reglementeret prostitution var, at man fra lovgivningsmagtens side mente, at den havde en gavnlig virkning på både sædelig og den folkelige sundhed. Det viste sig imidlertid, som tiden skred frem, at prostitutionskontrollen hverken hjalp på antallet af smittetilfælde eller på sædelighedsfølelsen, og lovgiver måtte bøje sig for den voksende modstand. Dette førte til lovændringer på prostitutionsområdet. Tilladelsen til at holde offentligt bordel blev ophævet i 1901. Der eksisterede dog stadig bordeller mange steder efter lovændringen i 1901, men de offentlige bordeller blev afskaffet. I 1906 kulminerede kampen mod systemet, da den reglementerede prostitution blev ophævet.

Det vides ikke, hvad der videre hændte med de offentlige piger – hverken med de offentlige fruentimmere, der arbejdede på bordellet eller Horsens-pigerne, der endte som prostituerede i København. Det vides dog med sikkerhed, at prostitutionen i Horsens eksisterede efter bordellets lukning – og stadig eksister den dag i dag.

Kig ind hos Byarkivet, Tobaksgården 12, for yderligere information om prostitutionen i 1800-tallets Horsens. Udstillingen “Bordellet og byen” er åben fra december 2015 til april 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *