Krimimessen i Horsens

Krimilogo.jpg

Krimimessen 2012 afholdes d. 24. og 25. marts 2012.

Krimimessen bliver afholdt i Horsens hvert år i slutningen af marts/begyndelsen af april. Første Krimidag foregik i 2001 og første egentlige Krimimesse var i 2003 – dette år samt de følgende år til og med 2006 blev arrangementet afholdt på Horsens Ny Teater. I 2007 blev Krimimessen for første gang afholdt i det nedlagte Horsens Statsfængsel.

I 2009 modtog Lene Kaaberbøl og Agnete Friis Harald Mogensen Prisen for “Drengen i kufferten”

Til Krimimessen kan læserne møde forfatterne, og gennem årene har Krimimessen været besøgt af mange danske og udenlandske forfattere. På Krimimessen uddeler Det Danske Kriminalakademi Palle Rosenkrantz Prisen og diverse diplomer, bl.a. for årets krimidebut. I 2007 blev den nystiftede Harald Mogensen Pris uddelt for første gang.

I forbindelse med Krimimessen blev der for første gang i 2006 afholdt et skrivekursus for at støtte vækstlaget, og i 2007 udkom Horsens-krimien “I skyggen af Horsens”, der var skrevet af 10 amatørforfattere.

I 2009 blev der sat fokus på gyset i anledning af 200-året for Edgar Allan Poe. Der blev bl.a. afholdt en temadag om Horror og gysergenren og til Krimimessen udkom gyserantologien “Poe – 4 makabre hyldelster”, hvor fire danske forfattere, A.M. Vedsø-Olesen, Rikke Schubart, Patrick Leis og Steen Langstrup havde ladet sig inspirere af fire Poe-noveller.

Krimimessen bliver arrangeret af Horsens Bibliotek i samarbejde med boghandlere og forlag.

Besøg Krimimessens hjemmeside

Billeder:

Stemningsbillede fra Snedkeriet. Foto Willy Wegner, 2010.

Krimimessen 2010 var en stor publikumssucces, hvilket også kan ses på billedet. Omkring 4300 besøgende valgte at kigge forbi i weekenden d. 10. og 11. april.

Arne Dahl. Krimimessen 2010. Foto Willy Wegner

Jan Arnald (alias Arne Dahl) besøgte Krimimessen i 2010. I løbet af weekenden var han flere gange på scenen for at fortælle om sine bøger – til stor glæde for mange af de besøgende.

Krimimessen 2009. Foto Willy Wegner

Til Krimimessen sker der altid spændende overraskelser. I 2009 optrådte Thomas og Andreas Nielsen fra Komediehuset som fanger under messen. Her bliver de slæbt bort af en betjent.

Krimimessen 2009. Foto Willy Wegner

Svenske Johan Theorin besøgte Krimimessen i 2009 for at fortælle om sin roman “Skumringstimen”. Med på billedet er også Jens Jørn Spottag, der indlæste bogen til lydbog.

Krimimessen 2009. Foto Willy Wegner

Til Krimimessen i 2009 var der særligt fokus på gyset, og i den anledning udkom en antologi med nyfortolkninger af Edgar Allan Poe noveller. Bidragsyderne var Steen Langstrup, Rikke Schubart, A. M. Vedsø Olesen og Patrick Leis.

Krimimessen 2008. Foto Willy Wegner

Til Krimimessen 2008 var en af oplægsholderne Peter Øvig Knudsen, der fortalte om Blekingegade-banden. Her ses køen ind til hans foredrag.

Krimimessen 2007. Foto Willy Wegner

Krimimessen har haft mange prominente gæster. I 2007 kom skuespilleren Mads Mikkelsen forbi og fortalte om at være skurk i en James Bond film.