Johannes Peter Værum Sørensen

Fortalt af Margit Gade

Værum_Sørensen_Johannes_Peter_54_aar

Født oktober 1908 – død april 1988.

Min far, Johannes

Min far mejerist Johannes Peter Værum Sørensen var manden i huset. Hvad han sagde, var rigtigt. Han tænkte før han svarede. Han var sund og stærk. Han var alvidende til det allersidste.

Han blev enkemand i 1946, da min mor døde efter mange års sygdom. Hun blev kun 34 år. Jeg sad tit ved min mors seng. Hun holdt mig i hånden og ville gerne jeg skulle synge for hende. Trods sygdom og afkræftelse sang hun stille med. Hendes yndlingssang var ”Jeg vil bygge en verden”.

mor-far-lili-aase-margitMin far læste meget. Horsens Avis, og senere Horsens Folkeblad, som kom til døren. Jyllands Posten blev købt hver søndag. Jeg blev ofte sendt til Nørretorvs Kiosk. Med mig fik jeg en gammel avis, som skulle beskytte den ny mod regn og slud. Jeg hadede, at jeg skulle pakke avisen ind inde i kiosken, men gjorde det pligtskyldigt.

Når jeg kom hjem med avisen, blev han salig i blikket, lagde sin hånd på mit hoved og sagde: Godt maggidut! Så gik han i stuen, tændte sin pibe, og lagde benene over kors. Derefter sagde han højt: Så vil jeg have ro. Han havde et kolossalt behov for at læse. Lånte bøger på biblioteket. Der var ikke midler til at købe litteratur.

Hans tro, mente han, var ikke en Gud værdig. Hans religion var hans arbejde. Religion er roden til alt ondt! Arbejdsløshed er roden til alt ondt! De ord har jeg hørt ham sige så mange gange.

I arbejdet brugte han sine kræfter, og var der overskud til mere, var det bøger, som han slugte med begærlighed. Tit var jeg med ham på biblioteket for at låne bøger. Biblioteket lå dengang i Kildegade i den østlige ende. Jeg tror det var samme sted som møbelhandler Bleis senere havde forretning. I alle sine år var han ugentlig låner på biblioteket.

Han blev i en meget ung alder politisk interesseret og har været det hele livet. Fulgte med i radio, dagblade og TV. Kommunismen harmonerede han vist mest med. Han var Aksel Larsen tilhænger. De sidste år af hans liv skiftede han til Socialistisk Folkeparti. Jeg husker han godtalte Gert Petersen.

Johannes’ forældre

Jeg refererer hvad min far har fortalt mig i begyndelsen af 1980erne, som jeg optog på min båndoptager
under vores snak.

Citat:
Værum_Sørensen_Ane_Marie_og_PeterDe gamle nåede aldrig nogen særlig gevinst ved slæbet, men de fik en børneflok på tolv. Det var rigdom for dem.

Vi børn hjalp til på ”det lille sted” efterhånden som vi voksede op. De ældste børn passede de mindre. Min mor vaskede og strøg for naboerne, og som tak fik hun en lille skilling, somme tider en høne, grønsager, kartofler, bær, af og til et grisehoved, som hun kogte suppe på, og lavede sylte og lignende.

Når mor kom hjem, sidst på dagen, var hun af gode grunde træt, men ikke irritabel på os børn eller mand – aldrig! Hun serverede maden, som hun omhyggeligt havde forberedt om formiddagen. Hun var stolt af sine unger, havde øjnene åbne for hvert fremskridt, hvert enkelt barn viste.

Hun syede selv tøjet. De mindste overtog de større børns tøj. Sådan var det helt igennem. Intet gik til spilde, men blev syet om og pyntet op. Vi børn var glade for det – vi kendte ikke til andet.

Værum_Sørensen_Ane_Marie_og_Peter_med_deres_12_børnFatter havde nok at se til på gården, selv med en lille bestand. Da der selvfølgelig skulle en del penge til at mætte 14 munde om dagen, havde fatter fået arbejde som arbejdsmand ved jernbanen. Det gav ekstra til de sultne børn.

Efterhånden som vi børn blev større, blev vi sendt hjemme fra. Vi skulle ud at tjene, som det hed. Det kom vi fra det 10. år. Vi blev alle ansat på gårde – i et par år. Jeg vogtede får, og gik ellers til hånde med arbejdet på gårdene. Når den ældste holdt i pladsen, var der altid en lillebror der kunne overtage.

Den ældste af mine brødre kom i lære som mejerist og det kom jeg også. Pigerne, mine søstre, var dygtige på hænderne. Kun én af dem fik en rigtig uddannelse, som handskemager. De andre blev ansat på gårde og derefter hurtig gift. Min ældste søster kom til København, og tjente hos en familie. Hun blev gift med en stenhugger.

Vi var tit i kirke om søndagen, da jeg var barn. Siden har jeg ikke haft ønsker om det. Kun når jeg har været tvunget. Til barnedåb, konfirmation og lign.
Citat slut.

Gården_ca_1903

Grobshule

Fredenshjem_Boes

Pigerne

dåbsattest

Johannes fortæller

Horsens d. 10/4-1984

Min_fars_brev_side_1Kære Margit
Naar jeg nu er bedt om at skrive i din Bog, saa er det jo lidt vanskeligt for mig; for det første har jeg jo altid haft en elendig Haandskrift og dernæst maa vi jo huske paa, at jeg i min Skoletid kun har lært den dengang gængse Retskrivning hvor alle Navneord jo skulle skrives med stort; saa det vil jo nødvendigvis blive en underlig blanding af nyere og ældre Skrivemetode. Dernæst synes jeg jo at der allerede er skrevet en hel del om vi Søskende saa det vil jo nærmest blive om mit eget Liv jeg skal skrive.

Fra mine allerførste aar husker jeg jo selvsagt ikke saa meget, men det første jeg svagt erindrer er, at jeg blev hentet hjem fra Odder Sygehus. Jeg mener det er blevet sagt senere, at jeg kun var 2-3 aar dengang, og at jeg havde været indlagt fordi jeg var blevet bidt af en Hund over det ene Øje.

Derefter husker jeg ikke noget nævneværdigt inden jeg begyndte at gaa i Skole. Det var i Boest Skole ved en Lærer Boesen, som jo godt nu og da kunne finde paa at give os en paa siden af Hovedet. Det varede dog ikke saa længe, saa har han jo nok faaet et bedre lønnet Embede. Vi fik derefter en Lærer Olsen som ogsaa tit var rap paa Fingrene.

Hjorddreng

Min_fars_brev_side_2Da jeg var 9½ aar, fik jeg min første Plads, som Hjorddreng kaldtes det dengang, d.v.s. jeg skulle passe køer og faar om Sommeren paa en Nabogaard. Det fik jeg kost og logi og 60 kr. for, for det halve aar fra 1ste Maj til 1ste November.

Naar saa Sommeren var forbi, skulle jeg igen Hjem, for om Vinteren skulle børn i anden klasse, som jeg jo hørte til, gaa i skole 4 dage ugentlig, mens 1ste klasse kun gik 2 dage ugentlig om vinteren. Om Sommeren var det omvendt, vel nok fordi der blevet taget hensyn til Vejret. Det var jo paa Landet og vel ogsaa fordi, at saa kunne de større Børn være til større hjælp derhjemme om Sommeren, hvor der jo var mest arbejde at udføre paa Gaardene.

Denne Hjorddrengeplads havde jeg i to Somre, men jeg var nu blevet saa stor, at jeg ogsaa kunne være til lidt nytte om Vinteren, saa jeg skulle altsaa fortsætte efter November, men det blev nu ikke saa længe, for den Vinter solgte Far Gaarden i Boest og købte Svindbækgaard i Thyregod. Saa flyttede jeg jo med derud. Det var for øvrigt paa Gertruds 5 aars fødselsdag vi flyttede.

Jeg husker tydeligt, at Kreaturerne og lidt Bohave blev flyttet med Toget fra Ry Station til Brande, mens Frederik og jeg skulle køre derud med Hestene og Hønsene. Det har vel sagtens været for at spare Togtransporten. Det gik jo langsomt og jo længere vi naaede frem, des langsommere gik det, for Hestene blev jo trætte. Men vi klarede det paa en Dag.

Svindbækgaard

Min_fars_brev_side_3På Svindbækgaard var jeg kun hjemme i to Måneder. Det hed sig, at vi Knægte ikke kunne forliges, men jeg tror nu snarere, det var fordi, der var en Mund mindre at mætte, hvis jeg igen kom ud og fik en Plads, saa jeg selv kunne tjene føden.
Jeg fik en Plads ved en af Naboerne, men det var en haardere Plads, for dels skulle vi op kl. 20 minutter i fem for at naa at faa malket Køerne og faa Morgenmælken med paa Mejeriet; og dels skulle jeg have Køerne paa Marken inden jeg skulle i Skole; og dels var det jo en helt anden Egn, hvor Bønderne arbejdede længere om Aftenen. Mens vi boede i Boest, var en almindelig Fyraften kl. 6, men her ude vestpaa var det først ved 7-8 tiden, at Markarbejdet var forbi.

Denne Plads havde jeg kun et halvt aar, og saa vidt jeg husker, fik min lidt yngre Bror Jens den næste Sommer. Jeg tog da Plads ved en anden Nabo, som var ungkarl og havde sine gamle Forældre til at holde Hus for sig. Faderen døde, mens jeg var hos dem. Jeg kan ikke huske hvor stor Lønnen var, men vi regnede altid med, at 1/3 af Aarslønnen var for Vinteren og 2/3 var for Sommerhalvaaret. Den Plads havde jeg, til jeg blev konfirmeret. Jeg fik en guldbelagt Urkæde af min Husbond i Konfirmationsgave. For mine Konfirmationspenge købte jeg et Lommeur.

I lære som mejerist

Min_fars_brev_side_4Jeg var nu blevet saa gammel, at jeg skulle til at tænke paa Fremtiden. Jeg vidste med bestemthed, at Landmand ville jeg ikke være, saa jeg forespurgte i Øst og Vest om en Læreplads, og da min ældste Broder, Kristian, jo var Mejerist, og dengang var ansat paa et Mejeri i Fakse, skaffede han mig en Læreplads paa Laasby Mejeri, hvor han selv havde været ansat. Og da mejerifaget jo var det eneste fag, hvor unge Mennesker kunne tjene Kost og Logi og lidt Penge, tog jeg det med glæde.

Jeg fik 20 kr. om Måneden det første aar. Men saa ville Skæbnen, at der skulle ny Bestyrer paa mejeriet, og da det øvrige Mandskab ikke ville arbejde for ham, ville jeg jo være solidarisk med dem og ville heller ikke. Saa jeg søgte en anden Plads og kom saa til Mammen Mejeri ved Viborg. Der var jeg ikke glad for at være. Der var saa mange Missionsfolk der paa Egnen, og det var ikke lige mig.

Jeg husker, at mens jeg var der, havde jeg en Dag besøg af min Far, som vel nok helt tilfældigt var paa en Rundrejse og besøge sine Børn, lidet anende at det skulle blive sidste gang, jeg saa ham i levende live, for en Måned efter døde han 66 aar gammel af Lungebetændelse. Det var jo før Pencillinens Tid, og en saadan Sygdom var dengang næsten altid dødelig.

Tilbage til Horsens

Min_fars_brev_side_5Jeg sagde min Plads op pr næste 1ste, men kunne ikke finde anden Plads og tog derfor til Horsens, hvor min Mor i mellemtiden havde købt et Mælkeudsalg i Kattesund nr. 13, efter at hun havde solgt Ejendommen i Thyregod. Jeg var i Horsens et halvt aar. Det var Vinteren 1925-26. Jeg tog forskelligt Arbejde, som kunne give en lille Skilling, blandt andet havde jeg en Plads som Bud ved en Bager i Hestedam.

Grænge Mejeri

Jeg fik saa pr 1ste Maj 1926 fortsat læreplads paa Grænge Mejeri paa Lolland. Der var jeg glad for at være, og det var gamle, men flinke mennesker. Der oplevede jeg den bedste tid af min Ungdom. Men alting faar jo en ende og da Lærlingeloven dengang paabød at man skulde lære ogsaa “ostelavning” indenfor den fire aars læretid ved Mejerifaget, maatte jeg endnu en gang skifte plads for at naa dette. Det var dog ikke noget problem for min Chef ringede bare til en kollega saa var det i orden. Det blev saa i Maribo, jeg blev udlært, men ogsaa dengang var der stor Arbejdsløshed, og alle pladserne som udlærte Mejerister der paa Mejeriet var besat, og nu skulle jeg jo selvsagt have Løn som fuldt udlært Mejerist, dvs. at jeg skulle have cirka 60 kr. mere om Maaneden i løn, og det kunne der dengang ikke blive til.

Falling Mejeri

Min_fars_brev_side_6Jeg søgte saa og fik Arbejde paa Falling Mejeri ved Odder. Det varede 9 Måneder, saa røg jeg uklar med Bestyreren og efter fælles Overenskomst afbrød vi Arbejdsforholdet, for øvrigt det eneste Sted jeg hele Livet igennem har forladt en Plads i utide.

Arbejdsløs

Nu stod jeg der og havde ingen Arbejde og Understøttelse var der ikke noget der hed dengang. Jeg tog saa lidt Arbejde her og der, hvor der var en Skilling at tjene, men jeg kunne ikke tjene nok til at leve af og min Mor kunne jeg jo ikke saadan ligge til Byrde. Saa det endte med, at en Ven og jeg gik en Tur på Valsen, som det hed. Vi fægtede os frem og fik nogle Dages Arbejde hist og her, og Føden fik vi jo da. Nattelogi var jo sommetider i en Lade og sommetider i en Kostald.

Margarinefabrikken Horzia

Det endte med, at vi igen tog til Horsens, og jeg fik saa Arbejde på en Margarinefabrik, Fabrikken Horzia, som dengang var etableret i Odinsgade. Der var jeg i 6½ aar, men saa voksede Fabrikantens Sønner til, og de manglede jo som alle andre Unge Arbejde, saa jeg blev jo sagt op til fordel for dem.

Mødet med Meta

Min_fars_brev_side_7Mens jeg var paa Fabrikken, lærte jeg min Kone at kende, og vi blev gift d. 2. April 1932. Hun hed Meta Marie Sørensen, og var født d. 28. Juni 1912 som Datter af Landmand Peter Nicolaj Sørensen og Hustru Kristine Sørensen i Jebjerg ved Skive. Vi lejede en lille Lejlighed i Smedegade nr. 55 III, hvor vi boede, det første halve aar vi var gift, men fik saa en bedre Lejlighed paa Aaboulevarden nr. 102 st. tv., hvor vores ældste Datter Lilli blev født d. 16. Juli 1933. Hendes opvækst foregik i Horsens, og hun blev i tyveaars alderen gift med Ole Herløv.

Vor næstældste Datter, Aase, blev født d. 18. Februar 1935 ogsaa paa Aaboulevarden nr. 102. Hun blev ogsaa gift i tyveaars alderen. Hun var den, der først fødte mit Barnebarn Susan, som selvfølgeligt blev min Øjesten resten af mit Liv.

Vor tredje datter Margit blev født i Smedegade nr. 63, hvortil vi da var flyttet, d. 30. Maj i 1936. Hun blev også gift i tyveaars alderen med Thorkild Gade.

Enkemand

Min Hustru døde d. 10. december 1946 i en alder af kun 34 aar, men hun var syg de sidste 4-5 aar, hun levede. Jeg prøvede først at engagere en Husbestyrerinde. Det varede et aars tid, men det var der ingen Fremtid i, hverken for mine Piger eller mig. Saa skaffede jeg hende en anden Plads.

Anna Sofie Hansen

Min_fars_brev_side_8Jeg arbejdede dengang paa Horsens Andelsmejeri, hvor der samtidig arbejdede en Enkefru Anna Sofie Hansen. Vi kom i samtale om vores private Forhold, og det viste sig saa, at hun havde en Søn, Eli Øehlenschlæger Hansen, som var født nogle faa Maaneder efter sin fars Død, og som selv maate staa op og gaa i Børnehave eller var det Skole. Og da mine tre Piger jo ogsaa var alene hjemme, følte vi det vist begge som en naturlighed, at vi slog os sammen og delte det der kunne blive at dele, og saa var baade hendes Dreng og mine Piger reddet fra at gaa alene. Og naar hun saa blev hjemme og passede det der, saa kunne jeg igen sørge for en Indkomst til os at leve af. Det gik ogsaa godt. Jeg fik ansættelse paa Hatting Mejeri, hvor jeg arbejdede i 10 aar. For øvrigt den bedste 10-aars Periode i mit Liv.

Keddelpasser

Jeg har senere været ansat som Kedelpasser paa Jydsk Kulsyre og Tørisfabrik i 12½ aar, hele tiden som Skifteholdsarbejde i 3-holds skift. Det var meget usundt, men jeg slap da helskindet fra det. Den blev saa solgt til et engelsk Firma og nedlagt. Jeg søgte saa og fik midlertidigt Arbejde paa Poul Petersens Tobaksfabrik ogsaa her i Horsens. Det varede i 15 Måneder, indtil jeg fik fast Stilling paa Raackmanns Papirfabrikker som Kedelpasser. Der blev jeg saa i cirka 5 aar, men holdt saa op, da jeg blev 67 aar og kunne gaa paa Folkepension.

Din Far Johs. V. Sørensen

Anbefaling_Mammen_MejeriAnbefaling fra Mammen Mejeri

 

 

 

 

 

 

Anbefaling_Graenge_Mejeri

Anbefaling fra Grænge Mejeri

 

 

 

 

 

Graenge_Mejeri_og_mejeribestyrer_A_Poulsen

Grænge Mejeri, og Mejeribestyrer A. Poulsen, der skrev min fars anbefaling.

 

 

 

 

Anbefaling_Midtlollands_Mejeri

Anbefaling fra Midtlollands Mejeri

 

 

 

 

 

Midtlollands_Andelsmejeri_og_bestyrer_Ludvigsen

Her ses Midtlollands Andelsmejeri i Maribo, og bestyrer Ludvigsen, der har skrevet anbefalingen til min far

 

 

 

 

Falling_Mejeri

Falling Mejeri hvor min far fik arbejde som udlært mejerist.

 

 

 

Tjenesteudygtighedspas

Efter tiden på Falling Mejeri blev min far indkaldt på session. Han var platfodet. Derfor blev han kasseret. Det har han tit fortalt

 

 

 

Margarinefabrikken_Horzia

Far ”gik på valsen” i ca. 2 måneder efter tiden på Falling Mejeri. Da han kom hjem, søgte han ind på Margarinefabrikken Horzia. Jeg husker, at han sagde: “Margarine er den rene gift . . . . . . . je’ ka’ ik’ li’ vi laver det!”

 

 

 

Den_Danske_Maelkekondenseringsfabrik

Den Danske Mælkekondenseringsfabrik

 

 

 

 

 

Kontrolbog

Denne kontrolbog fortæller, at far blev arbejdsløs. Jeg husker, at jeg stod i kø med ham for at få stemplet i sin bog. Dengang kunne man ikke få understøttelse, når man blev arbejdsløs, og der var intet der hed dagpenge

 

 

 

Anbefaling_fra_det_tyske_mejeri

Mange syntes det var forkert at tage til Tyskland for at arbejde, men det må være deres uforstand, at de kan mene sådan. Min far fik at vide gennem fagforeningen, at der var arbejde i Tyskland, og det valgte han i stedet for at gå arbejdsløs. Han var faktisk nødtvunget til det. Hvordan skulle vi ellers få føden? Al respekt for det!

 

 

Margit fortæller om tiden efter morens død

Sofie Hansen og far

Far og Fie
Far og Fie

Da min far blev alene i december 1946, var det en hård tid for ham, at gå i møde. Det var kort tid efter krigsårene, og han var alene med sine tre piger på 10, 11 og 13 år. En mejerist løn slog ikke til, til de daglige fornødenheder, men han har aldrig beklaget sig.

Jeg husker, at han i sin fritid, sidst på eftermiddagen, gik rundt til familier i et tildelt distrikt, hvor han opkrævede penge til JULENS GLÆDER. Jeg mener det også hed VINTERENS TRØST. Folk kunne på den måde få en lille opsparing. Som kvittering fik de mærker på beløbet, som de derefter klistrede i en lille bog. Ved juletid fik de pengene udbetalt igen. Nu var der lidt ekstra til julemad, gaver osv.

Jeg mindes, min far altid kom hjem og fortalte om de oplevelser, han havde på disse ture. Nogle familier var ikke altid behagelige, men de fleste var venlige – nøjagtig som min far altid var. Han kom glad hjem. For ham var det sociale kendskab til mennesker det væsentligste.

Jeg kan med stolthed sige, at min far aldrig har haft uvenner. Han var afholdt af alle og elsket af familien. Hvad han sagde, var rigtigt. Han tænkte, før han svarede. Han var én, man kunne stole på.

Eli Øehlenschlæger Hansen

Oehlenschlaeger_Hansen_EliI 1947 var min far ansat på Horsens Andelsmejeri. Her lærte han en enke at kende, som også var på mejeriet i flaskeriet. En dag havde han spurgt, om de ikke skulle ”slå kludene sammen”. Han fortalte os piger, at nu skulle vi have en husbestyrerinde. Hun hed Sofie Hansen, og havde en dreng på 11 år, som hed Eli. Vi var spændte på, hvordan de var, og hvordan de så ud.

En omvæltning blev det naturligvis, både for hende, sønnen og os. Vi skulle lære hinanden at kende. At det blev til glæde for os alle, lod ingen tvivl tilbage. Fie var en god husmor, dygtig til madlavning, og Eli var jævnaldrende mig. Far og Fie blev ledsagere resten af deres levetid, men blev aldrig gift. To mennesker fandt hinanden og fik det bedste ud af livet.

Vi piger og Eli har aldrig fået legetøj i julegave derhjemme. Vi fik, hvad der var nødvendigt. Sko, støvler og tøj. Min ældste søster fik et år et par skøjter, som skulle skrues på fodtøjet. Disse skøjter gik i arv til os mindre søskende. Jeg husker at skøjterne ofte faldt af vores fodtøj. Nok derfor fik jeg ikke lært at løbe på skøjter.

På vej til Sjælland

Vaerum_SoerensenI begyndelsen af halvtredserne fik far råd til at skifte sin cykel ud med en motorcykel. Det var naturligvis en brugt motorcykel. (Jeg tror, at han fik ”børnepenge” fra kommunen, som han brugte på den måde). Det var en NSU som ret hurtigt blev skiftet ud med en BSA. Nu kunne han køre til Hatting Mejeri, hvor han var blevet ansat i 1948 og var i 10 år, og dermed komme 1 time senere af sted om morgenen (han skulle møde kl.5) og derved lidt hurtigere hjem om dagen.

Jeg mindes, at jeg ofte gik ham i møde om sommeren for at få turen hjem på bagsædet. En af gangene nåede jeg helt til mejeriet. Min far var åbenbart blevet forsinket fra sit arbejde og gjorde store øjne, da han så mig vente ved mejeriets indkørsel. Dengang brugte man ikke styrthjelm. Jeg tror ikke, det var påbudt ved lov. Man kørte i det tøj, man havde på til de forskellige årstider.

Den højrestyrede Renault

Hoejrestyret_RenaultPå et tidspunkt i 50erne blev der midler til en brugt bil. Det var en Renault, som var højrestyret.

Min far kom glad hjem og viste os den. Vi var selvfølgelig ellevilde af glæde. Jeg husker mekaniker Alfred Skov på Nørretorv, som gjorde bilen i stand. Der var altid et eller andet i vejen med min fars biler. Vi var de første der havde bil i vores og de omkring liggende gader. Bilen blev efter et ½ års tid skiftet ud med en Citroen.

CitroenenCitroêen – I barnevognen ligger min fars yndlings barnebarn Susan. Han blev som en kærlig far for hende resten af sit liv

Ved aftenstide, efter aftensmaden og opvasken, startede far bilen, hvis han var så heldig at kunne det. Kunne han IKKE, brugte han håndsvinget. Vi kørte tit til Husodde for at bade. Min badedragt var mørkeblå og ulden. Vi svømmede og tumlede alle i vandet, og har den dag i dag gode minder om friluftslivet ved fjorden.

Keddelpasser-bevisPå Hatting Mejeri fratræder mejeribestyrer Larsen i 1957, og derefter tiltræder en ny bestyrer som hed Hartvigsen. Gennem 1 års samarbejde med ham begyndte min far i fritiden at ”læse” til kedelpasser. (Gigten havde plaget ham længe på grund af kulden i de forskellige mejerier.) Min ældste søster og hendes forlovede hjalp ham med matematik der hjemme, så krydsede vi alle fingre på eksamensdagen.

Hatting_MejeriEn tid var slut som mejerist. Han var stolt, da han havde bestået sin kedelpasser eksamen, og stod med certifikatet i hånden. 50 år gammel. (Man skal tænke på, at han som barn, gik i skole kun 3 – 4 dage om ugen).

Sidste dag på Raackmann

En ny epoke begyndte. Far fik arbejde hos Poul Petersens Tobaksfabrik som kedelpasser, og var meget glad for det. Jeg husker en overordnet ved navn Kaj Schibler, som far omtalte som et fint menneske. Senere, da fabrikken lukkede, søgte han ind på Jysk Kulsyrefabrik. Da den blev nedlagt, søgte han til Raackmanns Papirfabrik, hvor han blev ansat indtil han gik på pension i 1975. Når folk spurgte, hvorfor han ville holde på arbejdsmarkedet, svarede han: ”Jeg syntes der skal yngre kræfter til nu.” Endelig var han blevet aldersrentenyder, som han selv udtrykte det.

Min far havde i sin alderdom en lille ”kaninfarm” som han og Fie elskede at ta’ ud til efter middagssøvnen. Han var på mange kaninudstillinger, og blev flittigt præmieret. De fik en rigtig god tid derude ved kaninerne. I dag er der golfbane, Horsens Golfklub, hvor min far havde sine kaniner.

Jeg mindes, hvor ondt det gjorde ham og Fie, da kommunen sendte meddelelsen, at der skulle etableres en golfklub. Det var, som om han ikke mere havde noget at se frem til i alderdommen. Hverdagen – ja tilværelsen blev ændret brat. ”Der er ik’ noget, at gøre ve’et”, sagde min far. Det samme sagde han, da han var døende. ”Der er ik’ noget at gøre ve’et!” Og det var jo så sandt, som det var sagt.

Et arbejdsomt, trofast, ærligt, afholdt og elsket menneske er ikke mere . . . . . og dog!!! Min far blev 79 år. Sov ind i april 1988.

Læs også artiklen “En Ruslands-rejse” samt Margit Gades fortælling om sin opvækst

2 thoughts on “Johannes Peter Værum Sørensen

  1. Hej Margit,
    jeg har med fornøjelse læst dette opslag om din far, Johannes, samt opslaget om din barndom. Det har for mig været fornøjelig læsning, fordi du beskriver en stor del af min egen barndom med en hel del personer, som jeg har haft egne relationer til. Samtidig skriver du jo et letlæst, flydende og levende dansk, og tilmed fejlfrit.

    Jeg vil lige præsentere mig selv: Jeg er født i november 1940 i Lund udenfor Horsens. Min familie bestod af min far Richard, min mor Andrea, min storesøster Inga (født samme år som du) og jeg. I 1946 flyttede familien til Voldgade 39 i Horsens. Det var en “koteletgrund”, som egentlig havde facade til Kildevej. Efter et par år begyndte min far at bygge nyt hus på hjørnet af Nørrestrandsgade og Rosengade, men pga sygdom måtte han sælge huset inden det var helt færdigt, der blev i øvrigt indrettet købmandsforretning, kvarterets nærmeste. Omkring 1950 blev mine forældre skilt, min storesøster var flyttet hjemmefra, og min mor og jeg flyttede til naboen på Kildevej nr. 1 hos Peder Sørensen, og ham kender du jo. Der blev jeg boende til 1957, hvor jeg gik ud af skolen og startede hos Det kgl. post & Telegrafvæsen. Her kom jeg til at arbejde sammen med Ole Herløv og i øvrigt med to andre Herløv´er.

    I hele min barndom i Nørrestrandskvarteret oplevede jeg det sammenhold, som du også beskriver. Vi var en flok, som altid legede sammen, og jeg kan huske næsten alle: Møllerfamilien med Bent, Gudrun og Jørgen, Åse, Finn og John Barrit, Gugge, Åge, Henning og Thorkild Henningsen, Børge Jensen (med motorcyklerne), Martha (overfor Møller) . Fra Voldgade Leif, Jørgen og Finn Hansen, Otto Christoffersen, Egon Gjørup. Og så jeres nabo i Dannebrogsgade nr. 1A Bente Jensen, som jeg senere blev kæreste med. Og sidst, men ikke mindst, Eli.

    Jeg kom rigtig tit i jeres hjem, dog mest efter du var flyttet til din mostermor. Jeg følte mig meget knyttet til både Johannes og Fie, ligesom Eli var en slags mentor (hedder det vist i dag) for mig. Din far var nøjagtig, som du beskriver ham: åben, ærlig, humoristisk, en mand af ord, og altid med sit lidt skæve smil. Han havde altid tid til at veksle et par ord med os unger. Jeg har tit hentet cigaretter til Fie, så kunne man være heldig at få en skilling og et rosende ord. Jeg var også af og til med til jeres familiefester senere, så gav Ole som regel et par numre på harmonikaen, det var ret festligt med de mange mennesker i stuen, og der var altid en hyggelig stemning i hjemmet.

    Med venlig hilsen
    Jørgen Erik Nielsen

    1. Kære Jørgen Erik Nielsen
      Tak for din kommentar vedr. Margit Gade. Jeg har videresendt den i fuld længde til hende i en mail, og tillader mig at slette de mere private dele her på leksikonet.
      Bedste hilsner
      Jette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.