C. Holms Boghandel var tidligere registreret som Holsts Boghandling samt Frydenberg, ligesom adressen heller ikke altid var Graven 21, men tidligere hed Søndergade 49 i gården, Kippervig 1 og Nørregade 9.
I 1729 får bogbinder Anders Zimmermann privilegium som bogbinder og boghandler i Horsens. Forretningen videreføres i 1769 af svigersønnen Janus Frydensberg, der får eneret som bogbinder og til salg af bøger i Horsens. På det tidspunkt er adressen Søndergade 49, gården.
Sønnen Chr. Frydensberg arver i 1801 privilegiet til bogsalg i Horsens, og da han dør i 1803 videreføres bogsalget af hans enke, Margrethe Frydensberg (1769-1818).
Margrethe Frydensberg gifter sig i 1806 med brandkaptajn, måske også bogbinder Chr. Holst (1783-1871), som overtager forretningen. Chr. Holst flytter forretningen til Kippervig 1 og skifter til firmanavnet Holsts Boghandling.
I 1838 d. 26. november overtager søstersønnerne Jens Carl Holm (1810-1889) og hans bror John Fr. Holm, men Jens Carl Holm køber sin bror John ud og løser borgerbrev.
I maj 1840 flytter forretningen til Nørregade 9 og ændrer firmanavn til C. Holm. Forretningens sortiment består i begyndelsen af meget andet end bøger, bl.a. driver Holm også lejebibliotek.
Carl Alfred Christensen (1859-1916)overtager forretningen d. 1.juli 1887, og i 1895 den flytter til Graven 21.
C.A. Christensen kan i 1912 fejrer personligt 25-års jubilæum. Ved den lejlighed skriver en kollega i branchebladet: “Det er ikke bare en boglade af navn, men af gavn, thi her står bøgerne virkelig i første række, og den gode litteratur sidder i højsædet”.
Året efter d. 26. november 1913 kan boghandelen fejrer 75-års jubilæum, dvs. 75 år fra Jens Carl Holms overtagelse og omdannelse til egentlig boghandel.
Efter Carl A. Christensens død i 1916 videreføres forretningen af hans enke, Elise Sofie Christensen (1877-1957), som fra 1928 får hjælp fra sine to søstre og senere datteren Else Christensen og sønnen Svend Christensen (1904-87). Sidstnævnte bliver i 1928 bestyrer for sin mor og overtager forretningen d. 1. juni 1940. Dog deltager hans søster Else også fortsat i bogladens drift.
D. 1. maj 1975 ophører bogladen.
Læs originalartiklen på Boghandlere i Danmarks hjemmeside