Hustømrernes Kooperative Forening

Hustømrernes Kooperative Forretning stiftedes 23. marts 1920 som et andelsselskab indenfor hustømrernes fagforening. Formålet var at skabe en tømrerforretning med de bedst mulige arbejdervilkår for hustømrerne. Hver andel lød på 25 kr. og kunne indfries, hvis andelshaveren selv blev mester, døde eller flyttede fra byen. Forretningsfører blev Søren Olesen og han stod for den daglige ledelse frem til 1948.

Forretningens første opgaver var tømrerarbejdet på bl.a. Boligselskabet på Spedalsø (arkitekt Viggo Norn), i folkemunde kaldet ”Lille Amalienborg” og Arbejdernes forsamlingsbygning i Kildegade, i vore dage kaldet ”Kilden”(også arkitekt Viggo Norn).

I starten lå forretningen på Strandgade 39, men lokalerne blev hurtigt for små, og i 1924 blev Åboulevarden 68 og 70 købt.

Mellem 1959 og 1962 flyttede forretningen til Høegh Guldbergs Gade 11, og som en del af virksomheden begyndte en moderne serieproduktion af køkkenelementer. Dette blev til Dansk Køkkenelement Fabrik, der gik konkurs i 1980.

I 1971 blev den resterende del af Hustømrernes Kooperative Forretning opkøbt af Tømrernes Andelsselskab i Odense, der gik konkurs i 1979. Horsens-afdelingen fortsatte dog som J.A. Byg A/S indtil 2000, hvor den blev solgt til J&B Entreprise A/S. Fra 2005 overtog Torntoft og Mortensen A/S forretningen.

Original artikel af Anette Jørgensen.

Læs mere:

Byarkivets indkomstjournal 1983-217

Jensen, Thorkill: Bykooperationen i Horsens, 2005