Hans Mikkelsen – mennesket og politikeren

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1990

Af: Vagn Vejen Petersen, Borgmester

Når jeg nu er stillet overfor opgaven at tegne et billede af af døde borgmester Hans Mikkelsen og samtidig fortælle om den udvikling, som han stod for her på Brædstrup-egnen igennem et halvt hundrede år, så må jeg erkende, at opgaven er vanskelig for mig personligt. Det er jo nemlig først i 1970 ved kommunesammenlægningen, at vi bringes sammen i fælles møder og dermed rigtigt lærer hinanden at kende. Derfor har det også været helt naturligt for mig at søge hjælp hos nogle af de mennesker,
bl.a. tidligere naboer fra Hårup, som har kendt Hans Mikkelsen på nærmere hold, og som er i stand til at fortælle om mennesket bag denne stærke personlighed. Jeg vil i den anledning takke specielt Jens Thule Hansen, Rikardt Knudsen og Rigmor Andreasen for de oplysninger og fortællinger, som de har bidraget med om Hans Mikkelsen bl.a. fra de år, der ligger forud for 1970.

Hans Mikkelsen (foto fra 1973).

Et liv i datoer og årstal

Hans Mikkelsen har sine rødder i Hårup. Hans far, Mikael Mikkelsen fra Aale, og hans mor, Karen Sørensen, blev gift i 1893 og overtog samtidig moderens fødegård, “Tanggården”, Tangmosevej 2, Hårup. Mikael Mikkelsen havde mange offentlige hverv. Han var sognerådsformand i RingFøvling kommune og ind-trådte i 1914 som medlem af folketinget som afløser for af døde Laust Jensen, Bjørnskov. Da Brædstrup-kredsen blev nedlagt i 1918 måtte Mikael Mikkelsen se sit folketingsmandat forsvinde, men blev i stedet valgt ind i Landstinget, hvor han sad i nogle år.

Med denne- baggrund er det vel ikke så underligt, at også den unge Hans meget hurtigt fattede interesse for det politiske liv. Hans Mikkelsen blev født i Hårup 27.7.-1894.
Han gik i skole i Hårup og kom senere på efterskole i Aale, og tog hver dag turen fra Hårup til Aale og retur til fods. Senere havde han et højskoleophold på Vestbirk Højskole og sidenhen uddannede han sig på hen-holdsvis Korint og Ladelund landbrugsskoler. Efter højskoleopholdet blev Hans Mikkelsen forlovet og gift med Birgitte Mortensen fra Torp og sammen overtog de “Tanggården” i 1923. Der var ingen børn i ægteskabet. Birgitte Mikkelsen var meget svagelig og hendes utrolige omsorg for andre mennesker ret-tedes naturligvis i første række mod hendes mand, men gjorde sig i høj grad også gældende overfor alle andre, som havde behov herfor. Hans Mikkelsen blev i sin ungdom meget optaget af sin fars politiske arbejde og den udadvendthed, som fulgte hermed, og han har, som det fremgår “gået i en god skole”. Det faldt da også helt naturligt, at han, da hans tid kom, fulgte i sin fars fodspor og blev politisk aktiv.

Dog kom Hans Mikkelsens politiske arbejde først og fremmest til at gælde det nære – sognet, kommunen og egnen. Hans Mikkelsen var således sognerådsformand i Ring-Føvling kommune og siden borgmester i den nuværende Brædstrup kommune fra 1934 til 1977. Samtidig var han medlem af Skanderborg amtsråd i perioden fra 1943 til 1970. I 1962 solgte Hans Mikkelsen “Tanggården” og købte hus i Brædstrup, hvor han levede sine sidste år indtil hans død 15. februar 1977. På denne dag afholdtes valg til folketinget, og det er vel næsten symbolsk, at Hans Mikkelsen netop på en valgdag skulle slutte et langt og godt liv  demokratiets tjeneste.

Mit første møde med Hans Mikkelsen

Allerede i sin ungdom var Hans Mikkelsen stærkt engageret i foreningslivet – han tog f.eks. aktivt del i ungdomsarbejdet i Hårup. Det fortælles f.eks., at han altid var med til gymnastik, skønt man vistnok ikke kunne betegne ham som “sportsmand” i ordets egentlige forstand – således siges det samtidig, at han skulle have tilløb helt ude fra gangen i det gamle forsamlingshus for at kunne komme over bukken i gymnastiksalen. Og netop sporten var også anledning til mit første møde med Hans Mikkelsen. På et skole-idrætsstævne i Brædstrup i sommeren 1945 havde drengene netop introduceret ham ved at stige op på en lille forhøjning på stadion og med en tro gengivelse af hansspecielle stemme at “erklære stævnet for åbent”.

Så pludselig dukker en lille mand på cykel op – han springer af cyklen, vælter køretøjet over i hækken og så står han der – midt iblandt en flok glade børn. Inden han med “den ægte stemme” erklærer stævnet for åbent, holder han en lille kort tale for os, hvor han giver udtryk for, hvor dejligt det er, at ung-dommen kan mødes på kammeratlig vis omkring idræt og sport – i det hele taget en tale fuld af optimisme og tro på fremtiden. Ja, sådan formede sig mit første møde med Hans Mikkelsen, og jeg tør nok sige, at dette første indtryk mange gange sidenhen har vist sig at holde stik. Han nød at være i selskab med unge mennesker at lytte til deres snak og fortælle om hans egne oplevelser og tanker om dette og hint.

Mennesket Hans Mikkelsen

Hans Mikkelsen var af natur – på trods af sit meget udadvendte virke – en type, der ikke brød sig om for meget opmærksomhed omkring sin egen person, men samtidig meget handlekraftig og impulsiv.
Således fortælles det, at han i sin egenskab af sognefoged skulle aflevere en stævning til en mand. Han tog afsted til pågældendes bopæl, men da han mødte “anklagede” på vejen, steg han ud af bilen, to dokumentet frem og læste på stedet stævningen op for manden. Hele hans virke var præget af optimisme og tro på fremtiden, og hans gode humør og glæde ved tilværelsen smittede af på hans omgivelser. Således kan naboer hjemme fra Hårup fortælle om, hvordan han sang i vilden sky, når han gik morgentur i marken – dog ofte på “egen melodi”, hvilket måske var grunden til, at hans kone til tider lod følgende bemærkning falde, når han drog afsted til et af sine mange møder: “Syng nu ikke for højt, Hans”. Hans Mikkelsen holdt meget af at rejse, såvel inden- som udenlands. På ture herhjemme ville han gerne have en chauffør, eftersom rygtet vil vide, at han ikke selv var den fuldendte bilist.

Netop hjemkommet fra en tur jorden rundt, blev han forespurgt, hvilken vej, han fra Israel var kommet hjem, hvorpå svaret prompte kom, at han var “kommet over Nim” – vel typisk og meget velbetegnende for ham, for nok var han udadvendt over alle grænser, men dog var det for ham det nære, der virkelig betød noget grundlæggende i hans hele liv og virke.

Landmanden og arbejdsgiveren Hans Mikkelsen

Hjemme på “Tanggården” sørgede han altid for at have dygtige og gode medhjælpere – en evne, som han også udnyttede i sit politiske arbejde, bl.a. igennem sit lederskab i byrådet. Han forstod værdien af sammenhold og samarbejde, han forstod at udvælge dygtige mennesker til administrative poster og han lærte alle omkring sig at respektere demokratiet. Hans Mikkelsen deltog i det daglige arbejde på gården på lige fod med sine medhjælpere – alt var passet og opryddet og marken veldrevet. Når der kom en periode med godt vejr, sagde han: “Vi skal ha’ fat i vore soldater”, og så kom de alle – Åge Andreasen, Niels Johan, Karl Krølle og Niels Andersen – og så gik arbejdet på livet løs og med højt humør. Jo, “soldaterne” var glade, når der blev sendt bud efter dem. Det skete jævnligt, at der kom eet af landevejens  børn ind og bad om en skilling, og der faldt gerne 5 kroner af – det gjaldt om at hjælpe så meget, at vedkommende kunne komme udenfor kommunegrænsen, idet det ellers kunne betyde udgifter for kommunekassen, dersom den pågældende skulle få hjælp behov.

Dagligdagen på “Tanggården” var i det hele taget efter beretningerne fuld af aktivitet og liv – der skete noget nyt næsten hver dag, idet der var en stadig strøm af folk, som søgte råd og vejledning hos Hans Mikkelsen og med hjælp var han altid rede. Således så man ikke meget til ham i den tid, hvor der skulle skrives selvangivelser, for også i den forbindelse ydede han en hjælpende hånd og var rådgiver for mange. Hans Mikkelsen var altid velforberedt, når han mødte til et arrangement af den ene eller den anden art. Således fortælles det, at han da en sygehusombygning skulle indvies under overværelse af dronning Alexandrine, øvede sig flittigt på talen i mange dage før med køerne og svinene som tålmodige tilhørere.

Politikeren Hans Mikkelsen

Jeg har som dreng hørt mange beretninger om Hans Mikkelsen. Hans eneste søster, Alma, boede i Tønning ikke langt fra mit hjem, og gennem Alma og Magnus Nielsen fulgte vi med i, hvad der rørte sig på Bræd-strupegnen rent politisk, især indenfor partiet Venstre. Hans Mikkelsen var så længe, jeg kan huske tilbage, stærkt engageret i det lokale organisationsliv – ja, han var endog formand for Skanderborg amts Venstre gennem mange år helt frem til 1970. Op igennem 50-erne var der en særdeles aktiv Venstre-Ungdoms-Forening i Brædstrup. Der blev holdt mange politiske møder og studiekredse, og det var en sjælden uge, hvor der ikke var et arrangement af den ene eller den anden slags, og Hans Mikkelsen mødte ofte op.

Arrangementerne sluttede ikke sjældent med en enkelt øl og en god snak enten med fru Jensen, Brædstrup Kro, eller med Hans Mikkelsen. Disse aftener var en oplevelse for os unge. Vi fik, bl.a. takket være Hans Mikkelsens deltagelse, en god portion indblik i, hvordan samfundet fungerede og hvem der “trak i trådene”. Og Hans Mikkelsen var i sandhed en af dem, der “trak i trådene” – han var stort set med overalt. Foruden at være byens “førstemand” var han som nævnt amtsrådsmedlem og var derudover medlem af og formand for et utal af foreninger m.v. ligesom han op igennem årene deltog i ledelsen af og var med til at præge udviklingen i en række virksomheder, bl.a. Jyske Bank og Vestbirk Oplands Højspændingsanlæg. Somme tider kunne engagementet måske blive for omfattende, således fortælles det, at han sagtens kunne have 10 – 15 aftaler på selvsamme dag, og naturligvis kunne noget gå i glemmebogen.

Engang kom der til hans hjem en telefonopringning med besked fra nogen, som sad og ventede, om, “at nu satte man sig til at drikke øl på Hans Mikkelsens regning, indtil han dukkedeop” – og så kom han afsted ! “Hjertebarnet” Brædstrup Sygehus Brædstrup Sygehus var Hans Mikkelsens stolthed og så ubetinget hans “hjertebarn”. Sygehuset, som blev bygget i 1893 (i øvrigt med Hans Mikkelsens far som en af “bagmæn-dene”) og senere udvidet og ombygget i flere etaper i perioden 1950 – 1970, var på alle områder meget udbygget og i sin størrelse noget af det bedste indenfor sundheds-væsenet.

Hans Mikkelsen “var med” i de år, hvor der for alvor fandt en udbygning sted – fra l overlæge indtil ca. 1950 til den stab, som vi kender i dag, nemlig 6 overlæger og et antal yngre læger og som jeg også tidligere har givet udtryk for, så skylder vi ham stor tak for, at vi fik denne gode institution. Da jeg i 1970 blev indvalgt i Vejle amtsråd husker jeg, at Hans Mikkelsen sagde: “A, forventer, at du vil gør’ et arbejde for Brædstrup Sygehus” – og jeg glemmer bestemt ikke hans reaktion, da vi i 1973-74 måtte lukke fødeafdelingen, bl.a. fordi jordemødrene ønskede ansættelse på større sygehuse med bedre organiserede arbejdsforhold, her-under fast arbejdstid.

Når Hans Mikkelsen gik ind for en sag, så gjorde han det helhjertet. Intet kunne holde ham tilbage, han sat-te hele apparatet i sving, folketingsmedlemmer, ministre, embedsmænd i ministerierne m.m. Apropos Brædstrup Sygehus fortælles det, at han engang var taget til København for at få en udvidelsestilladelse. I ministeriet var man ikke meget for at tale med denne “jyde” og ville godt have ham til at gå igen. Men her viste hans helhjertede indsats sig igen – “jyden” satte sin fod i døren og erklærede – på ufortrødent jysk: “A bli’r her og a vil ha svar med lijem” – og det måtte man så i ministeriet rette sig efter.

Kampen for amtsplejehjem i Brædstrup

At han nød stor respekt og var kendt overalt, også på Christiansborg og i de forskellige ministerier, har jeg oplevet mange eksempler på i tidens løb, og han havde altid et godt råd til de politiske – specielt Venstres – ledere på landsplan. Omsorgen for vore ældre og svage lå ham stærkt på sinde, og han havde tidligt indset nødvendigheden af at bygge plejehjem for at sikre de ældre en tilværelse under værdige og rimelige forhold. Han var som medlem af Skanderborg amtsrådmed til at gennemføre etableringen af landets første amtsplejehjem.

Hans Mikkelsen og Aage Brønd, Them, var et par magtfulde personligheder, som hver især kæmpede for sit, og som sådan kunne de ikke blive enige om, hvor man skulle bygge – skulle amts- plejehjemmet ligge i Brædstrup eller i Them? Udgangen på sagen blev, at man valgte at bygge plejehjem – et i Brædstrup ved sygehuset med plads til 24 beboere og et i Salten, Them kommune, ligeledes med plads til 24 beboere. Sådan blev den sag klaret – og vel et ganske typisk udtryk for den måde, hvorpå disse to meget stærke personligheder igennem mange år rent faktisk “bestemte” udviklingen i hvert sit område. For det meste var de gode venner – når man så dem stikke hovederne sammen over en kop kaffe i lavmælt samtale, så var der ting i gærde !

De kunne også være en smule “ondskabsfulde” mod hinanden engang imellem, og dette gjald af og til også forholdet til andre kolleger i amtsrådet. Hvis et nyt medlem ikke kunne indordne sig og “kende sin plads”, så blev pegefingeren løftet, og selv ellers “stærke” mænd måtte bøje sig og affinde sig med at blive sat i rette. Historien om Dronning Ingrids gigtplejehjem Omkring 1970 blev der bygget mange plejehjem, dels af amter og kommuner og dels af landsdækkende organisationer, herunder Gigtforeningen. Hans Mikkelsen havde sat sig i hovedet, at det gigtplejehjem, som skulle bygges her i Midtjylland, skulle ligge i Brædstrup. Han tog mange ture til København for at overtale Gigtforeningens direktør Aage Reimer og formanden, fru overlæge Just Olesen – enke efter afdøde overlæge Just Olesen, Brædstrup Sygehus og i øvrigt landets første kvindelige dommerfuldmægtig – til at komme til Brædstrup.

Borgmester Vagn Vejen Petersen ved mindestenen for Hans Mikkelsen.

Vi tog så en delegation til København, for nu skulle det altså være !
Der blev arrangeret et bord til os, der var med – Hans Mikkelsen, sygehusinspektør Hans Midtgaard, fru Just Olesen og direktør Aage Reimer fik et lille, separat bord, mens vi andre måtte sidde for os selv. Hans Mikkelsen serverede god mad og ditto vin for gæsterne. De 3’s glas måtte ofte fyldes op, men det svandt ikke i Hans Mikkelsens glas, for han talte under hele måltidet varmt for Brædstrup. Da vi tog hjem sagde han: “Nu tror a det går”. Plejehjemmet blev bygget – i Brædstrup – og det var et af Hans Mikkelsens store øjeblikke, da han kort før sin død kunne byde dronning Ingrid velkommen til indvielse af “Dronning Ingrids Gigtplejehjem” – en god dag for os alle. Eftermælet dør aldrig Hans Mikkelsen fik lov at tjene sin kommune og sin egn gennem mange år og under skiftende vilkår, og som jeg før har sagt “ingen har som Hans Mikkelsen sat sit præg på denne by og egn”.

Vi, som har kendt ham, er taknemmelige over de spor, som han har sat sig hos os. De yngre generationer kan formentligt – selvom de naturligvis ikke har nogen mulighed for at kende mennesket bag Hans Mikkelsen – dårligt undgå: at høre beretninger om denne “stærke mand” og hans indsats for egnen, byen og menneskene i den. Er Hans Mikkelsens gravsted på Føvling Kirkegårdbeskedent, så er der i vores by og på
vores egn utallige og bestemt ikke beskedne resultater af hans utrættelige og uvurderlige virke, og lad mig som minde om denne stærke personlighed gentage inskriptionen på den mindesten, der er rejst for ham ved Brædstruprådhus: “Eftermælet aldrig dør for hver, der et godt sig vandt”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.