Gildbjerg
I forbindelse med råstofudvinding, kvartssand, blev der i forsommeren 2001 udført en arkæologisk undersøgelse. Med midler fra Amtet (Vejle Amt) blev der lavet en prøvegravning, som senere blev udvidet til en egentlig undersøgelse. Her fandt museets arkæologer det første større hus fra bronzealder (godt nok ikke så stort, som de tidligere er fundet bl.a. af Vejle og Haderslev museer). Her er også to ældre toskibede huse og et par huse fra førromersk jernalder og et muligt kulthus. Undersøgelsen blev udført af museumsinspektør Anders Horsbøl Nielsen.
Bronzealder huset
Bronzealder-huset var meget tydeligt straks ved muldafrømningen, da der er en del trækul i stolpehullerne. Det er ikke muligt at datere huset nøjagtigt ud fra den fundne keramik, som er grov og ukarakteristisk. En datering må indtil en C-14 datering er foretaget baseres på hustypen. I periode II i ældre bronzealder sker et skift fra bondestenalderens 2-skibede huse (med 1 række tagbærende stolper) til huse af “jernalder-type” med 3 skibe (2 rækker indre tagbærende stolper). Huset her er klart af den yngre type. I yngre bronzealder er det almindeligt at indgangspartiet bliver trukket lidt ind i huset. Det er ikke tilfældet her, så indtil videre daterer jeg huset til ca. periode III, dvs. slutningen af ældre bronzealder (ca. 1300-1000 f.Kr.).
Huset er ca. 20 m. langt og 6 m. bredt. På denne tid er det normalt med ret kraftige vægstolper, som står med så lang afstand, her for det meste 2-2½ m., at det er mest sandsynligt, at mellemrummet har været udfyldt med vandret tømmer. Indgange synes huset at have haft lige øst for midten. Nøjagtigt hvor indgangen i sydsiden har været er lidt usikkert. Huset er blevet så gammelt, at det har været nødvendigt at udskifte 6 tagbærende stolper i den østlige ende.
Billedtekst: Bronzealderhus ved Gildbjerg i Sønder-Vissing. Stolpehullerne er markeret med sort. Vægforløbet er prikket ind. I vestenden er der to kogestensgruber.