Et gammelt eventyr – der er sandt

Brædstrupsegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1989

Af: Carla Jørgensen

I et hjem i Vendsyssel blev der Juleaften 1905 læst fortællinger for husets børneflok. Fortæl­lingen, der stod i et Juleblad, hed “Soldaten og hans Konge”.
35 år senere blev historien gentaget, men den nu modne mand fik da historien fortalt af “selve Soldaten”.
Det skete ved “Soldatens” 70 års fødselsdag. Beretningen, der i sin tid var skrevet af for­fatterinden Thyra Jensen, blev nu berettet af den tidligere Soldat, nu dyrlæge M. Andersen, Mads Andersen.
Mads blev født i Saaby i 1869. Hans far havde deltaget i Krigen 1864 og var blevet saaret af granatsplinter. I hjemmet var der tre smaa børn, men da den ældste dreng, Mads, var 5 aar – hans søstre 1 /2 og 1 1 /2 år – døde deres mor, 27 aar gammel. Faderen giftede sig snart igen, men døde inden Mads var 6 aar.
Nu giftede stedmoderen sig igen, og de tre smaa børn fik saaledes baade stedmoder og stedfader. Da Mads blev skolepligtig, blev han ogsaa stor nok til at være med til at skaffe det daglige brød, og han kom som hyrde­dreng paa en større gaard i Yding hos Boisen Møller.

Dyrlæge Mads Andersen, dyrlæge i Brædstrup, fra 1897 til 1940.

Hans arbejde var at vogte kvæget i engene, og her levede han i længere tid et stille liv, kun i selskab med de ofte bissende køer, naturen og den blaa himmel.
Hans skolegang skulle passes. Dog, det var kun to formiddage, hveranden dag. Denne skoletid blev et mareridt for den fattige dreng. Hans navn Mads, blev til mange øgenavne, saa man­ge, at han senere i livet bad familien aldrig la­de deres smaa drenge døbe ved dette navn, li­gesom han altid senere underskrev sig med “M.” Andersen og undgik Mads.

Han var en fattig klædt dreng, der kun havde det tøj, han stod og gik i, og naar det havde været vaadt -derude i marken, saa var der in­tet at skifte med. Han maatte tage det vaade tøj paa næste morgen, og det har jo nok ef­terhaanden set slemt ud. Det kunne ikke bli­ve tørt. Han sov i et kammer i den ene yder­længe af gaarden. I sengen var der halm og sommetider smaa mus. Der var ingen varme, og gulvet var lerstampet. Dog, han følte, han havde det godt. Hos hans madmor, Gutta Boi­sen Møller og hos sin førstelærer Lausgaard mødte han saa megen forstaaelse og hjerte­varme, at han mindedes det til sin sidste leve­tid.

I sin ensomme drengetid drømte han. Han ville saa gerne læse og ville saa gerne blive til npget. Dyrene ville han uddannes til at kunne hjælpe.
Først da han blev soldat, fik han lejlighed til at læse bøger.
I sin fritid -han aftjente sin værnepligt i København -fik han lejlighed til paa biblio­teket at laane bøger, som han læste i hemme­lighed, og som han gemte under sin uniforms­jakke, saa han havde bogen i nærheden, fik den læst og hurtigt skiftede den til en ny.
Men alligevel var tiden kort, og en dag under en marchtur, saa han sit snit til at faa læst den bog. Der skulle marcheres i en stor trekant, og hvis soldaten traadte fra, kunne han tilslut­te sig igen, naar kompagniet kom tilbage.
Han smed sig i grøften og begyndte sine stu­dier. Men snart indhentede skæbnen ham. Ude på landevejen kom to høje herrer ridende i fine uniformer.
De standsede ud for “64” og spurgte, hvorfor han var blevet tilbage.

Hvordan soldaten viklede sig ud af samtalen, huskede han vist ikke klart bagefter. Men han blev spurgt, om han vidste, hvem han havde foran sig. Min far husker, selv op i aarene, ik­ke, hvad han svarede, men efter at være ud­frittet om anledningen til sin forsømmelse, svarede min far, som det var, nemlig, at han var en ensom og fattig ung mand, der kom fra Yding i Jylland, hvor han havde arbejdet siden sit 7de aar, men i sig ejede en trang til at blive dyrlæge og derfor benyttede den eneste lej­lighed, han nogensinde havde haft til at læse bøger, som han laante. Da svarede den høje officer selv: “Jeg er Deres vordende Konge og jeg har været glad for at møde Dem, og jeg, der ved De vil blive straffet for denne militære forsømmelse, vil hjælpe Dem”. Han gav derpå min far en stor sølvmønt -helt ny -og sagde til min far, at den skulle han vise sin foresatte og sige, at i morgen skulle “64” møde denne sin vordende konge på Amalienborg, og han tildelte ham et legat, så far kunne blive i stand til at tage de eksamener, der skulle til for at blive dyrlæge-for at naa det maal, hans sind var saa besat af.

Alligevel blev det en haard tid. Det daglige brød var mest rugbrød og mælk, og mange nætter medgik til at studere, idet midlerne knapt dækkede udgifterne til de mange bø­ger og opholdet. Men far fandt den udvej at tage et job som bydreng hos en købmand, laante lærebøgerne hos sine kammerater og studerede om natten. Og i 1895 fik han sin dyrlægeeksamen.
Far fik sit virke i Brædstrup. Efter en tid i Søvind tænkte han paa at blive selvstændig. Oprindelig skulle stedet, hvor han begyndte, være i Burgaarde, idet det en overgang varme-ningen, at banen skulle være ført herigennem. Det blev i stedet for Yding -Burgaarde -til Østbirk -Brædstrup.

Dyrlæge M Andersens bolig 1912. Hospitalsgade 6. Eneste hus på vejen. I baggrunden Sygehusets jord.

Fars virke her blev fra 1897 til hans død i 1940, og de sidste ord han gav til sin unge ef­terfølger var: “Vær god mod dyrene og vær god mod de srilaa mennesker”.

Selv ønskede han aldrig -trods gode tilbud-at gøre forandring. Han var tilfreds og glad, hvor han var.
Ejendommeligt kan det synes med denne trang, far havde i sig, til at ville være dyrlæge fra barn af. Men langt op i livet, ved et jubi­læum inden for Den veterinære Højskole, vis­te det sig, at fars oldefar, der ellers var en ung smed, blev en af de første dyrlæger, og derfor blev de dygtigste af de unge smede, der jo havde med heste at gøre, indkaldt og uddan­net.
Ved undersøgelse i kirkebøgerne og andre steder har man fundet ud af, at fars oldefar, Peder Steffensen, fik dyrlægeeksamen i 1801 med førstekarakter. Han nedsatte sig i Tam­mestrup, Tholstrup, hvor han havde en gård, som han ejede til sin død, den 25. april 1854. En broder fik dyrlægeeksamen i 1809 og ned­satte sig i Eriknauer, Ølsted Sogn. Han afstod sin praksis i 1850 til sin søn, Steffen Søren­sen, der var født i 1818 og fik eksamen i 1845.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.