Byens plan
Befolkningstallet i Horsens holdt sig mellem 1750-1800 nogenlunde konstant på ca. 2300 indbyggere, og først efter 1800 steg dette tal og endte på 5.827 i 1850. En vækstperiode var begyndt, og det afspejles i udvidelse af byens areal, selvom det blev de omfattende byggerier inden for det gamle byområde, der kom til at karakterisere perioden.
Udvidelserne blev først og fremmest lagt nord for den daværende bymidte, men der blev også bygget syd for åen. Mod øst kunne byen ikke brede sig, fordi den endnu ikke ejede jordene, da de efter Stjernholm slots nedrivning lå under Bygholm gods. En privat storvilla blev i 1835 opført på arealet og spærrede således for udvidelser mange år frem.
Gaderne
Mod nord foregik både udvidelser og nyanlæggelser. Smedegade blev udbygget mod nord, og allerede i 1816 kunne den yderligere forlænges til sin nuværende udstrækning ved Nørretorv. Nord for Nørretorv kom også de første spredte huse langs Vestergade.
Vest for Smedegade blev Hestedamsgade forlænget mod nord, og for enden af den opførte man en ny port. Dele af det gamle vandhul, Hestedam, blev opfyldt, og i løbet af 1800-årene opstod i Hestedamsgades forlængelse en helt ny gade, Allégade. Gaden blev anlagt med træer langs siderne, og de første huse blev opført i løbet af 1830erne. Byen fik med denne gadestrækning en færdselsvej, der direkte forbandt trafikken fra syd mod nord, uden at man nødvendigvis skulle ind gennem byens mindre gader og op ad Smedegade.
På samme tid opstod forbindelsesgaden, Farvergade, mellem de to nordgående gader, ligesom de østlige dele af Svanesgade, Beringsgade, Stefansgade og Rædersgade fik deres første huse.
I området øst for Smedegade blev der anlagt to nye gader, nemlig den vestlige del af Kildegade samt Møllegade. Begge er fra 1700-årenes slutning og samtidige med, at byen etablerede en vejr- og vindmølle øst for Møllegade. Kildegade blev senere yderligere forlænget mod øst, da byen i 1835 havde behov for en ny kirkegård til afløsning af kirkegården ved Klosterkirken. Man anlagde nord for Kattesund en ny assistenskirkegård, nuværende Nordre kirkegård, og samtidig blev Kirkegårdsallé‚ skabt som adgangsvej.
Gadenettet blev yderlige udbygget i tiden op mod 1850, hvor Frederiksgade blev lavet. Her købte den jødiske menighed et stykke jord, hvorpå de etablerede deres begravelsesplads, som blev taget i brug i 1851. Gravpladsen eksisterer stadig, men har ikke været benyttet i mange år.
Mod syd, hvor åen længe havde fungeret som sydgrænse, havde bebyggelsen allerede i 1700-årene overskredet den, ligesom også byens Sønderport rykkede over på åens sydside.
Den ældre bebyggelse blev i løbet af 1800-årenes første årtier stærkt udbygget, således at området, der havde betegnelsen Grønland, fik en sammenhængende husrække langs åhavnens sydside.
Forbindelsen mellem havnens nord- og sydside skabtes af broer, nemlig Hospitalsgades bro og Fugholm bro, der i 1792 blev ændret til en vindebro.
Havnen
Der blev foretaget forbedringer af vejene til og fra byen, ligesom man i denne periode forsøgte at udbedre gadernes brolægninger. For en handelsby var netop trafikmulighederne væsentlige. Dette gjaldt ikke mindst i forbindelse med havnen, hvor en forbedring af forholdene var virkelig påtrængt. Skønt mange skibe anløb havnen, så var den i lange perioder ubrugelig pga. tilmudring af både sejlrenden og selve åen, og fartøjerne måtte derfor ankre op et godt stykke uden for byen og føre lasten ind på pramme. I nogle tilfælde måtte man endog benytte vinterhavnen i Stensballesund.
Disse forhold havde negative konsekvenser af økonomisk art og byens råd henvendte sig, som så mange gange før, til regeringen for at få udbedret forholdene. Først da den Horsens-fødte stiftamtmand i Århus, Ove Høegh-Guldberg, i 1784 inspicerede havnen, kom der skred i planerne. Det gamle åløb blev erstattet af en helt ny havn, beliggende sydvest for det gamle Stjernholm. Man nedsatte en havnekommission på fire mand, nemlig bygmestrene Anders Kruuse og Jens Hjernøe samt købmændene Frederik Vinther og Niels Gylding. En muddermaskine blev anskaffet, og et stykke toft erhvervet fra Stjernholm slots jorde, så man kunne udvide byens tømmer- og skibsbygningsplads. Udgifterne var store, og man måtte hæve havnetaksterne for at få pengene til at række, skønt Guldberg selv betalte et beløb på 150 rigsdaler til et stykke nyt bolværk. I 1802 var havnen helt færdig, og Horsens havde fået forbedret sine handelsmæssige muligheder.
De forholdsvis få ændringer i byens plan blev modsvaret af hektiske forandringer indenfor det gamle byområde.
Byens huse
Det byggeri, som startede i 1700-årenes første halvdel, blev forsat med eksplosiv kraft i den resterende del af århundredet. Især fra 1770erne og frem foregik et så omfattende byggeri, at hele bybilledet blev ændret, og en rejsende kunne i 1789 karakterisere byen som en af de mest velbyggede i landet.
Især inden for dansk klassicisme fik Horsens en særstilling. Det var byens købmænd, eller negotianter, som de kaldte sig, der stod bag opførelsen af de mange købmandsgårde, ligesom det var dem, der byggede de mere ydmyge huse, hvor byens mange mindrebemidlede kunne bo til leje. Med de store gårde kunne de vise deres økonomiske soliditet og formåen, og netop denne rigdom er den egentlige grund til, at Horsens i dag ikke har bevaret mange huse fra perioderne før 1750.
Foruden ved bygning af de store ejendomme så viste købmændene deres rigdom gennem epitafier og mindetavler i Klosterkirken, som i 1700-årene var byens foretrukne begravelseskirke.
Bindingsværksgårde
Ligesom i det foregående tidsrum var Horsens først og fremmest præget af bindingsværksbyggeri, og flere af disse bygninger kan stadig ses i gadebilledet.
Karakteristisk for bindingsværkshusene i Horsens er deres enkelhed. Murene står flade uden udspring mellem etagerne, og dekorationerne begrænses til lange skråstivere og mønstermuret tavl. Husene er ofte kalket lysegule og selve bindingsværket har fremstået i en rødbrun farve.
Med hensyn til en ganske bestemt form for udsmykning, holdt man sig ikke tilbage, nemlig i brugen af porthamre. Herpå indfældede bygherren sine og hustruens initialer samt et opbyggeligt kristenord. Nogle af disse porthamre findes stadig i flere ejendomme f.eks. i Søndergade 32, fra 1772.
De store købmandsgårde bestod af mange bygninger og deres plan var næsten identisk. Et godt eksempel er de gårde på Søndergades sydside, der strakte sig fra hovedstrøget og helt ned til åhavnen. Her ligger et langt forhus ud mod gaden, som det f.eks. ses på Søndergade 32, der er et godt bevaret eksempel.
Forhuset gennemskæres i den ene side af en port, der fører ind til en firkantet gårdsplads. Den omgives, foruden af forhuset, af en sidebygning til dette og en tværliggende bygning med nok en port, der fører ud til en slippe langs et langt pakhus, som går helt ned til åen. I pakhusene kunne der være en port øverst oppe, så man kunne losse direkte fra prammene i åen. Det var således store bygningskomplekser, der blev bygget, ikke blot på Søndergade, men også i flere andre gader som f.eks. Hospitalsgade og Smedegade.
Trods mange senere nedrivninger, især i perioden efter 1920, er der bevaret flere af disse huse, skønt nu fragmenterede i forhold til deres oprindelige udseende.
I 1756 opførte købmand Monberg gården i Smedegade 71 (Smedetorvet), der nu er restaureret og fremstår som en købmandsgård med bygninger fra 1700- og 1800-årene. Det store pakhus i denne gård er et særsyn i Horsens, idet det dels er forsynet med mansardtag dels har en udkragning af den øverste etage.
Lige så imponerende har gården i Hospitalsgade 6 været, hvilket stadig kan ses fra gårdsiden, mens facaden nu er præget af senere ombygninger. Bygningen blev opført i 1768 af den rige købmand Gylding, og var da en af byens anseeligste købmandshuse.
I gården Søndergade 41 kan man stadig se et, om end restaureret, gårdsmiljø i bindingsværk, ligesom der stadig i en række andre gårde er bevaret enkelte bygninger fra denne tid.
Mellem de store købmandsgårde lå mindre bindingsværkshuse, der ofte var opført som gavlhuse. De kan stadig findes bag de nye facader, og et godt eksempel er husrækken Nørregade 4-8, som alle stammer fra 1600-årene. Nr. 4 blev helt ombygget i 1700-årene, hvorimod man ved nr. 6 og 8 bibeholdt den oprindelige gavlhusplan.
Kom man væk fra hovedstrøget, så fandt man de mere ydmyge huse, hvor vel størstedelen af byens befolkning boede. De fleste af disse huse er nu forsvundet, dog kan et enkelt stadig ses i Smedegade 9. Mange af disse boliger var opført i bindingsværk, men havde lerklinede vægge og ikke, som i købmandsgårdene, murede vægge mellem træværket.
Anders Kruuse og Jens Hiernøe
Bindingsværksbyggeriet var gennem hele perioden den dominerende bygningsform. Fra ca. 1770 begyndte imidlertid en ændring, som i hovedsagen skyldes arkitekten Anders Kruuse (1745-1811) og billedhuggeren Jens Hiernøe (1748-1801), der i samarbejde ombyggede store dele af Horsens og præger byen endnu i dag.
Jens Hiernøe stod oftest for de dekorative detaljer, men det egentlige byggeri overlod han til Anders Kruuse. Begge var uddannet på Kunstakademiet, under professor C.F.Harsdorff, og slog sig efter uddannelsen ned i Horsens.
Anders Kruuse byggede ikke blot her i byen, men i hele det jyske område. Hans byggerier omfatter borgerhuse, herregårde, rådhuse, kirker og militæranlæg, hvor højdepunktet var opførelsen af tøjhuset i Randers 1801-1804. Han endte som en formuende mand, der hovedsagelig havde anbragt sine penge i ejendomme, som han enten ombyggede og videresolgte eller lejede ud.
Kruuses og Hiernøes ombygninger gjaldt som regel kun facaderne, der blev grundmurede og pudsede, mens man i øvrigt beholdt bindingsværket til gårdsiden. Stilen de benyttede var klassicistisk med dekorationer af halvsøjler, et vandret bånd mellem stue og øverste etage og ofte skulpturelle detaljer omkring og over porten, der var placeret asymmetrisk i husets ene side.
I 1772 lod købmand Peter N. Velleius opføre en bolig på Søndergade 24, og dette hus er nok Anders Kruuses første selvstændige. Huset kendes kun fra billeder, da det forlængst er nedrevet.
To år senere byggede Jens Hiernøe Jyllands første hus i ren nyklassicisme på Nørregade 11. Huset blev opført til sadelmager Claus Andersen, og det var prydet af et fornemt sandstensrelief, der nu er bevaret på Horsens Museum.
Men det var især i 1780erne og 1790erne, at det store byggeri satte ind. Det store gennembrud kom, da Horsens i 1780 blev udset til at huse et lille russisk hof. Det drejede sig om enkedronning Juliane Maries broderbørn, to prinsesser og to prinser, der sammen med deres forældre havde siddet fængslet i et kloster ved Murmansk.
Baggrunden for fængslingen var en paladsrevolution mod deres ældre broder, der under navnet Ivan d. 6., som baby havde været russisk zar i en kort årrække omkring 1740. De fire søskende var alle født i fangenskab, og først mange år efter broderens død blev de frigivet.
Valget af en nyt domicil faldt på Horsens, og den kongelige bygningsinspektør C.F. Harsdorff ombyggede til brug for hoffet de to gårde på Torvet, der kom til at udgøre Palæet.
Det russiske hofs udgifter blev betalt af zaren, og økonomisk kom hoffet byen til gode. For Anders Kruuse blev det også en fordel, idet han fik murerentreprisen på byggeriet og virkede som Harsdorffs murermester.
Der var ikke lang tid til at indrette ejendommene til det lille hof, der ankom i efteråret 1780. Husene blev udstyret med boliger til de fire søskende og hofpersonalet i forhuset. Hertil kom gårdsrum og haver, der strakte sig helt ned til åen, og endelig fandtes her også et lille russisk-ortodokst kapel.
I 27 år var Palæet ramme om hoffet. Senere, mellem 1810 og 1829, blev det bolig for prinsesse Charlotte Frederikke, der på grund af formodet utroskab var blevet skilt fra den senere Christian d. 8.
Charlotte Frederikke døde i 1840 og blev begravet i Rom, hvor hendes søn Frederik d. 7. satte et minde på graven, udført af billedhuggeren J. A. Jerichau. Palæet overgik på private hænder, da man i 1830 nedlagde Charlotte Frederikkes hof.
Størsteparten af ejendommen blev nedrevet i begyndelsen af dette århundrede, da Palæteatret blev opført, og den sidste rest af C.F. Harsdorffs fine bygning faldt i 1960erne for at give plads til et nyt byggeri.
Senere byggede Anders Kruuse mange huse i Horsens, som var inspireret af Harsdorffs palæbygning. På Søndergade blev ejendommene nr. 41, 43 og 45 opført, og sammen med den nu nedrevne ejendom Søndergade 47 har de udgjort et enestående miljø.
Anders Kruuse ejede selv nr. 47, hvor han havde ombygget en gammel renæssancegård med karnaptårn. Denne 1700-tals gård blev nedrevet i 1930erne for at give plads til Horsens Folkeblads stadig stående bygning.
Søndergade 41 (Brænderigården) blev opført for rådmand Grundahl, og i dette hus mødtes frimurerne, hvis symboler endnu pryder porthammeren. Nabohuset, der tidligere husede Hotel Skandinavien, er fra samme tid, men den høje stentrappe er ligesom gadens øvrige trapper nu helt forsvundet.
Om nr. 45 også er ombygget af Kruuse, kan ikke med sikkerhed afgøres, men husets stil er meget lig hans.
I Søndergades vestlige del opførte han desuden i 1783 det meget smukke hus Søndergade 15. Det blev en værdig nabo til Lichtenbergs palæ ved siden af.
Tiden har fjernet to af Kruuses andre huse, Søndergade 14 og Søndergade 34, fra bybilledet, men på trods af det, kan man i vore dage stadig fornemme og se dele af 1700-årenes Søndergade. Byen har her en arkitekturskat, som mange misunder os.
Anders Kruuse byggede også andre steder bl.a. på Nørregade, hvor han selv boede i nr. 19, der var et hus, som lå tilbagetrukket på grunden. Her havde han sine værksteder og magasiner. Også nabohuset, Nørregade 21, blev, i 1784, opført af ham. Over porten ses hans og hustruens initialer, og man har derfor hævdet, at dette var huset, hvor han selv boede. Det er ikke tilfældet, men Kruuse kan have bygget ejendommen med henblik på senere at flytte ind i den. Dette skete imidlertid aldrig, og han udlejede i stedet huset. Også Nørregade 23 ejede han, i 1795-1796, og på den modsatte side, nemlig Nørregade 42, opførte han 1792 et lille hus, der efter hans død blev bolig for hans enke.
Ved havnen byggede han i 1794 en bolig for købmand og skipper Peter Krazius. Huset blev senere udvidet med fire fag mod øst, og stod i fredet tilstand helt frem til 1972, da det måtte vige pladsen for et moderne byggeri.
To af Horsens’ stiftelser skyldes også Anders Kruuse. Den ene var Himmerrigs boder eller Svaneboligen i Fugholm. Kruuse ombyggede i 1785 denne enkebolig, der var stiftet allerede i 1600-årene, så den kunne rumme boliger for 6-7 fattige enker.
Den anden opførte han i 1786 for borgmester Andreas Flensburg og dennes hustru Ane Cathrine Stephansdatter på Nørregade 31. Her levede 8 fattige enker, og huset har endnu, som det eneste 1700-tals hus i byen, bevaret sin oprindelige rumindretning.
Det er kendetegnende for Anders Kruuses virksomhed, at han ofte genbrugte materialer fra de huse, han købte og ombyggede. Dette synes også at have været tilfældet i enkeboligen, hvor byggematerialerne virker meget “sammensatte”.
Anders Kruuses byggevirksomhed strakte sig også til opførelsen af byens nye vindmølle i 1787. Siden 1600-årene havde Bygholm mølle hævdet sit møllemonopol, og byens borgere måtte drage herud, når de skulle have korn malet, hvilket var besværligt og dyrt i transport. Byen ansøgte derfor i 1781 om privilegium til at opføre en vindmølle til grube- og grynmaling samt sigteværk.
Sagen trak i langdrag, især fordi ejeren af Bygholm, etatsråd de Thygeson, ikke ville opgive sit monopol på kornmaling, men i 1787 kom den endelige tilladelse, og møllen kunne opføres på Blæsbjerg bakke.
Militæret i Horsens var en god kunde hos Kruuse og lejede sig ind i mange af hans ejendomme. I 1779 udarbejdede han tegninger og overslag for et militærsygehus i en ejendom i Hospitalsgade, og i 1797 opførte han for egne midler en eksercerskole i Kildegade 11. Imidlertid solgte han umiddelbart efter opførelsen bygningen til regimentet.
Efter den driftige byggeperiode med Anders Kruuse som hoveddrivkraft, satte en stagnationstid ind. Dog opførtes nogle få ejendomme, bag hovedparten af hvilke stod en anden af byens bygmestre, Johan Høffner (1765-1839).
Johan Høffner befandt sig i skyggen af Kruuse og måtte “forsøge Lykken paa Landet”, som det siges i hans nekrolog. Et af hans større byggerier lå Åboulevarden 14 (nu Løvenørnsgade), og det var det første egentlige lejlighedskompleks i byen. Huset, der blev nedrevet i 1940, opførtes 1802 til skibsreder og købmand Jens Monberg, og det var udlejet til de sø- og tjenestefolk med familier, der var i hans tjeneste. Huset havde en pudset, grundmuret facade, men bindingsværk til gårdssiden.
J. Høffners andet store byggeri var mere pompøst, nemlig “Generalsgården” i Smedegade 91. Dette hus blev bygget som privatbolig for tobaksfabrikant Mads Bønnelycke i 1816 og er et af de få store borgerhuse, der blev opført i denne periode. Navnet “Generalsgården” fik det efter kyrasserregimentets sidste chef, generalløjtnant Jacob Flindt, som boede der indtil 1842.
Byens styre
Perioden mellem 1750-1850 prægedes af store forandringer i byens styre.
I 1787 pålagde kongen for første gang magistraten og de eligerede borgere, en slags borgerråd, at udarbejde et standardbudget indeholdende alle lønninger og regelmæssigt forekommende udgifter.
I 1797 kom der ensartede regler for valg af de eligerede borgere i landets købstæder. De mænd, som havde borgerskab i byen var herefter med til at foreslå medlemmer til de eligeredes forsamling. Derved udvidedes den stærkt begrænsede kreds, hovedsageligt bestående af købmænd, der før havde udgjort bystyret.
I årene omkring 1800 afholdtes usædvanlig mange møder på rådhuset, idet nye problemer skulle løses. Efter udskiftningen af landbrugsjorden på landet kom turen nemlig nu til bymarken og andre jorder omkring Horsens, og fattig- og skolevæsensproblemer pressede på.
Danmarks deltagelse i Napoleonskrigen 1807-1814 og statsbankerotten i 1813 betød økonomisk stagnation. Der var ikke overskud til at tænke i nye baner, hvad angik byens pengesager og styreform, men fra 1830 medførte en bedret økonomi et ønske om reformer.
I årene 1837, 1840 og 1841 skabtes de rammer for købstads kommunernes styring, som var gældende indtil 1970.
Kommuneinddelingen blev formet over den gamle sogneinddeling, og målet med den nye ordning var, at kommunerne skulle være økonomisk ansvarlige for deres egne anliggender. Samtidig blev der udstukket nye regler for, hvorledes byens styre skulle vælges og organiseres.
Bystyret deltes nu mellem magistraten og borgerrepræsentationen. Magistraten bestod af to rådmænd og byfogeden; borgerrepræsentationen af mænd, der havde erhvervet sig borgerskab. 2/3 af borgerrepræsentationen skulle være grundejere, og det var således stadig udelukkende de velhavende mænd, der havde valgret og kunne vælges. Borgmesteren var kongeligt udnævnt.
Amtsligt hørte Horsens til Århus amt indtil 1824, hvorefter byen kom til at ligge under Skanderborg amt, indtil dette amt igen forenedes med Århus i 1862.
Efter kommunereformerne skaffede kommunen sig sine indtægter ved en almindelig skatteudskrivning foretaget efter ligning. Og de mange forskellige særskatter ophørte nu. Kommunens udgifter gik i hovedsagen til fattig- og skolevæsen samt til bygnings-havne- og indkvarteringsforetagender.
Hundredeårsperioden mellem 1750-1850 blev i høj grad præget af to borgmestre som tilsammen beklædte borgmesterposten i 52 år, nemlig Andreas Flensburg og Nicolai Ræder. De to mænd prægede på hver sin måde byen.
Borgmester Flensburg
Borgmester Flensburg tog i særlig grad vare på fattigvæsenet. Sammen med sin hustru Ane Cathrine Stefansdatter stiftede han i 1786 en enkebolig for 8 fattige enker i Nørregade 31. Samtidig sørgede han for at Anders Kruuse kom i gang med ombygningen af Svaneboligen i Fugholm, således at her kunne rummes flere fattige enker end hidtil.
Andreas Flensburg døde, før opstramningen af loven om fattigvæsenet kom i 1803, men han deltog i 1788 ved oprettelsen af spindeskolen og fattigskolen i Nørregade 14 – 16.
Fattigvæsen
Spindeskolen havde til formål at give fattige børn beskæftigelse i den del af dagtimerne, hvor de ikke fik ordinær undervisning. Skolen, som både var for piger og drenge, styredes af en spindemoder. Hun skulle oplære børnene i hør- og blårspinding, aflægge regnskab for det spundne garn, sørge for at skolen var ren og varm og synge spindeviser for børnene, så de blev opmuntrede til den størst mulige færdighed ved en spinderok. På trods af de gode forsætter fra fattigvæsenets side, måtte skolen alligevel lukke efter 25 års virksomhed.
Skolevæsen
Skolevæsenet fungerede ikke særlig godt, og i 1780erne og 90erne forsøgte byen, i samarbejde med stiftamtmanden og biskoppen, at rette op på forholdene på gennemgribende vis.
Imidlertid var det først med anordningen af 1814, at skolevæsenet ordnedes tilbundsgående, således som det også skete i det øvrige Danmark. Der udpegedes en skolekommission, som inddelte Horsens i to distrikter, nemlig Nørregades og Søndergades distrikter. Hertil kom den frie fattigskole, som fik til huse i den forhenværende spindeskole i Nørregade.
Med den nye skoleordning blev alle byens børn sikret undervisning. Desuden var der andre tilbud. F.eks. den af pastor Rosing og borgmester Ræder i 1829 oprettede søndagsskole. Denne skole blev i 1864 omdannet til Den Rosing-Ræderske aftenskole, og fungerer 128 år efter stadig som en levende del af Horsens’ skoleliv.
Borgmester Ræder
Borgmester Ræder engagerede sig, foruden i skolesagen, i et væld af andre projekter i de mange år, han stod i spidsen for bystyret, nemlig fra 1827-1858.
Han var borgmester i en økonomisk opgangstid, med befolkningsvækst og nye ideer overalt i samfundet, hvilket bl.a. gav sig udslag i udarbejdelsen af grundloven i 1849. Dette arbejde deltog borgmester Ræder også i, efter at han af Horsens by var blevet indvalgt i den grundlovgivende forsamling.
I Ræders embedsperiode blev markerne lige udenfor Horsens endeligt udskiftet og omfordelt på de mange byboere, som stadig dyrkede et stykke jord eller havde kvæg ved siden af deres mere bymæssige næring.
Den nye assistenskirkegård, nuværende Nordre kirkegård, og parken Caroline Amalielund anlagdes også i borgmester Ræders tid, hvorved indbyggerne fik to grønne områder til fælles bedste tæt ved den daværende by.
Rådhuset
Borgmester Ræder arbejdede også på at skabe grundlag for bygning af et nyt rådhus, men i hele perioden 1750-1850 blev beslutningerne om Horsens taget på det i 1752 nyistandsatte rådhus. På dette tidspunkt forsynedes bygningen med en ny facade, portal og stentrappe.
Rådhuset bestod forsat af en stueetage over en kælder, men ruminddelingen skiftede til stadighed efter den givne tids krav. Omkring 1850 var der arrest, betjentværelse og plads til nogle af byens brandsprøjter i kælderen. I stueetagen var der to store rum; nemlig en bytingssal, hvor byens arkiv blev opbevaret i nogle skabe, og en rådstuesal, som også blev benyttet til fester samt teater- og koncertopførelser.
I rådhuset lå samtidigt gældsfængslet og Vor- og Nim herredsting.
Embedsmænd
Byen styredes i perioden 1750-1850 mere og mere af byens egne borgere. Imidlertid eksisterede der, ved siden af byens egen administration, flere andre administrative systemer.
Stiftamtmanden førte f.eks. tilsyn med kirker, skoler og milde stiftelser samt med retsbetjentenes arbejde. Han autoriserede rådstueprotokollerne, havde opsyn med brandvæsenet og overbefaling over borgervæbningen, som var et korps af byens mænd, både borgere og andre, der i påkommende tilfælde skulle deltage i byens forsvar.
Amtsforvalteren kontrollerede, at fødevarerne til det indkvarterede rytterkompagni blev leveret i de aftalte mængder fra de rigtige leverandører.
Ved siden af de amtslige embedsmænd fandtes andre som, snarere end at tjene byen, arbejdede for den enevældige stat og centraladministrationen. Dette gjaldt f.eks. toldembedsmændene ved toldkammeret i Horsens samt postmesteren ved det kongelige postvæsen.
Endelig administreredes de kirkelige sager fra bispestolen i Århus, hvorunder Horsens købstad hørte.
Byen udgjorde kun et sogn, men havde to kirker. I 1794 fik Horsens ny sognekirke. Både den daværende sognekirke, Klosterkirken og Skt. Ibs kirke var da stærkt forfaldne, og bystyret foretrak at reparere den sidstnævnte og bruge den til ny sognekirke. Efter endt ombygning indviedes den i 1797, men nu under et helt nyt navn, nemlig Vor Frelsers kirke. Hermed faldt navneforbindelsen til kirkens middelalderlige værnehelgen, Skt. Jakob, helt bort.
Klosterkirken forfaldt nu mere og mere, og kun kirkegården blev benyttet, indtil den også gik næsten ud af drift ved Nordre kirkegårds oprettelse i 1835.
Dagliglivet
Ved begyndelsen af perioden 1750-1850 forsørgede de horsensianske mænd sig ved købmandskab, håndværk eller som skippere, daglejere og fiskere. Kvinderne drev husholdning for købmændene og håndværkerne, eller også tjente de til føden som tjenestepiger eller spindersker. Mange kvinder levede af den almisse, de som enker fik tildelt af fattigvæsenet.
I løbet af disse hundrede år mere end fordoblede byen sit indbyggertal, hvor det typiske for danske byer blot var en 50% stigning.
På grund af en bedre sundhed, en medfølgende lavere dødelighed samt tilvandring fra landet steg befolkningstallet i Horsens fra 2584 i 1769 til 5827 i 1850.
Samtidig opstod nye sociale grupper og nye sammensætninger af arbejdsstyrken. På en liste fra 1806 opregnes antallet af det nye fænomen, fabrikker. I Horsens fandtes da ti pottemagere, som hovedsageligt producerede røde lertøjskar til køkkenbrug, to farverier, en nålemager, et garveri, Bønnelyckes og Carl Enghardts røg-snus-og tobaksfabrikker samt en mølle. Det er ikke noget stort tal, men mængden såvel af fabrikker som af butikker voksede herefter konstant, og konturerne af den måde, hvorpå vi i vore dage producerer og omsætter varer, kan begynde at anes.
Håndværkere
Hovedforskellen på dengang og nu består i, at håndværkeren før i tiden som regel fremstillede sine varer til en bestemt person, som havde ønsket produktet, og storkøbmanden handlede direkte med brugeren af sine varer uden et detailmellemled.
Senere begyndte håndværkeren og den fabrik, han arbejdede på eller for, at producere varer til en ubestemt, anonym gruppe af mennesker, som derefter kunne købe varerne i butikkerne, hvorigennem også storkøbmanden efterhånden solgte sine ting.
I vejviseren fra 1841 ses denne tendens tydeligt, idet der er dukket stillingsbetegnelser op, som ikke var almindelige i 1700-årenes slutning. Dette gælder f.eks. modehandlerinde, høker og dem, som der er allerflest af, nemlig brændevinsbrænderne.
Samtidig gjorde også provinsembedsmændene deres entré, idet der blev brug for dem i den voksende administration.
Sølv- og guldsmedefaget hørte til blandt de håndværk, som ikke blev industrialiserede i denne periode, men tværtimod fortsatte en håndværksmæssig dygtig tradition.
Nogle af dette fags ypperste repræsentanter var medlemmerne af familien Brandt. Ligesom så mange andre af Horsensæ guld- og sølvsmede, stammede dynastiets ældste, Knud Rasmussen Brandt, ikke fra Horsens, men han fik borgerskab her i 1737. Fem år senere giftede han sig med Anne Cathrine Flensburg, niece til den senere borgmester Andreas Flensburg. Med hende fik han sønnerne Nikolai, Andreas og Peter. Knud Rasmussen
Brandt høstede en del af sit udkomme ved at lave kirkesølv til egnens kirker. Bl.a. skabte han den alterkalk, som stadig benyttes i Østbirk kirke. Desuden producerede Brandt en mængde bordsølv, som blev anvendt både i horsensianske og andre østjyske hjem. Det drejer sig om lågkrus, kaffe- og tekander og terriner på fad. Også sukkerstrøbøsser, bestik og lysestager blev det til.
Endelig lavede han de tidstypiske hovedvandsæg, som var små ægformede beholdere, forsynet med en svamp gennemvædet med parfume. Kvinderne bar dem ved besøg udenfor hjemmet og ved kirkegang, hvor de tjente både til at sprede god duft, hvis man blev overvældet af følelser eller dårlig luft eller var en besvimelse nær.
Ved Knud Rasmussen Brandts død i 1778 overtog Anne Cathrine Flensburg værkstedet, og drev det indtil sin død i 1785. I denne periode skabtes bl.a. et transportabel nadversæt til brug for menigheden i Tamdrup.
Nikolai Brandt overtog virksomheden efter moderens død og havde sine to brødre hos sig som svende. I hans husholdning befandt sig også en husholderske, lærlinge og fremmede svende, og her produceredes, til Nikolais død i 1813, foruden kirkesølv og almindeligt bordsølv, også fiskeskeer og frugtknive. Brandt-familiens virksomhed sluttede med Nikolais broder, Peter, der drev værkstedet i årene indtil sin død i 1818.
Denne families gedigne og fine sølv- og guldsmede arbejder var, sammen med guldsmedefamilierne Løwenhertz og Nysted, med til at befæste Horsens’ ry som en by, hvor man fremstillede noget af det allerbedste sølvarbejde i Danmark.
Fabrikker
De i 1806 opregnede fabrikker suppleredes i tiden derefter med flere. I 1831 grundlagdes Nitschkes og Hiernøes klædefabrik; i 1829 oprettedes en oliemølle, som året efter blev overtaget af den daværende fuldmægtig på borgmesterkontoret, juristen W. Schytte; 1828 grundlagdes Foghs bogtrykkeri, hvor trykningen af byens første avis, Horsens avis, foregik fra samme år; og endnu en grafisk industri grundlagdes i 1846 af F. Schur.
I 1831 startede metalstøber Weiss Jyllands første jernstøberi, som senere blev overtaget af Stallknecht. Næsten samtidigt oprettedes også byens andet jernstøberi under smedemester Jochumsens ledelse. Denne virksomhed kom senere til at bære navnet Møller og Jochumsens. Begge steder skabtes bl.a. de støbejernskors, som det blev så moderne at sætte som gravminder på kirkegårdene. De havde en meget længere holdbarhed end de trækors, som almindelige mennesker dengang satte over deres døde.
Langsomt kom flere og flere virksomheder til og i slutningen af denne periode, 1750-1850, etableredes i Horsens en virksomhed, som vidner om, at en ny opfattelse af penge og rigdom havde vundet indpas. Her oprettedes nemlig i 1847 en Spare- og Lånekasse. Valget for den formuende bestod ikke længere alene i, om værdierne skulle investeres eller gemmes i hjemmet, nu kunne de også spares op i sparekassen.
Hjem og husholdning
Fabrikkerne og den begyndende industrialisering, som de var udtryk for, medførte langsomt forandringer i den måde familierne levede på. Ligesom embedsmændene ved stat, amt og kommune måtte de mandlige arbejdere nu begynde at arbejde udenfor hjemmet. Modsat tidligere var ægtefolk nu ikke længere fælles om driften af et værksted eller en købmandsvirksomhed. Nu skiltes ægteparrets livsverden i mange tilfælde, og manden forlod hjemmet og lod kone og børn tilbage.
Ligesom pligterne i denne periode adskilte sig væsentligt fra hinanden alt efter ens køn og sociale placering, således adskilte også fornøjelserne sig.
Maleren Hans Hansen tilbragte månederne fra februar til august 1794 i Horsens på vej rundt i Danmark for at finde sit udkomme ved portrætmaling. I sin dagbog beskriver han dagligdagen dels hos den gruppe mennesker, som var hans potentielle kunder, nemlig byens rige købmands-adels-og præstefamilier dels hos de jævnaldrende, som han fordrev sin fritid sammen med.
Hans Hansens kontakt i Horsens var kammerherre Gersdorff, som var gift med Gerhard de Lichtenbergs datter Bodil. Gersdorff boede med sin hustru og datteren Jochumbine i huset Søndergade 48, lige ved siden af de to gårde, som på denne tid tjente som bolig for det russiske hof.
Hans Hansen var først og fremmest i byen for at male portrætter. Men ind imellem arbejdet havde han også fornøjelige timer, som blev tilbragt med spadsereture langs åen og syd for det stykke af den inderste fjord, som kaldtes Flasken. Han deltog også i sejlture, men mest glad var han for at spille billard.
Hans Hansen lod sig gerne invitere til middag hos sine velstående kunder. Han kom og gik bl.a. i Gersdorffs hus, næsten som det passede ham, og i sin omgang med familien glæder Hans Hansen sig over det usædvanlige, at datteren Jochumbine siger “Du” til sine forældre. I det hele taget beundrer han deres indbyrdes fortrolighed, som da også først på dette tidspunkt i historien blev mere almindeligt mellem forældre og børn.
Denne lidt nymodens opdragelse fandt således udtryk i Horsens, men på andre områder var der ikke overalt forståelse for nye fænomener. Den franske revolution havde nu varet i fem år, siden 1789, kongen var endt på guillotinen i 1793, og netop året 1794 var præget af de revolutionære gruppers henrettelser af hinanden. I den kreds, hvor Hans Hansens kunder befandt sig, blev det derfor ikke anset for god tone at føre sig frem med tegn på, at man havde sympati for de revolutionære.
Hans Hansen havde kortklippet, løsthængende hår, som i Horsens blev kaldt jakobinerhår, efter en af de førende revolutionære grupper, der havde kasseret parykkerne som kunstige og gammeldags. Portrætmaleren så sig imidlertid under sit ophold her i byen nødsaget til at forlænge sit korte hår med en paryk, som blev bundet til det øvrige hår i nakken. Hans Hansen ofrede således den nye hårmode for at tækkes sine kunder.
En af de kvinder, han fik til opgave at male, var hofdame ved det russiske hof. Ved et af besøgene i haven ved Palæet på Torvet fik Hans Hansen lejlighed til at hilse på den russiske prins Peter, som opholdt sig i Palæets have.
Mad og andre nydelsesmidler
Det synes ikke, som om Hans Hansen er blevet indbudt til at spise ved hoffet, men det kunne man godt have undt ham, for maden her bestod af mange lækkerier. Foruden de daglige fornødenheder f.eks. smør, som hoffet modtog fra nabofamilien Gersdorff, samt mælk, brød, fisk og kød, så blev der også købt vildt, æg og fjerkræ. Af drikkevarer var der både kaffe, te, chokolade samt vin, champagne, likør og øl i huset. Til de daglige måltider hørte også konfekt, som blev leveret af en Horsens-konditor. Det drejede sig om sukatkager, chokoladetarteletter, konfektmakroner, kiks, marcipan, brændte mandler og syltede valnødder. Østers blev indkøbt i tøndevis i Højer, laksene kom fra Vejle, og gedderne blev fisket i Skanderborg sø. Fra København fragtedes kasser med citroner, pommeranser, appelsiner, spanske vindruer, kastanjer og granatæbler. Derimod kom æbler, ferskner, pærer og valnødder fra Boller. For at kunne opbevare de ferske madvarer bedst muligt var der på Palæets grund indrettet en iskælder.
Kaffen blev på dette tidspunkt ikke længere udelukkende drukket af de rige i byen. Både fattige og bønder indtog nu den brune drik. Præsten i Hatting, som kendte kaffen fra bønderne, beskrev i 1783 byerne, som steder hvor gyder og stræder dampede af kaffe. Han ønskede sammen med flere andre at få kaffedrikningen forbudt, især fordi den havde indsneget sig i bondestanden.
Skønt kaffen således havde vundet indpas overalt, gik det meget langsommere med en anden af den ny verdens frugter, nemlig kartoflen. Allerede i midten af 1700-årene slog en række tyske familier sig ned i Midtjylland og opdyrkede heden med kartofler. Men kartoflen vandt kun langsomt frem som menneskeføde. I en beskrivelse fra 1826 skriver C. Dalgas f.eks. at kartoffelavl var meget forsømt i Vejle amts Vestegn og i Bjerre herred. I Århus amt derimod dyrkedes den. Bl.a. tog præsten i Hylke til Torvet i Horsens i 1804 og forsøgte at sælge sine kartofler her. Men der skulle endnu gå mange år, før kartoflen blev den vigtigste grundbestandel i både rige og fattige menneskers kost.
Det miljø, som maleren Hans Hansen via sin dagbog fører os rundt i, var præget af adel, præster og rige borgere. Deres samvær med hinanden bestod i private udflugter, middage og selskabelighed i hjemmene. Mændene mødte desuden hinanden på gaden, på posthuset og ved arbejdet, og kvinderne aflagde visitter hos hinanden. Begge parter fik derved de nødvendige informationer om det, som optog dem mest.
Imidlertid opstod der for mændene i årene efter 1800 nye måder at være sammen på, idet samværet ofte forlagdes fra hjemmene til mere offentlige lokaler.
Familien Gersdorff – Serene d’Acqueria
Den Jochumbine Gersdorff, som Hans Hansen ofrer så venlig en omtale, leder os ved hjælp af sin søn videre til et helt andet miljø end det, hun voksede op i.
I 1801 giftede Jochumbine sig med en fransk, landflygtig emigrant Louis Joseph Bruno de Serene d’Acqueria. Ægteskabet mellem den franske katolik og den danske protestant blev indgået i brudens hjem med hendes far og hans forvalter som forlovere. Ved sit ægteskab fik Serene d’Aqueria godserne Merringgård og Ussinggård med sin kone, der jo var Gerhard de Lichtenbergs barnebarn.
Kort efter brylluppet i august 1801 fødte Jocumbine et barn, som blev hjemmedøbt i september. Samme år i november blev Serene d’Aqueria udnævnt til generalkrigskommisær, og han etablerede sig således på ganske få måneder med kone, barn, gods og titel i det horsensianske samfund.
Jochumbine og Louis Joseph fik otte børn med hinanden. Heraf døde de tre allerede i 1808, men Louis Victor, som fødtes i 1807 fik, ved siden af sit arbejde som jurist, en hobby, som har sikret ham omtale helt til vor tid. Han blev nemlig en af Danmarks allerførste fotografer. Allerede kort efter 1841 lavede han et daguerreotypi af et hus i København. Når han så tidligt blev kendt med den franske opfinder af fotografiet, Daguerre’s arbejde, skyldes det sikkert de franske kontakter han havde via sin far.
Tidsfordriv
Om han også har praktiseret i Horsens ved vi ikke, men allerede i 1843 slog den første, kendte fotograf sig ned hos gæstgiver Kjeldsen i det, der førhen var kendt som Lichtenbergs palæ, på Søndergade. Det var ganske almindeligt, at de dengang omrejsende fotografer boede hos byens gæstgivere, hvor de enten fotograferede udendørs i haven eller i et for tilfældet etableret atelier. Ofte opholdt fotograferne sig i gæstgiverier, hvor værten ikke var interesseret alene i dette nye fænomen, men også i andre.
Hos gæstgiver Münster, Nørregade 19, huserede fotograf J.L. Ussing i sommeren 1846. Samme sted var der læseforening for de, der ville holde sig ajour med det nyeste læsestof, som på det tidspunkt var romanerne. Det er oplagt også at forestille sig dette gæstgiveri som udvekslingssted for de nyheder, som indløb til posthuset i nr. 11 fra storbyerne Altona, Hamborg og København.
I stedet for udelukkende at mødes i hjemmene var folk altså nu begyndt at mødes offentligt på steder, der var beregnet til det. Denne tendens ses allerede i 1813, hvor klubben “Foreningen” blev stiftet.
Senere skabtes et offentligt anlæg lige udenfor byen, hvortil man kunne spadsere for at nyde naturen. Anlægget, der udgjordes af en lille lund, lå ved den gamle Papegøjetoft og fik ved dronning Caroline Amalies besøg i 1844 navn efter hende. Her mødtes også det i 1840 stiftede Borgerlige Skyttelaug, der, som en fortsættelse af en længst forsvunden lavsskik, skød efter papegøje på skydebanen her.
I forbindelse med den årlige fugleskydning spillede Det slesvigske Kyrasserregiments musikkorps i Lunden, men efter regimentets nedlæggelse i 1842 blev musikken overladt til andre. Foruden i Lunden spillede militærkorpset i Bygholm skov både ved koncerter og til baller.
Det officielle musikliv i Horsens var ellers på dette tidspunkt, ligesom i andre af landets provinsbyer, opdelt i et stadsmusikantembede og et organistembede. Groft sagt varetog de to embeder henholdsvis den verdslige og den kirkelige musik. Stadsmusikanten spillede til baller og teaterforestillinger og var tillige dirigent for nogle af byens sangforeninger. Organisten spillede ved gudstjenesterne og kunne også ved særlige lejligheder opføre kompositioner for kor og orkester. Koret udgjordes af drenge fra latinskolen, og orkestret bestod af stadsmusikantens musikere. Således var der et sammenfald mellem de to embeder, som da også i 1831 blev slået sammen til ‚t af både praktiske og økonomiske grunde.
Begravelser
I denne hundrede års periode skete der således mange forandringer i indbyggernes indbyrdes samværsformer, mens de endnu var aktive og levende. Men der indtraf også forandringer, hvad angik de døde.
Indtil 1805 eksisterede der, som før nævnt, to forskellige begravelsesformer, nemlig den indendørs og den udendørs begravelse. Middelrige borgere blev nedsat under kirkegulvene i byens to kirker, mens meget rige personer blev begravet i de kapeller, som blev indrettede til formålet. Almindelige mennesker samt fattige blev begravet udendørs. Således var der i døden såvel som i livet forskel på folk.
Et himmelvidt skel kan selvfølgelig iagttages mellem repræsentanter for et fyrstehus og byens fattige. Da den første af de russiske prinsesser i Palæet på Torvet døde i 1782, blev dødsfaldet markeret med en for Horsens helt usædvanlig pragt.
Straks efter prinsesse Elisabeths død blev der sendt bud til København efter en sort fløjlsbaldakin med brede sølvfrynser, en fløjlshimmel, der skulle bæres over liget samt masser af meter sort crepeflor og sort klæde til både betræk og klæder til hoffets ansatte. Et værelse blev indrettet til visitgemak, og her kom den afdøde til at ligge på parade, så alle kunne vise hende den sidste ære ved at møde op.
Prinsessen blev balsameret, og hos guldsmed Brandt blev bestilt en stor sølvkapsel med låg til hendes hjerte. Da prinsessen lå på lit de parade var hjertet placeret på et bord ved hendes ene side, og ved den anden side lå hendes smykker og juveler. Hjertet vedblev dog ikke at være skilt fra legemet, men blev begravet sammen med det.
Fra døden og til prinsessens begravelse hengik 23 dage. Liget blev lagt i en kiste af fyrretræ foret med taft og humle. Denne kiste blev placeret indeni en anden af egetræ, betrukket med sort fløjl og atlask. Ovenpå kisten lå en stor sølvplade, med prinsessens familievåben fra Braunschweig-Lüneburg.
Bisættelsen fandt sted med deltagelse såvel af udkommanderede fra garnisonerne i Århus, Viborg og Fredericia som af byens styre og mange nysgerrige indbyggere.
Begravelsesceremonien foregik efter det russisk-ortodokse ritual, da prinsessen tilhørte denne trosretning. Som det var almindeligt ved betydende menneskers begravelse, blev der holdt en lang ligtale, i dette tilfælde af rektor ved Latinskolen Ole Kraft. Prinsessens kiste blev herefter indsat i det til hende indrettede kapel i Klosterkirken.
Overfor denne begravelses overflod står den enkle begravelse, som blev enken Johanne Poulsdatter til del. Hun levede sine sidste år i den af Andreas Flensburg og Ane Stefansdatter oprettede enkebolig i Nørregade.
Johanne Poulsdatter døde i november 1792. Fattigvæsenet betalte hendes liglagen og hendes kiste. Johanne blev ført lige fra enkeboligen og til Klosterkirkegården. Da der ikke var råd til en ligprædiken, var der heller ingen grund til at opholde sig i kirken. Præsten foretog jordpåkastelsen ude på kirkegården, og han og graveren fik deres penge. Efter begravelsen var der intet på grønsværen, som fortalte den forbipasserende, at Johanne Poulsdatter lå begravet her.
Den store forskel på rige og fattige begravelser blev mindsket med loven af 1805. Nu skulle alle begraves udendørs, og det bevirkede sammen med befolkningens vækst, at der efterhånden ikke var plads nok på den indre bys kirkegård. Derfor åbnedes en assistenskirkegård, den nuværende Nordre kirkegård. Den første begravelse her fandt sted den 9. juni 1835. Klosterkirkegården blev imidlertid ikke helt taget ud af drift, idet den sidste begravelse blev foretaget så sent som i 1896.
Mennesker
Vores viden om de mennesker, der i denne periode boede i Horsens, er betydelig bedre, end tilfældet var, hvad angår de foregående perioder. Først og fremmest kender vi noget til byens rige købmænd, der i antal ikke var særligt mange, og som ernærede sig gennem købmandsskab og jordbesiddelser. Disse købmænds historie er beskrevet udførligt andetsteds. Det samme gælder kredsen omkring det russiske hof på Torvet, og derfor skal her alene fremhæves to vidt forskellige enkeltpersoner fra hver sin del af byens befolkning samt to grupper, der begge var markante elementer i byen.
Ove Høegh-Guldberg
I 1731 fødtes i Horsens Ove Høegh-Guldberg, der indtil sin død i 1808 skulle gennemløbe en rig karriere inden for dansk politik. Han er vel den mest betydningsfulde statsmand, byen endnu har fostret.
Ove Høegh-Guldberg fødtes i et fattigt hjem, hvor faderen var kræmmer og senere bedemand Jørgen Høegh, og moderen Helene Dorothea Ovesdatter Guldberg. Ved en morbroders hjælp kom han i latinskolen i Horsens og blev student i 1749. Han læste teologi ved Københavns Universitet og tog eksamen i 1754. Han blev professor ved Sorø Akademi, og i 1764 blev han huslærer for arveprins Frederik og senere kabinetssekretær hos ham.
Samtidig med undervisningen fortsatte Guldberg sine forskning, og i 1768-1772 udgav han en verdenshistorie i tre bind.
Guldberg var ikke en ynder af J.F. Struensee, og den politik han førte fra 1770 til 1772, da han var rådgiver og gehejmekabinetsminister hos Christian d. 7. Dette skal nok forklares med, at Guldberg i bund og grund var en meget konservativ person og politiker, og den nytænkning Struensee viste, var måske for progressiv.
Guldberg fandt støtte for sin modstand hos enkedronning Juliane Marie. Efter Struensees fald i 1772 blev Guldberg derfor inddraget i regeringsarbejdet. Først som leder af kongens kabinet og fra 1780 som udenrigsminister. Det var i denne periode han sørgede for, at det russiske hof fik husly i hans gamle fødeby.
Senere blev han leder af rigets pengesager, men da kronprinsen, den senere Frederik d. 6., selv i 1784 overtog magten, blev Guldberg afskediget og måtte tage til takke med stillingen som stiftamtmand for Århus amt.
Som lokalembedsmand var han fortrinlig, og han kastede sig over mange lokale problemer, hvoraf især købstædernes havneforhold samt forbedring af disse stod ham nær, ligesom skoleorganisation og fattigvæsen optog ham.
I 1802 købte han herregården Hald ved Viborg, og her levede han stille og roligt sine sidste år. Han drev herregården som et mønsterbrug og syslede med sin forskning. Han samlede kun på to ting nemlig gamle mønter og bøger, og der fandtes i alt 40.000 bind i hans bibliotek.
Ove Høegh-Guldberg blev begravet i stilhed i en lille mindelund i landsbyen Finnerup. Han ønskede ikke selv en gravsten, og en tavle i kirkemuren fortæller da også bare, at der blandt kirkegårdens døde hviler Ove Høegh-Guldberg ved sin hustrus side. Hvor vides ikke.
– Læs mere om Ove Høegh-Guldberg
Johanne Poulsdatter
I den anden ende af den sociale skala, hvis øverste del repræsenteredes af bl.a. Høegh-Guldberg, befandt den førnævnte Johanne Poulsdatter sig.
Johanne Poulsdatter var ikke født i Horsens, men i Glud og blev, efter nogle år som tjenestepige, gift med den horsensianske skomagersvend Henrik Mortensøn i 1756. Johanne var da 35 år, hvilket var en meget almindelig alder ved ægteskabs indgåelse i håndværkerstanden.
Tre år efter brylluppet fik Johanne og Henrik deres eneste barn, sønnen Morten. Og selvom den lille familie sad i ringe kår, forskånedes den for at miste nogle børn, for Johanne fødte ikke flere. Imidlertid blev Johanne Poulsdatter og sønnen allerede alene, da drengen var 10 år gammel.
Ved ægtemandens død valgte Johanne at blive boende i det hus på Nørregades sydside, som familien indtil da havde benyttet både som bolig og værksted. Stedet havde de allerede ved ægteskabets begyndelse lejet af provst Norups enke, Hilleborg Andreasdatter.
Det lille skomagerværksted havde næsten intet udkomme givet, og Johanne blev i sin enkestand fattigere og fattigere. Da Morten flyttede hjemmefra, kunne hun ikke længere betale huslejen og flyttede syd for åen til et lille udlejningshus på Grønland. Her boede hun, indtil hun ved velynder hjælp fik en plads i Andreas Flensburgs og Ane Stephansdatters enkebolig på Nørregade.
Hun levede de sidste seks år af sit liv i dette hus sammen med syv andre fattige enker og deres børn. Enke- boligen var for sin tid en solid og god bygning med kakkelovn i stuen og lokum, brænde og rindende vand i gården. Johanne levede af sin beskedne almisse og supplerede denne ringe indtægt ved at spinde og sy for andre, så længe hendes øjne kunne holde til det. Hun døde som nævnt i 1792 og blev begravet på Klosterkirkegården.
Det slesvigske Kyrasserregiment
En meget dominerende gruppe i Horsens gennem 1700-årene og første halvdel af 1800-årene udgjordes af det udstationerede rytterregiment, senest benævnt Det slesvigske Kyrasserregiment. Navnet stammer fra den kyras dvs. rustningsplade, man bar på brystet og ryggen.
Regimentets historie går tilbage til 1675, hvor to regimenter blev hvervet i Oldenburg og Delmenhorst, som i 1673 var kommet under den danske krone. Regimentet deltog i en lang række krige og slag, og var ofte udlejet til andre lande. Således deltog det i Den spanske Arvefølgekrig i 1700-årene på engelsk side, og i 1734 kæmpede det på tysk side mod Frankrig. Under Napoleonskrigen kæmpede det sammen med Frankrig mod englænderne, men efter freden i Kiel i 1814 blev regimentet sendt mod Napoleon. Det nåede imidlertid kun til Rhinen og kom aldrig i kamp. Det er denne episode, der skildres af St. Blicher i fortællingerne E Bindstouw, og her optræder historien om hesten Messingjens, der tjente i “di Haassens hejstfolk”.
Regimentet kom til Horsens allerede i 1724, men var som sagt ofte borte fra byen i kortere eller længere tid, ligesom styrkens størrelse varierede gennem årene.
I begyndelsen var byen ikke begejstret for rytteriets indkvartering, i det det betød udgifter. Men med årene bedredes forholdet, og der kan ikke herske tvivl om, at Horsens også profiterede af den omsætning, der fulgte med militæret.
Indkvarteringen foregik de første mange år i byens private hjem. I 1739 var der i alt indkvarteret 153 ryttere og officerer og hertil kom 45 koner, som ofte blev i byen, når regimentet var i felten. På trods af udgifterne forblev dog pengene i byen, ligesom indkvarteringsværterne havde en sikker indtægt fra de logerende.
I 1819 opregnes 22 officerer, og der fordeles menige og underofficerer på i alt 158 husstande. Hertil kom så opstaldning af de mange heste.
Den private indkvartering gav anledning til problemer og gnidninger borgerne og soldaterne imellem. En del af disse problemer blev dog afhjulpet, da regimentet i 1806 erhvervede en kasernegård på Søndergade 48, hvor dele af mandskabet kunne bo, og hvor baggårdene kunne rumme det store antal heste, man havde.
Regimentet rådede også over en eksercerskole på Kildegade og et ridehus samme sted. Et militærsygehus blev indrettet i Hospitalsgade. Endelig købte man jord til en ridebane, ligesom man nord for byen havde en toft, der blev benyttet som øvelsesområde.
En del af regimentets håndværkere boede dog stadig rundt omkring i byen. Således sadelmageren, der havde til huse i Strandgården på Åboulevarden. Huset blev derfor tidligere kaldt “Kompagnihuset”.
Regimentet deltog aktivt i byens liv og i den periode, hvor der blev holdt hof på Torvet, var det regimentets soldater, der havde den faste vagttjeneste.
Især eskadroncheferne var nært knyttet til byen og boede her ofte i mange år. Den mest populære var regimentets sidste chef, generalløjtnant Jacob v. Flindt, især fordi han gjorde sig store anstrengelser for at forholdet mellem soldater og borgere skulle forløbe så gnidningsfrit som muligt.
Jacob v. Flindt blev i 1838 udnævnt til Horsens bys første æresborger. Han døde den 12. maj 1842 og blev begravet på Nordre kirkegård.
Den 19. juni 1842 tog regimentet afsked med Horsens for altid. Det var blevet nedlagt og underlagt dragonerne i Århus. Hermed forsvandt et væsentligt element i byens liv, foruden de gode indtjeningsmuligheder.
– Læs mere om det Slesvigske Kyrasserregiment
De hollandske kedelførere
Et spændende indslag i byen udgjordes af et katolsk broderskab, de såkaldte hollandske kedelførere, som stammede fra den lille by Luiksgestel i Brabant. Dette broderskab havde opnået privilegier til at fremstille kobbervarer på deres kobberværker og sælge det over hele landet. To og to vandrede de med varelageret af potter og kedler ud i landet, hvor deres produkter med to korslagte hamre og bogstaverne C K M F hurtigt blev kendt for sin gode kvalitet. I stedet for de solgte varer, modtog de gammelt kobbertøj, der blev forarbejdet på deres fabrik.
Kedelførerselskabet havde først sit hovedkvarter i Flensborg, hvor også dets fabrik lå, men i 1764 købte selskabet en ejendom i Horsens, nemlig Nørregade 15, som blev det nye administrationscentrum og udgangspunkt for handelen.
En gang om året mødtes alle kedelførerne i Horsens for at gøre salget op. Samlingen, der varede en måneds tid, blev også brugt til at straffe brud på selskabets regler. Det kunne dreje sig om dårlig handelsmoral eller dovenskab. Man blev altid straffet på lønnen, og det kunne indebære nedsættelse til f.eks. halv løn for årets arbejde.
Nye kedelførere, der blev hvervet i Brabant, havde en læretid sammen med en ældre broder, og de rejste for hvert år en ny rute gennem Danmark. Fra 1821 blev det forbudt disse brødre at gifte sig.
I 1839 købte selskabet også kobberværket Haraldskær ved Vejle, der tidligere havde tilhørt Gerhard de Lichtenberg og samtidig havde man et stykke ind i 1800-årene et højdepunkt, hvad angik omsætning.
Næsten fra første færd mødte selskabet dog modstand fra danske håndværkere, og især kobbersmedene mente sig udsat for urimelig konkurrence. En lang kamp endte med, at de gamle rettigheder for kedelførerne blev ophævet i 1861, og i tiden der fulgte, spredtes hollænderne for alle vinde.
Kun den sidste leder af selskabet, Franciskus van de Reydt (1824-1896), blev boende i Horsens og overtog ejendommen. Han forsatte metalvareproduktionen, der først og fremmest bestod i fremstilling af blyplader til tage.
En slægtning overtog gården ved Reydts død, og lod arkitekt Estrup bygge et nyt hus, der indtil for nylig har huset A/S Horsens Blyvalseværk. Denne virksomhed er den direkte forsættelse af de gamle kedelføreres forretning.
Van de Reydt betænkte i sit testamente flere velgørende institutioner i byen, men først og fremmest skænkede han penge til den katolske menighed og til den nye katolske kirke på Nørregade. Menigheden og kirken er i dag det stærkeste minde om de katolske kedelførere.