Indholdsfortegnelse
Byens plan
I løbet af de mange krigsår blev en stor del af de danske byers bygninger ødelagt. I den oversigt fra 1682, som kaldes Horsens bys grund- og bygningstakst, opregnes ca. 30 øde grunde og byggesteder. Det er dog intet imod de ca. 100 øde gårde, huse, boder, byggesteder og pladser, som bliver nævnt i 1661-matriklen, der er en fortegnelse over jordejendom med henblik på skatteansættelse.
Det formindskede antal øde grunde og gårde i 1682 viser, at bebyggelsen i Horsens søgtes genoprettet, så snart det var muligt efter krigshandlingerne. På det første bykort over Horsens, nemlig Peder Hansen Resens prospekt fra 1677, ses da heller ikke mange øde grunde. Faktisk er der langt færre end optegnelsen fra 1682 angiver. Dette skyldes, at de bygninger, som Resens kort viser, snarere skal forstås som signaturer end som vidnesbyrd om virkelige bygninger. Dette er da også baggrunden for, at vi ikke kan være sikre på, at byens huse havde det udseende, som ses på prospektet.
På Resens kort er byen mod vest vokset ud over sine middelalderlige grænser, og bebyggelsen strakte sig nu langs nuværende Søndergades vestlige del, samtidig med at kvarteret ved Tonbogade, Grønnegade og Hestedamsgade tog form. Allerlængst mod vest og et godt stykke udenfor byen lå Bygholm, der på dette tidspunkt blot fungerede som ladegård.
Indtil 1617 havde Bygholm været sæde for kongens repræsentant, lensmanden. Imidlertid forfaldt bygningerne, og i stedet blev Stjernholm centrum for det len, der kom til at bære dets navn indtil 1660.
Stjernholm lå i den modsatte ende af byen, nemlig mod øst ved havnen og fjorden, i det område, hvor johanitterklostret lå i middelalderen, og bl.a. Stjernholmsgade ligger i dag.
Havnen
På Resens prospekt angives også “Bancken, hvor skibene bygges”. Stedet ligger nogenlunde, hvor Rådhuspladsens nordlige del nu befinder sig. Sammen med Skibbroen viser udtrykket, at byen levede i tæt forbindelse med skibsfart og skibshandel.
Havnen lå ved Skibbroen og i åen, hvor sejlmulighederne begrænsedes af de til enhver tid eksisterende broer. Da åen og den inderste del af fjorden var meget lavvandet og tilsandet, frøs farvandet let til, og derfor lagde skibene i den kolde tid ind i vinterhavnen ved Stensballesund. I 1695 var der først på pinsedag så rigeligt med vand i åmundingen, at skibene kunne besejle den.
Havneforholdene var i 1600-1700-årene vanskelige og problemfyldte. Dæmningerne ud mod fjorden forfaldt; brohovedet ved Skibbroen eller Ladebroen, som den også kaldes, var ødelagt; og beboerne undlod at opfylde deres forpligtigelser i forhold til åbreden. Byens fattigdom gav sig således udslag i en manglende evne til at vedligeholde og give gode betingelser for det, som var dens kilde til vækst og rigdom, nemlig handelen og skibsfarten.
Kongen forsøgte i 1737 at skabe en løsning på havneproblemerne. Nu blev to borgere udnævnt til havneinspektører. De skulle varetage opsynet, såvel med brøstfældighederne som med reparationerne af dem. En pramfører eller fisker skulle desuden have opsyn med dæmninger og bolværker. Og det blev indskærpet, at de som besad ejendom ned til åen, skulle vedligeholde bolværket ud for deres grund på egen bekostning.
Endelig prøvede kongen at skabe et økonomisk grundlag for havnens videre beståen. Hvis man f.eks. bidrog til åens opfyldning ved at kaste sit sengehalm ud i den, blev man idømt en bøde på 1 mark. Var man uformuende, kostede det en tur på træhesten eller i gabestokken.
Men det var ikke blot med sådanne bøder, at besejlingen af havnen blev sikret. Hovedparten af indtægterne kom fra en transportskat, som blev frigjort til gavn for havnearbejdet, samt fra testamentariske gaver, og fra afgifter på indførte varer, havneanløb, reparationer og nybygninger af skibe.
Alligevel blev resultatet ikke en varig fornyelse. Allerede omkring 1755 kunne det konstateres, at åen af og til var så tilstoppet, at lastning og losning af skibene måtte finde sted langt ude på fjorden.
Byens huse
1600-tallets huse kan ikke længere ses umiddelbart i byens bygningsmasse. Krige og økonomisk dårlige tider forårsagede, at mange huse blev ødelagt. De få nye, som blev bygget, var tilsyneladende ikke i en sådan stil og materiale, at de fandtes bevaringsværdige for eftertiden.
Nogle husrester skjuler sig dog endnu bag nybygninger og restaureringer. Det gælder f.eks. en række gavlhuse på Nørregade 4-8. Gavlhusene, hvoraf nogle få middelalderlige i sten endnu stod tilbage, har formodentlig udgjort hovedparten af byens huse. De fra senere tider så kendte langhuse, som i hele deres længde vendte ud mod gaden, var endnu ikke blevet almindelige.
Boder
Størsteparten af Horsens’ indbyggere boede i 1600-årene i de udlejningsboliger, som kaldes boder. Før denne tid betegnede udtrykket “bod” alene, at stedet blev anvendt til udlejning, hvorimod det ikke betegnede en kvalitet eller mangel på samme. I 1600-årene blev “bod” stadig brugt som udtryk for en lejebolig, men det fremgår tydeligt af bygningsvurderingerne fra dette tidsrum, at boder blev lavt takseret, dvs. at de var ringe og dårlige boliger.
Ud af de 371 huse, der i 1682 kunne bruges til beboelse, var de 227 boder. De lå spredt over hele byen, men nogle gader var langt mere præget af det dårlige bodebyggeri end andre. Det gælder f.eks. Badstuestræde, Fugholm og Graven samt området langs åens nordside fra Ladebrohoved og til det sted, hvor Hospitalsgade førtes over åen ved Sønderbro.
Købmandsgårde
Med den langsomme økonomiske bedring, som satte ind i løbet af 1700- tallets første halvdel, opstod imidlertid betingelserne for at bygge nye, smukke huse. De blev opført til brug for byens storkøbmænd, som fik deres midler fra handelsvirksomhed og jordbesiddelser.
I Søndergades vestlige del på nr. 12 og 17-19 ligger endnu et par huse, som minder om denne tid. Huset på nr. 12 er ældst. Det stammer fra 1736, hvor apoteker Jacob Schmidt og hans hustru Margrete Helms lod det bygge på en sådan måde, at det kunne tjene både som apotek og privatbolig. Bygningen er byens ældste, endnu bevarede, grundmurede beboelseshus. Det er tegnet af arkitekt J.G. Hødrich, og en del af detaljerne stammer fra Herregåden Urup ved Østbirk, som var blevet moderniseret af Hødrich nogle få år, før apoteket i Horsens blev opført. En stentrappe fører fra gaden op til indgangsdøren, hvorover de to ejeres navne står. Huset er stadig apotek og bærer navnet Helms apotek.
Skråt overfor, på den nordlige side af gaden, blev der i 1744 ombygget en gård, som efter færdiggørelsen blev en af landets smukkeste købstadshuse. Bygherren var købmand Gerhard Hansen de Lichtenberg. Huset blev opført i grundmur til gaden og bindingsværk til gårdsiden. Det er to etager højt og har en kælder, som formodentlig stammer fra 1600-årene. Huset deles af en trappe, som på hver side er omgivet af en fremspringende karnap. Ovenover sandstensportalen over trappen ses Lichtenbergs våbenskjold, hvorunder der står skrevet “Wass Gott beschert uns niemandtt werdt Anno 1744“. Over kapitælerne står navnene på bygherren og hans hustru, G. de Lichtenberg og Bodil Hofgaard. Gårdsidens bindingsværk forblev urørt i mange år, men i 1896 blev det erstattet af teglstensmurværk.
På Søndergade 10 blev der i 1718 opført en stor bindingsværksgård i to etager og med et meget karakteristisk, men for sin samtid usædvanligt, karnaptårn med spåntækt løgkuppel. Huset er nu flyttet til Sundvej 9. Bygherren var købmand Claus Cortsen, hvis kærlighed til løgkupler også gav sig til kende ved det spir, som han i 1738 bekostede og lod opsætte på Skt. Ibs, den nuværende Vor Frelsers kirkes, tårn. Spiret holdt godt og længe, og først i 1991 måtte kobberpladerne fornyes.
Skole og pakhus
I den østlige del af byen blev der opført huse langs havnen. Den gård, som nu har adressen Åboulevarden 121, blev bygget i 1739, og den nuværende sognegård Klostergården ved Klosterkirken rejstes i 1746. Dengang tjente den som latinskole for byens og oplandets drenge.
I den nærliggende Badstuegyde, som Badstuestræde hed dengang, blev der også iværksat nybyggeri i 1700-årenes første halvdel. Pakhuset og det ene bindingsværkshus som endnu ligger i gaden, stammer fra denne periode. Årstalsmæssigt er man på helt sikker grund, hvad angår den bindingsværks længe, som indtil år 1900 lå, hvor nu nr. 6-8-10 ligger. Over dørene i nr. 6 og 8 sad to indskrifter, som daterer husbyggeriet til 1727.
Skønt mange af de nye bygninger blev forsynet med tegltag, var de fleste tage af strå. Den brandfare, som sådanne tage udgjorde i den relativt tætte bebyggelse, medførte i 1726 en brandforordning, der bl.a. forbød tobaksrygning på gader, i gårde, lader og udhuse.
Byens styre
Lensmanden
Horsens blev i første halvdel af 1600-årene styret af kongens repræsentant, lensmanden, samt byens borgmestre og råd. Lensmanden holdt til på Bygholm, men da slottet forfaldt, blev Stjernholm taget i brug som lensmandssæde i årene efter 1617.
Lensmanden førte tilsyn med byen og rådet, og han viderebragte ordrer fra kongemagten til byen og forespørgsler fra byen til kongen. Stjernholm len eksisterede indtil 1660, hvorefter området blev lagt ind under Århus amt og opsynet med købstadens forvaltning overdraget amtmanden.
Hverken lensmanden eller borgmestrene og rådmændene var folkevalgte. Lensmand og borgmestre udpegedes af kongen, og rådmændene blev valgt af de allerede siddende rådmænd og borgmestre.
Byens råd
Før enevælden blev indført i 1660 havde Horsens to borgmestre, efter den tid blev antallet skåret ned til en. Som regel blev kun de mænd, som ønskede indflydelse og havde formue, udnævnt til rådmænd, idet arbejdet var ulønnet, men indebar fordele i form af f.eks. delvis fritagelse for betaling af skatter.
Byen lønnede derimod både stadstjener og vægter. Andre embeder blev varetaget af kæmneren, skatteopkræverne, kirkeværgerne og skriveren.
I 1682 kom en ny lov, som definerede magistratens opgaver. Den skulle bl.a. holde rede på byens breve og oprette et arkiv, hvilket faktisk allerede var sket i Horsens. Samtidig havde rådet også siden 1631 ført en rådstueprotokol og efter 1666 en såkaldt “Befalingsbog” med bl.a. boopgørelser og skøder.
Hver mandag holdt rådet og borgmestrene et rådstuemøde, eller et byting som det også kaldtes, hvor kongelige befalinger blev kundgjort for borgerne.
På det økonomiske område var det borgmesterens opgave at drage omsorg for, at de statsskatter, som var pålagt byen og dens borgere, blev opkrævet og indbetalt.
Magistraten udøvede i sin egenskab af rådstueret en dømmende myndighed hvad angik f.eks. politisager og handel med det omliggende land.
Til magistratens opgaver hørte imidlertid først og fremmest tildeling af borgerskab. Alle, som ønskede at drive borgerlig næring, skulle løse borgerskab og aflægge borgerskabsed.
Når man havde opnået borgerskab, medførte det visse forpligtigelser. F.eks. skulle man deltage i udførelsen af forskellige kommunale pligter, herunder betaling af byens skat, samt i udførelse af de pålagte borgerlige ombud, bl.a. kæmnerbestillingen.
Kæmneren skulle opkræve de pålignede skatter, føre byens regnskab og foretage de fornødne udbetalinger efter anvisning af rådet.
Byens udgifter var af meget forskellig art og strakte sig fra fornyelse af havnens bolværker, til lønudbetaling til kirkens organist. Udgifterne til havnevæsenet var nødvendige for at give gode betingelser for købmændenes ind- og udførsel af varer.
Rådstuerettens domme medførte også udgifter bl.a. til dem, som var så uheldige at skulle straffes med vand og brød i rådhuskælderen. Imidlertid havde rådet endnu større udgifter, når en fange var blevet dømt til døden.
Da Edel Lauridsdatter sad i rådhuskælderen i næsten tre uger på hver side af årsskiftet 1735, påførte det magistraten udgifter både til hendes fortæring og til vagtmandskab. Edel fik hovedet hugget af på Torvet 15. januar 1735 og efter anmodning “kristelig begravet” på Klosterkirkegården.
Der var en vekslende praksis med hensyn til, hvor de halshuggede blev begravet, men Edel nåede at sikre sig en respektabel placering om ikke i sit liv så i sin død.
Brandværn
De mange danske købstadsbrande i 1700-årenes begyndelse resulterede, i at Horsens’ magistrat i 1726 udformede en brandordning til afløsning af forskellige småregler fra de foregående ca. 100 år. Ordningen indebar indkøb af en stor brandsprøjte til supplering af en mindre samt af 50 læderspande til supplering af de 28, som allerede hængte i Skt. Ibs kirke. Her var også vægtergang udenpå tårnet, så vægteren kunne holde øje med, om der var ild løs nogen steder.
En stor del af byens indbyggere, de fleste mænd og kun meget få kvinder, organiseredes i et brandværn, i følgende grupper, med brandinspektøren i spidsen: overbrandmestre, sprøjtemestre, strålemestre, reparatører, slangeførere, brandsvende, pumpere, brandstigeførere, brandhagesættere, de som kørte med vand samt spanddragere. I alt blev der ved ordningen disponeret over ca. 150 mennesker, der kunne indsættes til bekæmpelse af brand.
Klokker
Adskillelsen mellem det verdslige og det gejstlige liv var ikke så stærk, som den synes i vore dage. Byen havde derfor flere udgifter, der var forbundet med de to kirker, Klosterkirken, som var sognekirke i dette tidsrum, og Skt. Ibs kirke på Torvet, der fungerede som begravelseskirke og annex.
Magistraten betalte løn til præster, kapellaner, organist og klokmester. Da Peder Christensen i 1715 fik stillingen som klokmester, fulgte en arbejdsbeskrivelse med. Han skulle passe tårnuret og fungerede samtidigt som graver. Taksterne for hans arbejde med begravelserne og den efterfølgende ringning nævnes og udregnes alt efter, om de fandt sted i selve kirken eller ude på Klosterkirkegården. Da flertallet af indbyggerne jo ikke selv havde ur, skulle han også inddele dagen ved hjælp af klokkeringning. Han startede med at ringe klokken 5 om morgenen og derefter klokken 7, 12, 17 og 19.
Skolevæsen
Byens øvrighed financierede også skolevæsenet, som først og fremmest udgjordes af en latinskole, hvortil alle drenge havde adgang. Fattige elevers ophold på skolen blev betalt ved, at børnene var “løbedegne” dvs. de varetog degnetjenesten i omegnens kirker.
Imidlertid var både undervisningen og elevernes indsats så svingende, at latinskolen i 1600-årene fik et temmelig dårligt rygte. Rige mennesker sendte i stedet deres børn i skole udenbys, f.eks. fik Gerhard de Lichtenberg sin undervisning i Flensborg.
Mindre velstående forældre lod deres børn af begge køn undervise i de såkaldte danske og tyske skoler i byen. Allerede fra 1600-årenes begyndelse gav disse private skoler undervisning.
Antallet af skoleholdere svingede; i 1732 var der f.eks. fem danske skoleholdere i Horsens. Disse skoleholdere modtog ikke megen hjælp fra magistraten. Sommetider fik de løn. Ofte måtte de imidlertid klare sig med den indirekte støtte, der bestod i at eleverne fik skolepenge, der så skulle videregives som betaling til skoleholderne.
Skolerne var inddelt efter den undervisning, de gav. Dengang regnede man læsning for en meget lettere disciplin end skrivning og regning, og derfor drev en del ældre kvinder læseskoler for piger. De formodede sværere discipliner, skrivning og regning, blev formidlet af mandlige skoleholdere til drenge, der f.eks. forventedes at skulle tjene deres brød ved købmandsskab.
Fattigvæsen
Efterhånden forsøgte latinskolen at udelukke de fattige for at give skolen et bedre rygte og skabe baggrund for en tilgang af de mere formuende forældres børn. Faktisk var der i 1700-årenes begyndelse mange fattige børn, som slet ikke modtog nogen form for undervisning.
I det hele taget var fattigdommen nu så stort et problem i Danmark, at det for købstædernes vedkommende søgtes ordnet ved en forordning af 1708, som hed “Om Betlere i Danmark saavel paa Landet som i Kiøbstæderne, Kiøbenhavn undtagen”. Princippet i forordningen var, at enhver, der ikke formåede at forsørge sig selv ved egen hjælp, kunne rette henvendelse til myndighederne på det sted, hvor vedkommende havde hjemme og anmode om at måtte oppebære understøttelse. Dog kunne man ikke få hjælp, hvis man selv havde forvoldt sin fattigdom ved drukkenskab eller andre laster. Som værdigt trængende regnedes de blinde, de sengeliggende, de som på grund af dårligt helbred og mange børn ikke selv kunne tjene til deres underhold samt forældreløse børn.
Imidlertid var det 1700-årene igennem vanskeligt for Horsens magistrat at inddrive penge nok til at understøtte de fattige, som man gennem byens fattigvæsen fik kontakt med. Foruden de børn, som fattigvæsenet forsøgte at give fri skole, samt forældrene til de allerfattigste børn, var der i alt registreret 94 personer i fattigvæsenets udgiftsprotokol i 1732. Indbyggertallet kan på dette tidspunkt maximalt have været 2000, og af disse levede således de 5% i den yderste armod.
Fattigvæsenet fik sine indtægter ved frivillige bidrag, fra afkastet af legater samt fra indsamlinger i de bøsser, som var stillet op såvel på offentlige steder som i private hjem.
Rådets indtægter
Magistratens indtægter stammede fra mange forskellige kilder. Først og fremmest kom de fra udlejning af markjorde, fra borgerskabspenge, som blev betalt ved borgerskabs erhvervelse, fra udskrivning af direkte skat på grundejendom eller næring samt fra ekstraordinære skatter. Byen fik også indtægter, bl.a. ved tildeling af legater samt ved salg af begravelsespladser både inde i kirkerne og udenfor på Klosterkirkegården.
Byens råd ønskede desuden at sikre sig en indtægt ved salg af stolestader i kirkerne. I 1681 indskærpedes det derfor, at borgere og borgersker skulle købe stolestader ikke blot i Klosterkirken, men også i Skt. Ibs. Man kunne altså ikke nøjes med at købe en siddeplads det ene sted.
Endelig kom en lille del af magistratens indtægter fra lejermålsbøder, dvs. bøder som mænd og kvinder, der havde haft samleje udenfor ægteskab, skulle betale for deres brøde. Foruden at betale bøden skulle de to parter aflægge offentlig skrifte ved søndagsgudstjenesten for derefter at modtage kirkens tilgivelse. Nogle gange mødte begge personer frem i kirken, men oftest var det alene kvinden, som måtte angre sin brøde og udlægge den anden part i sagen. Som regel var det en soldat, men efter 1705 kunne hverken ryttere eller dragoner længere idømmes kirkens disciplin. De børn, som blev resultat af lejermålene, blev med den tids ord kaldt uægte eller horeunger.
Dagliglivet
Lejermålssagerne optræder både i rådstuens arkiv og i de kirkebøger, som Christian d. 4. i 1645-1646 indførte i Danmark. Heri skulle først og fremmest angives tidspunktet for indbyggernes dåb og begravelse. Desuden oplyser de ældste kirkebøger også datoen for kvinders første kirkegang efter overstået barsel, for trolovelse, for ægteskabs indgåelse, som i gamle dage kaldtes kopulation, samt for det offentlige skrifte i forbindelse med lejermål. Konfirmationen blev først indført i 1736, så den optræder ikke i de ældste kirkebøger.
Håndværkere
Den første indskrivning i Horsens’ kirkebog omhandler 9. januar 1680, da Arnt Billedsniders søn, Adrian, blev døbt.
Arnt Billedsnider bar også navnene Frederichsen Slache. Han var medlem af Horsens Snedkerlav, hvor han med mellemrum bestred oldermandsposten. Han synes at have været en central figur i det horsensianske billedskærermiljø i årene fra 1673, da han første gang blev oldermand, og til sin død i 1709.
Arnt Frederichsen Billedsnider tjente i sin læretid hos den kendte billedskærer Peder Jensen Kolding, som skar den prædikestol til Klosterkirken, som nu står i Vor Frelsers kirke.
Billedskærere og snedkere var samlet i snedkerlavet, og samme mester kunne give oplæring som både snedker og billedhugger, hvilket det dengang også kaldtes. Dette var også tilfældet i det værksted som Arnt Frederichsen Billedsnider og senere hans søn, Jørgen Arentsen, drev.
Organiseringen i lav og rådsmedlemmernes opsyn med lavene skulle sikre produkternes kvalitet og skabe en rimelig fordeling af produktionen i byen. Alligevel var der ofte uoverensstemmelser lavene imellem. F.eks. klagede malerlavet i 1732 til magistraten over, at snedkerne malede ligkister, hvilket malerlavet mente sig berettiget til.
Foruden de allerede nævnte håndværkerorganiseringer fandtes også i denne periode et hattemagerlav, et handskemagerlav, et skrædderlav, et smede- og feldberederlav, et remmesnider og sadelmagerlav, et skomagerlav samt et vognmandslav. Både mestre og svende var organiserede i disse lav, der tjente som faglige og sociale sammenslutninger, idet de f.eks. også ydede hjælp til begravelse af lavsbrødre.
Det er imidlertid ikke alle håndværkeres organisering vi har kendskab til. F.eks. ved vi ikke, om guld- og sølvsmedene i dette tidsrum deltog i lavsaktiviteter.
Horsens var allerede i 1600-og 1700-årene en af Jyllands betydeligste sølvbyer. Dens gode ry fremgår bl.a. af, at mange af byens sølv- og guldsmede flyttede hertil fra andre byer. Hele 1600-tallet igennem fik sølvsmede borgerskab i byen, som på trods af fattigdom og krig må have haft nogle økonomiske ressourcer tilbage til at skabe et eksistensgrundlag for de luksusartikler, som disse håndværkere frembragte. Fra slutningen af 1600-årene eksisterer endnu så meget sølvtøj fra enkelte mestre, at det er muligt at vurdere sølvsmedearbejdet.
Familien Løvenhertz med Mogens Thommesen Løwenhertz i spidsen hørte til blandt de sølvsmedefamilier, som har sat sig mange spor bl.a. i omegnens kirker. Mogens Thommesen Løwenhertz (ca. 1669-1734) skabte f.eks. en række alterkalke til landsbykirkerne omkring Horsens. Til borgernes borde fremstillede han ikke blot drikkekrus til øl, men også fade, hvorpå kanden til den nye tids drik, kaffen, kunne stå. Og hans snustobaksdåser, som hører til blandt de ældste i Danmark, vidner om indførelsen af et andet nyt nydelsesmiddel.
Drikkevaner
Hans produktion af tedåser fortæller, at endnu en drik fra de oversøiske områder blev konsumeret i Horsens.
Øl var i perioden mellem 1600-1750 stadig den mest almindelige drik for de fleste mennesker. Det skyldtes, at vandet i byens vandløb ikke kunne anvendes som drikkevand, da åen både blev brugt til kloak og til forarbejdning af mange håndværksprodukter. Og det blev betragtet som luxus og fråds at drikke mælk, der først og fremmest skulle forarbejdes til ost og smør. Tilbage som drikkevarer var den tynde øl og brændevinen.
Men drikkevanerne stod foran en forandring. Fra de nyligt opdagede koloniområder hjembragtes kaffe, te og kakao. De havde den fordel, at de ikke, som øl og brændevin, medførte beruselse, men at de tværtimod gjorde nyderne klare i hovedet, energiske og aktive. Imidlertid kom kaffe- te- og kakaodrikningen først i almindelig brug efter 1750. Indtil da var den kun udbredt blandt byens rigeste mennesker, netop de personer, der udgjorde guld- og sølvsmedenes kundekreds.
Begravelser
Mange af byens håndværkere deltog i den række af istandsættelser og restaureringer, som efter 1679 fandt sted i byens to kirker, Skt. Ibs kirke og Klosterkirken.
Håndværkerne fandt beskæftigelse ved både det direkte arbejde på kirkebygningerne og ved arbejdet med kirkens inventar. F.eks. skabte snedkere og billedskærere de mindetavler eller epitafier, som rige familier lod opsætte i kirkerne. Dygtige væversker og broderersker udsmykkede altrene, og bl.a. lavede Anna Jensdatter i 1690 en lærredsalterdug til Klosterkirken.
En helt anden form for udsmykning sørgede strøkvinderne for, idet de spredte velduftende urter overalt i kirkerne for at dæmpe den ligdunst, som bredte sig i kirkerummet på grund af de mange indendørs begravelser.
Alle der kunne få råd, lod sig på denne tid gravsætte i et af de to kirkers gravkamre. Her lå byens borgere side om side og over og under hinanden i de mange kister. Nogle blev nedsat i en kiste af et materiale, der kunne holde på lugten, andre forsøgte at mindske forrådnelsen ved en fuldstændig foring med humle omkring liget. Men strøkvinderne var et tegn på, at det ikke altid lykkedes.
Til markering af graven placerede man som regel en sten i kirkegulvet over begravelsen. På Klosterkirkegården, der var den eneste fungerende kirkegård i dette tidsrum, blev de mennesker begravet, som ikke havde råd til en indendørs begravelse.
Kirkegården var delt op i den bedste, den mellemste og den ringeste jord. Ligesom der var forskel i prisen på begravelser inde i kirken afhængig af, hvor man ønskede at ligge, således var også nogle begravelsespladser ude på kirkegården billigere end andre. Det gjaldt f.eks. de pladser, som lå nærmest kirkemuren. Der var også forskellige priser alt efter, om der var tale om et lig af en voksen, eller af et barn over eller under 5 år.
Allernærmest ved kirkemuren kunne fattige blive begravet gratis, hvis magistraten ville attestere det. Mange fattige småbørn fandt derfor deres sidste hvilested i den ringeste jord.
Dødeligheden var stor hos fattige børn, men i sygdomsår var alle børn udsatte. I de år, hvor børnekopperne rasede, døde derfor mange små børn. I 1696 tog småkoppeepidemien, som den kaldes i kirkebogen, f.eks. 32 børn, i 1704 21 børn, i 1710 28 børn. Derudover døde børnene af andre årsager, og antallet af døde børn var disse år langt større end normale år, hvor antallet af døde børn dog alligevel langt oversteg vore dages.
Mennesker
De mennesker, som beboede Horsens i årene mellem 1600-1750 udgjorde en broget gruppe. Mange piger fra de omliggende landsbyer fik arbejde som tjenestepiger i byens husholdninger. Derimod betød landmilitsen og stavnbåndets indførelse, at bønderkarlene forblev ude på landet.
Håndværkere og købmænd fra andre byer blev i stort tal optaget i det horsensianske borgerskab; og blandt tilflytterne finder vi også tobaksspinderne, hvoraf den første bosatte sig allerede i 1688.
Et rent udenlandsk islæt udgøres af de nederlandske kedelførere, som under Christian d. 4. fik lov til at vandre rundt i Danmark og sælge deres kobbertøj til både by- og landboere. I 1700-årenes første halvdel opholdt kedelførerne sig ofte i Horsens, hvor de fik fast hovedkvarter efter 1764. Kedelførerne stammede fra den nederlandske by Luikgestel i landskabet Brabant, nær ved den nuværende grænse til Belgien.
Kobbersmedene var alle flamsktalende katolikker, og når de mødtes for at gøre det årlige regnskab op, genlød Nørregade, hvor de holdt til på den grund, der nu bærer nr. 15, af deres fremmede tungemål. Ligesom rytterne i det efter 1724 indkvarterede rytterkompagni bragte de nyt til byen fra nær og fjern.
Nyhederne kunne selvfølgelig også bringes frem med postvæsenet. I 1650 etableredes et egentligt postvæsen i Danmark, og 1711 overtog kongen og staten postdriften. Allerede inden dette tidspunkt, havde Horsens en postmester, som i årene omkring 1700 ejede en gård på sydsiden af Nørregade.
Horsens lå på postruten mellem Haderslev og Aalborg og fik post to gange ugentlig. De københavnske og hamborgske aviser blev fremsendt til postkontoret, og da folk selv skulle afhente deres post, blev posthuset central for udveksling af informationer og de sidste nyheder fra ind- og udland. Her har man også kunnet få oplysninger om det kamelføl, som i 1663 fødtes i København. Føllet faldt efter et par kameler, som den russiske ambassadør havde skænket kongen, og da det var de første kameler, som blev født i Danmark, ilede nyheden landet rundt.
I denne brogede masse af indfødte og tilflyttere var der nogle, som udmærkede sig i deres egen samtid og nogle, som vi bagefter har syntes, det var værd at mindes.
Blandt de rige satte mange sig selv et eftermæle enten i form af et epitafium i en af byens kirker eller ved oprettelsen af et legat for fattige. Blandt disse finder vi Anna Hansdatter Svane, Dorthea Hansdatter Lottrup, Hans Hansen Svane og hustru Maria Fiuren, Gedske Lucasdatter, Margrete Bering, Dorothea Dideriksdatter Cortsen, Anders Winding og Steffen Hofgaard og hustru Bodil Jørgensdatter Høgsbro.
Beløbene, som blev bortskænket, var af varierende størrelse, men alle mindre end den sum, som blev ofret af de absolut to største donatorer i tiden før 1750, købmændene Henrik Lichtenberg og Jens Jørgen Lindvig.
Gerhard de Lichtenberg
Fra denne periode er to andre mænd blevet stående klart i eftertidens erindring. Den ene blev berømt som en fremtrædende Horsensborger allerede i sin samtid, den anden nåede først berømmelsen efter sin død. De to mænd var Gerhard de Lichtenberg og Vitus Bering.
Gerhard Lichtenberg blev født i 1697 som søn af Hans Christensen og Gedske Lichtenberg. Han levede sine barneår i Horsens og fuldendte sin skoleuddannelse i Flensborg. Som 33-årig giftede han sig med Bodil Hofgaard, der var datter af borgmester Steffen Hofgaard og Bodil Jørgensdatter Høgsbro.
Både Lichtenberg og hans hustru var velstående. Deres fælles rigdom gav et godt udgangspunkt både for købmandsvirksomhed og for opkøb af landgods. Dette sidste var blevet tilladt for almindelige borgerlige efter enevældens indførelse i 1660 og muliggjort af de lave priser på jord under landbrugskrisen i første halvdel af 1700-årene.
Allerede i 1731 købte Lichtenberg en gård ved Varde, og derefter erhvervede han sig Engelsholm, hvor han anlagde en papirmølle, Merringgård, Ussinggård, Kjeldkær, Lindbjerggård, Serridslevgård og Bidstrup, som blev familiens stamhus og endnu eri dens besiddelse.
Som 38-årig lod Lichtenberg sig adle og fik foruden et adeligt våbenskjold også det lille “de” indføjet foran familienavnet.
I 1744 udfoldede hans rigdom sig også i Horsens, idet han her lod opføre den forannævnte store, smukke gård på Søndergade. Kong Frederik d. 5. viste Lichtenberg den store ære at overnatte hos ham på vej til Norge i 1749, og Lichtenberg modtog i denne forbindelse etatsrådstitlen som tak for gæstfriheden.
Lichtenberg var i sin tids forstand en moderne mand. Han var optaget af landbrugsdrift, af tekstil og metalindustri, og han deltog aktivt i byens liv og var blandt andet dybt involveret i problemerne omkring Horsens’ havn. Hans rigdom udmøntede sig desuden i udsmykning af de mange kirker, han ejede samt i restaurering af Klosterkirken i Horsens.
Hans store interesse for sin omverden viser sig også i det kunstkammer, han indrettede i hjemmet på Søndergade. Tre år efter Lichtenbergs død i 1764, blev der lavet en liste over de skilderier og værdifulde ting, som befandt sig i dette kunstkammer. På listen optræder ialt 412 numre som alle er markeret på en medfølgende tegning, så man kan se, hvor i rummet de sad ved optællingen.
Værelset indeholdt malerier af tyrkiske sultaner, græske og romerske guder, danske konger og dronninger samt porcelæn, møbler, elfenbensfigurer, skrivesæt, te- og kaffesæt, sølvbordtøj, dukker, krudthorn, æsker lavet af skildpadde, pibefutteraler, en flaske udskåret af kokosnød, en globus, sølvskrivetøj, rav og muslinger.
Efter sin død fik Lichtenberg en storslået begravelse, en smuk ligtale og et gravkapel i Klosterkirken. Dette havde han selv, længe før sin død, bekostet udformet af den berømte og dygtige Didrik Gerken, der også havde skabt nogle af kongefamiliens sarkofager.
Vitus Bering
Vitus Jonassen Bering blev 1681 født i Horsens i et hus, der lå, hvor nu Jessensgade er brudt igennem fra Søndergade. Hans forældre var Anne Pedersdatter Bering og den, i Halmstad fødte, toldbetjent og vejer Jonas Svendsen.
Vitus Bering er den Horsens-dreng, hvis virke har fået størst betydning på verdensplan. Gennem sine ekspeditioner fik han placeret den nordlige del af Stillehavet på verdenskortet.
Som ganske ung forlod han Horsens og stod til søs i den danske handelsflåde, hvormed han deltog i flere rejser til Indien. I 1703 blev han i Amsterdam hvervet til den russiske flåde, som zar Peter den Store på dette tidspunkt var ved at opbygge. Han deltog på russisk side i Store nordiske Krig (1709-1720), hvor han som kaptajn førte et af flådens sværest bestykkede skibe.
Peter den Store vendte sig i en årrække mod Vesten, men herefter opstod behovet for at afgrænse og udforske østlige dele af det vældige zar-rige. Han ønskede en kortlægning af områderne og en viden om de folkeslag, der boede i disse afsides liggende egne. Med det formål blev Vitus Bering i 1724 udnævnt til leder af den 1. Kamchatka-ekspedition (1725-1730), der skulle undersøge og kortlægge områderne mellem Sibirien og Alaska og påvise et eventuelt stræde mellem disse to landområder.
Ekspeditionen drog ud fra Skt. Petersborg og kæmpede sig til vogns, til fods, med flodpramme og hundeslæder over Sibirien under udmarvende forhold og i et barskt klima. I 1728 kunne Bering afsejle fra Kamchatkahalvøen på det nybyggede skib, Skt. Gabriel. Han nåede frem til strædet, der senere fik hans navn, men tåge gjorde det umuligt at se begge kontinenter på en gang. Han kortlagde kysterne i området på en måde, der siden hen er blevet berømmet bl.a. af den engelske opdagelsesrejsende James Cook, og Berings kortopmålinger afviger kun lidt fra de moderne.
Hjemvendt til Skt. Petersborg mødte han tvivl om resultaternes rigtighed, og han planlagde derfor den 2. Kamchatka-ekspedition (1733-1743), der også kaldes Den store nordiske Ekspedition. Denne ekspedition skulle også være videnskabelig, og derfor deltog en række forskere fra Videnskabernes Akademi. Ekspeditionen er aldrig blevet overgået med hensyn til mængden af involverede mennesker og økonomiske omkostninger.
Vitus Berings opgaver var kolossale, idet hans ekspedition skulle kortlægge den nordlige del af Sibirien, herunder nordøstkysten. Han skulle også opsøge og kortlægge Amerikas nordvestkyst, skaffe handelsforbindelser med Japan og Amur-landet, samt påvise det påståede Gama-land, der optrådte på samtidige kort, men som viste sig ikke at eksistere. Alt i alt var det et stort geografisk projekt, der blev suppleret med naturvidenskabsfolk, som skulle beskrive naturen og indsamle oplysninger om de lokale folkeslag.
Trods de vanskelige forhold lykkedes de fleste af ekspeditionens delprojekter, men Vitus Bering selv kunne først i 1741 afsejle mod Alaska fra byen Petropavlovsk, som han året før havde grundlagt. Med skibene Skt. Peter og Skt. Poul forlod han Kamchatka. De to skibe kom efter kort tid væk fra hinanden, og Bering forsatte alene mod Alaska, hvor han undersøgte kysten og navngav den store vulkan Skt. Elias. På grund af manglende proviant måtte Bering undlade at overvintre. Skørbrugen var begyndt at hærge blandt mandskabet, og også Bering blev syg. Skibet havde det heller ikke godt under de meget fugtige forhold, og både reb og sejl var rådne.
Den 5. november 1741 så man land, og i den tro at det var Kamchatka, blev der kastet anker. Nu viste stedet sig at være en ubeboet, træløs ø, der senere fik navnet Beringøen. Det syge mandskab byggede hytter til overvintring, men mange overlevede ikke. Den 8. december døde Vitus Bering. Han blev begravet på øen, hvor arkæologer fra Horsens Museum i 1991 fandt og undersøgte hans og fem andre besætningsmedlemmers grave.
Vitus Berings rejser fik stor betydning for Rusland både videnskabeligt og økonomisk, og han bliver derfor husket som Columbus for det som kaldes russisk Amerika. Hele Alaska blev underlagt Rusland, og pelsjagt og handel gav store indtægter. Først i 1867 solgte Rusland Alaska til USA.
Vitus Bering vendte aldrig tilbage til Horsens. Han slog sig ned i det karelske Viborg og stiftede familie her. Et par breve til mosteren samt et brev til byrådet, hvori han giver sin arv fra forældrene til fattigforsorg i Horsens, er alt hvad vi har fra denne verdensberømte opdagelsesrejsendes hånd.
I dag kan man se hans forældres gravsten i Vor Frelsers kirkes våbenhus, ligesom to kanoner fra det strandede skib Skt. Peter blev opstillet i Vitus Bering parken i 1957. Kanonerne var en gave fra den daværende sovjetiske stat.
– Læs mere om Vitus Bering på Horsensleksikon.dk
Teksten er hentet fra Bodil Møller Knudsen og Ole Schiørring: Fra grubehus til grillbar, 1992
Se hele indholdet i bogen på Fra grubehus til grillbar