Fotograf Agnes Jones. Historisk Kalender, januar 1999

Jessensgade 6, som det ses på det store billede, husede mellem 1912 og 1915 fotograf Agnes Jones` atelier på den øverste etage. De store nordvendte glasvinduer, hvorigennem lyset strømmede ind, fortalte at her boede en håndværker, der havde brug for en stabil belysning.

 

 

 

 

 

Ved indgangsdøren annoncerede Agnes Jones for sin virksomhed med seks fotografier ophængt i to udhængsskabe. Billedet af det smukke hus i Jessensgade er taget af fotografen selv i 1914.

På det lille billede ses atelieret indefra med fotografens vigtigste udstyr, det store kamera til glasplader. Kamerabordet var forsynet med hjul, så det var let at bevæge omkring i atelieret. Kameraet hvilede på en kuffert, hvori det kunne nedlægges og således let bringes omkring, når der skulle fotograferes udendørs eller hos kunderne.

Agnes Jones blev født 2. april 1878 i Århus og fik ved dåben efternavnet Dahl Hansen. På grunden af sin mors sygdom voksede hun op hos sin moster i Horsens. Agnes blev gift med William Jones fra Silkeborg i 1902 og fik to døtre med ham inden skilsmissen i 1912. Hun vendte tilbage til Horsens og forsørgede sig selv og sine to små piger ved fotograferingen.

I 1915 giftede hun sig med barndomsvennen, den daværende minister for offentlige arbejder i regeringen Zahle, Jens Hassing – Jørgensens. Hun døde i 1961 og har efterladt sig talrige fotografier både af familier og venner, og af interiører og eksteriører fra Horsens

21. januar 1899:

Indvendig Jomfru. Som saadan er til 1. Maj Plads ledig for en ung Pige, der er dygtig til Syning og anden indvendig Gærning, ved Henvendelse til Fru Heide, Bygolm Teglværk.

06. januar 1919:

Danmark er ved at blive en Sø rigere, nemlig Bygholm Sø, der er begyndt at danne sig. Den vil dog først blive fuldstændig, naar den sidste Del af Dæmningen kan blive færdig. Men det kniber det med.

10, januar 1939:

Der er i Aar ved Horsens Postkontor solgt 210.800 Julemærker til et Nettobeløb af 3794 Kr. De tilsvarende Tal for i Fjor var 181.050 St. og 3259 Kr. Tallene omfatter kun selve Horsens By, da Postkontorerne  og Postekspeditioner i Horsenslandet alle regner med julemærkekomiteen.

23. januar 1959:

Det nye Horsens – sygehus er af passende størrelse, hvis indlæggelsesomraadet kan komme til at omfatte yderligere 6 – 7000 mennesker, siger medicinaldirektør Frandsen. Forhandlinger om mulighederne for at faa placeret et nervehospital i tilknytning til Horsens Kommunehospitals gamle bygninger.

05. januar 1979:

Med underskrifter af præsidenten for ITT, U.S.A., Lyman C. Hamilton, og direktør Knud Jakobsen, Standard Electric Kirk A/S, Horsens, indledtes, som det første sted i verden, en helt ny teknologi inden for telefonvæsenet, der via JTAS først vil blive udnytte af telefonabonnenter i Horsens – Juelsmindeområdet.