Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1988
Af: Landbrugskonsulent: Jens Kirkegaard.
Indtil 1978 var navnet Thyrsting-Vrads Herreders Landboforening. Efter gentagne forslag blev i dette år på generalforsamlingen vedtaget at tage navneændring til Brædstrup Landboforening.
Men først helt tilbage til den historiske stiftelse af foreningen. Dette initiativ blev taget ved et forberedende møde den 11. april 1862 efter indbydelse af sognefoged Jens Rasmussen i Brædstrup. Cirka 70 beboere af Thyrsting-Vrads Herreder var forsamlet for at stifte en Landboforening for denne egn.
Betænkeligheder var der dog på dette forberedende møde – var vi her i Thyrsting-Vrads Herreder nu stærke nok til at stå på egne ben? Eller burde man søge tilslutning til den nystiftede Landboforening for Horsensegnen – eller eventuelt orientere sig mod Silkeborg. Efter forslag fra kammetråd Synnestved, Vinding Nygaard, vedtog man at søge oprettet en Landboforening for Brædstrup og Omegn.
Det stiftende møde for foreningen blev holdt den 11. april 1862 på Tinghuset i Brædstrup. Den første bestyrelse bestod af gæve mænd, der foruden gårdejere også rummede en kroejer, en apoteker, en prokurator og en provst.
I landboforeningens første lange tid måtte man klare sig med den praktiske erfaring, man selv høstede ved de daglige iagttagelser. Konsulenter fandtes ikke på dette tidspunkt.
Landboforeningens første egentlige medlemsmøde blev holdt den 19. juni 1862. Her fremlagde formanden bestyrelsens planer om indkøb af 3 tyre og 10 vædderlam. Dette gav anledning til en særdeles livlig diskussion, der gav bestyrelsen fornemmelsen af, at medlemmerne også ville have et ord at sige. Bestyrelsen fik dog mandatet til at gøre dette indkøb. Debatten havde mundet ud i, at medlemmerne ønskede det første dyrskue, der blev holdt i Brædstrup den 4. juli samme år. Hermed blev iøvrigt den første spire lagt til vor nutidige kvægavls- og ydelsesforening.
På dette og følgende møder diskuterede man værdien af de kunstige gødninger. Flere deltagere hævdede således, at mergel og kalk skønnes at være en hovedbetingelse for planternes vækst, og at man derfor snarest imødekom dette behov ved fremskaffelse af kalk og mergel fra indholdsrige forekomster. På dette tidspunkt var der ingen forsøgsvirksomhed at spørge, så datidens bonde måtte “stikke fingeren i jorden og lugte, hvor han var”.
I 1864 faldt Dybbøl den 18. april, hvorefter Jylland blev besat af fremmede soldater. Under disse forhold samledes landboforeningens medlemmer til generalforsamling den 13. maj. Stemningen bar præg af de dybt alvorlige tildragelser, der var hændt vort fædreland, og som havde kostet mange tapre mænd livet og bragt sorg og savn til huse i tusinder af danske hjem.
Man besluttede at standse foreningens virksomhed indtil videre. Generalforsamlingens dagsorden udgik, og medlemmerne tog hjem hver til sin gerning. Der måtte jo røgtes, trods alt. Inden året var omme, var den tragiske fredsslutning, der flyttede Danmarks sydgrænse op til Kongeåen, en kendsgerning.
Landboforeningen genoptager sin afbrudte virksomhed ved en generalforsamling den 23. december 1864, og man kaster sig over opgaverne med fornyet mod og jydens sind bekræfter sig igen: “Goer ed op, aa goer ed nier, aaller do faa tawt ham sier”.
Gennem de følgende år blev der i foreningen ydet en stor indsats gennem mangt et ord og mangen en sund tanke til påvirkning i al ubemærkethed i den daglige gerning. Eksempler herpå var øget anvendelse af kraftfoder til kreaturernes ernæring, øget omhu med smørtilberedning, og det kunne være vanskeligt at omstille konerne, der forestod kærningen af smørret – ændringerne måtte jo nødig kunne misforstås som en tilsidesættelse af en ellers god indsats. Jordens behandling og gødningens opbevaring blev drøftet, samtidig med at roedyrkningen og anvendelse af kunstgødning påbegyndes. Medlemmerne diskuterer høravl og rapsdyrkning, og der opstår interesse omkring læ- og skovplantning. Et fåreskue afholdes i Nørre Snede i 1868.
I 1869 blev den første landbrugsfaglige aftenskole oprettet for ungdommen. Der blev holdt prøve- og præmiepløjning med jernplove, der for det meste var fremstillet af lokale smede.
I 1870 blev udarbejdet regnskabsbøger for mindre landbrug. Der blev udsat 3 sølvpokaler i præmier for bedst passede roemarker.
I 1871 blev landbrugskandidat S.C.A. Tuxen tilknyttet foreningen. Tuxen virkede som konsulent og foredragsholder for foreningens medlemmer og blev som sådan den første lokale konsulent i Danmark.
Fra 1880’erne oprinder den urolige tid, der benævnes “provisorieårene”. Det var Estrup og hans regeringsfæller, der satte folkestyret ud af spillet og gennemførte provisoriske love. Bølgerne gik højt, når øvrigheden flankeret af blå gendarmer rejste rundt i sognene og foretog udpantning. Når “optoget” viste sig, samledes sogneboerne i hundredtal og fulgte det fra dør til dør for at hindre dets forehavende.
I 1879 indmelder foreningen sig i Foreningen af jyske Landboforeninger. Høns blev første gang udstillet på dyrskue i 1880.
Den vestlige del af foreningen udskilles i dette år, og danner Vrads Herreds Landboforening.
Oberst Dalgas holder tale i Brædstrup i 1889 omhandlende oprettelsen af en plantningsforening.
Sandjordsdyrkerne blev bevilget indtil 100 kr. for at dyrke jorden efter Dalgas’ opskrifter. Foreningen var iøvrigt i disse år i udpræget grad sponsor for initiativer i retning af fremskridt. Meget ofte blev disse fremskridt provokeret gennem konkurrencer, og hertil blev der efter den tids målestok bevilget ret store pengebeløb til indkøb af præmier. Som eksempel herpå kan nævnes, at årsbudgettet i foreningen var på 1800 kr. i 1897. Heraf gik 800 kr. til præmier.
Man beslutter, at der nu kun kan udstilles renracede dyr.
Malkekurser afholdes rundt om på gårdene. Konsulenten opholder sig en uge ad gangen hvert sted, og mere intensiv rådgivning kan næppe praktiseres – undertiden indgik konsulenten da også i de mere praktisk betonede arbejdsprocesser.
De første kontrolforeninger oprettes, og husmødre præmieres for “hyggelige hjem” i 1902.
Egnens afholdsforeninger foreslår nu spiritusforbud ved dyrskuet, og dette blev vedtaget for dog senere at blive genophævet af kendere af snapsens gode egenskaber, og ikke mindst da i forbindelse med dyrskuefrokost. Da blev det en helt uundværlig bestanddel.
Der blev oprettet et planteavlsudvalg i 1906, og derefter fulgte forsøgsarbejdet i 1908.
Første forsøgsår blev der anlagt 15 markforsøg med gødningsemner og 1 varietetsforsøg i havre. Konsulenten skriver i beretningen, at af disse forsøg mislykkedes 2 forsøg i korn, et af disse tog skade af regnen under høstningen, og det andet gik fuldstændig fra grøden i den tørre periode i julimåned.
Kartoffelforsøget mislykkedes på grund af mangelfuld spiring af kartoflerne. Rimeligvis har disse taget skade af frosten under opbevaringen. 1 kalkforsøg og 1 gødningsforsøg er gået tabt ved uagtsomhed fra forsøgsværternes side.
Det første husdyrbrugsudvalg starter i 1913, og der dannes fællesledelse for kvægavls- og kontrolforeninger. Generalforsamlingen i 1917 udsættes på grund af indkaldelse af konsulenten til sikringsstyrken. I dette år indføres regnskabspligt for landmænd.
Ved et bestyrelsesmøde i 1920 bevilges 10 kr. til “Foreningen af trængende jyske landmænd” samt 107 kr. til præmie ved plageskuet.
I 1921 sker der ret drastiske ting – der udbryder mund- og klovsyge. Prisfald indtræder og vender op og ned på alting. Konsulentens løn nedsættes med 300 kr. Mund- og klovsygen er igen et problem i 1925, hvor der iøvrigt åbnes et eksportmarked i Horsens.
En dyrlæge Jørgensen fra Århus holder foredrag omkring kælvningsproblemer. Det mest probate middel herimod var en stor kaffepunch.
I slutningen af tyverne er møderne præget af krisestemning. Som følge heraf bliver kontingentet til foreningen nedsat.
Dog tages stadig nye faglige initiativer, f.eks. oprettes husholdningskurser, der ydes 250 kr. til indretning af skolekøkken i Brædstrup skole, og der nedsættes et udvalg til kåring af søer og orner.
Forsøgsstationen Godthåb oprettes.
I begyndelsen af trediverne er der kongebesøg ved amtsudstillingen i Brædstrup i 1931. Flæskepriserne er nu nede på 32 øre. Møderne er i høj grad præget af krisetiderne, og auktionerne må lukkes på grund af mund- og klovsygen. Konsulentlønnen fastsættes nu på grundlag af produktpriser. Der sker en overdragelse af dyrskuepladsen til borger og håndværkerforeningen.
Den kunstige sædoverføring starter i 1938.
I 1940 aflyses dyrskuet på grund af besættelsen, og der er hesteopkøb til Tyskland.
Flæskepriserne steg i 1941 til 236 øre, og det kan nævnes, at nu er 54 pct. af besætningerne frie for tuberkulose.
Oprettelsen af en landbrugsskole ved Horsens drøftes i 1944.
Foreningen havde i 1945 sit største medlemsantal på 730 medlemmer, og der ansættes en bygningskonsulent i Skanderborg Amt.
I 1948 indledes et samarbejde med Tørring og Nørre Snede om kvægbrug. En etableret sprøjtevirksomhed i samarbejde med Husmandskredsforeningen har behandlet 225 ha.
Det oplyses i 1955, at landbrugseksporten nu udgør 67 pct. Landbobevægelsen LS begynder at røre på sig i 1956 og kræver bl.a. sammenslutning af landbrugsorganisationerne.
I 1959 nedsættes et fælles regnskabsudvalg for Tørring, Nørre Snede og Brædstrup Landboforeninger.
Det første fællesdyrskue afholdes i Tørring i 1964, og der oprettes Landbo- og Kredsforeningens Kursusudvalg.
Planer om køb af EDB anlæg til regnskabskontoret drøftes i 1968.
Mejeriselskabet Danmark bliver aktuelt i 1969, og samtidig drøftes en husbondafløserordning.
Planteavlssamarbejdet med Tørring og Nørre Snede indledes i 1972.
Danmark indtræder i EF i 1973, og husbondafløserordningen etableres som et socialt stort sikkerhedsnet. Der oprettes fælles planteavlsudvalg, som er det nuværende Højderyggens Planteavlsudvalg.
I 1974 drøfter man kampfond, og samtidig er der forslag fremme om et fælles Landbocenter. Fællesudvalget for Kvæg i Vejle Amt oprettes.
Generalforsamlingen vedtager i 1975, at damer kan optages som medlemmer i foreningen og dermed få indflydelse på den virksomhed, som de selv er så stærkt knyttet til. Bygning af Landbocentret påbegyndes i Tørring i 1979, og indflytning i Højderyggens Landbocenter sker i 1980.
Da opstår der iøvrigt en ny landbobevægelse LR 80, og der drøftes salgsstop samt nedsat produktion. I 1981 er der stærke protestaktioner mod den indførte særskat, der blev pålagt landbruget.
Beredskabsplanen vedtages med 70 pct. stemmer i 1982 ved delegeretmødet, men kun 2 pct. af foreningens egne medlemmer tilslutter sig. Der er mund- og klovsyge, som giver store problemer egnsvis og påvirker eksportsektoren.
Mælkekvoter indføres i 1984 og Fælleslandboforeningen for Vejle Amt oprettes for at styrke og motivere samarbejdet landboforeningerne imellem i Vejle amt. Der etableres efteruddannelse af landmænd.
I 1985 tegnes gruppelivsforsikringer for landmænd, men interessen herfor kunne være større. Gårdenes miljøforhold registreres, og der er en debat om hormonbehandling af køer.
Fra foreningen ydes økonomisk støtte til en EF-ja kampagne. Det øvrige samfund udøver stærke angreb på landbrugets produktionsforhold i 1986. Medlemmerne deltager i et stormøde i Herning i 1987 med 15.000 deltagere fra hele landet, hvor politikere og pressen anmodes om at føre miljødebat på sagligt og sobert niveau.
Dette var nogle fremdrag af protokollerne frem til Brædstrup Landboforenings 125 års jubilæum i 1987, hvor iøvrigt præsidenten for landbrugsrådet, H.O.A. Kjeldsen, holdt jubilæumstalen. Der er søgt fremdraget nogle af de tilkendegivelser, der har. været fremherskende på denne egn blandt de landmænd, som har påvirket udviklingen til gavn for såvel land som by. Denne fornyelsens kunst, som er videreført fra datidens yderst beskedne forhold til nutidens EDB-styrede landbrug, hvor landmanden stadig indtager den centrale placering og trykker på knapperne – denne kunst vil også være at finde ved fremtidens landmand.
Gennem de 125 år har temaet været det solide fællesskab for denne egns bønder – et fællesskab som også de kommende generationer kan bygge på. Der er meget store udfordringer til fremtidens landbrug, det drejer sig først og fremmest om økonomiske forhold, men også om den teknologiske styring, faglige dygtighed og sidst men ikke mindst, hvilke forhold og muligheder det øvrige samfund vil give landbruget.