Et el-selskabs historie

Brædstrupegnens Hjemstavnsforening – 1988

Af:

Driftsingeniør Per Kristensen
og el-konsulent
Flemming Kristensen.

 

 

 

 

 

Hvis man betragter samfundets afhængighed af elektricitet i dag, vil det hurtigt stå klart, at stort set alt vil gå i stå i det øjeblik, denne energikilde forsvinder. Ikke blot vores erhvervsliv vil standse, men også i de private husholdninger vil der opstå uoverskuelige vanskeligheder med at opretholde blot de mest livsnødvendige funktioner. Her be­høver man blot at tænke på opvarmning, vand, køl og frys, madlavning, lys m.m.

Gård med vindelektricitetsværk. Foto fra ca. 1908.

At elektriciteten har opnået en position som en af samfundets grundpiller, må søges i de kendsger­ninger, at der er opnået en høj grad af forsynings­sikkerhed, samt at prisen på trods af forskellige skatter igennem årene er blevet lavere i forhold til vores købekraft. Det er således, at man i dag kan købe en elektricitetsmængde svarende til en per­sons fysiske arbejdskraft i 8 timer for ca. 1 krone. For os synes det umuligt, at vi kunne leve en tålelig tilværelse uden den elektriske energi, men selve elektricitetens historie er kort og strækker sig i vort lokalområde ikke mere end ca. 70-80 år tilbage.

De første undersøgelser

Omkring 1907 blev det første jævnstrømselværk sat i drift i Brædstrup. Værket havde til huse på Skolegade og forsynede Brædstrup by med elektri­citet, hovedsageligt til lys.

Senere blev der også indrettet badeanstalt, samt leveret fjernvarme til de omkringliggende huse. Lignende anlæg blev i samme periode installeret i andre byer.

Et eksempel på tidlig anvendelse af elektricitet på landet. Bi/ledet er fra 1930’erne.
(Kilde: El-museet).

Efter 1. verdenskrig blev ønskerne om også at få elektrici­tet i landområderne forstærket, idet man her, ud­over lys, ønskede at få trækkraft til tærskeværker, kværne o.lign.

Disse ønsker resulterede i, at landstingsmand Mi­kael Mikkelsen, Hårup, indbød til et møde på ho­tel “Hejmdal” i Horsens den 12. november 1920. Her blev planerne for oprettelse af et højspændingsanlæg indgående debatteret. På trods af man­ge kritiske bemærkniger til især de forventede an­lægsudgifter, blev der nedsat et udvalg, som skulle undersøge mulighederne for oprettelse af anlæg­get.

Udvalget blev sammensat af:
Landstingsmand Mikael Mikkelsen, Hårup.
Sognerådsformand Jens Møller, Sattrup.
Sognerådsformand Rs. Christensen, Brædstrup.
Købmand Carl Andersen, Klovborg.
Gårdejer Peter David Kristensen, Trebjerre.

Udvalget tog kontakt til 2 rådgivende ingeniørfir­maer, som udarbejdede forslag til det kommende anlæg, og ligeledes blev der i løbet af vinteren af­holdt orienteringsmøder for de fremtidige forbru­gere i oplandet.

VOH’s grundlæggelse.

Da der var stor interesse for sagen, kunne man al­lerede den 16. april 1921 indkalde til stiftende ge­neralforsamling på “Hejmdal” i Horsens.

Også til tærskning fortrængte elmotoren hurtigt hestegangen, lokomobilet og petroleumsmotoren. (Kilde: El-museet).

Det projekterede anlæg skulle bestå af i alt 400 km ledningsnet med 52 transformerstationer til en samlet pris af ca. 2 mill. kr. Efter datidens forhold et betragteligt beløb, som da også resulterede i, at man, udover store abonnementsafgifter, måtte budgettere med strømpriser på henholdsvis 70 øre pr. kilowatttime for lys og 35 øre pr. kilowatttime for kraft.

Efter at de 350 fremmødte havde vedtaget at opret­te Vestbirk Oplands Højspændingsanlæg, VOH, blev der valgt en anlægsbestyrelse, som konstitue­rede sig med P. D. Christensen, Trebjerre, som formand og Mikael Mikkelsen, Hårup, som næst­formand.

Vestbirk Vandkraftværk

Anlægsbestyrelsens første opgave var at under­søge, hvorfra man evt. kunne få leveret elektrici­tet. Her stødte man på de første problemer, idet man hos de omkringliggende forsyningsselskaber ikke umiddelbart havde ledig kapacitet. Der fulgte nu en tid med mange svære forhandlinger, hvor forskellige løsningsmodeller blev diskuteret.

Vandkraftværket ved Bygholm år ca. 1925. Be­mærk den smalle passage, der fører forbi kraft­værket – den passage, der idag er hovedvej 10.

Resultatet af drøftelserne blev, at man den 12. marts 1923 stiftede Horsens Omegns Forenede Vandkraftanlæg, HOFV, som udover VOH kom til at bestå af Hovedgård Omegns Højspændings-anlæg, HOH, og Bjerge Hatting Herreders Høj­spændingsanlæg, BHHH.

HOFV blev et produkti­onsselskab, som skulle levere energi til de 3 op­landsselskaber. Energien skulle komme fra vand­kraftanlægget i Bygholm, som tidligere var drevet af HOH og BHHH, samt fra et nyt vandkraft­værk, som skulle bygges i Vestbirk. Byggeriet i Vestbirk blev sat igang og anlægget kunne den 2. december 1924 begynde at levere elektricitet til op­landsselskaberne.

Nettets opbygning

Efter at VOH havde fået løst problemerne med hensyn til leverancer af energi, kunne man tage fat på at opbygge nettet. Der blev afholdt licitation den 28. marts 1923, og selv om prisen for projektet var steget fra 2 mill. til 3,5 mill. kr., blev arbejdet sat igang. De første stationer blev sat i drift i de­cember 1923 og blev forsynet med elektricitet fra Bygholm frem til idriftsættelsen af Vestbirk Vandkraftværk et år senere. Samtidig købte selskabet bygningen på Sønderga­de 25, som udover funktionærbolig blev indrettet til at varetage administration og drift.

Maskinsalen anno 1924. Maskinpasseren var med rette stolt af sit værk, som kunne klare eljorsynin­gen til »næsten hele Østjylland«. I højre side af bil­ledet ses de to generatorer med magnetiseringsdy­namoer. Bagest i billedet ses manøvretavlen.

Den følgende tid blev vanskelig for selskabet, idet man, på grund af de generelt dårlige økonomiske forhold i samfundet, blev ramt af et kurstab, som fordyrede anlægsprojektet med 25 procent.

Følgerne af dette blev, at man på den efterfølgende generalforsamling måtte hæve priserne på de faste afgifter med 25% og kilowatttimeprisen for hen­holdsvis lys og kraft med 10 øre og 5 øre.

På trods af problemerne fortsatte udbygningen af anlægget. I efteråret 1924 ansatte selskabet Alfred Stokholm og Georg K. Have som ledere af hen­holdsvis administrations- og teknisk afdeling.

På generalforsamlingen den 16. februar 1926 kunne den forholdsvis store anlægsbestyrelse træde tilba­ge og istedet for valgtes en bestyrelse på 11 medlemmer, som konstituerede sig med Mikael Mik­kelsen, Hårup, som formand. Næstformand Jens Møller, Sattrup. Kasserer Peder Secher, Nim.

Køkkenudstilling fra ca. 1935.

Samme år indtrådte Bryrup Elektricitetsværk som andelshaver i VOH, og var hermed det første i en lang række af værker, som i årene frem til begynd­elsen af 1960’erne overgik fra jævnstrøm til veksel­strøm.

Enkelte småværker som Burgårde, Hårup og Åstruplund var dog indtrådt som andelshavere allerede under anlægsfasen. Udviklingen i salget forstærkedes op gennem 30’erne. Mejerierne i om­rådet begyndte også at interessere sig for at blive tilsluttet, og en omlægning af tarifferne betød, at også husholdningerne med fordel kunne anvende elektricitet. Det var især til madlavning og op­varmning, at den nye energikilde vandt indpas, men også mange nyudviklede el-drevne brugsgen­stande gjorde, at husholdningerne snart blev anse­lige forbrugere af elektricitet.

Samtidig blev der i forbindelse med en udvidelse af administrationsbygningen indrettet udstillingloka­ler med bl.a. komfurer og varmeapparater.

2.verdenskrig

Efter udbrudet af 2. verdenskrig i 1939 opstod der hurtigt mangel på brændstof til jævnstrømsvær­kerne.

VOH’s gamle administrationsbygning anno ca. 1940.

VOH kunne på grund af vandkraften i vid udstrækning afhjælpe den manglende elektricitet, idet man leverede vekselstrøm til byernes el­værker, hvor den så blev omformet til jævnstrøm og herefter sendt ud til forbrugerne.

11 af disse værker, deriblandt Brædstrup, fik i den periode etableret forbindelse til VOH. Samarbejdet med jævnstrømsværkerne fortsatte frem til begyndel­sen af 1960’erne, hvor de sidste blev nedlagt og herefter overgik som andelshavere i VOH.

Der var dog en vis skepsis blandt jævnstrømsværkernes forbrugere ved at lade sig tilslutte oplandsforsynin­gen, idet det stadig blev betragtet som en ukon­stant forsyning, som var afhængig af vejrliget. Det var trods alt heller ikke længe siden, at ejendomme med tilslutning til oplandsnettet, på grund af sel­skabets anstrengte økonomi, blev vurderet lavere end ejendomme uden elektricitet. Denne holdning ændrede sig dog, efterhånden som både økonomi og net blev mere solidt. Man havde nu lavere pri­ser, og fejlsituationerne berørte ikke så mange for­brugere, fordi man ved omkoblinger i nettet hur­tigt kunne isolere fejlstedet og genetablere forsy­ningen.

Den Sydøstjyske Samleskinne

Den forøgede belastning af nettet bevirkede, at man op gennem 1930’erne i stigende grad fik pro­blemer med tilførsel af energi fra vandkraftvær­kerne i Vestbirk og Bygholm.

Problemerne blev i første omgang afhjulpet ved, at man i 1934 oprettede den Sydøstjyske Samleskinne. Den koblede byerne Kolding, Fredericia, Vejle og Horsens sam­men elektrisk. Derved kunne diesel- og vandkraft­værkerne støtte hinanden i de forskellige belast­ningssituationer.

Anlægget havde dog den svag­hed, at energien fra samleskinnen til VOH’s for­brugere stadig skulle overføres via den 17 km lange ledningsforbindelse mellem Bygholm og Vestbirk. Dette udviklede sig, på grund af de følgende års mange nye tilslutninger, til et stigende antal spæn­dingsproblemer hos forbrugerne. Hvis problemet skulle afhjælpes effektivt, ville det kræve, at VOH blev direkte tilsluttet den Sydøstjyske Samleskin­ne.

I 1941 blev dette gennemført ved anlæggelsen af en hovedtransformerstation i Honum. Det var den første af denne type stationer, VOH hermed tog i brug, og nu blev Vestbirk Vandkraftværks betydning reduceret væsentligt.

VOH og besættelsesmagten

På trods af den generelle materialemangel, som herskede under 2. verdenskrig, kunne man udføre en lang række af de anlægsopgaver, det øgede elektricitetssalg krævede. Det skyldtes blandt an­det, at man ved besættelsens begyndelse havde skjult selskabets forholdsvis store lager af kobber-ledning. Kobberet blev skjult i laderne på nogle af gårdene i oplandet.

Dette viste sig at være en klog disposition, for ty­skerne krævede under opbygningen af flyveplad­sen ved Ry, at VOH fremførte forsyning fra Addit til flyvepladsen. Selskabet kunne i dette tilfælde hævde, at man ikke var i besiddelse af de nødven­dige materialer, hvorfor tyskerne selv måtte levere dem. Det bevirkede, at strækningen i stedet for kobbertråd, blev udført med jerntråd. Linien blev demonteret efter krigen, og området omkring flyvepladsen forsynes i dag fra Galten Elværk.

Is belastningerne

Det var også under krigen, at selskabet blev ramt af de hidtil værste is belastninger. De indtraf hen­holdsvis den 18. marts 1940 og den 18. marts 1942.

Der skete store ødelæggelser på såvel luftledninger som master, og reparationsarbejdet blev stærkt ge­neret af, at jorden mange steder var frosset ned i 1 meters dybde.

Der blev i vid udstrækning antaget mandskab blandt egnens mænd til genopbygnin­gen. Derved kunne der oprettes arbejdshold flere steder i distriktet. Deres arbejde bestod hovedsage­ligt i at hugge huller i den frosne jord til nye ma­ster, på steder hvor isen og blæsten i forening hav­de knækket de gamle.

Til trods for, at der en over­gang var beskæftiget op mod 50 mand med repara­tionsarbejdet, gik der flere uger, før de sidste for­brugere igen havde strøm.

Efterkrigstiden

Brændsels- og materialemanglen med de deraf følgende vanskeligheder med drift og udbygning af anlæggene under krigen medførte, at forsynings­forholdene i flere perioder var ganske håbløse. Der blev således indført restriktioner overfor elforbru­get.

På landet måtte der f.eks. kun tærskes to halve dage om ugen, medens al formaling skulle fore­gå i middagsstunden eller om natten.

I byerne skul­le der spares på lyset, og også i industrien blev der indført kraftige restriktioner på brugen af elektri­citetet.

Som det er formuleret sidst i VOH’s 25-års jubilæ­umsskrift fra 1946 var der dog håb forude. Her står anført: “Den onde Tid fik dog Ende, Retfær­digheden sejrede til sidst, og Krigens mange Van­skeligheder blev rigeligt belønnet da den 5. Maj op­randt – den skønneste Dag i vort Lands Historie. Med Tyskernes Kapitulation indledtes en ny Ud­vikling, der sikkert vil give VOH yderligere Vind i Sejlene”.

Skærbækværket

Da var det første skridt allerede taget, idet VOH, gennem Horsens Oplands Forenede Vandkraftan­læg, tilsluttede sig planerne om at etablere et nyt stort kraftværk i Skærbæk ved Kolding fjord.

Det­te skete, i første omgang sammen med byerne Hor­sens, Vejle, Kolding og Fredericia samt forsynings­selskaberne Kolding Oplands Højspændingsanlæg og Vejle Oplands Strømforsyning.

Anlægsarbejdet påbegyndtes i 1947, og værket kunne producere elektricitet i 1951 med en kapaci­tet på 65.000 kW (kilo-watt). Skærbækværket er senere udvidet 3 gange, således at den samlede elektriske effekt idag er på 457 .000 kW – en kapaci­tet, der er godt 300 gange større end på Vestbirk Vandkraftværk.

Elsalget og forsyningsanlægget

For VOH’s vedkommende bar årene efter krigen præg af støt og rolig fremgang – både på det tekni­ske og på det økonomiske område.

Som følge af udviklingen med flere og flere elforbrugende appa­rater steg selskabets salg af elektricitet. Dette krævede selvsagt en betydelig udbygning af anlæg­gene med nye net- og hovedtransformerstationer.

Hovedtransformerstationerne transformerer spændingen ned fra 60.000 volt til 10.000 volt, et spændingsniveau, der nedtransformeres til 220 og 380 volt (lys og kraft) i netstationerne.

For at illustrere udviklingen i elforbruget fra sel­skabets første år til idag kan nævnes, at elsalget i 1925 var på 430.000 kWh (kilo-watt-timer), i 1956 på 11.400.000 kWh og i 1987 på ikke mindre end 162.000.000 kWh, altså en nærmest eksplosionsag­tig vækst de seneste godt 30 år.

For overhovedet at kunne levere så store energi­mængder er forsyningsanlægget blevet udbygget hvert år. I 1925 rådede selskabet således over 71 net-transformerstationer, i 1956 144 stk. og i 1987 746 stationer. I 1941 blev den første hovedtrans­formerstation som nævnt bygget i Honum. Udbyg­ningen af forsyningsanlægget med nye hovedtrans­formerstationer er fortsat op gennem tiden – idag råder VOH over 8 af denne type stationer.

Et kig udover Brædstrup med VOH’s gamle admi­nistrationsbygning på Søndergade 25 i forgrunden. Billedet er fra 1960.

Brædstrup elværk

I 1958 blev en af disse stationer bygget på Davding­vej ved Brædstrup. Denne blev nødvendiggjort af VOH’s senere overtagelse af elforsyningen til Brædstrup by.

Brædstrup elværk havde, som tidligere nævnt, produceret jævnstrøm til byen siden 1907. I 1960 vedtog bestyrelsen for værket at ophøre med at producere elektricitet. Herefter overtog VOH for­syningen til hele byen, der ved denne lejlighed overgik fra jævnstrøm til vekselstrøm.

Det tidssvarende forsyningsanlæg

De nævnte hovedtransformerstationer, de 746 net­stationer, de ca. 1460 km luftledning og de 640 km kabel udgør idag VOH’s vidtforgrenede anlæg til forsyning af selskabets ca. 15.000 andelshavere.

Anlægget sikrer, sammen med bl.a. moderne fjernkontrolanlæg, en meget stabil elforsyning med kun få og kortvarige afbrydelser af den elek­tricitet, der, uden statsafgift og moms, må anses for værende en særdeles prisbillig energikilde. Det er bemærkelsesværdigt, at prisen for strøm til hus­holdningen idag varierer fra 33,1 øre til 38,1 øre pr. kWh (excl. afgifter) afhængigt af forbruget, medens de tilsvarende priser i 1925 var hhv. 70 øre pr. kWh til lys og 35 øre pr. kWh til kraft.

Selskabets ledelse

Det har naturligvis krævet store – ikke kun økono­miske, men også menneskelige ressourcer at udvik­le et elforsyningsselskab op gennem tiden – at til­passe selskabets struktur til det lokalsamfund, det er en ikke uvæsentlig del af.

Der var, som nævnt, store vanskeligheder med overhovedet at få VOH stiftet og få selskab. og be­styrelse organiseret.

VOH’s nye administrationsbygning på Søndergade 27 i Brædstrup. Bygningen blev indviet i 1987.

Som også nævnt faldt brikker­ne på plads med valget af den første bestyrelse med landstingsmand Mikael Mikkelsen, Hårup, som formand og senere med ansættelse af Alfred Stok­holm og Georg K. Have som daglige ledere – senere direktører.

Efter Mikael Mikkelsens død i 1930 blev formandsskabet overtaget af gdr. Iver Iversen, Burgårde, der således var formand til sin død i 1952.

Det næste kvarte århundrede til 1977 var borgme­ster Hans Mikkelsen, Brædstrup, formand for sel­skabet. Denne periode var præget af en voldsom udvikling med indførelse af en mængde ny tekno­logi, såvel på kontorer som på lager og i driftsafde­lingen med køretøjer, kraner m.v.

Tidligere havde selskabet benyttet entreprenører til at bygge nye transformerstationer, ledningsanlæg m.v. Indenfor den nævnte periode overtog VOH al projekterings-og anlægsarbejde, hvorfor med­arbejderstaben øgedes med årene.

Også indenfor Hans Mikkelsens formandsperiode skiftede selskabet direktører, idet Have fratrådte i 1964 og Stokholm døde sidst på året 1969. Fra 1970 har selskabets nuværende direktør, Poul Pi­legaard, beklædt posten som daglig leder. I dag er lederansvaret endvidere delegeret til kontorchef Jørgen Poulsen og driftsleder Per Kristensen.

Efter Hans Mikkelsens død i 1977 valgtes gdr. Jens Therkelsen, Tørring til formand for VOH’s besty­relse. Jens Therkelsen var formand til 1983, hvorhan fratrådte repræsentantskabet og dermed for­mandsposten p.g.a. alder. Der var da – i VOH’s vedtægter – indført aldersgrænse for valg til repræ­sentantskabet.

Ved repræsentantskabsmødet i maj 1983 overtog således tømrermester L.E. Mortensen, Østbirk, formandsposten – en post han be­klædte indtil den 9. maj d.å. Fra dette tidspunkt har gdr. Jens Michael Mikkelsen, Grejs, været for­mand for VOH’s bestyrelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.