Det store billede viser karreen Borgergade – Badstuestræde – Åboulevarden – Fugholm. Efter starten, på Søndergade, i 1873 flyttede W. Paasch sit blikkenslagerværksted til Borgergade i begyndelsen af 1890erne. Allerede i 1880erne havde han specialiseret sig i maskiner til de mange nyoprettede andelsmejerier.
I 1899 optog Paasch to medarbejdere i virksomheden, som blev til Paasch & Larsen, Petersen Maskinfabrik.
Virksomheden voksede, således at den i 1950erne helt udfyldte karreen. De mere end 200 medarbejdere kom ind gennem porten i Borgergade, hvor firmaet havde kontorer i en smuk rødstensejendom eller gennen porten i den to etager høje værkstedsbygning på Åboulevarden.
Det kan undre, at firmaet fik tilladelse til det store byggeri, som havde etagehøje mure få meter fra husene på Fugholms østside.
I 1965 solgte Paasch & Larsen, Petersen hele fabrikskomplekset til Schou – Epa koncernen, som byggede et supermarked på grunden.
På borgergades nordside var der over en lang årrække blevet bygget nye, karakterfulde huse, hvoraf de sidste, overfor Klosterkirken, blev opført i 1935.
Det lille billede viser Andreas E. Jensens ejendom Borgergade 7, hvor kulfirmaet havde sine kontorer. Lageret af fast brændsel til tidens kakkelovne og centralvarmekedler lå på havnen.
De fleste ejendomme i Borgergade havde erhverv i stueetagen. Borgergade 11 husede biografen Kino Palæet, opført i 1927, og Borgergade 13 var Odd Fellow Loge, opført 1924.
11. april 1901:
Horsens Byraad. Andragende fra Beboere i Hulvejen om dennes Istandsættelse. Formanden oplæste Andragende, der giver et højst uhyggeligt Billede af Forholdene. I Fjord var der slemt, i Aar er det absolut meget værre. Naar 2 personer mødes paa den smalle Fliserække, der findes mellem Amaliegade og Fredensgade, opstaar der ofte Strid om, hvem der har Fortovsret, idet den ene absolut maa ud i det forfærdelige Ælte.
16. april 1921:
Det er i Dag 25 Aar siden Emil Møllers Telefonfabrik aabnede sin Virksomhed paa “Bastian”.
28. april 1941:
Danske Damefrisørers Landsforening afholdt i Gaar Svendeprøve i Horsens tekniske Skole. Der var anmeldt 5 Aspiranter, som alle bestod med fint resultat. Elna Rasmussen, udlært hos Frk. Karen W. Christensen, og Jenny Jensen, udlært hos Frk. Johanne Nielsen, bestod begge med Udmærkelse (Bronzemedalje).
22. april 1961:
To blev frisører med bronzemedalje. Kun sket to gange tidligere ved fagskole i Horsens. Ved frisørfagets svendeprøver i går på Teknisk skole blev der uddelt to bronzemedaljer, en yderst sjælden begivenhed, man kun har kunnet fejre to gange tidligere.
Horsens Folkeblad udkom ikke fra den 1. april til den 14. juni 1981 på grund af strejke.