Den store boligmangel under 1. verdenskrig gjorde det nødvendigt at opføre midlertidige boliger for arbejdsløse og familier med mange børn.
Byrådet foreslog i 1917 at opføre 7 ejendomme, senere kaldet barakker, hver indeholdende fire to – værelses lejligheder. Udvalget for kommunes bygninger skulle stå for udlejningen. Man bestemte, at udgifterne måtte beløbe sig til 12.800 kr. pr. hus foruden udgifter til vej – og ingeniørarbejde.
Dette beløb blev dog senere forhøjet til 16.000 kr. pr. hus. Ejendommene blev i 1918 opført med ialt 99 lejemål på en grund mellem Nørrebrogade og Nørrestrandsgade (de ses på det store billede), hvor der tidligere havde været markedsplads.
Gaderne imellem barakkerne kom, begyndene fra nord, til at hedde Tjørnevej, Kastanievej, Elmevej, Egevej og Birkevej.
I begyndelsen var det mest fattige og børnerige familier der boede her, men da barakkerne skulle rives ned omkring 1968 opdagede man, at flere af lejerne havde for stor en indtægt til at være berettiget til at bo i et socialt boligbyggeri.
Flere af dem var glade for at bo her og havde ikke lyst til at flytte til en anden bolig. I 1967 betalte lejerne 53 kr. om måneden, hvor man for en moderne, veludstyret 4 – værelses lejlighed let kunne give 5 – 600 kr. andre steder.
Barakkerne, som ses på det lille billede, var beregnet til kun at skulle stå i kort tid, men blev først revet ned i årene 1968 – 1971. Da alle barakkerne var revet ned, blev Ane Stauningsvej ført igennem ud til Nørrebrogade.
08. august 1901:
Sørgeligt – men sandt. “Horsens Avis” er bleven gal – rent skrupgal. Vi har længe med Beklagelse set, at det bar den Vej, og har derfor taget saa mildt paa det gamle, arrige Papir, som muligt. Men forgæves, Krisen er allerede kommen til Udbrud, og ytrer sig i Forgaars Aftes i den mest guddommelige Samling Vaas, vi nogen Sinde har set paa Tryk. (Fra “Socialdemokraten”).
01. august 1921:
Overetssagfører Danjelsen har testamenteret ca. 300.000 kr. til Horsens Bys Forskønnelse. Danjelsen har ved sit Testamente bestemt, at hans efterladte Formue med undtagelse af to legater under navnet “Overretssagfører Danjelsens og Hustrus Legat til Forskønnelse af Horsens By og særlig dens Omgivelser” skal tilfalde Horsens Kommune i det angivne Øjemed.
08. august 1941:
Paa Boller Strand er der i disse Dage gjort et overordentlig interessant Fund. Ca. 150 meter fra Strandkanten har man fundet et Middelalderskib, delvis dækket med Sand, saaledes at kun Egetræsspanterne stak op.
12. august 1961:
I firmaunionens cupturnering i aftes vandt Hede Nielsens fabriker 1 – 0 over Horsens Sølvvarefabrik. Målet blev scoret på straffespark. Ingeniørskolens andet hold sejrede 4 – 1 over Chr. Lauritzen. I turneringen havde man regnet Paasch med som en af favoritterne… men mod Grafisk United kunne Paasch ikke få bolden i nettet.
03. august 1981:
Verdens største sejlskib, det sovjetiske skoleskib “Sedov”, var… forsinket ved ankomsten i fredags, men blev modtaget af vel omkring 15.000 på Horsens Havn. I to dage stod tusinder i køer så lange, som sovjetrussere og turister kender fra Lenin – mausolæet i Moskva.