Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1987
Af: Jens B. Jepsen.
Anna Clelia Ahlefeldt blev født i 1652 på godset “Hassellau” i Ditmarsken. Her var hun nummer syv af en børneflok på ti. Hendes forældre var gehejmeråd Ditlev Ahlefeldt og hustru Ida Pogviss. Hele børneflokken beskrives i Frederik Ahlefeldt Laurvigs historiske værk “Storkansleren” som af et utroligt temperament, men Anna Clelia overgik dem alle.
Allerede som 13-årig indledte hun et kærlighedsforhold, og som straf blev hun sendt til et frøkenkloster i Itzehoe, hvis strenge abbedisse efter knapt et år måtte sende Anna Clelia hjem igen, da hun ikke var til at styre. Anna Clelia arbejdede så derhjemme som almindelig tjenestepige med husligt arbejde. Det blev hun meget dygtig til.
Faderen ville gifte hende bort til en officer, men denne forlovelse gik overstyr. Derefter blev hun forlovet med en stenrig minister, men da han erfarede om hendes meriter, slog også han op.
20 år gammel blev hun sat til at holde hus for en syg bror på “Hassellau”, og da faderen måtte en tur til England, formanede han hende om ikke at gøre dumheder, mens han var væk.
Hun indledte dog straks et forhold til kornskriveren på “Hassellau”. Han hed Caspar Ratgen, og 23 år gammel lod hun sig bortføre af ham, hvorefter de lod sig ægtevie i Sgt. Albrektskirken i Danzig. Da faderen efter sin hjemkomst erfarede om hendes flugt, blev der sendt stikbreve ud på tysk og latin, og en lignende efterlysning blev også sendt ud af Kongen af Danmark.
Da faderen fandt ud af, hvor parret opholdt sig, blev der udsendt arrestordre mod Ratgen for bedrageri, og en fænrik blev sendt afsted for at hente Anna Clelia. Fænrikken fik bud om, at han gerne måtte leje tyve og røvere til at slå Ratgen ihjel, så Ratgen måtte til sidst flygte fredløs om.
Anna Clelia ville dog ikke med hjem. Hun blev i Danzig og endte på et bordel.
Endelig – i foråret 1676 – vendte hun hjem med skib over Lybeck, syg og frugtsommelig. Det har ikke været muligt at finde oplysninger om barnet. Det er sporløst forsvundet af historiens annaler, og det samme er Caspar Ratgen.
Året før sin død i 1686 fandt Ditlev Ahlefeldt endelig en bejler til sin datter, Clelia. Det var den tre år yngre dragonløjtnant Jørgen Christoff von Koppelov, som i medgift fik 2000 rigsdaler, og denne medgift gav ham råd til at købe en “Captainsbestalling” i det finere livregiment (dragoner).
Her hører Ahlefeldternes beretning op, men “Personalhistorisk Tidskrift” og Rigsarkivet har gennem hendes mands løbebane en del oplysninger om Clelia.
Kilderne fortæller, at ægteparret i 1668 fik en datter, der blev døbt Sofie i V. Skerninge kirke på Fyn. Datteren døde dog allerede året efter. I 1690 fik de sønnen Ditlev Didrik, der blev officer, men han døde 22 år gammel i 1712. I 1695 fødtes deres yngste datter, Margrethe Elisabeth.
Jørgen C. von Koppelov blev i 1690 udnævnt til kaptajn, i 1710 til major, og i 1717 blev han udnævnt til oberstløjtnant. Han deltog i felttoget i Skåne, hvor han blev hårdt såret, og 56 år gammel gik han på pension med oberstrang. Han døde 67 år gammel.
Datteren Margrethe Elisabeth blev i 1716 gift med en fjern slægtning, Hans Ulrik von Koppelov, der ejede Underup Kjærsgård. Parret fik otte børn, og hos dem tilbragte Anna Clelia sin enkestand og alderdom.
Familien samlede sig om bedstemor Clelia, og trods det, at sognets beboere kendte hendes udskejelser i ungdommen, så de op til den gamle dame. De ærede hende i hendes alderdom, og hendes ord var lov.
Hun døde i Underup i 1730, 78 år gammel. Så er spørgsmålet: Hvor blev hun begravet.
Indtil 1844 var der i Underup kirke en åben begravelse, men det år bestemte et provstesyn, at denne begravelse skulle fyldes, og kisterne skulle nedsænkes på kirkegården. Provstesynet glemte imidlertid at fortælle, hvem der lå i kisterne, så det kan der altså kun gisnes om.
Der er stor sandsynlighd for, at der er tale om adelige, og de eneste adelige, der er registreret efter år 1700, er familien Koppelov. Af denne familie døde seks medlemmer i årene 1710 til 1730, og da alle er gravsat i Underup, må Anna Clelia være imellem dem.
Ja, det var historien om den tyske adelsdame, der efter et bevæget ungdomsliv endte sine dage på Underup kirkegård. Hvis hun havde levet 300 år senere, havde hun måske vakt knap så megen forargelse, men fakta er, at da hun først fik raset ud, var hun en både dygtig og god husmor.