En 1600-årig Glasskål med Jagtscene.

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1987

Af: Christian Fischer, Silkeborg Museum.

Et par dage inden juleaften 1977 ville gårdejer Ras­mus Nielsen, Dalagergård ved Sønder Vissing, un­dersøge de sten, han gennem flere år var pløjet på. På denne måde fandt han en af de få grave fra den yngre romerske jernalder, som til dato er dukket op i det midtjyske område. Graven daterer sig til ti­den 350-400 år efter Kristi fødsel.

En af udgraverne peger på glasbilledbrikkerne, som er ved at dukke op i bunden af graven.

Det tilkaldte Silkeborg Museum måtte i første om­gang nøjes med at koncentrere sig om de genstan­de, der var blevet blotlagt – der var både frost og sne – så i stor hast blev to lerkar, en bronzefibula og en lille træspand lavet af træstaver holdt sam­men med brede bronzebånd taget ind til museet. På fibulaen sad der stofrester, der viste, at denne havde siddet i borten på en klædning, der var tæt­vævet ved hjælp af brikker.

Den totale undersøgelse af graven, der målte 2,65 m i længden og 1, 75 m i bredden og var omkring 65 cm dyb gravet ned under den flade mark, måtte vente, til vejret blev mere “arkæologvenligt”. Det­te kom til at betyde april 1978, og da blev hele gra­ven undersøgt, som det sig hør og bør.

Resterne af et stavbæger,
som har haft messingøskner

Forventnin­gerne til denne del af udgravningen var på forhånd ikke særlig store, da der kun var få urørte områder af graven tilbage efter den første, hastige under­søgelse. Men vore dårlige forventninger blev hel­digvis gjort til skamme, idet der ved denne udgrav­ning yderligere blev fundet 34 spillebrikker, hoved­sageligt af glas, og en glasskål med, hvad der sene­re skulle vise sig to år senere, – et indridset jagtmo­tiv.

Skønt vejrforholdene nu var udmærkede, viste det sig, at en udgravning af glasskålen ikke kunne finde sted på stedet – skålen var nemlig totalt knust og opløst; de største stykker var under tyve kvad­ratmillimeter, de mindste på størrelse med sand­skorn. Glasstumperne var holdt sammen på sam­me måde som et sandslot, nemlig af fugtighed, og det øjeblik, glasset tørrede ud, ville det smuldre og falde sammen – akkurat som sandslottet. Enkelte områder af glasset var helt klart, som det oprinde­ligt må have været, mens resten var farvet grågult af jordens jernsalte.

Det spændende udgravningsarbejde blev fulgt af mange interesserede, som levende kommenterede, hvad der dukkede frem.

På Statens Konservatorskole fik konserveringstekniker Knud Botfeldt glasskålen til konservering, og efter at mange forsøg og opfindelser var gjort, lyk­kedes denne tilfulde i 1980, dog således, at skålen fremstod, som da den blev fundet ved udgravnin­gen – en egentlig sammensætning af de mange små stykker kunne der ikke være tale om.

Under konserveringsarbejdet skulle glasskålen vendes, så bunden kom opad, for at man kunne rense bagsi­den, og herved opdagede Knud Botfeldt en meget svag indridsning. Skålen blev returneret til Silke­borg Museum, og her blev opgaven da at finde ud af motivet, der var indridset. Efter at skålen var blevet vendt i rigtig retning og den rigtige belysning var tilstede, tonede et jagtmotiv frem – en rytter med flagrende kappe var på jagt efter en hjort, der havde et spyd plantet i venstre skulder. Hjorten var omringet af to jagende hunde, og ind imellem figurerne var der græstotter og jordstriber. For og bag optrinet på skålen var der stiliserede træer.

Tegning
af motivet
på den opgravede skål.

Forskydninger i glasskålen havde gjort, at spyddet i hjortens skulder i dag fremstår som knækket, og der, hvor glasskålen havde ligget opad en sten i graven, var dele af kanten ødelagt, hvilket desvær­re betyder, at rytterens og hestens hoved ikke længere lader sig se – det samme gælder dele af den nederste jagende hund.

Mange af detaljerne i indridsningen står med det blotte øje så usikre, at et større undersøgelsesarbej­de ved hjælp af mikroskop og kraftigt forstørrede fotografier måtte til, før detaljerne stod klare og kunne udtegnes.

Ved denne undersøgelse af ind­ridsningen, hvis stregtykkelse var mindre end 0,2 mm med en tilsvarende dybde, kunne det ses, at tegningen, som er lavet særdeles kunstnerisk, alli­gevel har små unøjagtigheder, der viser, at det er frihåndsarbejde.

Indridsningen må være foretaget med en spids gen­stand, der er ligeså hård eller hårdere end glas, der som bekendt er et særdeles hårdt materiale. Med vort kendskab til glaskunst i oldtiden er valgmulig­hederne begrænsede; det må enten dreje sig om en ædelsten – måske diamant eller smaragd -men også flint kan komme i betragtning, idet flint har no­genlunde samme hårdhed som glas. Ridsesporene synes at vise, at ridseinstrumentet ret hurtigt er ble­vet sløvt, og det må tages som indicium for, at rid­semidlet har været en flintespids.

En af udgraverne, Jes Wienberg, kigger ud over det storslåede terræn, som ligger sydvest for fundstedet. Fundstedets placering vidner om den afdødes høje, sociale status.

Glasskålen er idag næsten ligeså flad som en pan­dekage, noget, der skyldes jordtrykket fra den ovenliggende jord i graven, men skålen kan rekon­strueres til oprindeligt at have været omkring 20 cm i diameter og med en højde på omkring 6 cm, d.v.s. af form som et kugleafsnit.

På mere velbeva­rede eksemplarer af tilsvarende skåle kan man se, at de sandsynligvis er fremstillet ved, at glasmage­ren med glasmagerpiben har pustet en passende glasblære, hvis godstykkelse svarer til det færdige emnes. Når glasblæren havde den rette størrelse og form, blev den stukket ned i en form, der kunne være af træ, eller sikkert, som de romerske glaspustere ofte brugte det, af ler. Under alle omstændig­heder har formen været drivende våd. Når det var­me glas kom ned i den våde form, blev der dannet en damphinde mellem glas og form, og idet glasset drejedes rundt, fik det så den fine blanke overflade til trods for den ret så primitive form.

Efter at have været i formklodsen havde glasblæren fået den fa­con, som den færdige glasskål skulle have. Den overflødige del af glasblæren kunne så fjernes ved at udnytte de spændinger, der opstår i glas ved pludselige temperaturforandringer. Man har sand­synligvis opvarmet glasset der, hvor det skulle knække, ved at lade det rulle henover et varmt jern. Herefter har man kommet vand på det, hvor­efter det sprang på det rette sted, og bagefter kun­ne brudfladen blot slibes af, som det ses på skåle­ne. Herefter var skålen klar til gravering.

De sorte og hvide spillebrikker af glas – sikkert købt af en omrejsende romersk handelsmand. Nogle af brikkerne er i tidens løb for­svundet og erstattet af ti/slebne potteskår og natursten – de ses til venstre i billedet.

Tilsvarende skåle som den fra Dalagergård er ikke tidligere set indenfor det danske materiale, og man må faktisk syd for Romerrigets gamle grænse, der fulgte Rhinen og Donau, eller til England, som og­så var romersk provins, før tilsvarende skåle med indridsede motiver dukker op. I disse områder vi­ser det sig, at skålene findes indridsede med tre for­skellige motivkredse – nogle med optrin fra kristen mytologi, andre fra hedensk, og endelig, hvad der har størst interesse i denne sammenhæng, findes de også med indridsede jagtmotiver.

Blandt jagtmo­tiverne ses både jagt på vildsvin, bjørne, harer og hjorte. Skåle med hjortejagtmotiver fandtes oprin­deligt i et antal af fire – idag er der kun tre tilbage, idet det bedste eksemplar gik til under kampene omkring Berlin i anden verdenskrig.

De tre, der er tilbage, er alle brudstykker, så skålen fra Dalager­gård er et kærkomment supplement til denne sam­ling.

Graven efter at den er tømt til bunden. Det sorte omrids viser, hvor kisten har været. Skelettet er forlængst forsvundet.

På de skåle, der findes indenfor det romerske imperiums grænser, er der ofte indridset korte tek­ster svarende til motiverne – kristne til kristne motiver – men når det drejer sig om hedenske motiver og jagtmotiver, læser man oftest en hyldest til vi­nens glæder, akkurat som på det drikkeglas, der for få år siden blev fundet ved Stilling nær Skan­derborg, og som bar den manende indskrift: Drik og du skal leve vel (SKALK 1974, nr. 4).

Dalager­gårdskålen er uden indskrift, hvilket måske kan have sin baggrund i, at den blev eksporteret til ger­mansk område, hvor jernalderbønderne næppe havde nogen chance for at læse de latinske eller of­te græske indskrifter. Motiverne på skålene er iøv­rigt indridsede på bagsiden, beregnet på at skulle ses gennem skålen, når man drak af den; dette be­tyder, at udtegningen af Dalagergårdskålen frem­står spejlvendt i forhold til det syn, der har mødt den mand, der lå i graven, når han i levende live drak af den.

På et udbredelseskort over skåle svarende til Dal­agergårdskålen viser der sig en så kraftig koncent­ration omkring den oprindeligt romerske by Køln, at der ikke kan herske tvivl om, at denne by er fab­rikationsstedet for skålene. Køln var allerede i det første århundrede efter Kristi fødsel et af de vigtig­ste produktionssteder for glas i Romerriget, og henimod begyndelsen af det fjerde århundrede var det nok den vigtigste, og når den blev det vigtigste, skyldes det blandt andet, at man her kunne lave klart, ufarvet glas, idet der lige udenfor en af by­portene fandtes næsten 100% rent sand, der ikke gav farve til glasset – kun 0,02% jernsalte i sand giver grønt glas, så lidt skal der til.

Lerkar, som stod på gravens bund, og som oprindeligt har in­deholdt mad og drikke til den dødsrejse, man forestillede sig, den døde skulle ud på.

De indridsede skåle, som nu i alt findes i et antal af 30, hvis vi regner alle stumper med, er alle fundet i henholdsvis England, Nordfrankrig, Belgien og Sydtyskland. De bærer alle en så ensartet indrids­ning, at kun meget få glasgravører kan have været beskæftiget med at lave disse tegninger – og højst sandsynligt er det sket indenfor en meget kort peri­ode på eet glasværksted.

Hvor sjældent en omrejsende købmand er kommet forbi med glas i det område, hvor Dalagergårdskå­lens ejer boede, eller måske hvor dyrt, det har væ­ret, kan illustreres af de 34 glasspillebrikker, som sandsynligvis også er lavet i Køln. De 16 af spille­brikkerne er lavet af lysegrønt glas, to er lavet af hvidt glas og ni af sort til blåsort glas. Disse glas­spillebrikker er suppleret med to tilslebne, sorte potteskår, som må have erstattet brikker af det sorte glas; endvidere fandtes de fem små runde sten, hovedsageligt lavet af lyse stenarter, som kan have erstattet de lyse glasspillebrikker. Når stenene med sikkerhed kunne erkendes som spillebrikker, skyldes det, at de i graven lå klods op ad de andre brikker af glas.

Hvis vi med forsigtighed antager, at stenene og brikkerne af lysegrønt og hvidt glas hører sammen, får vi et antal på 23 lyse brikker, og lægger vi de sorte potteskår og brikkerne af blåsort glas sam­men, får vi i alt 11 stykker. Yderligere brikker af sten kan være overset under udgravningen. Denne fordeling af brikker får en til at tænke på spillet “Hnefatafl”, som var specielt populært gennem vi­kingetiden i det 9. til 11. århundrede.

Men vigtige­re for os er, at dets oprindelse kan spores tilbage til romerske spil, og her var den grundlæggende ide, at der skulle være dobbelt så mange lyse spillebrik­ker som mørke.
Spillet foregår på et spillebrædt svarende til et skakbrædt – de lyse brikker er angriberne, der flyt­ter først, og deres formål er at forhindre, at en kongebrik kan flyttes til kanten af spillebrædtet, og spillet kan slutte med, at kongen bliver omrin­get på alle sider, så han overhovedet ikke kan flyt­tes. De mørke spillebrikker skal forhindre denne omringning og hjælpe til med, at kongen kan flyt­tes ud til kanten af brædtet.

Om vor jernalderbonde fra Sønder Vissing kan ha­ve spillet dette spil – måske mens han drak af glas­skålen -må tages med alt muligt forbehold. Men kikker vi på en anden dansk jernaldergrav fra Vallø-by fra nogenlunde samme tidsalder som gra­ven fra Dalagergård, fandtes der i denne grav to forskellige sæt spillebrikker, det ene havde lige mange lyse og mørke brikker, og det andet spil havde dobbelt så mange lyse som mørke, altså en kombination svarende til, hvad vi fandt i Dalager­gårdgraven -så måske er det alligevel ikke helt usandsynligt, at spillet “Hnefatafl” er blevet spillet i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *