Aaboulevarden 28 – nu Rådhustorvet 4

Gadenavnet har jeg aldrig kunnet skrive på anden måde, for det blev jeg mere eller mindre opflasket med. Ingen bolle-å her. Den opmærksomme læser har allerede gættet, at Rådhustorvet 4 er adressen på det ‘nye’ Rådhus.

Når mine tanker falder på min barndom, har min farmor og farfar unægtelig en fremtrædende plads. De boede på adressen 28 B på Aaboulevarden i en bygning som oprindeligt havde været et pakhus. Den var blevet ændret til ukendelighed med tre opgange 28 A, 28 B og 28 C.

Billede fra Horsens Banegård til Australien. Bedstemor og bedstefar står midt i billedet. Helt præcist er det fra den 7. oktober 1956 klokken 23:20
Billede fra Horsens Banegård til Australien. Bedstemor og bedstefar står midt i billedet. Helt præcist er det fra den 7. oktober 1956 klokken 23:20

Min bedstemor og bedstefar (mormor og morfar) var allerede i 1956 immigreret til Australien, sammen to af mine onkler, en tante og to fætre. Mor og far blev heldigvis herhjemme sammen med min moster Inge og min onkel Svend. Bedstemor, bedstefar og min onkel Finn vendte først tilbage til Danmark i 1963, så mine erindringer om dem i den periode begrænsede sig til luftpostbreve og et enkelt lille spolebånd. Det jeg bedst husker fra den dag, er at min mor var ulykkelig. Ikke så underligt, og jeg er næsten sikker på, at mor og far har haft nogle diskussioner. Heldigvis vandt far for en sjælden gangs skyld..

Små lejligheder

Der var ialt 18 lejligheder i 28-blokken. De var alle 2-værelses, men hos farmor og farfar var der altid plads til mange gæster til jul eller anden festivas. Hvor der er hjerterum, er der husrum. Det har de nok været vant til fra barnsben, for min farmor var ud af en børneflok på ni (8 piger og 1 dreng), og min farfar var fra en børneflok på 10 (6 piger og 4 drenge). Så de har i hvert fald ikke kunnet rutte med pladsen, men der har åbenbart været albuerum nok til forøgelser af børneflokkene.

Her sidder farfar i stadsstuen, men det var nu ikke hver dag, der blev gjort så meget stads ud af det. Han blev født den 4. oktober 1903 i Fredericia og døbt i den Reformerte kirke. Så efter alt at dømme, er det farfars 50 års fødselsdag, der bliver fejret
Her sidder farfar i stadsstuen, men det var nu ikke hver dag, der blev gjort så meget stads ud af det. Han blev født den 4. oktober 1903 i Fredericia og døbt i den Reformerte kirke. Så efter alt at dømme, er det farfars 50 års fødselsdag, der bliver fejret

Alligevel udnyttede de lejligheden med en ‘stadsstue’ og en ‘dagligstue’, som i den grad blev udnyttet ned til mindste ‘paillet’. Dagligstuen var nemlig en kombineret systue, soveværelse, spisestue og ‘gildesal’, når dét var påkrævet. Stadsstuen blev også brugt til dagligt, især af farfar, og især når han skulle læse sit elskede Anders And blad. Én gang om ugen fik jeg en mønt til indkøbet, men ikke noget med at smugkigge. Jeg måtte pænt vente, til han havde klukket færdig henne i hans faste lænestol. Men så var det også mit blad.

Selvfølgelig kom farmor også i ‘stadsstuen’, men det var kun for at hente et eller andet i dækketøjskabet, fodre de mange fisk i det store akvarium, eller gøre almindeligt rent.

Farmor var syerske, og havde arbejdet med kjoler, især dansekjoler med tyl og pailletter til mange af Laursens Danseinstituts mange piger og kvinder. Det var tydeligt at se i den ‘systue’, hun havde fået etableret på Aaboulevarden. Jeg arvede de to kommoder fra værelset, og selv meget grundige – og mange – støvsugninger, fik ikke totalt has på de små, drilske pailletter. Altså hang der altid store, struttende dansekjoler i værelset.

Her ses Aaboulevarden fra en anden vinkel. Billedet må være fra en søndag, for jeg har en hvid skjorte på, Linda også i søndagstøjet og farmor har smykker på. Ikke hverdagskost.
Aaboulevarden fra en anden vinkel. Billedet må være fra en søndag, for jeg har en hvid skjorte på, Linda også i søndagstøjet og farmor har smykker på. Ikke hverdagskost.

Farmor havde altid travlt med at sy, klippe og tage mål til nye dansekjoler. Hun var kendt for at være dygtig, men måske var hun også kendt for, at være prisbillig, når hun skulle opkræve prisen for en dansekjole. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg hørte min far skælde hende huden, fuld når hun igen igen bare lige havde fået dækket hendes indkøb af tyl og tilbehør. Selv hendes forbrug af papir og skrivematerialer var tæt på et minimum. Jeg så hende aldrig bruge andet end en lille blyantstump og små afrevne papirstykker fra poser fra bageren eller købmanden. Når jeg i dag ser min kone gøre det samme, kalder jeg hende ‘Lilly’, og hun ved nøjagtigt, hvad jeg mener.

Omgivelserne

I starten da jeg kom på Aaleboulevarden, var der bebyggelser på begge sider af huset nummer 28. Til venstre var det nogle små huse, og det andet hen mod Sønderbrogade var min store kattepine.

Her ses Aaboulevarden 28 A og B. Hvorfor der holder en bil på vejen, ved jeg ikke. Dengang var Aaboulevarden med to kørebaner og par- keringspladserne imellem kørebanerne. Den gik nok ikke i dag, med den øgede trafik. Den store dreng er en bryder fra Holland, som blev beværtet hos farmor og farfar.
Aaboulevarden 28 A og B. Hvorfor der holder en bil på vejen, ved jeg ikke. Dengang var Aaboulevarden med to kørebaner og parkeringspladserne imellem kørebanerne. Den gik nok ikke i dag, med den øgede trafik. Den store dreng er en bryder fra Holland, som blev beværtet hos farmor og farfar.

Bygningen mod Sønderbrogade var jeg bange for at gå forbi. Nede i dens gård var der en mand, som virkede frygtindgydende på mig. Han kørte på knallert, men jeg har ingen forklaring på, hvorfor han skulle være farlig. Han har nok ikke kunnet komme på podiet i en skønhedskonkurrence.

Både den bygning og de små huse på den anden side, blev jævnet med jorden, og der blev anlagt parkeringspladser i stedet. Nu lå Aaboulevarden 28 som en ø. Parkeringspladser ved de to endefacader Aaboulevarden foran bygningen og Horsens Trælasthandel på bagsiden. Heldigvis var der stadig hele baghavearealet til at skærme af.

Mærkeligt nok var de tre gårde afskilt på forskellige måder. De to gårde mellem B og C opgangene, var næsten åbne, men A opgangen var et meget lukket land med en muradskillelse, som gjorde det umuligt, at krydse grænsen. Derfor har jeg faktisk aldrig været derovre.

Det er 'min' sandkasse nede i haven, og det er min brosten, som jeg altid baksede rundt med. Som det kan ses, er det ligefrem legetøj, der dominerer billedet. Men fantasien fejlede ikke noget.
Det er ‘min’ sandkasse nede i haven, og det er min brosten, som jeg altid baksede rundt med. Som det kan ses, er det ikke ligefrem legetøj, der dominerer billedet. Men fantasien fejlede ikke noget.

Derimod var B opgangen mit totale domæne. Jeg kan stadig lukke øjnene, og genkalde det hele: Opgangen ned til kælderen, kælderrummene til højre, vaskerummet lidt til højre, koksrummet lidt til venstre under trapperne, cykelkælderen til venstre, kælderrummene ud mod gården og de små kælderrum på højre side, før man kom ud til trappen med affaldsskakten. Men man kunne også bare bruge trappen fra gaden direkte ned til cykelkælderen.

Den daglige rutine

Da jeg blev passet til daglig, når mor og far passede deres arbejde, var det selvfølgelig farmors gøremål, der satte dagsordenen. Noget af det første jeg husker, er de daglige ture fra Aaboulevarden til kolonihavehuset i Østergade. I sæsonen var vi faktisk to gange deroppe om dagen. For farmor skulle da også nå at lave middagsmad til farfar. Når han havde spist færdig, og farmor havde vasket op, gik turen i rask tempo tilbage til Østergade. Ikke på cykel, ikke med bus, ikke med taxa, men på mine bittesmå gå-ben.

Her er det så, kolonihavehuset. Det lå i kolonihaveforeningen ”Fremtiden”, og var malet i en pæn afdæmpet gul farve og en pæn afdæmpet, nærmest svenskrød farve.
Her er det så, kolonihavehuset. Det lå i kolonihaveforeningen ”Fremtiden”, og var malet i en pæn afdæmpet gul farve og en pæn afdæmpet, nærmest svenskrød farve.

På Aaboulevarden lå Østjydsk Papirforretning, og fra den port var der adgang helt op på Søndergade. Så gik turen ad Kippervig, Skolegade, Kildegade, Skolestien, den øverste del af Borgmesterbakken, over Frederiksgade, ad Haraldsgade til Østergade, før vi ramte kolonihavehuset.

På Borgmesterbakken lå Sct. Joseph Hospitalet, og i muren som omkranser stedet, er der indfældet et sort kors. Det forbandt jeg selvfølgelig med de sortklædte nonner, og i et barns fantasi blev det hurtigt til noget farligt. Så hver gang vi var kommet godt forbi hospitalet, kunne jeg ånde lettet op. Og korset er der stadig. Se selv efter.

Jeg elskede at komme i kolonihavehuset med de velpassede bede med primært grønsager, og havegangene. Kun en enkelt ting var jeg nervøs for: Et andet kolonihavehus havde nemlig bistader, og der kunne sidde en ordentlig klump bier i mine elskede stikkelsbærbuske. Så det var nogle flyvske dronninger.

Farmor og kødgryderne

Set i bakspejlet var farmor altid i køkkenet, hvis hun da ikke var travlt optaget ved symaskinen. Jeg har fået fortalt, at mor og far dagligt kom og spiste midt på dagen. Det samme gjorde farfar, for han arbejdede hos Jydsk Andel på havnen. Mor var hos Eydes Vinkælder på Søndergade, og far var ansat hos Paasch & Larsen, Petersen på Aaboulevarden. Alle steder som lå i behagelig spise-afstand på nummer 28. Den ordning har jeg ingen minder om, men har fået det fortalt.

Mine minder om middagsaftalen, handler derfor om min farfar. Han kom punktlig til den tilberedte varme middagsmad, som altid bestod af to retter. Det mest markante var, at maden blev spist af en dyb tallerken – både forret og efterret – hvor forretten nok har været suppe, men også grød kunne spises til dessert. At det var mange år før, der var noget, som hed færdigretter og frostvarer, giver da stof til eftertanke.

Farfar sad altid i køkkenet ved et lille ‘udtræksbord’, og farmor vimsede rundt, og vartede op. Nu kan det lyde som om, farfar var en hustyran, men det var han absolut ikke. Farmor havde nok været mere optaget af at forberede farfars ‘termokande’ med frisklavet kaffe. ‘Termokanden’ var en en flaske med patentprop fra P.C. Nielsen i Vejle. Den var omhyggeligt viklet ind i en avis med et elastik.

I nattens mulm og mørke

Det er utroligt få gange, jeg har overnattet nede ved farmor og farfar. Jeg kan faktisk kun huske en enkelt gang, men hvem ved. Ihvertfald var jeg vågnet, og blevet noget så ked af det. Jeg ville hjem til mor og far, og det skulle være nu! Det var altså på Aaboulevarden og mor, far og jeg boede på Nørrebrogade 114, (‘Stejlbakken’), nærmest udkants-Horsens.

Farmor og farfar kunne have sat hårdt mod hårdt, men det gjorde de ikke. Farfar stod op, fik mig placeret på bagagebæreren, og gik hele vejen til Nørrebrogade. Da vi kom frem, sagde han: – Så Kurt, nu kan du se, at din mor og far ikke er hjemme. Det kunne jeg, og farfar gik troligt hele vejen tilbage til Aaboulevarden. Uden et eneste bebrejdende ord. Det var dybt, dybt imponerende.

Aaboulevarden og de få butikker

Der var de butikker, som krævedes for at kunne overleve. De mest fremtrædende for farmor og farfar var købmand Mortensen og ismejeri udsalget. Hvor farmor købte sit kød, har jeg ingen anelse om, men det kan have været i Fugholm. Aaboulevarden var ikke lige spækket med flere indkøbsmuligheder dengang.

Hvor farfar købte hans uundværlige ‘Bank Of England’ cigarer ved jeg ikke, men jeg ved, at cigarasken og cigarstumperne blev omhyggeligt gemt til Arnold. Det var et familiemedlem, som brugte herlighederne som skrå.

Meget af det kød der tilflød nr. 28 B, stuen til venstre, var købt og betalt af kortene til de mange bankospil i Kilden. Farmor var nemlig en passioneret bankospiller. Hun snød endda, for hun havde både firkløvere og små hestesko med på sine spilleplader.

Jeg var tit med i ‘bygningen’, men hvis jeg skal være ærlig, så var det absolut mest spændende, at få lov til til at købe min favorit sodavand.: En ‘Favorit’ i de karakteristiske vinflaskelignende flasker. Smagen var som Chabeso tror jeg, men helt sikkert som æblecider. Jeg var, og er vild med det.

Selvfølgelig var der også en frisør og barber på Aaboulevarden. Gensø klippede og barberede alle mændene i familien, men jeg blev dog kun klippet. Så blev jeg placeret på brædtet, som lå over de to armlæn, men ikke bagbundet, før klipningen tog fat. Om sommeren var den højeste mode for drenge at blive plysset, eller Beebobbet, som vi kaldte det. Meget kort hårlængde som kan stå lige op i vejret ved hjælp af en voksstift. Det var ikke rart, for det gjorde ondt. Men hvad, man måtte jo lide for skønheden.

Der var også en cykelhandel. Der kom jeg aldrig, men det var nok mest fordi, jeg ikke ejede en cykel. Derimod var ismejeriet mere aktuel, for de havde mine elskede ‘Raket Is’ endda i flere farver, og de var vitale for os børn i en varm sommer.

Hos købmand Mortensen kom jeg tit. Der kunne man blandt andet købe en brun papirpose med optændingsbrænde for 10 øre.

Så var der også ‘Aaboulevardens Produktforretning’, som lå på den lille stikvej lige før Gensøs forretning. Hvis jeg var så heldig, at finde noget gammelt jern, kunne jeg i produktforretningen få det omsat til kontanter. Så gik vejen lynhurtigt til Fugholm, hvor der lå en lille blomsterbutik i kælderen næsten helt nede ved Aaboulevarden. Indehaveren var en mægtig sød dame, som jeg har mistænkt for, ikke at kunne modstå den bette knægt, som ville bruge hele formuen på en buket blomster til sin mor. Men jeg kunne også bare have charmeret hende …

Stik-i-rend-dreng for Daniel

Daniel og hans kumpaner holdt til flere steder i byen. Således også på Aaboulevarden. Daniel var spritter, men ikke farlig på nogen måde for vi børn. Jeg havde et fortrolighedsforhold til ham, for jeg var under ingen omstændigheder bange for ham. Jeg kunne ofte støde på ham, når jeg skulle til ismejeriet eller til købmand Mortensen: – Pst Kurt, vil du gøre mig en tjeneste? Nu var jeg jo ikke dummere end et menneske, så jeg sagde:- Ja da. Så gik turen ind til købmanden efter kogesprit, og hver gang blev jeg udspurgt af Mortensen eller hans kone: – Er kogespritten til din farmor. Og jeg svarede med store troskyldige barneøjne: – Ja da. De kunne da bare have spurgt farmor selv, men de troede måske, hun selv ville drikke det. Og Daniel tilbød mig aldrig så meget som en slurk …

En sukkergris

At farmor var langt fra at drikke stærke drikke, ved jeg alt om. Hendes mimik når hun en sjælden gang skulle have en snaps, var et syn for guder. Og jeg glemmer aldrig, at hun selv i hvidtøl kom sukker. Prøv bare at smage en hvidtøl, og afgør selv om der er brug for sukker. Selv sennep kom hun sukker i. Højdepunktet var altid når tiggede sig til ‘kuns et skvæt’ øl i hendes citronvand.

Julefrokosterne

Netop ‘kuns et skvæt’ blev et fast ritual til de mange julefrokoster, som farmor og farfar holdt. Altid var det 1. juledag og en fast aftale på Aaboulevarden, og som ikke stod til at ændre. Det var da godt, vi havde et billede af hende, for det var ikke meget tid, hun selv var med til bords. Hele tiden i gang i køkkenet, og hvis vi endelig fik hende overtalt til at komme ind i stuen for at ‘hilse’ på hende, sad hun yderst på stolen, og væk var hun igen. Vi var umådeligt mange gæster, men der var plads til alle, men faktisk kunne hendes plads have været sparet, og så havde der været mere plads til vi andre.

Gavesofaen

Hvert år op til jul var den stribede (grimme) sofa i ‘stadsstuen’, i den grad overfyldt med julegaver fra ende til anden. Når man tænker på, hvor små pengene var, er det imponerende at de kunne finde pengene til det, men sådan skulle det bare være. Som dreng var det enormt spændende at gå på til-og-fra inspektion. Men farmor og farfar havde altid kunnet forære deres ‘bare røv væk’, så der var ikke noget nyt under solen.

Køkken-domænet

Jeg føler, at farmors liv i den grad var domineret af madlavning, og selvfølgelig af syning. Konstant var der gang i frugthaverne i Østergade og på Aaboulevarden. Farmor og farfar var klart selvforsynende, og jeg tør ikke gætte på, hvor mange timer de brugte i de to haver.

Farmor var suveræn i at lave syltetøj og saft, og bortset fra at et enkelt kælderrum altid var spækket med hendes produkter. Tildækningen på glassene kunne pludselig begynde at bule ud ad, men vi overlevede da alle. For farmor vidste nøjagtigt, hvordan det skulle tackles. – Det er pencillin, sagde hun. Så hun fjernede med hård, kyndig hånd det øverste lag af det grønne. Og det var ikke mintgelé! Farmors tid har altså gået med at lave supper af enhver art og henkogning af frugter til eget brug.

Skipper Skræk-maden

Derimod glemmer jeg aldrig, da jeg var blevet lidt ældre, og farmor om morgenen mødte op ude i Mimersgade for at sende mig i skole. Det var ikke få gange hun lavede den mest fantastiske morgenmad til mig. Om den var sund, vil jeg overlade til andre at dømme, men den bestod af hjemmelavet stuvet spinat, et spejlæg og et stykke skinke serveret på et stykke ristet franskbrød. Guffeliguf! Selv i dag med præfabrikerede produkter, tror jeg ikke at mange vil binde an med sådan en morgen menu. Men jeg var altså også det første barnebarn.

DansDanseinteresse, eller …

Der skal ikke være tvivl om, at farmor og farfar var danse- interesserede. De var meget tæt forbundet med Laursens Danseinstitut på Søndergade. De var selv aktive og senere blev deres yngste søn også danser. Min far var ikke interesseret, for han var bryder og fodboldspiller. Men selvfølgelig blev jeg tilmeldt Laursens Danseinstitut, og fik da også en kanonsød dansepartner, Kirsten, som jeg vandt mange titler med. Men jeg har nok slægtet min far på, og da han fandt ud af, at jeg gik til dans for min farmors skyld, var den karriere slut.

Det store musikanlæg

I ‘stadsstuen’ på Aaboulevarden stod et stort stereoanlæg. Efter datidens målestok. Jeg tror ikke, at de selv har købt det, mere min onkel Hildur. Uanset hvem, så blev anlægget noget, jeg brugte en masse tid på. Der stod en masse LP’er i underskabet med primær swing musik – og endda en enkelt LP til 16 omdrejninger. Det er faktisk den eneste LP, jeg har set og hørt med de få omdrejninger. Min store interesse for musik er nok startet der, på gulvet foran stereoanlægget. Hvis det nu også var stereo.

Et entusiastisk publikum

Jeg har nævnt, at min far var bryder, og som far, så søn. Allerede før jeg begyndte i Hermod som 8-årig, kunne jeg bryde. Der var naturligvis den almindelige træning, men Hermod havde indført noget, som de kaldte Månedskampe. Her var der masser af tilskuere – mest familiemedlemmer – og selvfølgelig også med farmor og farfar på forreste række. De fulgte i den grad med i mine kampe. Farfar mere afdæmpet, men farmor som en yderst aktiv tilskuer. Så aktiv, at hun må have fået nogle muskelforstrækninger.
I mange år fulgte de brydeklubben Hermod’s aktiviteter, og farfar var endda meget aktiv, da klubben byggede deres eget klubhus i Enggade i Horsens. Han var nemlig en sej farfar.

Min kusine Linda og jeg på trappestenen til nummer 28 B
Min kusine Linda og jeg på trappestenen til nummer 28 B

Kusinen der forsvandt

I 28-blokken, men i C-opgangen, boede også min kusine Linda i en periode sammen med hendes mor og far. Vi var næsten jævnaldrene, så vi legede sammen. Linda var også gudmor til min førstefødte søn, og hun var naturligvis med som gæst, da jeg blev gift i 1973.

Hendes mor og far blev ret hurtigt skilt, og min onkel fandt flere år senere en ny hustru. De fik en datter sammen, og noget er gået grueligt galt, for Linda forsvandt på et tidspunkt efter nogle uoverensstemmelser mellem hendes far, hans nye kone og Linda. Jeg har ikke set hende siden. Det ærgrer mig i den grad.

[kh 2016]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.