Brædstrup Landboforening gennem 125 år

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1988

Af: Landbrugskonsulent: Jens Kirkegaard.

Indtil 1978 var navnet Thyrsting-Vrads Herreders Landboforening. Efter gentagne forslag blev i det­te år på generalforsamlingen vedtaget at tage nav­neændring til Brædstrup Landboforening.

Men først helt tilbage til den historiske stiftelse af foreningen. Dette initiativ blev taget ved et forbe­redende møde den 11. april 1862 efter indbydelse af sognefoged Jens Rasmussen i Brædstrup. Cirka 70 beboere af Thyrsting-Vrads Herreder var for­samlet for at stifte en Landboforening for denne egn.

Betænkeligheder var der dog på dette forbere­dende møde – var vi her i Thyrsting-Vrads Herreder nu stærke nok til at stå på egne ben? Eller burde man søge tilslutning til den nystiftede Landbofore­ning for Horsensegnen – eller eventuelt orientere sig mod Silkeborg. Efter forslag fra kammetråd Synnestved, Vinding Nygaard, vedtog man at søge oprettet en Landboforening for Brædstrup og Om­egn.

Det stiftende møde for foreningen blev holdt den 11. april 1862 på Tinghuset i Brædstrup. Den første bestyrelse bestod af gæve mænd, der foruden gårdejere også rummede en kroejer, en apoteker, en prokurator og en provst.

I landbofor­eningens første lange tid måtte man klare sig med den praktiske erfaring, man selv høstede ved de daglige iagttagelser. Konsulenter fandtes ikke på dette tidspunkt.

Landboforeningens første egentlige medlemsmøde blev holdt den 19. juni 1862. Her fremlagde for­manden bestyrelsens planer om indkøb af 3 tyre og 10 vædderlam. Dette gav anledning til en særdeles livlig diskussion, der gav bestyrelsen fornemmelsen af, at medlemmerne også ville have et ord at sige. Bestyrelsen fik dog mandatet til at gøre dette ind­køb. Debatten havde mundet ud i, at medlemmer­ne ønskede det første dyrskue, der blev holdt i Brædstrup den 4. juli samme år. Hermed blev iøv­rigt den første spire lagt til vor nutidige kvægavls- ­og ydelsesforening.

På dette og følgende møder diskuterede man værdien af de kunstige gødnin­ger. Flere deltagere hævdede således, at mergel og kalk skønnes at være en hovedbetingelse for plan­ternes vækst, og at man derfor snarest imødekom dette behov ved fremskaffelse af kalk og mergel fra indholdsrige forekomster. På dette tidspunkt var der ingen forsøgsvirksomhed at spørge, så dati­dens bonde måtte “stikke fingeren i jorden og lug­te, hvor han var”.

I 1864 faldt Dybbøl den 18. april, hvorefter Jyl­land blev besat af fremmede soldater. Under disse forhold samledes landboforeningens medlemmer til generalforsamling den 13. maj. Stemningen bar præg af de dybt alvorlige tildragelser, der var hændt vort fædreland, og som havde kostet mange tapre mænd livet og bragt sorg og savn til huse i tu­sinder af danske hjem.

Man besluttede at standse foreningens virksomhed indtil videre. Generalfor­samlingens dagsorden udgik, og medlemmerne tog hjem hver til sin gerning. Der måtte jo røgtes, trods alt. Inden året var omme, var den tragiske fredsslutning, der flyttede Danmarks sydgrænse op til Kongeåen, en kendsgerning.

Landboforenin­gen genoptager sin afbrudte virksomhed ved en ge­neralforsamling den 23. december 1864, og man kaster sig over opgaverne med fornyet mod og jy­dens sind bekræfter sig igen: “Goer ed op, aa goer ed nier, aaller do faa tawt ham sier”.

Gennem de følgende år blev der i foreningen ydet en stor indsats gennem mangt et ord og mangen en sund tanke til påvirkning i al ubemærkethed i den daglige gerning. Eksempler herpå var øget anvend­else af kraftfoder til kreaturernes ernæring, øget omhu med smørtilberedning, og det kunne være vanskeligt at omstille konerne, der forestod kær­ningen af smørret – ændringerne måtte jo nødig kunne misforstås som en tilsidesættelse af en ellers god indsats. Jordens behandling og gødningens opbevaring blev drøftet, samtidig med at roedyrk­ningen og anvendelse af kunstgødning påbegyn­des. Medlemmerne diskuterer høravl og rapsdyrkning, og der opstår interesse omkring læ- og skov­plantning. Et fåreskue afholdes i Nørre Snede i 1868.

I 1869 blev den første landbrugsfaglige aftenskole oprettet for ungdommen. Der blev holdt prøve- og præmiepløjning med jernplove, der for det meste var fremstillet af lokale smede.

I 1870 blev ud­arbejdet regnskabsbøger for mindre landbrug. Der blev udsat 3 sølvpokaler i præmier for bedst passe­de roemarker.

I 1871 blev landbrugskandidat S.C.A. Tuxen tilknyttet foreningen. Tuxen virkede som konsulent og foredragsholder for foreningens medlemmer og blev som sådan den første lokale konsulent i Danmark.

Fra 1880’erne oprinder den urolige tid, der benæv­nes “provisorieårene”. Det var Estrup og hans re­geringsfæller, der satte folkestyret ud af spillet og gennemførte provisoriske love. Bølgerne gik højt, når øvrigheden flankeret af blå gendarmer rejste rundt i sognene og foretog udpantning. Når “opto­get” viste sig, samledes sogneboerne i hundredtal og fulgte det fra dør til dør for at hindre dets fore­havende.

I 1879 indmelder foreningen sig i Foreningen af jy­ske Landboforeninger. Høns blev første gang ud­stillet på dyrskue i 1880.

Den vestlige del af fore­ningen udskilles i dette år, og danner Vrads Her­reds Landboforening.

Oberst Dalgas holder tale i Brædstrup i 1889 omhandlende oprettelsen af en plantningsforening.

Sandjordsdyrkerne blev bevil­get indtil 100 kr. for at dyrke jorden efter Dalgas’ opskrifter. Foreningen var iøvrigt i disse år i ud­præget grad sponsor for initiativer i retning af fremskridt. Meget ofte blev disse fremskridt pro­vokeret gennem konkurrencer, og hertil blev der efter den tids målestok bevilget ret store pengebe­løb til indkøb af præmier. Som eksempel herpå kan nævnes, at årsbudgettet i foreningen var på 1800 kr. i 1897. Heraf gik 800 kr. til præmier.

Man beslutter, at der nu kun kan udstilles renrace­de dyr.
Malkekurser afholdes rundt om på gårdene. Kon­sulenten opholder sig en uge ad gangen hvert sted, og mere intensiv rådgivning kan næppe praktiseres – undertiden indgik konsulenten da også i de mere praktisk betonede arbejdsprocesser.

De første kontrolforeninger oprettes, og husmødre præmieres for “hyggelige hjem” i 1902.

Egnens af­holdsforeninger foreslår nu spiritusforbud ved dyrskuet, og dette blev vedtaget for dog senere at blive genophævet af kendere af snapsens gode egenskaber, og ikke mindst da i forbindelse med dyrskuefrokost. Da blev det en helt uundværlig be­standdel.

Der blev oprettet et planteavlsudvalg i 1906, og derefter fulgte forsøgsarbejdet i 1908.

Første forsøgsår blev der anlagt 15 markforsøg med gødningsemner og 1 varietetsforsøg i havre. Konsulenten skriver i beretningen, at af disse for­søg mislykkedes 2 forsøg i korn, et af disse tog ska­de af regnen under høstningen, og det andet gik fuldstændig fra grøden i den tørre periode i julimåned.

Kartoffelforsøget mislykkedes på grund af mangelfuld spiring af kartoflerne. Rimeligvis har disse taget skade af frosten under opbevaringen. 1 kalkforsøg og 1 gødningsforsøg er gået tabt ved uagtsomhed fra forsøgsværternes side.

Det første husdyrbrugsudvalg starter i 1913, og der dannes fællesledelse for kvægavls- og kontrolfore­ninger. Generalforsamlingen i 1917 udsættes på grund af indkaldelse af konsulenten til sikrings­styrken. I dette år indføres regnskabspligt for land­mænd.

Ved et bestyrelsesmøde i 1920 bevilges 10 kr. til “Foreningen af trængende jyske landmænd” samt 107 kr. til præmie ved plageskuet.

I 1921 sker der ret drastiske ting – der udbryder mund- og klovsy­ge. Prisfald indtræder og vender op og ned på al­ting. Konsulentens løn nedsættes med 300 kr. Mund- og klovsygen er igen et problem i 1925, hvor der iøvrigt åbnes et eksportmarked i Horsens.

En dyrlæge Jørgensen fra Århus holder foredrag omkring kælvningsproblemer. Det mest probate middel herimod var en stor kaffepunch.

I slutningen af tyverne er møderne præget af krise­stemning. Som følge heraf bliver kontingentet til foreningen nedsat.

Dog tages stadig nye faglige ini­tiativer, f.eks. oprettes husholdningskurser, der ydes 250 kr. til indretning af skolekøkken i Bræd­strup skole, og der nedsættes et udvalg til kåring af søer og orner.

Forsøgsstationen Godthåb oprettes.

I begyndelsen af trediverne er der kongebesøg ved amtsudstillingen i Brædstrup i 1931. Flæskepriser­ne er nu nede på 32 øre. Møderne er i høj grad præget af krisetiderne, og auktionerne må lukkes på grund af mund- og klovsygen. Konsulentlønnen fastsættes nu på grundlag af produktpriser. Der sker en overdragelse af dyrskuepladsen til borger­ og håndværkerforeningen.

Den kunstige sædoverføring starter i 1938.

I 1940 aflyses dyrskuet på grund af besættelsen, og der er hesteopkøb til Tyskland.

Flæskepriserne steg i 1941 til 236 øre, og det kan nævnes, at nu er 54 pct. af besætningerne frie for tuberkulose.

Oprettelsen af en landbrugsskole ved Horsens drøftes i 1944.

Foreningen havde i 1945 sit største medlemsantal på 730 medlemmer, og der ansættes en bygningskonsulent i Skanderborg Amt.

I 1948 indledes et samarbejde med Tørring og Nørre Snede om kvægbrug. En etableret sprøj­tevirksomhed i samarbejde med Husmandskreds­foreningen har behandlet 225 ha.

Det oplyses i 1955, at landbrugseksporten nu udgør 67 pct. Landbobevægelsen LS begynder at røre på sig i 1956 og kræver bl.a. sammenslutning af land­brugsorganisationerne.

I 1959 nedsættes et fælles regnskabsudvalg for Tørring, Nørre Snede og Brædstrup Landboforeninger.

Det første fællesdyrskue afholdes i Tørring i 1964, og der oprettes Landbo- og Kredsforeningens Kur­susudvalg.

Planer om køb af EDB anlæg til regnskabskonto­ret drøftes i 1968.

Mejeriselskabet Danmark bliver aktuelt i 1969, og samtidig drøftes en husbondaflø­serordning.

Planteavlssamarbejdet med Tørring og Nørre Sne­de indledes i 1972.

Danmark indtræder i EF i 1973, og husbondafløserordningen etableres som et soci­alt stort sikkerhedsnet. Der oprettes fælles plante­avlsudvalg, som er det nuværende Højderyggens Planteavlsudvalg.

I 1974 drøfter man kampfond, og samtidig er der forslag fremme om et fælles Landbocenter. Fællesudvalget for Kvæg i Vejle Amt oprettes.

Generalforsamlingen vedtager i 1975, at damer kan optages som medlemmer i fore­ningen og dermed få indflydelse på den virksom­hed, som de selv er så stærkt knyttet til. Bygning af Landbocentret påbegyndes i Tørring i 1979, og indflytning i Højderyggens Landbocenter sker i 1980.

Da opstår der iøvrigt en ny landbobe­vægelse LR 80, og der drøftes salgsstop samt ned­sat produktion. I 1981 er der stærke protestaktio­ner mod den indførte særskat, der blev pålagt landbruget.

Beredskabsplanen vedtages med 70 pct. stemmer i 1982 ved delegeretmødet, men kun 2 pct. af foreningens egne medlemmer tilslutter sig. Der er mund- og klovsyge, som giver store proble­mer egnsvis og påvirker eksportsektoren.

Mælkekvoter indføres i 1984 og Fælleslandbofore­ningen for Vejle Amt oprettes for at styrke og mo­tivere samarbejdet landboforeningerne imellem i Vejle amt. Der etableres efteruddannelse af land­mænd.

I 1985 tegnes gruppelivsforsikringer for landmænd, men interessen herfor kunne være større. Gårdenes miljøforhold registreres, og der er en debat om hormonbehandling af køer.

Fra foreningen ydes økonomisk støtte til en EF-ja kampagne. Det øvrige samfund udøver stærke an­greb på landbrugets produktionsforhold i 1986. Medlemmerne deltager i et stormøde i Herning i 1987 med 15.000 deltagere fra hele landet, hvor politikere og pressen anmodes om at føre miljødebat på sagligt og sobert niveau.

Dette var nogle fremdrag af protokollerne frem til Brædstrup Landboforenings 125 års jubilæum i 1987, hvor iøvrigt præsidenten for landbrugsrådet, H.O.A. Kjeldsen, holdt jubilæumstalen. Der er søgt fremdraget nogle af de tilkendegivelser, der har. været fremherskende på denne egn blandt de landmænd, som har påvirket udviklingen til gavn for såvel land som by. Denne fornyelsens kunst, som er videreført fra datidens yderst beskedne for­hold til nutidens EDB-styrede landbrug, hvor land­manden stadig indtager den centrale placering og trykker på knapperne – denne kunst vil også være at finde ved fremtidens landmand.

Gennem de 125 år har temaet været det solide fæl­lesskab for denne egns bønder – et fællesskab som også de kommende generationer kan bygge på. Der er meget store udfordringer til fremtidens land­brug, det drejer sig først og fremmest om økono­miske forhold, men også om den teknologiske sty­ring, faglige dygtighed og sidst men ikke mindst, hvilke forhold og muligheder det øvrige samfund vil give landbruget.